Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3889Visninger
AA

13. Kapitel 12: "Djævelens datter" - James

 



 

"Jeg tror ikke, at jeg kan klare EN DAG TIL i Helvede," beklagede Rin sig endnu en gang, endnu en dag.

     Vi var alle sammen ved at miste tegnene på liv i os. Vi var blevet betydeligt blegere i den tid, vi havde været her, magere også, og jeg kunne se, hvordan Rin og Brandons øjne begyndte at se døde ud. Det samme med mine, når jeg så mig selv i spejlet. Vi var i sandhed ved at dø.

     "Jeg ved, hvad der kan hjælpe," sagde Brandon lokkende og kyssede hende på kinden. Jeg skulede til dem.

     Rin smilte og gav ham et kys på munden. "Vi ses senere, James." Så gik de.

     "Hvad skal I nu?" spurgte jeg.

     "Vi skal... arbejde," svarede Brandon. Han var elendig til at lyve.

     Jeg vidste godt de var begyndt at gå i seng med hinanden, når tiden passede sig. Der er intet som døden der får en til at tage det næste skridt i et forhold. Og det gav mig kvalme, at jeg stod tilbage som det tredje hjul uden nogen at trøste mig med. Ikke engang Catriana havde jeg set. Ingen af os havde set hende, og jeg havde med tiden komplet givet op og accepteret, at jeg nok aldrig kom til at se hende igen.

     Og pludselig sad der en drage på størrelse med en rotte på min skulder. "Hej, Cult."

     Mit hjerte sprang et slag over, og jeg tog mig selv til brystet, mens jeg sank ned på knæ i rent chok. "Gør. aldrig. det. igen."

     Dragen undskyldte ikke, den stirrede bare på mig. Jeg gloede på den. Det var Catrianas... ven eller hvad det nu var. Dimond, hed den.

     "Hvad er der?" hvæsede jeg.

     "Cat vil snakke med dig."

     Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere, og jeg stirrede bare på den lille dæmondrage, vidste ikke hvad jeg skulle sige.

     "Nå?" spurgte han. "Kommer du med, eller har du bare tænkt dig at stå dér og ligne en eller anden frossen gargoil?"

 

Dimond førte mig op på de øverste etager - de fine etager, hvor de fine folk boede. Hvor Catriana boede. Da dragen ankom til en bestemt dør, standsede han og bankede på med sin hale.

     "Kom ind," lød en stemme derindefra. Catrianas stemme. Mit hjerte bankede hurtigt igen.

     Dimond gjorde tegn til mig, og jeg åbnede døren. Så gik vi begge ind.

     Catrianas værelse var på størrelse med en hel boenhed på magiskolen - og det sagde altså en del. Og i sengen sad Catriana i skrædderstilling. Hun smilte, da hun så mig.

     "Hej James," sagde hun.

     "Hej... Catriana," sagde jeg helt paf. Så gik jeg hen til hende. "Hvor... hvor har du været?! Hvorfor har ingen af os set noget til dig?! Rin og Brandon er ved at gå ude af deres gode skind!"

     "Jeg ved det, jeg ved det," sagde hun og sprang op af sengen. "Jeg har bare... haft en del ting, jeg skulle... gøre. For min far."

     Jeg fnøs og lagde armene over kors, ventede på, at hun skulle fortælle.

     Hun stirrede på mig lidt, så kiggede hun på Dimond, der trak på skuldrene, så kiggede hun på mig igen.

     "Ved du, hvor mange mørkevæsner, der har et virkelig inderligt HAD til Guds engle?" Jeg rystede på hovedet. "Mange. Der er... VIRKELIG mange. Så det har faktisk ikke været særlig svært for min far at finde krigere til sin hær, for han nægter at bruge fordømte. Og... jeg har hjulpet ham. For jeg vil helst ikke have, at han skal tro, at jeg er forræder eller sådan noget, men det er jeg."

     Jeg hævede det ene øjenbryn. Catriana løftede en finger, hvorefter hun fandt et stort kort frem, som hun lagde på bordet. Jeg kiggede på det, og hun pegede på en stor slette lidt udenfor en by ikke så langt fra magiskolen. "Det er her, de vil kæmpe. Alle de mange mørkevæsner er ved at ankomme dertil. Om to dage vil kampen stå, og der er I nødt til at være der for at forhindre, at nogen af de klaphatte vinder."

     Jeg hævede nu begge øjenbryn. "I som i... os? Ikke dig?"

     Catriana kørte sine fingre igennem sit tykke sorte hår. Så sagde hun: "Nej."

     "Hvad... men... hvorfor ikke?"

     "Fordi... min far meget gerne vil have mig ved sin side."

     Jeg måbede og kunne ikke fatte, hvad jeg lige hørte. "Men... hvad?"

     "Han er min far, James. Jeg kan ikke svigte ham i denne her situation, han stoler faktisk på mig. Jeg kan ikke få mig selv til at kæmpe imod Gud, men jeg kan da vise ham min støtte, på en måde. Men I er nødt til at være der og bruge jeres magi på at stoppe den pokkers krig."

