Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3884Visninger
AA

7. Episode 6: "Den nye piges hemmelighed"


 

 

"Den 2. december," sagde Ezavia, som han skrev de selv samme ord op på tavlen. "Er der nogen, der kan fortælle mig det specielle ved denne dato?"

     "Det er snart jul?" gættede jeg.

     "Andet afsnit af julekalenderne kommer?" gættede en af de andre.

     "Nej," sagde Ezavia. "Det specielle ved den 2. december er, at dette er den første dato, magien viste sig i mennesket."

     Hele klassen var et stort spørgsmålstegn.

     "Som I sikkert alle sammen godt ved," forklarede Ezavia. "Var den første magiske handling en handling begået af Lysets Herre ham selv - Gud, som mange af de umagiske foretrækker at kalde ham. Skaberen af Lysets Magi. Faderen til alle af Lysets Slægt - "

     "Vi har fattet det," sagde jeg, lidt for højt måske. Ezavia sendte mig et giftigt blik, før han så fortsatte:

     "Det første menneske, der nogensinde var berørt af magi, var Jomfru Maria. Et helt almindeligt menneske uden noget tegn på magi. Dengang fandtes magi ikke blandt mennesker. Ikke før Lysets Faders søn kom til verden. Han var det første menneske, der var i besiddelse af magi."

     "Ja, men... hvad har det med den 2. december at gøre?" spurgte Sally Winters.

     "Det specielle ved den 2. december er, at det var her, Jesus i Jomfru Marias mave skabte Lysets Slægt."

     Jeg var et stort spørgsmålstegn. Det her var den mærkeligste Magiens Historie-time jeg havde været til i evigheder.

     "Hvad?!" udbrød hele klassen.

     "I hørte rigtigt," sagde Ezavia. "Engang, da Jomfru Maria gik alene ned ad gaden en sen aften, blev hun overfaldet af en flok mænd. De havde nær både dræbt hende og Jesus. Men der skete noget fantastisk den nat. Al den magiske energi, som Jesus besad, strømmede ud fra Jomfru Maria og slog mændene bevidstløse. Og da de vågnede igen, fortrød de alt, hvad de havde gjort. De var oven i købet blevet velsignet af deres eget første magi. En var blevet til en fe, en anden til en lyselver og den tredje til en skytsengel. Dette er de tre originale lyse magiracer, der nogensinde har eksisteret."

     "Sikke noget pladder!" udbrød jeg. "Er det historien bag Lysets Slægt?"

     "Det er det, mr. Cult."

     "Hvad så med Mørkets Slægt?" spurgte Sally Winters. "Hvordan blev de til?"

     "Vil I have, at jeg skal fortælle jer det?"

     Vi nikkede.

     "Men det vil jeg ikke! Det er en skrækkelig og makaber historie, og jeg håber, at ingen af jer nogensinde hører den!"

 

Jeg sad til matematik og brød mit hoved med en eller anden åndssvag opgave.

     "James," hviskede Brandon ved min side. Jeg ignorerede ham. "James, hør på mig."

     "Nej," sagde jeg - lidt for højt måske. Læreren vendte studst blikket imod os.

     Jeg sukkede og rejste min matematikbog op, så Brandon og jeg kunne snakke i skjul bag den.

     "Vil du ikke nok høre på mig?" sagde Brandon. "Der er et eller andet ved Cat, som - "

     "Brandon, kan du ikke bare droppe det?" vrissede jeg. "Så Catriana har nogle hemmelige sider, og hvad så?"

     "Hun talte med dæmondragen! Jeg hørte det."

     "Det er jo bare åndssvagt, Brandon. Hvad skulle Catriana dog føre samtale med en dæmondrage om?"

     "Det var noget med, at hun holdt et eller andet hemmeligt. Der er noget, som hun ikke vil have, at vi skal finde ud af."

     "Og hvad skulle det være?"

     Brandon trak bare på skuldrene.

     "De herrer," brummede en stemme. Vi kiggede over bogryggen og smilte undskyldende til læreren. "Er der noget, I vil dele med resten af klassen?"

     "Nope," sagde vi i kor og vendte tilbage til vores matematikopgaver.

 

Matematiktimen var den sidste time inden frokost. Jeg var sulten. Men Brandon fulgte i hælene på mig hele tiden.

