Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3870Visninger
AA

12. Kapitel 11: "Fordømte" - Brandon

 

 


 

"SÅ ER DET OP!"

     Det var seriøst det første jeg hørte - hver morgen. De sidste fire morgener. Klokken... fem. Og man kom såå sent i seng. Jeg havde brug for min søvn. Alle har brug for deres søvn. Bare lidt.

     Jeg gabte stort og forsøgte at tage mig sammen som de fire andre krøb ud af deres senge. Og før jeg vidste af det fik jeg et ordentligt spark så jeg røg ned på det hårde stengulv.

     "Hvad tror du det her er, fordømte?" snerrede han. "Paradis?!"

     Nej, jeg troede ikke det var Paradis. Ikke på nogen måde. "Jeg kommer nu," gabte jeg og kom op og stå.

     Han hed i øvrigt Carlos Tyrus, min chef. Hans ansvar var at sørge for rengøringen af slottets østfløj. Og vi var HANS slaver. Mig og de fire andre.

     Jeg slentrede hen til hjørnet, hvor alle vores redskaber stod. Uden morgenmad. Hernede spiste de fordømte ikke morgenmad. Jeg havde ikke fået en bid siden jeg kom herned - og jeg var ikke engang sulten. Det er vel det, der kommer ud af officielt at være død.

     Vi gik ud for at begynde på rengøringen. Lige pludselig snublede jeg over noget og lå på gulvet - med tuden først. Jeg satte mig på knæene og så efter, hvad jeg var faldet over. Det viste sig at være en kost. Takket være Chuck, som havde rakt den ud foran mig. Han så på mig med et ubehageligt smil.

     Jeg kunne ikke lide Chuck - mildt sagt. Han var en lille knægt med brunt strithår og et ar over kinden. Han var lidt yngre end mig. Hvad der havde dræbt ham ville han ikke sige, men han kunne betvinge jord, så han var da fra vores verden, mere end hvad man kunne sige om de tre andre, vi arbejdede sammen med. De tre andre var faktisk gamle mænd, der alle var mordere - og de pralede af det. Jeg fik spat af det her sted.

     "Tuder du nu, Brandmus?" kluklo Chuck.

     "Brænd i Helvede," mumlede jeg bare surt, rejste mig og gik videre.

     "Her er intet ild, Karl Smart," smilede Chuck ondt og gik også videre.

     Vi fejede, vaskede gulv og pudsede støv af hele formiddagen. Vi lavede ikke andet. Hver dag - hele dagen. Jeg havde lært mig selv ikke at kede mig og stå op mange timer af gangen uden at få ondt i ryggen. Men det var svært.

     Jeg så som regel kun Rin og James en gang hver dag, og det var under frokostpausen. Okay, teknisk set var det ikke en frokostpause for os, da vi intet spiste, men det var på det tidspunkt, hvor Djævelen spiste sin frokost, og i den ene time kunne vi få lov til intet at lave. Og her fandt jeg altid Rin.

     "Haft en god dag?" spurgte jeg og gav hende et kys på kinden. Hendes kind, der smagte af sæbe.

     "Tja, den var da bedre end i går," svarer Rin. "Hvad med din?"

     "Min? Min har været forfærdelig! Ligesom alle andre dage her. Jeg er SÅ træt af at være fordømt. Så træt af det."

     Vi stod i lidt tid lænet op ad væggen og bare nød at vi ikke var nødt til at lave noget. Rin havde fået denne her post nede i køkkenet, hvor hun hjalp til med at vaske op. Der var nok at lave. Selvom fordømte ikke fik mad generelt, så var der dem der havde fået sig en større rang med tiden, som dog havde lov til at få mad - så dem skulle man også vaske op efter og lave mad til.

     Hvad James' job var var jeg ikke engang helt sikker på. Han fortalte det i hvert fald ikke. Han havde sikkert et eller andet højtrangeret et, siden han teknisk set var kærester med Cat - og Cat var Djævelens håndlanger - og verdens største bitch.