     "Der kommer til at være TUSINDVIS af magiske væsner, hvis det, du siger er sandt, Catriana! Hvordan skal vi kunne stoppe dem?"

     "Rin kan betvinge alle fire elementer, og du kan se min far i øjnene. Det er magt nok. Og... forhåbentlig vil de lytte til fornuft! Bare rolig, vi skal nok finde ud af det."

     "Catriana, du kan ikke bare bakke væk! Du er nødt til at være der med os! Du er da den eneste, der kan overtale din far til at opføre sig fornuftigt."

     Hun trak på skuldrene. "Jeg ville ønske, det var sådan. Men min far er for stædig." Vi var tavse lidt. Så tog Catriana en dyb indånding, og hun skiftede emne: "I hvert fald, jeg vil tage af sted i aften, mens I må flygte i overmorgen, når kampen står."

     "Men hvordan skal vi gøre det?"

     "Dimond vil hjælpe jer."

     Jeg kiggede hen på dæmondragen, der så yderst gnaven ud. "Hun er meget insisterende."

     "Så," sagde Catriana. "Fortæl det til Brandon og Rin, så går det nok alt sammen."

     "Hey hey!" standsede jeg hende. "JEG kan ikke fortælle dem det. DU er nødt til at hjælpe mig her. De er altså temmelig gnavne på dig, fordi de tror du har forladt os. JEG troede endda du havde forladt os. Og du er nødt til at finde en måde at gøre os... du ved... LEVENDE igen!"

     Catriana åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen og kløede sig bag øret. Der gik det op for mig.

     "Du ved ikke, hvordan du skal gøre os levende igen, gør du?"

     Catriana rystede på hovedet og stirrede ned i jorden.

     Det føltes, som om mit mod sank helt ned i mine tæer, så håbløs følte jeg mig pludselig. "Kan du ikke... tale med ham? Han er din far."

     Catriana så mig i øjnene. De smukke sorte øjne. Så fulde af ulykke. "Det er hele problemet."

 

Vi fik Dimond - meget gnavne snerrende Dimond - til at finde Rin og Brandon. Lidt senere mødtes vi med dem i et lille kontor i et lille sted på slottet, hvor Catriana var nogenlunde sikker på, at ingen ville se os.

     "Cat!" udbrød Rin skingert, da de ankom og fik øje på os. "Hvad... hvad...?"

     "Hej," sagde Catriana med en undertone af nervøsitet. "I ser... blege ud."

     "Det er, fordi vi er døde," brummede Brandon. "Tak for det, i øvrigt."

     "Det var ikke med vilje," forsikrede Catriana. "Det sværger jeg på."

     Ingen sagde noget lidt efter det. Rin og Brandon stod bare komplet misfornøjede med situationen. Så sagde Catriana omsider:

     "Men jeg har Dimond på min side, og han vil hjælpe jer med at flygte. I vil stadig være fordømte, men I vil ikke være i Helvede. Jeg ved godt, at det hele er noget møg, men vi er stadig nødt til at fokusere på at få stoppet den kamp. Og - "

     Dimond fnes. Catriana så olmt på ham. "Hvad er der?"

     "Ikke noget," sagde Dimond stift. "Jeg har bare stadig svært ved at tro, at en gruppe teenagere kan forhindre en af de største krige mellem det gode og det onde siden tidernes morgen."

     Catriana fnøs og undlod at svare ham. Hun vendte sin opmærksomhed imod Rin og Brandon. "Jeg kommer til at være med i min... i min chefs hær, så derfor er det jer, der må stoppe den endelige kamp. I må stille jer imellem dem og bruge de kræfter, som I har."

     Det fik Rin og Brandon til at måbe. "Kræfter? Mener du betvingning?" spurgte Brandon.

     "Og kraften at kunne forvandle sig til en mus?" spurgte Rin og pegede på mig.

     Catriana sukkede. "NOGEN er nødt til at gøre noget! Hvad som helst! Gud er gammel og vis, så selvom Lucifer ikke kan se det, så må HAN da kunne det!"

     "Okay," sagde Rin så. "Men hvorfor ikke dig, Cat? Hvorfor stiller du dig ikke op sammen med os og prøver at stoppe verden for at gå under? Hvad har DU tænkt dig at lave imens vi sætter vores nu EFTERLIV på spil?"

     "Jeg... Jeg kan ikke stille mig op imod Lucifer."

     "Hvorfor ikke, om jeg må spørge?"

     "Fordi jeg arbejder for ham..." Catriana sagde det lavt, og hun så ned på sine tåspidser.

     "Hør, jeg ved godt, at I hekse har det dér med, at det er en åh så stor ting at arbejde for selveste Djævelen, og jeg er sikker på, at dine forældre vil blive åh så skuffede, hvis du gjorde det her imod ham. Men det her er da større end det, er det ikke? Bare for sølle ære?"

     "Det er så meget mere end ære..." mumlede Catriana.