     "Du kan bare spørge hende selv," blev Brandon ved.

     "Hvad med at du selv spørger hende?"

     "Det kan jeg da ikke! Vi kender knap nok hinanden! Men du, du er -"

     "Den dreng, der har et stort crush på hende, men som hun ikke vil være sammen med. Ja, det lyder perfekt, at jeg spørger hende."

     "Det her er seriøst, James! Catriana holder et eller andet hemmeligt, og jeg - "

     "Jaaaaaames," lød en glad stemme ud over hallen, vi lige var gået ind i. Jeg så frem for mig og så til min skræk...

     Celina.

     Hun stod henne ved receptionen sammen med denne gang Bills sekretær. Jeg stivnede, Brandon bakkede lidt væk bag mig.

     "Åh, der er du, hvordan har du det?" Celina gik kækt hen imod mig i sine høje hæle og lagde armene om mig.

     "Øh... fint," mumlede jeg. "Hvad... laver du her?"

     "Bill ringede til mig."

     Jeg kiggede over skulderen på hende og hen på sekretæren og sendte hende et studst blik, som jeg forventede, at hun ville sende videre til Bill, når hun så ham.

     "Om... hvad?"

     "Noget med en vis straf, du ikke... hvad skal man sige... kunne tage ordentligt imod?"

     "Det var en åndssvag straf, okay!" Jeg bakkede væk. "Jeg... du..."

     Jeg vendte mig imod Brandon: "Brandon, sig noget til kvindemennesket?"

     "Det var en åndssvag straf, Celina," sagde Brandon. "Guddommelig underholdende, men dog... åndssvag."

     "Men det jeg nu kom her for," sagde Celina. "Jeg tænkte, at vi kunne lave vores udflugt nu."

     "Vores... vores hvad?" spurgte jeg.

     "Vores udflugt. Kan du ikke huske, at jeg ville finde på noget? Og jeg synes, det er en god ting at bruge en fredag eftermiddag på."

     "Jeg... jeg skal ikke nogen steder med dig."

     "Kom nu, det bliver sjovt. Familien Rumholdt er lige flyttet ind i et nyt hus. Vi skal hjælpe dem med at pakke ud og den slags. Som en stor familieting. Præcis som i gamle dage."

     "Hvis det er en familieting, hvorfor... hvorfor... hvorfor er BRANDON så ikke med?"

     "Brandon skal jo passe sin skole."

     "Og det skal JEG ikke?!"

     "Brandon har en kæreste, som han gerne vil tilbringe sin fredag aften med."

     "Det... det... det har jeg også!"

     Brandon fnes.

     Celina fnes også. "Ja, godt forsøg. Nå, gå op og pak dine ting."

     "Jeg har stadig tre lektioner tilbage!"

     "Jeg har sagt til Bill, at du ikke kan komme til dem."

     Der var vist ikke noget at gøre.

     I det øjeblik kom Rin og Catriana gående ind i hallen. Da Rin så Celina, tog hun et stramt tag i Catriana og forsøgte at løbe væk, men Catriana blev stift stående, så hun kom ikke langt.

     "Rin!" råbte Celina glad. Brandon og jeg vendte os om.

     "Åh nej," mumlede Rin, hvorefter hun smilte stort og kunstigt. "Hej, Celina!"

     Celina gik med glade skridt over til Rin og omfavnede hende. Hun gav slip igen og studerede Rin grundigt. Vi andre gloede målløse på, mens Rin var helt stivnet. Celina holdt en lok af Rins hår op og så på det.

     "Du har farvet dit hår rødt," sagde hun temmelig dømmende.

     "Det... det..." stammede Rin. "Det har altid været rødt."

     "Nej... pusling," smilte Celina. "Du er født sorthåret."

     "Ja, men... det er fordi jeg er asiat."

     "Men hvorfor dog farve det rødt, pusling? Sort hår ville klæde dig så godt."

     "Fordi... jeg... jeg godt kan lide det rødt.

     "Men det ser kunstigt ud... ligesom i alle de dér forfærdelige koreanske musikvideoer, hvor alle de dér asiatiske barbiedukker springer rundt med deres lyserøde parykker. Hvad er det nu, man kalder deres musik?