     "Hey Brandon, hey Rin." James kom hen til os. "Hvordan går det?"

     "Hvordan tror du, det går, James?" snerrede Rin.

     Det svarede James ikke på. I stedet spurgte han: "Har en af jer set Catriana?"

     "Nej," knurrede jeg. "Ingen af os har set din dumme kæreste siden hun efterlod os til at dø. Bogstavelig talt."

     "Hun er ikke min - "

     "Det er lige meget. Hun er helt deroppe i sine fine gemakker og gider ikke engang at TALE til os for at hjælpe os fri. Hun har garanteret glemt os."

     "Selvfølgelig har hun ikke - "

     "Kan du bekræfte det modsatte?"

     Det svarede James heller ikke på.

     "Jeg vidste vi ikke skulle stole på hende," brummede jeg surt. "Djævelens håndlanger. Må jeg være fri..."

     "Apropos," sagde Rin så. "Har en af jer set ham? Djævelen?"

     "SET HAM?!" Det løb mig koldt ned ad ryggen. "Det er nok bare at vide, at jeg befinder mig i samme bygning som ham. Og så de dér øjne, han har. ALLE taler om dem. Og han er ligeglad med, om han set folk i øjnene, det er de fordømte, der må prøve at undgå blikket. Han er vist lidt af en sadist."

     "Hvad havde du forventet?" spurgte Rin. "Han er Djævelen. Den ægte vare. Herskeren af alt ondt. SKABEREN af alt ondt. Vampyrer, varulve, hekse, dæmoner. Faldne engle! Alle de racer er HANS racer."

     "Ja, du behøver ikke opsummere," mumlede jeg. Der var ufattelig mange af dem hernede. Flere end jeg kunne magte. Alle lysvæsnerne kom vist aldrig herned.

     James fnøs. "Han er slet ikke så slem."

     Jeg stirrede på ham. Rin ligeså.

     "Du har set ham?" spurgte Rin.

     "Jeg må gå," sagde James og gik. Vi så efter ham.

     Jeg så undrende på Rin. "Jeg er så træt af at være hernede."

     "Også mig. I den grad. Hvis du finder Cat så - "

     "Så flår jeg hende."

     "Nej, Brandon," sagde Rin og himlede med øjnene. "Bed hende om at finde en plan til at få os væk. Det var ikke hendes intention det her. Hun er vores ven."

     "Hvordan kan du vide det?"

     "Fordi hun er MIN ven." Med de ord gik Rin fra mig også. Jeg stod alene tilbage i lidt tid, før jeg så også gik tilbage til arbejdet.

 

"SÅ ER DET OP!"

     Denne gang var jeg hurtigere. Jeg undgik et spark. Og jeg var endda den første henne og finde en kost og en mobbe.

     "I dag vil jeg have det SUPER rent," snerrede Carlos efter at have beordret os til at stille os på række. "Herren brokkede sig over at der var støv, og det måtte JEG lide for! I er heldige, at jeg ikke lader det gå ud over jer - men hvis der bare er EN eneste lille støvmide tilbage efter I har været rundt i dag, så vanker der, gør der!"

     "Javel, mester," mumlede vi alle sammen i kor.

     Det bankede på døren ind til det lille rum. Ind ad døren kom en større dæmondrage sammen med en emoudseendet kvinde i slutningen af tyverne.

     "Ny slave," sagde dæmondragen.

     "Jeg har ikke brug for flere," snerrede Carlos.

     "Hold kæft," snerrede dæmondragen. Det lukkede munden på Carlos. Ingen fordømt er højere rangeret end en dæmondrage, om de så end var Djævelens rådgivere. "Dette er din nye slave, og til gengæld snubber vi ham derovre."

     Det løb mig koldt ned ad ryggen. Det var mig, dragen mente. Hvad skulle jeg nu?

     "Javel," mumlede Carlos. Han sendte mig et stygt blik, der fortalte mig, at jeg skulle følge med dragen. Så jeg stillede kosten og moppen tilbage og fulgte med.

