Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3889Visninger
AA

11. Kapitel 10: "Helvede" - Catriana


 

Vejret i Helvede var som vejret i Helvede nu engang altid var. En neutral - lidt varm - temperatur, vindstille og en altid mørkegrå skydækket himmel. Det regnede aldrig, heller skinnede solen. Det var et magisk sted, hvis beliggenhed ikke sådan kunne beskrives med realistiske ord, og man kunne ikke gå hertil. Det lå for sig selv, skabt af Lysets Herre engang i tidernes morgen, måske endda før han skabte Jorden, som legenden sagde. Min far havde denne her teori om, at det havde været en slags losseplads for alt, der ikke fungerede. Og nu var det så Helvede - stadig en losseplads for alt, der ikke fungerede. Mennesker såvel som engle som Lucifer.

     Og jeg var opvokset her. Det var mit hjem. Den morgen, min første morgen her i to år, stod jeg bare ude på altanen fra mit værelse med udsigt over byen. Det var egentlig en ret stor by, men størstedelen af den lå øde. Min far havde givet de fordømte tilladelse til at slå sig ned der og bare leve deres efterliv. Han gad ikke engang bruge tid på at torturere dem dagligt.

     Bag byen var der græssteppe, men med tørt græs, der knækkede under fødderne på en. Der var søen med kraniehovederne på bunden. Der var Helvedesskoven. En stor dunkel skov, hvor dæmondragerne vist engang havde boet. Der boede sandsynligvis stadig nogen derinde.

     Og bag alt det var der vulkaner og bjerge, dampende eller i kog. Så langt øjet rakte. Helvede var egentlig bare et stykke græs omringet af bjerge. Og det havde Lucifer gjort til sit hjem.

     Det bankede på døren.

     "Kom ind," sagde jeg og gik indenfor igen.

     Ind ad døren kom fire tjenestefolk. En af dem kendte jeg for godt. MIN tjenestepige, dømt til 20 år i Helvede, før hun kunne komme opad. Jeg hadede kvindemennesket. Hun havde vist fået ti børn med ti forskellige mænd, og alle ti børn havde hun myrdet mens de sov. Men hernede var hun harmløs.

     "Sødeste Cat," sagde hun og gik hen imod mig. "Er du allerede oppe? Og i tøjet? Hvad er det dog, du har på?"

     Jeg kiggede ned ad mig selv. Det var bare min T-shirt og mine bukser, eh.

     "Nu må vi finde noget til dig," sagde hun, og de gik i krig i mit garderobeskab. Jeg regnede nu ikke med, at jeg rent faktisk kunne passe noget derfra.

     "Mit tøj... mit tøj er på skolen," sagde jeg i et forsøg på at få dem til at holde op. "Jeg kan ikke passe noget derfra."

     "Jamen du er også vokset en del," sagde damen og rakte min grønne kjole frem imod mig.

     "Har du spist morgenmad?" spurgte en af de andre damer. Næh, det havde jeg egentlig ikke.

     "Jeg ønsker at spise med min far," sagde jeg med rank ryg. Det ville også give mig mulighed for at tale med ham.

     Benævnelsen af min far fik tjenestepigerne til at ryste svagt. "D-det kan desværre ikke lade sig gøre," mumlede damen.

     "Hvorfor ikke?" spurgte jeg.

     "Herren er... han er... Han er til møde."

     Jeg himlede med øjnene. Selvfølgelig var han det. "Bagefter?"

     "Han er til møde hele dagen."

     Han undgår mig, tænkte jeg for mig selv, da de lod mig være alene igen. Manden tvang mig til at blive her, og samtidig undgik han mig. Jeg kendte min far. Han sad ALDRIG i møder hele dagen. Det gjorde han kun, når han prøvede at holde et eller andet fra mig, eller hvis han simpelthen ikke gad mig.

     Og jeg vidste godt hvilken af de to, det var.

     Men som nævnt var jeg lige så stædig som Lucifer, og jeg havde tænkt mig at tvinge sandheden ud af ham. Så jeg forlod mit værelse og gik ned ad gangene for at finde min far, møde eller ej.

     For enden af en af gangene fandt jeg den store lukkede port ind til det store lokale, hvor min far holdt sine møder. Og her stillede jeg mig og ventede.