     "... K-pop." Rin så i den grad misfornøjet ud.

     "Nemlig! Og sådan en smuk japaner som dig... Vil du virkelig gå rundt og ligne en af de koreanske duller?"

     Rin grinte lidt sløjt. "Jeg... jeg ER koreaner."

     "Åh ja..." Celina smilte lidt flovt. "Jamen så er det jo fint."

     Så fik hun øje på Catriana. Jeg havde lyst til at få min idiotiske plejemor langt væk herfra.

     "Hej," sagde hun med et stort smil.

     "Hej," sagde Catriana.

     "Du må så være Catriana, har jeg ret?"

     "Bare... kald mig Cat," mumlede Catriana.

     Celina skulle lige til at åbne munden for at sige noget mere, men vi andre var hurtigere.

     Rin tog fat i Catrianas arm og sagde: "Kom, Cat, vi skal hen i spisesalen og have noget frokost." Så spænede de af sted.

     "Og jeg må hellere gå op og pakke," sagde jeg og styrtede op ad trapperne.

     "Og jeg tager med," sagde Brandon og styrtede med.

 

"En koreansk DULLE?! Synes hun, at jeg ligner en koreansk dulle?! Hvordan kan hun sige det?!" brokkede Rin sig, mens hun sømmede en guirlande op

     Catriana og Rin opholdt sig i spisesalen. Rin var en af dem, der havde meldt sig frivilligt til at pynte op til Jul, så hun stod oppe på en stige og var ved at hænge op over vinduerne, mens Catriana bare sad og spiste frokost ved bordet nær hende.

     "Jeg synes ikke, at du ligner en koreansk dulle," sagde Catriana for at trøste.

     "Nej, vel? Jeg har ret til at farve mit hår - ligesom alle andre. ALLE farver hår. Jeg... jeg ville vel bare skille mig lidt ud. Alle asiatere er sorthårede, for... ja, sådan fungerer det med ALLE andre end nordeuropæere - mørkhårede-mørkhårede-mørkhårede - hele banden! Jeg ville bare have lov til... at være en rød plet på det sorte papir! Er det så forkert?"

     "Sådan får du det til at lyde, sådan som du formulerer det..." mumlede Catriana.

     "Du farver vel håret af samme årsag, tør jeg vædde på, Cat! Fordi du ikke ville være... brunette, blondine og ginger ligesom alle andre nordeuropæere. Du ville vel også bare skille dig ud, har jeg ikke ret?"

     "... Det her er min naturlige hårfarve, Rin," sagde Catriana.

     "Årh hold op. Enhver kan da se, at det er farvet. Ingen nordeuropæere har så sort hår."

     "Det er ikke farvet, Rin," sagde Catriana. "Jeg er FØDT sorthåret."

     Rin stirrede lidt på hende, før hun så efter nogle sekunder sagde:

     "Virkelig? Men det er jo KULSORT! Ikke et eneste brunt skær, ikke engang når solen skinner på det!"

     "Magic me," sagde Catriana og spiste af sin sandwich.

     "Er det sådan, du gjorde det?" spurgte Rin. "Brugte du din heksemagi til at blive sorthåret? Vil du gøre det med mig, så jeg også kan blive permanent rødhåret?"

     Catriana gad ikke engang at svare. Hun nåede det heller ikke, for da kom jeg og Brandon gående.

     "Jeg hader jul," brummede jeg. "Og jeg hader familie. Især Celina. Hvorfor var det også hende, der lukkede mig ind dengang? Kunne det ikke... have været Brandons familie? HVORFOR LUKKEDE I IKKE OP DA JEG BANKEDE PÅ?!" råbte jeg til Brandon.

     "Undskyld, men vi var ude og købe ind!" sagde Brandon. "Hvis I havde ringet og sagt, at din familie var blevet myrdet og du ville komme og bede om at blive adopteret, så ville vi nok have sørget for at være hjemme."

     "Må jeg låne en af jeres forældre?" spurgte jeg pigerne.

     "Døde," svarede Rin og Catriana prompte.

     "Dine forældre er da ikke døde, Rin," sagde Brandon.

     "Hey, hvis jeg siger, at de er døde, så er de døde. James kan ikke få dem, de er mine! Og desuden vil jeg ikke have dem."