     Vi gik ned ad en lang mørk gang og op ad nogle trapper. Vi bevægede os rent faktisk op på de finere etager. Hvad skete der lige for det?

     "Du er blevet anbefalet til slotslæge Obatarius - af en højt rangeret," sagde dæmondragen på vej op. "Du skal hjælpe ham med sin medicin."

     Jeg var... blevet anbefalet? Af Cat? Hun havde ikke glemt os alligevel. "Hvem...?" Jeg fortsatte ikke spørgsmålet. Det var sikkert dumt at spørge.

     "Han nævnte dig endda ved navn," sagde dæmondragen. "Vores leder, Dimond."

     "Dimond?" Den lille dæmondrage var... var leder? "Han er jeres leder?"

     "Hold kæft," snerrede dæmondragen. Nu var jeg gået for langt.

     "Javel," mumlede jeg.

     Vi kom helt op til de etager, hvor vinduerne var store og galante. Her troede jeg aldrig, at jeg ville komme til at bo.

     Dæmondragen bankede på en pæn dør og gik derefter ind. Jeg fulgte med.

     Det var et stort rum fuldt med reoler med eliksirer og reoler med bøger. Der var en trappe, der gik op til nogle andre rum, kunne jeg se.

     En mand kom os i møde. Han havde gråt skæg og en skaldet isse. Hans ryg var kroget og han havde faldne englevinger. Han var faktisk den første, jeg havde set her. Det overraskede mig, siden de faldne engle var den oprindelige mørke race sammen med Djævelen.

     "Doktor Obatarius," sagde dæmondragen respektfuldt. Sådan havde jeg aldrig hørt en dæmondrage tale til en fordømt før.

     "Sissy," sagde doktor Obatarius også respektfuldt. Så vendte han blikket imod mig. "Så du er knægten, Dimond anbefalede?"

     Jeg nikkede. Jeg kunne høre dæmondragen forlade rummet. "Mit navn er Brandon."

     "Jeg er ligeglad med dit navn," sagde lægen. "Du hedder for mig Slave nr. 4. Du kan få værelset oppe bagerst."

     "Der er... der er værelser?"

     "JA, det er værelser, 4! Og nu - 2!"

     Ned ad trappen kom der nu en ung dreng løbende. Han havde karseklippet hår og et flabet ansigtsudtryk. Allerede fra det øjeblik kunne jeg ikke lide ham.

     "Ja, mester?"

     "Dette er 4, 2," sagde Obatarius. "Han kommer til at følge med dig rundt og aflevere medicin i dag."

     2 - eller hvad han hed - så på mig med et skeptisk blik. "Javel, mester."

     "Så kom af sted."

     Vi tog af sted.

     "Hvad er dit navn?" spurgte jeg som det første. Jeg havde ikke lyst til at kalde ham et tal.

     "Mit navn er Jack," svarede drengen. "Hvad er dit?"

     "Brandon."

     "Sikke et tøset navn."

     "Det... det er det da ikke."

     Jack fandt et seddel frem. "Den første, der skal have medicin, er Boris Tutteltoff," sagde han. "Han skal have denne her soveeliksir."

     "Men hvad skal døde med medicin?"

     "Fordi medicin er mega smart? Hvor har du været i hele din døde tid? Man kan bruge magisk medicin til at sove bedre, undgå mareridt for eksempel. Man kan få sig en kærlighedseliksir og sådan. Bare fordi man er død behøver man ikke undgå al det sjove."

     "Må jeg se sedlen?" spurgte jeg. Jeg ville gerne se, om der var en, jeg kendte på den.

     "Hør her, Brandy," sagde Jack. "Her er det MIG, der bestemmer. JEG er boss, og nej du får IKKE lov til at se sedlen. Du har bare at adlyde ALLE mine ordrer, når du følges med mig. Du har garanteret været her under en uge, jeg har været her i over et halvt år. Så du har bare at holde kæft. Så hold kæft og følg med."