     "Cat!" hørte jeg så en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og fik øje på en lidt yngre dreng, der kom løbende imod mig. Hans øjne var grønne, og han smilte stort.

     "Tom," sagde jeg og gik ham i møde. Vi omfavnede hinanden.

     "Hold da op, Cat," sagde Tom og trak sig væk. Han gav mig et elevatorblik. "Du er... du er vokset de seneste to år."

     "Du har ikke forandret dig det mindste," sagde jeg. Og det var sandt. Som død ældedes Tom ikke. Han var for evigt fanget i en fjortenårig skikkelse.

     "Hvad laver du hernede?" spurgte han så. "Jeg troede du tog op til din mor for at bo."

     "Jah... ting har det med ikke at gå, som jeg vil have det. Og nu har min far "insisteret" på at jeg skulle flytte hjem igen. Så jah, her er jeg. Men Tom, er du her virkelig endnu?"

     "Jeps - jeg fik jo fem år."

     Fem år. Sandheden var, at Tom slet ikke skulle have haft nogen år overhovedet. Han havde været så god og ærlig i løbet af sine levende dage, at han burde være kommet direkte til Lysets Rige, men min far var så bitter, at han havde for vane at kidnappe de frelste til sig selv. Og Tom var en af de uheldige.

     "Det er godt at se, at du... ja. Det er godt at se dig."

     Tom rødmede nu, og jeg brød mig egentlig ikke om det. Tom havde fået lidt af et crush på mig for to år siden, hvilket havde fået min far til at torturere ham i ugevis, mens han havde mig spærret inde på mit værelse. Han var bange for, at jeg havde gengældt forelskelsen, hvilket jeg egentlig aldrig havde. Tom var bare min ven, ikke andet.

     "Tom, der er noget, jeg er nødt til at spørge dig om," sagde jeg så, og Tom så afventende på mig. Men jeg nåede ikke engang at sige noget, før døren blev åbnet og en masse højrøvede fordømte kom ud i deres jakkesæt og højtløftede hager. De gik direkte forbi os uden at skænke os et blik. Helt bagerst kom Lucifer. Da han så mig, nikkede han let til hilsen, men jeg kneb øjnene sammen og gik hen imod ham.

     "Far, der er noget, som jeg - "

     "Cat, jeg gider ikke høre mere om James eller den skole. Kom over det. Du er bedre tjent uden den." Min far gik direkte forbi mig.

     "Det er ikke det, jeg vil tale om," knurrede jeg.

     "Hvad er det så, du har på hjerte?"

     "Vejret," sagde jeg ledende. "Og visse uheldige ulykker, der sker deroppe."

     Lucifer var tavs og betragtede mig vurderende. Jeg sendte et stålfast blik tilbage til ham.

     "Det må blive en anden gang, Catriana," sagde han, bundseriøst. Man vidste altid, at han mente det seriøst, når han brugte hele mit fornavn. "Jeg har travlt." Så fik han øje på Tom, og Tom var nødt til at se væk for at undgå hans blik.

     "Aha," sagde min far så. "Så I tilbringer tid sammen igen, hva'?"

     "Far, nu skal du ikke - "

     "Vi ses, Catriana." Så gik han, og jeg så surt efter ham.

     "Du Cat?" spurgte Tom, da Lucifer var drejet om hjørnet.

     "Ja?"

     "Hvem er James?"

     "En opblæst nar, der tror han er uimodståelig, det er, hvad han er. Tom, der er noget, jeg er NØDT til at spørge dig om."

     "Handler det også om vejret?"

     Jeg nikkede. "Ja. Har min far... ting i sinde? Dumme idiotiske ting?"

     Tom svarede ikke først, han så bare ned på sine fødder og lignede en, der tænkte i den grad. Han vidste noget, det kunne jeg se på ham.

     "Det ved jeg ikke noget om," sagde han så. "Folk fortæller mig ikke så meget. Jeg er nødt til at komme tilbage til køkkenet, Cat, vi ses."

     "Nej, vent," sagde jeg og tog fat i hans arm, men han trak sig væk og hastede af sted. Jeg knurrede.

 

Jeg gik ind på mit værelse og holdt mig der resten af dagen. Det var sen eftermiddag, da det bankede på døren.

     "Kom ind," sagde jeg. Jeg forventede faktisk, det var Lucifer, men nej, det var Tom. Han lukkede forsigtigt døren efter sig og satte sig i min kontorstol.