     "Hvad er der mellem Rin og hendes forældre?" mumlede Catriana til James.

     "Spørg hende selv engang, når du er klædt i en rustning og har et skjold," svarede jeg.

     "Nå..."

     "Men hvad med dine forældre, Catriana?" spurgte jeg hende. "Er de "også" døde?"

     "Definér død," sagde Catriana.

     "Tja... at de hænger ud i det hinsides og... ikke er her... mere."

     "Så... er svaret delvist ja."

     "Hvad mener du?" spurgte Brandon og satte sig ned. Han så ud til at lytte dybt interesseret. "Er en af dine forældre døde? Eller... er de måske et andet sted... som... nedenunder?"

     Catriana rynkede panden. "Som nede i kælderen?"

     "Nej, som i... du ved... dernede."

     "Nej, jeg ved det ikke, Brandon," hvislede Catriana. "Og gider du godt lade være med at være sådan en parasit? Du har været dødirriterende i ugevis."

     "Ja, Brandon," sagde jeg. "Hvad er det dog, der plager dig sådan?"

     Brandon så surt på mig.

     "Nå, men jeg skal ud med min kære plejemor, som jeg ikke kan komme af med," sagde jeg. "Vi ses sent i aften, for det her bliver i hvert fald ikke ordnet på EN eftermiddag."

     Og jeg smuttede ud.

     "Mr. Michigan," brummede en stemme.

     Brandon, Catriana og Rin vendte blikket imod stemmen og så professor Ezavia.

     "Ja... professor Ezavia?" peb Brandon.

     "Jeg læste din stil - jeg fandt den i den grad frastødende."

     "Jamen... jeg skrev jo bare om fordomme om Mørkets Slægt."

     "Præcis. Eftersidning i dag. På mit kontor klokken tre."

     Brandon fnøs. "Men... kom nu, professor Ezavia. Det er jo jul og..."

     "Julen er til for at fejre Jesu fødsel. Jesus ville ikke være glad for, at hans fejring blev brugt som argument for at slippe for straf."

     Catriana fnøs hånligt.

     "Noget, der er morsomt, frøken Cyston?" spurgte Ezavia stift.

     "Åh undskyld," sagde Catriana. "Jeg synes bare generelt, det er tåbeligt at fejre Jesus fødsel. Han var jo bare en fyr, der pralede med, at han kunne gå på vandet og helbrede de syge. Han viste sig lidt for meget. Har du LÆST den episode, hvor han får en eller anden bonde til at slikke hans fødder?"

     Ezavia så dybt fornærmet ud. "Jesus er den eneste direkte efterkommer af en af Overherrerne der nogensinde har eksisteret. Hans fødsel vil altid være værd af fejre."

     Catriana satte sig med front imod ham med et udfordrende smil. Brandon og Rin vekslede blikke. "Hvordan ved du, at han er den eneste?"

     "Hvad mener du, frøken?"

     "Jeg mener, at den eneste grund til, at alle kender Jesus, er netop, fordi han var en pralhals. Jeg tror, at børn af Mørkets Herre ville være lidt mere stille med deres herkomst."

     "Selvfølgelig ville de da det. Sikke en skam at være direkte efterfølger af Mørkets Herre. Men hvad ved sådan en lille luset heks som dig også om det?"

     Catriana fnes. "Du skulle bare vide."

     "Du påstår måske, at du er mere end bare en heks, frøken Cyston?"

     "Jepper, i virkeligheden er jeg Satans udsending, der er blevet sendt op fra det dybeste Helvede for at lægge denne skole i mørke og dræbe alle, der befinder sig her. Især lyse rene engle med lodne bløde svanevinger på ryggen."

     Rin fnes. Brandon så komplet forskrækket ud. For ikke at tale om Ezavia, han lignede en, der var ved at springes.

     "Eftersidning," sagde Ezavia sammenbidt. "Mit kontor, efter skole." Så gik han.

     Brandon lænede sig ind imod Catriana og mumlede imod hendes øre:

     "Virkelig?"

     Catriana sukkede.

 

Jeg sad på forsædet i Celinas bil og kiggede ud af vinduet. Celina kørte ned ad landevejen imod vores by. Lige ved skoven.

     "Nå, James, lad os snakke om - " begyndte Celina, men jeg satte høj musik på. Hun sendte mig et studst blik.