     Gosh, jeg hadede Helvede.

 

Endelig! Efter den længste formiddag i mit liv kunne vi gå til frokostpausen uden mad.

     "Du er den absolut mest forfærdelige partner," sagde Jack, da vi skulle til at skilles. "Men vi blev trods alt færdige til tiden. Vi mødes nede i laboratoriet efter pausen, og så - "

     Han stoppede pludselig sin talestrøm og gloede på noget bag mig med store øjne. Jeg så mig over skulderen og så Rin. Hun kom gående sammen med sin ven Tom, nok den rareste fyr i Helvede.

     "Rin!" råbte vi i kor.

     Vi... vi råbte det i kor. jeg blev så chokeret, at Jack kom forbi mig og nåede hen til hende før mig. Rin stivnede også og stirrede frem for sig. Da hun så Jack, spærrede hun øjnene op.

     "Ja-Jack?" gispede hun. Hun rystede en smule. Så smilte hun svagt. "Du... du er i live? Nej... jeg mener... du er død? Eller... du er her?"

     "Ja, jeg er her," smilte Jack stort. "Hvad laver du hernede?"

     "Jeg... det er en lang historie. Jeg hørte, hvad der skete. De bilister er da også så forfærdelige! De ser sig aldrig for."

     "Ja, det er noget værre noget. Men om kun halvandet år er jeg ude herfra, Rin, så kan jeg komme op i Paradis og leve det søde efterliv."

     "Ja... det er sandt," smilte Rin. Nu fik hun øje på mig. Jeg må have lignet det største spørgsmålstegn i verden. "Jack, det her er Brandon."

     Jack så på mig med et hævet øjenbryn, så på Rin. "Jeg ved, hvem Brandy er. Han arbejder for mig."

     "Åh... er du på rengøringsholdet?"

     "Hvad? Nej, jeg arbejder for slotslægen."

     "Er du blevet flyttet, Brandon?" spurgte hun så mig. Jeg nikkede.

     "Så du kender den bunke skrald, Rinrin?" spurgte Jack.

     "Rinrin??" Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Ingen undtagen dem, der var helt tæt på hende, måtte kalde hende Rinrin.

     "Ja, det gør jeg, Jack," svarede Rin. "Han er min kæreste. Og vær sød ikke at kalde mig Rinrin, jeg bryder mig ikke om det."

     "Kæreste?!" snerrede Jack. "Jeg kan ikke fatte, at du sådan erstattede mig efter jeg døde!"

     "Vi to har ikke været kærester i årevis, Jack," sagde Rin. "Det har intet med din død af gøre, hvor tragisk den end måtte have været."

     Jack fnøs. Så gik han fra os.

     Jeg følte mig helt mundlam.

     "Hyggelig fyr," sagde Tom. Rin sukkede.

     "Han har altid været voldelig. Det overrasker mig ikke, at han er hernede. Jeg slog op med ham på grund af hans adfærd."

     "Jeg vidste ikke..." mumlede jeg. Jeg vidste ikke engang hvad jeg gerne ville sige nu.

     "Brandon, han er fortid," forsikrede Rin mig om. "Og det kunne jeg ikke mene mere bogstaveligt. Snart er vi ude herfra, og han vil stadig være død. Det ved du. Vi skal bare finde Cat og..."

     "I kender Cat?" spurgte Tom. Jeg stirrede på ham.

     "Ja... gør du?"

     Han nikkede. "Vi... vi er venner, kan man vel sige."

     "Åh gudskelov," mumlede Rin. "Har du set hende på det sidste?"

     Han rystede på hovedet, og jeg sukkede.

     "Sig til hende, hvis du ser hende - "

     "At hun er død," sagde jeg.

     "Nej, Brandon!" hvislede Rin. Tom så helt chokeret ud. "Sig til hende, at hun ikke må glemme hendes venner Rin, Brandon og James."

     "Men..." startede Tom.

     "Bare... fortæl hende det."