     "Hvad er der, Tom?" spurgte jeg, nysgerrig.

     "Jeg ved godt, hvad din far har i sinde," sagde han, og jeg rettede mig op i min seng. Jeg var lutter ører.

     "Hvad da?"

     "Jeg... Cat, du kender tegnene. Du kan vel godt regne det ud, kan du ikke?"

     Jeg nægtede at tro på det. Det gjorde jeg virkelig. Ikke engang min far kunne være så dum, kunne han?

     "Krig," sagde jeg så. "Der bliver planlagt krig."

     "Mellem din far og Gud. Det har været i gang i nogle måneder, faktisk. Jeg tror ikke der går så længe før det rent faktisk kommer til at ske."

     "Du store," mumlede jeg og begravede mit ansigt i mine hænder.

     Tom sagde ikke noget. Hvordan kunne min far dog finde på det? Han mistede ALT sidste gang han gik imod Gud. Hvorfor gøre det igen? Hvorfor? Og hvorfor ville Gud overhovedet gå med til det?

     "Jeg er nødt til at tale med ham," sagde jeg så og gled ned fra min seng.

     "Med Herren?" spurgte Tom og rejste sig også. "Vil du virkelig konfrontere ham med det? Virkelig?"

     "Jeg er hans datter - jeg kan gøre hvad jeg vil." Og med de ord forlod jeg mit værelse og stormede rundt for at finde manden.

     Han var faktisk på sit kontor. Dette store rum med tårnhøje reoler, som han holdt så kært.

     "Er du bindegal?" spurgte jeg. Lucifer fik et chok og sprang nærmest i sin kontorstol.

     "Cat," sagde han som om han var ved at få et hjerteanfald. "Hvad. snakker. du om?"

     "Du vil gå i krig imod GUD?! Selv efter hvad der skete sidst? Du mistede dine vinger på grund af din latterlige stædighed!"

     Han sagde ikke noget og betragtede mig bare. Han benægtede det ikke engang, hvilket bare bekræftede, at det var sandt. Han sænkede blikket til sidst.

     "Hvorfor?" hviskede jeg.

     "Verden... den er ikke stor nok til os begge to. Vi bliver ved med at komme hinanden på tværs. Vi fungerer ikke i den samme verden. Vi er for forskellige. Og jeg er træt af at han kommanderer rundt med mig som en eller anden slave."

     "Hvad vil konsekvensen så blive denne gang? Hvis du taber? Vil du dø?"

     "Cat - "

     "Vil du dø?" gentog jeg.

     "Sandsynligvis, ja. Og det samme med den gamle, hvis jeg vinder."

     Jeg kunne ikke fatte, hvad det var, jeg hørte. "Du er bindegal. Du er SKØR! Det her er sindssygt! Jeg fatter dig ikke!"

     Jeg stormede ud af lokalet, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg løb tilbage op til mit værelse. Tom havde forladt det, heldigvis. Jeg rodede rundt i mine skuffer under mit tøj. Her fandt jeg den lille blanke sorte sten. Portalstenen, som jeg havde fået engang. Den kunne tage en hvor end, man ville hen, uanset hvilke magiske barrierer, der var sat for det. Ikke engang min fars magi ville kunne forhindre mig i at tage af sted.

     "Skolen," sagde jeg da jeg tog den i hånden. Og da jeg så op igen stod jeg ved skovbrynet og betragtede den store bygning. Her var alt, som det plejede, selvom vejret var helt sindssygt. Det blæste og haglede i hovedet på mig, og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke engang havde taget jakke på. Jeg skyndte mig indenfor.

     Da jeg først kom indenfor fortsatte jeg op ad trappen mod James' værelse. Jeg brasede faktisk ind og fandt hele banden siddende i sofaen. James, Brandon og Rin.

     Og Dimond.

     De stirrede alle sammen på mig. Jeg kneb øjnene sammen og stirrede på dem. Mest på Dimond.

     "Dimond," sagde jeg. "Hvad laver du?"

     "Hey, de gennemskuede mig," forsvarede Dimond sig. "Der var ikke så meget, jeg kunne gøre."

     "Du slap fri," sagde James og rejste sig op. "Hvordan...?"