     "Jeg kan ikke høre dig!" sagde jeg højt. "Musik!"

     Celina slukkede for musikken. "Som jeg skulle til at sige, så synes jeg - "

     "Se, en regnbuedrage!" råbte jeg og pegede ud af vinduet. Celina kiggede ikke engang efter den, hun så bare afventende på mig. Jeg lod hånden falde ned på mit skød og sank tilbage i sædet.

     "Hvis du virkelig gerne vil..." mumlede jeg.

     "James, jeg overvejer at fjerne dig fra skolen."

     "Du... du overvejer hvad?" Jeg rettede mig op.

     "Jeg har gjort en helvedes masse ting. Psykologer, psykologer, vejledere, jeg har endda datet. Og så kom jeg på idéen med pigeloven, så Bill måske kunne lære dig noget respekt for piger. Men James - "

     "Det var ikke din ret at give mig den straf!" sagde jeg. "Halvdelen af skolens elever er piger - to af mine venner er piger."

     "Ja, og den ene af dem kan du bare ikke lade være." Jeg blev stille. "Jeg indrømmer det, hun er temmelig lækker, men hun er... bare ikke DEN pige."

     "Ja, det siger alle jo. Men Celina, gider du ikke godt klappe i med det? Catriana er ikke bare en pige! Hun er... Jeg er forelsket i hende."

     "Ja, og månen er lavet af grøn ost."

     "Jeg mener det."

     Celina så på mig i lidt tid, og jeg forsøgte at se overbevisende ud.

     "Åh gud, er du syg?!" udbrød hun så.

     "Nej!" råbte jeg.

     "Så du mener det virkelig? Du elsker den pige?"

     "Ja!"

     "Åh... men det går ikke."

     "HVAD?!"

     "Tro mig, James, men... hun er ikke en pige for dig."                    

     "Hvorfor siger alle det?!"

     "Fordi de har ret."

     "Okay... Så hvad er det ved hende? Eller er det mig? Er det, fordi jeg bør være sammen med en pige, der er ligesom Sally Winters? For Sally Winters er forfærdelig!"

     "Nej, jeg beder dig ikke om at finde en der er ligesom Sally Winters. Jeg... ville bare ønske, at du ville finde en anden end hende."

     "Men hvad er der - " Jeg bremsede mig selv, før jeg så sagde noget andet: "Du har intet at skulle have sagt. Du er bare min plejemor." Jeg fnøs og gad ikke tale til hende.

     "Fint."

     "Fint!"

 

Efter skole den fredag mødte Catriana og Brandon op på Ezavias kontor. Lige nu var der tomt.

     "Jeg kan virkelig ikke lide eftersidninger," jamrede Brandon.

     "Det er fredag," sagde Catriana. "Det er jo ikke fordi vi skal noget. Det eneste, der irriterer mig, er at vi skal tilbringe den med mr. Svanegal."

     "Måske skulle du bare undskylde over det, du sagde om julen og komme ud herfra?"

     "Nej, jeg vil ej. Jeg vil ikke undskylde over noget så åndssvagt. Jeg har jo ret, og han ved det."

     "Tak, frøken Cyston," brummede en stemme bag dem. De vendte sig om og så Ezavia, der kom ud fra sit depotrum.

     "Hun mente det ikke, professor Ezavia," undskyldte Brandon.

     "Orh, jeg mente det skam," sagde Catriana. "Og hvad vil du gøre ved det? Skrive hjem til mine forældre?"

     "Det er i hvert fald det, jeg lægger mest op til," svarede Ezavia. "Hvad er deres navne?"

     "Oh..." Catriana knyttede armene og bed sig i underlæben. Brandon hævede det ene øjenbryn.

     "Du har vel forældre, frøken Cyston?"

     "Selvfølgelig," gryntede Catriana, før hun så sagde: "Øh... Lucifer og - "

     "Kører vi stadig på den joke?" fnøs Ezavia. "Det er ikke særlig morsomt at lade, som om man er efterkommer af Djævelen. Den slags kan man komme i klemme ved visse steder."

     "Som hvor?" fnøs Catriana igen.

     "Som her. I kan gøre rent og rydde op inde i urterummet. Og I får ikke lov til at gå, før I er færdige."