     Tom ville vist gerne sige noget mere, men han droppede det og nikkede bare.

 

Eftermiddagen over hjalp jeg Obatarius i hans laboratorium.

     "Hvorfor anbefalede Dimond dog dig?" knurrede han, idet han rakte mig en urtepose, som jeg tog noget fra og hældte i en eliksir. "Du kan jo ikke finde ud af noget."

     "Mig og Dimond, vi eh... vi har et bekendtskab," svarede jeg.

     "Dimond?" fnøs Obatarius. "Dimond gør sig ikke bekendtskab med mennesker!"

     "Hvad med Cat? Cat er da et menneske."

     "Cat er ikke et almindeligt menneske," sagde Obatarius stift. "Og hvad ved du også om Cat?"

     "Ikke noget," mumlede jeg. Jeg syntes jeg talte for meget om ting, der alligevel ikke gjorde godt for noget.

     Jeg sad i lidt tid og arbejdede, da lægen fik et hosteanfald. Han haltede nærmest hen til skabet, hev det op og fandt en eliksir. Han drak den og tog sig dernæst til brystet og tog nogle dybe indåndinger.

     "Er du okay?" spurgte jeg en anelse forbavset.

     "Jah, jeg..." Han hostede lidt mere. "Jeg har gammelmandssmerter. Hvis ikke jeg får min daglige eliksir ender jeg sikkert med at få en masse problemer og til sidst dø. Ikke at døden ville betyde så meget for mig. Den gamle ville sikkert ikke engang lukke mig ind igennem den hvide port. Så jeg ville sikkert bare fortsætte mit arbejde her i al evighed."

     "Vent... du er ikke død?"

     "Er du idiot, 4? Fattede du ikke, hvad jeg lige sagde?"

     "Jo, men... alle er fordømte hernede..." sagde jeg forsigtigt.

     Den faldne engel sagde ikke noget først. Han satte sig ned på en stol og kløede sig lidt i nakken. "Tjah, jeg blev født hernede. Dengang alle vi faldne engle stadig boede her. Jeg blev her blot, da de andre tog af sted."

     "Hvorfor... tog de af sted?"

     "Her blev kedeligt," brummede den gamle. "Men jeg foretrak min arbejdsplads LIGE HER, gjorde jeg. Selvom jeg måtte sige farvel til det mest værdifulde i mit liv."

     "Hvad var det?"

     "Hold nu kæft, knægt!" snerrede den faldne engel nu og rejste sig igen.

     I det øjeblik fløj døren op og ind kom en ganske lille dæmondrage flyvende. Det var Dimond. Jeg kiggede op og stirrede på ham, fik endda øjenkontakt med ham. Men han lod, som om han ikke kendte mig.

     "Obatarius?" spurgte dragen og satte sig på en kommode.

     "Ja, Dimond?" spurgte slotslægen.

     "Hvad er det du kalder din slave? Ham dér med karsehåret?"

     "2?"

     "Jah... ham."

     "Hvad er der med ham?"

     "Jeg er træt af ham. Han laver aldrig sine pligter derude, fjoller for meget rundt. Hvis ikke du får lidt mere styr på ham, så sender vi ham altså ned til snegleskraberne med et par under ørerne."

     Og med det fløj Dimond igen. Han lod virkelig, som om han ikke kendte mig. Var vi virkelig glemt af alle hernede nu?

     "4?" sagde lægen. Jeg vendte blikket imod ham. "Find 2."

 

Jeg fandt Jack i en af de dér store sale, der var rundt omkring på slottet. Han fjollede rundt sammen med nogle af rengøringsdamerne. Jeg kendte de damer. Jeg sukkede. Jeg gad virkelig ikke at tale med Jack lige nu. Ikke efter den information, jeg fik om ham og Rin.

     Apropos Rin. Åh nej. Der kom hun gående med en stor kurv sammen med to andre. Jack løb hen til hende med et kæmpe playersmil på. Rin himlede med øjnene, og jeg kunne se, at hun talte til ham, men de var for langt væk til at jeg rent faktisk kunne høre, hvad de sagde. Det løb mig koldt ned ad ryggen på mig, da han tog hende om skulderen, og hvordan Rin spærrede øjnene en smule op.