     "Hvis hele det her... det her forehavende betyder noget for dig, så burde du smide din opsigelse direkte i fjæset på ham og skride. Kæmpe sammen med os. Og jeg ved godt, at han er Djævelen, og han er skidefarlig og alt muligt, men du har hans øjne! Så han kan da ikke være så farlig for dig!"

     "JEG KAN IKKE!" råbte Catriana. Det fik Rin til at tie stille. "Jeg kan ikke stille mig op imod Lucifer. Jeg kan gøre ALT, men IKKE det. Der beder I mig om for meget. Det vil... det vil bare være for meget for mig."

     Vi var alle stille lidt, bange for at sige noget. Brandon var helt bleg, og jeg havde lyst til at flygte. Catriana så komplet ødelagt ud, og Rin så på hende med den slags foragt, som ellers kun Ezavia plejede at se på hende med.

     "Så det er sådan, landet ligger, hva'?" sagde hun koldt. "Først siger du, at vi for alt i verden må stoppe det her, så dømmer du os til fordømte, og nu kan du hverken hjælpe os med at stoppe krigen eller blive levende igen. Alt det, DU har gjort imod os, kan du ikke rette op på. Bare på grund af din chef... må jeg være fri. Men fint, gør hvad du vil. Sejl din egen sø. Vær hans lille heks hele dit liv, hvis det er, hvad du ønsker. Jeg er færdig her." Så gik hun ud af lokalet. Lidt efter gik Brandon med hende efter at have sendt os et blik, jeg ikke rigtig kunne tyde.

     "Du burde virkelig fortælle dem det, Cat," sagde Dimond så. "De vil finde ud af det før eller siden, og det kan ende med at ødelægge dit venskab med dem for evigt, hvis de hører det på den forkerte måde." Så fløj han også.

     Og nu var det kun mig og Catriana tilbage.

     Jeg gik hen til hende og lagde en hånd på hendes skulder. Hun trak sig væk. "Vær sød..." sagde hun, "...at lade mig være." Det var nærmest bare en hvisken efterfulgt af et hulk, hvorefter hun også gik.

     Og nu var JEG pludselig alene tilbage, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

 

Jeg arbejdede resten af dagen, ligesom alle andre dage, vi havde været her. Jeg så hverken Rin eller Brandon - eller Catriana. Jeg forsøgte at glemme hende og få mine tanker over på noget andet, men det kunne jeg ikke. Ikke når pigen, jeg elskede, sad og var ulykkelig et sted.

     Så, da det blev aften, besluttede jeg mig for at tale til hende inden hun tog af sted. Hun blev nødt til at vide, at jeg stadig var der for hende, lige meget hvad, inden hun tog ud i krig.

     Jeg ankom til storsalen, hvor dæmondragerne var ved at gøre sig klar til at tage af sted. Jeg kunne også spotte Lucifer dernede. Så fik jeg øje på Catriana, der netop ankom til salen og var på vej ned ad trappen. Hun så stadig ud, som om der intet mere var at leve for. Jeg satte i løb hen imod trappen.

     "Catriana!" kaldte jeg. Catriana vendte sig om imod mig, spørgende.

     "Cat?" lød Lucifers stemme så. Hun vendte sig om imod ham så. Så kiggede hun igen på mig, og jeg vidste, at hun var klar over alle mulige ting, jeg kunne sige, og hun vidste, at intet ville hjælpe hende alligevel. Det vidste jeg også. Og der vendte hun sig væk fra mig og gik sin far i møde. Han sendte mig et skummelt sort blik, og jeg vendte selv om og løb væk igen.

 

I lidt tid følte jeg mig også ret nede. Men så indså jeg, at jeg var nødt til at tale med Rin og Brandon. De var hendes venner, de kunne ikke bare lade hende i stikken på den måde. De var nødt til at forstå det.

     Så jeg ledte efter dem en god portions tid. Og til sidst fandt jeg dem, lænet udover et gelænder ud over et at slottets sale. De så komplet udtryksløse ud. Da jeg kom hen til dem, og Rin fik øje på mig, sukkede hun.

     "Jeg kan ikke tale med dig lige nu, James," sagde hun. "Jeg er simpelthen så vred. Så nej, prøv ikke på at forsvare hende. Hun har truffet sit valg. Så må hun også tage konsekvenserne."

     Jeg sagde ikke noget til hende. I stedet så jeg på min bedste ven. "Brandon?"

     Brandon så på mig. "Okay, så måske bliver jeg ikke lige så hidsig som Rin -"

     "Hey!" snerrede Rin.

     "- Men jeg er enig. Det er for tarveligt af Cat, det synes jeg virkelig."

     Jeg stod lidt og prøvede at tage mig sammen. Enten ville det her ødelægge absolut alting, eller også så ville det rent faktisk redde vores situation. Jeg tog chancen og sagde: "Lucifer er ikke Catrianas chef, det var en løgn."

     Rin fnøs, som om det blot var endnu et punkt af årsager til at hade Catriana Yngel Cyston.

     "Han er hendes far," sagde jeg.

     Både Rin og Brandon stirrede på mig nu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...