     "Hvor slemt kan det være?" fnøs Catriana.

 

"Jeg dræber ham," snerrede hun fem minutter senere, da de stod i urterummet, der var det mest ulumske sted på skolen. Der var reoler langs væggen, beskidte støvede reoler, og der hang spindelvæv fra loftet. Der stod krukker og termoglas på hylderne, alle sammen havde de samlet støv i årevis.

     "Det her rum er ikke blevet brugt siden vi havde urtekundskab," sagde Brandon. "Men... ja... lad os bare sige, at heksemesteren løb grædende hjem, fordi nogen havde lavet en urt, der fik hendes hår til at ligne Medusakrøller."

     Catriana fnes. "Nå, men nu skal vi have det skægt."

     "Skægt?" spurgte Brandon mens han lukkede døren.

     "Ja," sagde Catriana og tog nogle urter ned fra hylderne. "Jeg vil forhekse Ezavia."

     "Du vil HVAD?!" udbrød Brandon og smækkede døren så hårdt i, at hylden nær den væltede ned og alt indholdet faldt ned på gulvet.

     "Nå..." sagde Catriana. "Vi kommer vist ikke ud herfra før alle de små børn har sat sig ned for at se Disney Sjov."

     Brandon kiggede måbende på den væltede reol. Så faldt hans blik på reolen ved siden af, der tippede faretruende. "Nenenenenenenej!" Han løb hen for at gribe den, men den væltede også.

     "Okay, de er sandsynligvis også blevet færdige med X-Faktor," konstaterede Catriana.

 

Celina kørte ind i indkørslen til det enorme palæ, som lå i mit kvarter. Der holdt en masse andre biler - for da slet ikke at tale om flyttebiler. Og folk vrimlede ind og ud med flyttekasser - deriblandt Brandons forældre og hans mange søskende.

     "Marie!" råbte Celina og sprang ud af bilen. Brandons mor slap alt, hvad hun havde i hænderne - hvilket betød, at Brandons lillesøster Evelina var nødt til at gribe en tung papkasse fyldt med glas meget hurtigt før den ramte jorden.  

     "Celina!" råbte Brandons mor, og de omfavnede hinanden.

     Jeg steg sukkende ud af bilen og betragtede palæet. Familien Rumholdt havde godt nok ikke sparet på pengene denne gang.

     "James, vil du ikke lige tage en af kasserne fra en af flyttebilerne og tage den indenfor?" bad Celina.

     Jeg nikkede bare og gik hen og tog den, der var tættest på mig. Så gik jeg op ad trapperne og ind ad hoveddøren.

     Jeg anede ikke, hvor jeg skulle stille den, så jeg stod bare og måbede over forhallen der var temmelig gigantisk.

     "I PAPHOVEDER!" råbte en stemme oppe fra første sal af. Ud på balkonen kom der løbende to små drenge. "I VED UDMÆRKET GODT, AT MIN MORS PORCELÆN IKKE SKAL STÅ PÅ MIT VÆRELSE!"

     Efter dem kom en ung pige løbende. Hun havde rødt langt hår og var klædt i en stor hættetrøje og shorts.

     "Kira!" råbte jeg.

     Kira vendte sig nu om imod mig, og hun smilte det største smil, jeg havde set i evigheder.

     Definitionen af Kira: Hendes fulde navn er Kirashira Mathilde Rumholdt. Men hun dræber enhver, der kalder hende andet end Kira. Hun er Rumholdtparrets eneste datter og er femten år gammel, jeg har kendt hende i lige så lang tid, som jeg har kendt Brandon, hun er som en lillesøster for mig. Selvom hun er opvokset i et rigt hjem, er hun i den grad ikke definitionen på en rig pige. Hun er lidt af en tomboy, og hun hader teenagepiger, selvom hun teknisk set selv er en.

     Og jeg elsker hende.

     Kira spænede ned ad de mange trapper og direkte i armene på mig, så jeg tabte min kasse, som jeg selv faldt bagover. Kira og jeg skar grimasser, da indholdet i den blev komplet smadret.

     "Det var vist min mors anden kasse med porcelæn," konstaterede Kira.

 

Jeg var ved at stille det porcelæn, der ikke var smadret, fint op på en af hylderne i dagligstuen sammen med Kira, da Celina kom forbi.