     Og pludselig kyssede han hende - lige på munden.

     Og da kunne jeg ikke føle andet end raseri. Min næve blev glohed, og før jeg vidste af det havde jeg affyret en ildflamme lige imod ham. Jack sprang flere meter tilbage og så komplet skrækslagent på mig. Jeg sprang på ham og bankede løs på ham.

     "BRANDON!" skreg Rin. "BRANDON STOP!"

     Men jeg bekymrede mig ikke om det. Jeg bankede løs på Jack, gjorde jeg. Men pludselig blev hans hud til hårde sorte drageskæl. Han fik pludselig enorme kræfter og fik skubbet mig af. Han havde nu store flagermuslignende vinger og fløj op i luften.

     "Hvad fuck laver du?!" råbte han.

     "Du skal aldrig røre Rin!" råbte jeg og sendte mere ild efter ham. Han undveg dem og sendte også ild - lille ild - ud af næverne efter mig. Jeg undveg også dem. Vi sendte ild efter hinanden nogle øjeblikke, men det blev hurtigt afbrudt, da jeg pludselig blev helt slap i kroppen og faldt til jorden. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Jack gjorde det samme. Det var en dæmondrage, der havde fået ram på os. Den havde lammet os til fulde. Jeg kunne ikke røre en muskel.

    

"Brandon, din... du er så dum!"

     Det var en sløret stemme, jeg ikke rigtig kunne genkende, da jeg kom til mig selv. De havde lammet hver en muskel, og jeg var besvimet. Og pludselig fik jeg et spand vand i hovedet, og jeg kunne føle min krop igen.

     "Huh...?" mumlede jeg. Der var en sløret flyvende grålig skikkelse lige over mit ansigt.

     "HVAD tænkte du på? TÆNKTE du overhovedet?! Gjorde du?"

     Nu kunne jeg se, at det var Dimond. Jeg fik sat mig op.

     "Hvad...? Hvor er vi?" Vi var tydeligvis på en af de finere etager, et sted, jeg ikke engang havde været. Her var mørkerøde farver over det hele. Rigtig dunkelt. Men en overdådig kvalitet, det var helt sikkert.

     "Ved du hvad du skal nu, Brandon?" spurgte Dimond surt. "HERREN vil snakke med dig, på grund af det, du gjorde."

     "Vent... hvad?" mumlede jeg. "Herren? Hvem?"

     "DJÆVELEN, dit fjols. Djævelen vil tale med dig, fordi du gik til angreb på ham Jack der! Er du nu glad?"

     Jeg stivnede pludselig. Åh nej... "Nej... det tror jeg ikke, jeg vil. Jeg tror bare, at jeg..." Jeg vendte mig om for at gå, men så så jeg, at der stod to meget store dæmondrager i vejen, og de havde nogle grimme blikke.

     "Det er den anden vej," sagde dæmondragen. Jeg gulpede og gik nu ind ad den store mørke dør.

     Derinde var der et stort rum med høje bogreoler og tykke røde tæpper på gulvet. Jeg kunne næsten høre mit hjerte slå et slag over, da jeg fik øje på et skrivebord, hvor der i skyggerne bag det sad en skikkelse i en høj lænestol.

     "Hvad er dit navn?" spurgte skikkelsens stemme. Den var kold... temmelig creepy. Jeg stirrede hen på skikkelsen og prøvede at se noget da det gik op for mig, at han havde stillet mig et spørgsmål.

     "Øh... Brandon Michigan."

     "Jeg kan ikke lide dig."

     "Nå... for søren," mumlede jeg. Jeg kunne ikke lide at Djævelen ikke kunne lide mig af en eller anden sær årsag.

     "Jack Furrow er min yndlingsfordømte, Brandon Michigan. Og du gik bare uden videre til angreb på ham. Jeg kan ikke lide, at du går til angreb på min yndlingsfordømte."