     "Jeg sagde jo, at jeg nok skulle komme fri." James gik helt hen til mig, og jeg så ham ind i øjnene. Jeg kunne stadig ikke vænne mig til det. Hans øjne var så blå. Og jeg kunne se direkte ind i dem. Jeg skævede til de andre og hviskede dernæst til ham: "Hvor meget har du fortalt dem?"

     "Ikke så meget. Jeg sagde bare du var taget hjem. Jeg turde ikke sige mere."

     "Tak..."

     "Men... de ved, at Dimond er en dæmondrage fra Helvede, så..." Han trak på skuldrene.

     Så var der vist ikke langt igen. Især ikke efter at Bill også fortalte dem om mine øjne.

     Jeg gik væk fra James og vendte mig imod Rin og Brandon, de så begge to enormt afventende på mig.

     "Der er ved at ske noget forfærdeligt," sagde jeg. "Alt det her med vejret og... og ulykkerne. Rin, du havde ret. Overherrerne går i krig, og vi er nødt til at stoppe dem."

     Alle stivnede omkring mig. Selv Dimond, selvom jeg nu havde en fornemmelse af, at han vidste alt om det i forvejen.

     "Den drage dér," sagde Rin så. "Han har åbenbart boet på dit værelse hele året. Og han er fra Helvede. Og nu kommer du og fabler om, at overherrerne går i krig. Og ikke nok med det, så er du heks, og de dér øjne. Bill kaldte dem De Onde Øjne. Djævelens øjne."

     Jeg blev bleg. Hun måtte ikke fange mig i en fælde på den her måde. Det var uretfærdigt.

     "Vær sød at forklare dig," sagde Brandon.

     Jeg sukkede og kørte en hånd igennem mit hår. Okay, jeg måtte bare tage det roligt. Det første der faldt mig ind. "Jeg er Djævelens håndlanger."

     Nu stivnede alle endnu engang.

     "HVAD?!" udbrød Rin så. "Hvordan - hvad - men - seriøst? Hvorfor?"

     Jeg træk på skuldrene. "Jeg eh... det er en stor ære for hekse at... tjene Djævelen på den måde. Og jeg tjener godt på det."

     "Men... men... men... hvis du er hans håndlanger, hvorfor fortæller du os så det her?" spurgte Rin. "Hvorfor ville du forråde Djævelen?"

     "Jeg... jeg har et hjerte?" Jeg anede ikke engang, hvad jeg skulle sige. "Men det er lige meget! Vi kan ikke bare se til, mens de udsletter hinanden, det kan vi ikke! Vi er nødt til at gøre et eller andet. Nu."

     "Men - " indbød Dimond.

     "Du tier stille, Dimond!"

     Vi var stille lidt, hvor vi overvejede vores muligheder. Så sagde Brandon:

     "Kan du få os til Helvede, Cat? Bare sådan?"

     Jeg nikkede.

     "Hvad nu, hvis... hvis vi tog med dig ned? Vi kunne hvad... gå undercover som arbejdere? Og så kunne vi finde ud af så meget som muligt om krigen dernedefra."

     Det var ikke nogen dum idé. Jeg kunne virkelig bruge deres hjælp, hvis jeg skulle stoppe krigen. Og hvis vi alle sammen lod som om vi hørte til dernede så...

     "Det er jo absurd!" sagde Dimond så. "Tror I han er idiot? Han vil da gennemskue jer på et sekund! Han kender ALLE fordømte, alle sammen!"

     "De vil være under min beskyttelse uanset hvad," sagde jeg. "Lucifer vil ikke gøre dem noget, så længe jeg er der."

     "Hvem tror du, du er, pigebarn? Bare fordi du er hans... håndlanger, skal du ikke tro, du er gud dernede."

     "Bare stol på mig, Dimond, vi finder ud af det! Lad os gøre det."

     Rin og Brandon rejste sig op fra sofaen. "Vi er med," sagde Rin. "Hvis det her fortsætter får jeg et flip. Jeg er træt af gammel muggen mad og al det hagl."

     Jeg fandt min portalsten frem. "Er I sikre på, at I vil?"

     De nikkede alle sammen.

     "Okay," sagde jeg. "Tag fat i mig."

     Lidt forvirrede gjorde de det. Holdt på min skulder, min arm.

     "Helvede," sagde jeg, og så befandt vi os på det mørke sted igen.