     "Er han... virkelig din yndlings?"

     "Jeg kan godt lide hans attitude. Jeg burde give dig en omgang prygl." Skikkelsen rejste sig langsomt og trådte ud af skyggerne. Og i det sekund kom jeg i tanke om, hvad alle sagde.

     Ikke kig ham ind i øjnene, ikke kig ham ind i øjnene. Ja, jeg kiggede nok alle andre steder end på hans øjne. Jeg så på hans hår. Det var kulsort og tilbagestrøget. Jeg så på hans næse, den var ret lige og almindelig. På hans hud, den var bleg. På hans tøj, han bar en lang sort kappe og var ellers også sort klædt. Ellers... så han ret almindelig ud. Han gik ikke med trefork eller havde nogle djævletegn. Som flagermusvinger, horn i panden eller en lang hale med spids.

     "I stedet vil jeg bede dig om en ting," sagde han koldt.

     "Ja... hr.?" Jeg syntes det lod patetisk, men et eller andet skulle jeg vel sige.

     "Se mig i øjnene - nu." Han lød ikke krævende bare en smule nysgerrig. Hvorfor kunne jeg ikke begribe.

     "Helst... ikke." Lige nu stirrede jeg ned i gulvet. Nope nope nope.

     Jah, jeg burde have vidst, at det ikke kom til at hjælpe på noget som helst. Djævelen tog et godt greb om min kæbe og tvang mit blik opad. Og nu så jeg direkte op i hans blik. Hans kulsorte øjne, der... der lignede Catrianas på en prik. Jeg vidste godt, Catriana af en eller anden sær årsag havde De Onde Øjne også, men det var ikke bare øjenfarven, alt ved deres øjne lignede hinanden på en prik. Og nu, hvor jeg tænkte over det, så havde de mange af de samme ansigtstræk. Og pludselig fik jeg en... meget mærkelig og ubehagelig tanke.

     Nå ja, og så gjorde det skideondt. Jeg fik smerter igennem hele kroppen. Så slemme smerter, og jeg røg ned på knæ, så ondt gjorde det. Det føltes virkelig, som om tusindvis af pile gik igennem min krop, præcis ligesom alle fortalte.

     "Stopstopstopstop," hviskede jeg med tårer i øjnene for smerten.

     "Hvad siger du, skal jeg stoppe?" spurgte Djævelen med nydelse i stemmen. Han lo en smule og slap mig med blikket. "Jeg må sige, at jeg er lettet."

     Hvad fanden snakkede Fanden nu om? Jeg lå bare på gulvet og gispede eftersmerterne væk.

     "Jeg var bange for, at det gjaldt alle jer kryb deroppefra."

     "Hvad... hvad snakker du om?" gispede jeg.

     "Du er jo en af de børn, Cat slæbte med herned."

     Jeg brød mig ikke om at tale om Cat med ham. Jeg kom op og stå og følte mig nu endnu mere bange for at se ham i øjnene, nu hvor jeg vidste hvor slemt det var. "Du... du gjorde os til fordømte."

     "Ja." svarede Djævelen enkelt og satte sig tilbage i sin stol.

     "Har du... har du tænkt dig at... slippe os fri snart?" Det var et meget lille håb.

     "Næh," svarede han, som om han ikke kunne være mere ligeglad - hvilket han sikkert heller ikke kunne.

     "Hvorfor ikke?" spurgte jeg.

     "Hvorfor bliver du ved med at stille mig dumme spørgsmål? Tror du virkelig, jeg gider spilde tid på en fordømt?"

     Jeg sagde ikke noget.

     "Gå - nu," sagde Djævelen.

     Jeg bed mig i underlæben.

     "Hvad?" snerrede han.

     "Kunne... har du set Cat på det seneste?"

     Han hævede det ene øjenbryn.

     "Altså vi... ingen af os har set hende på det sidste. Og hun efterlod os rent faktisk til at dø, og vi er alle sammen temmelig trætte af at være fordømte, og altså, jeg ved godt, det er dig, der kører showet, men hvis du bare kunne... minde hende om, at vi stadig ER her, og at vi er parate til at tilgive hende for praktisk talt at slå os ihjel, så ville JEG være taknemmelig. Jeg ville endda blive satanist! Det lover jeg. Hvis du ville... sige det til hende... måske endda bede hende finde os, vi ville blive glade. Vi er trods alt hendes venner. Vil du... det?"

     "Michigan."

     "Ja?"

     "Gå inden jeg ser dig i øjnene igen."

     "Ja, jeg går." Jeg gik.

 

Da jeg kom tilbage til Obatarius' laboratorium opdagede jeg, at Rin ventede på mig. Hun havde endda fået noget te at drikke. Te. Hun havde rent faktisk fået væske.

     Da hun så mig, smilede hun.

     "Brandon, du... du er ikke død." Hun sprang op og kyssede mig lige på munden.

     "Whowho," lød Dimonds stemme. jeg så mig omkring. Hoflægen selv stod henne og lavede eliksirer, han kunne vist ikke være mere ligeglad, men Dimond sad hos os. "Nu skal I ikke overdrive. Og desuden er I allerede døde, I kan ikke dø igen."

     "Men... han skulle møde DJÆVELEN! DJÆVELEN ville tale med ham," sagde Rin, og så gav hun mig en lussing. "Sådan at angribe Jack! Bare sådan, midt på dagen! Hvor alle kunne se det! Du er en idiot."

     "Men han... han... han kyssede dig! Ingen burde røre dig, Rin, ingen undtagen mig."

     Rin sukkede med et smil. Hun var dejlig. Jeg elskede hende.

     "Rin," sagde Dimond.

     "Ja?" spurgte Rin, stadig med blikket på mig.

     "Du skal være tilbage på arbejde om en time. Det var alt, jeg kunne gøre."

     Rin svarede ikke, hun så bare på mig. Men jeg kunne høre døren åbne og lukke igen, så gik ud fra, at han var smuttet.

     "Du må aldrig skræmme mig sådan igen," sagde Rin. Vi gik ind på mit værelse. Det var et ganske lille kammer, men her var da en seng - en god seng endda. Og her kunne jeg være i fred og ikke høre på alle de snorken omkring mig.

     "Undskyld, men jeg... jeg havde virkelig lyst til at banke ham."

     "Virkelig?"

     "Du... du fortalte mig aldrig om Jack."

     "Nej... nej jeg gjorde ej. Vi... vi var kun et par i kort tid."

     "Han var... meget glad for at se dig."

     "Ja."

     "Du... virkede også glad for at se ham."

     "Ja. Ja... han døde. Det var tragisk."

     "Ja... Så der... der er ingen følelser for ham? Ingen?"

     "Ingen - ingen som helst." Og så kyssede hun mig igen, langt og intenst. "Jeg elsker kun dig."

     Jeg kyssede hende igen. Og før jeg vidste af det var vi faktisk i gang med hele molevitten.

 

Om aftenen, da alle pligter var overstået, satte Rin og jeg os på en trappe og bare stirrede træt ud i luften. Jeg var i hvert fald træt. Jeg var træt af Helvede.

     Så kom James gående. Han satte sig på trappen ved siden af os. "I... ingen af jer har set Catriana i dag?"

     Vi rystede bare på hovedet.

     "Hun har forladt os," sagde Rin. Jeg nikkede.

     "Rin, du... du må ikke miste håbet," sagde James.

     "Vi har ikke hørt fra hende i seks dage, James," sagde Rin. "Hun har forladt os."

     Vi sad stille i lidt tid. Så... til sidst, sagde jeg:

     "Tror I nogensinde vi kommer væk herfra?"

     "Jeg er begyndt at tvivle på det," sagde James.

     "Jeg tror desværre, vi døde alt for tidligt," sagde Rin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...