     Dimond lettede fra min skulder.

     "Dimond," sagde jeg. "Du fortæller ham ikke noget, gør du?"

     "Nej da," brummede Dimond.

     "Vil du tage dem med ned og finde arbejde til dem?" spurgte jeg. "Så vil det virke mere overbevisende."

     Dæmondragen fnøs. "Ja ja. Følg med, folkens." Så gik de med Dimond. James så sig over skulderen på mig.

     "Bare rolig, James," sagde jeg. "Det skal nok gå det hele."

    

Men det gik ikke helt som jeg havde forventet. Lucifer var klogere end jeg havde regnet med.

     Da jeg fandt ham lidt senere, så han temmelig surt på mig.

     "HVOR har du været, Cat?" spurgte han med armene over kors.

     "Det kunne du lide at vide, hva'?" sagde jeg og lagde også armene over kors.

     "Jeg er din far, ja, det kunne jeg."

     "Nå, men det får du ikke at vide."

     Vi stirrede indædt på hinanden kort, hvorefter min far lagde armen om skuldrene på mig. "Lad os gå en tur lidt."

     Vi gik ned ad en af balkonerne over slotsgården i tavshed først. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, ikke helt i hvert fald.

     "Cat, der er noget, du er nødt til at forstå," sagde Lucifer så. "Denne her krig -"

     "Jeg forstår," sagde jeg. "Verden er ikke stor nok til jer begge to. Det er kun fair, at du prøver igen. Han kan ikke behandle dig som en slave på den måde. Verden er sikkert tjent bedre uden ham. Jeg... jeg er ked af, at jeg dømte dig sådan før."

     "Jeg er også ked af det."

     Vi kom indenfor igen til den store hall og ned ad trapperne. I den store hall var de fordømte i gang med rengøringen. Der blev pudset lysekroner og vasket gulv, og folk sang lystent til arbejdet.

     "Jeg elsker sådan at høre dem arbejde," sagde Lucifer.

     "Ja," sagde jeg bare. Jeg spærrede øjnene op, da jeg fik øje på mine kammerater, der var ved at feje støv væk, men de var klodsede, og det var lidt for tydeligt, at de ikke hørte til.

     "Kom, lad os gå hen og få noget at spise, Cat," sagde min far og drejede af. Jeg gik med ham, lettet over at komme væk fra mine venner. Men der lød et ordentligt rabalder, og min far kiggede sig et kort øjeblik over skulderen. Det samme gjorde jeg. En lysestage var faldet på gulvet... tabt af Brandon.

     "Pas på den dér, fordømte," hvæsede Lucifer, og Brandon satte den op uden at brokke sig. Han stirrede på mig, og jeg skar tænder. Jeg ville gerne gå videre, men min far blev stående.

     "Cat," sagde han.

     "Ja?" sagde jeg ulykkeligt.

     "Hvad laver James Cult hernede? Igen?"

     Jeg vendte mig om. Min far havde blikket vendt imod James, som havde ryggen vendt til.

     "Han eh..." Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne vel ikke sige, at han var... død rent tilfældigt.

     "Og de to andre. Hende pigen og ham klodsmajoren. Jeg har ikke set dem før."

     "Ja? Hvad rager det mig?"

     "Jeg kender alle fordømte, Catriana." Nu var han seriøs igen. "Det er MIG, der har ansvaret for dem. Der kommer ikke en eneste ny hertil uden jeg kender til det."

     "Jeg..."

     "Og ikke nok med det - de tre der er ikke døde. Jeg kan mærke på dem, at de ikke engang hører til her. Sig mig, Cat. Var du et smut forbi... din skole tidligere?"

     Jeg var bare stum.

     "Nå," sagde Lucifer. "Lad det her være din straf. De er nu officielt fordømte."

     "Hvad?!" Jeg stirrede på ham.

     "Der er visse fordele ved at være mig," sagde Lucifer koldt. "Jeg kan gøre ENHVER til fordømt hernede i Helvede. Mit kongerige - mit palads. Og de tre der, de er nu officielt fordømte, de er døde, Cat. Så jeg håber ikke, du havde planer med dem. Havde du det?"

     "N... nej," hviskede jeg.

     "Godt," sagde Lucifer. "For i det tilfælde må du bruge spøgelser."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...