     "Jamen hej, Kira," sagde hun med et kæmpesmil. Jeg fik kvalme.

     "Hej, Celina," svarede Kira.

     "Nå, så I sætter porcelæn op?"

     "Vil du noget, Celina?" snerrede jeg.

     "I vil måske gerne være alene?"

     "Ja," svarede Kira.

     "Ja!" råbte jeg.

     Celina stod lidt og betragtede os, før hun så tog mig på skulderen.

     "Kom lige med mig."

     Jeg så spørgende på hende og gik med hende hen i den anden ende af det overfyldte lokale, siden alle var ved at stille de mange tusind dingenoter, familien Rumholdt havde anskaffet sig, op.

     "Jeg fik lige en strålende idé," sagde Celina.

     "Hvad?" brummede jeg.

     "Hvad med, at du bliver kæreste med Kira?"

     Jeg stivnede og stirrede på hende. Så kunne jeg mærke frokosten fra bilturen komme op igen. "Ew... eweweweweweeew EW! Celina!"

     "Hvad?"

     "Hvordan kan du overhovedet foreslå det?! Kira? Som i KIRA?!"

     "Hvorfor ikke, James?" spurgte Celina, komplet forvirret. "Hun er smuk, sød, har flot hår - åh ja, og så er hun helt normal."

     "Ja, hun er, men nej, Celina, det vil være som at... som at..."

     "Som hvad, James?"

     "Det er bare ulækkert!"

     "Er hun nu ikke god nok til dig? Er hun ikke smuk nok? Er det, fordi hun er FOR almindelig?"

     "Hun er alt for ung!"

     "Hun er kun et år yngre, James. Og desuden er hun moden, og I kommer jo så godt ud af det med hinanden... Det ville være perfekt."

     "Hører du dig selv, kvinde?" spurgte jeg.

     "Kom nu, James."

     "Nej."

     "James, hør nu - "

     "Nej!"

     "James, jeg lover dig at - "

     "NEJ, DIT TÅBELIGE KVINDEMENNESKE, JEG NÆGTER AT BLIVE KÆRESTER MED KIRA!!"

     Jeg råbte det måske for højt. Alle stirrede nu hen imod os, inklusiv Kira.

     "Sikke en... uprivat måde at sige den slags på," sagde hun en smule paf.

 

Catriana havde fundet en lille sort gryde frem og havde hældt op med forskellige væsker og puttet en masse urter i. Nu sad hun og rørte rundt.

     "Så... du har tænkt dig at forhekse ham?" spurgte Brandon.

     "Jada," svarede Catriana.

     "Hvorfor... helt præcist?"

     Catriana løftede skeen og hævede begge øjenbryn. "Fordi jeg hader ham, Brandon."

     "Du... du ved godt, at det ikke er sådan, verden fungerer, ikke?"

     "Selvfølgelig," svarede Catriana. "Det er bare sådan MIN verden fungerer."

     Brandon sad lidt, hvor Catriana lavede sin heksebryg. Han vidste ærlig talt ikke, hvad han skulle sige.

     "Måske skulle vi rydde op," mumlede han.

     "Senere," sagde Catriana bare.

     "Okay," sagde Brandon bare. "Nå... så... hvordan er det, din verden fungerer?"

     Catriana løftede blikket fra gryden og lagde hovedet på skrå. "Helt ærligt Brandon, gider du lige? Du har været over mig i freaking ugevis nu af en eller anden årsag. Enten dropper du det, eller også fortæller du mig lige nu, hvad det er, du gerne vil vide?!"

     Brandon sukkede nu og satte sig i skrædderstilling. "Fint, så fortæller jeg dig det... For nogle uger siden hørte jeg dig tale med dig selv inde på dit værelse. Det havde du gjort en masse gange før, men altså... denne her gang var anderledes, for du snakkede rent faktisk med nogen! Og ham Ezavia troede, at du havde dæmondragen inde på dit værelse, så jeg gik ud fra, at det var en dæmondrage. Og Cat, du er temmelig mærkelig, for at sige det mildt. Du fortæller aldrig noget om dig selv, og hvis du ikke snart siger ET eller andet, så begynder jeg altså snart at tro, at du rent faktisk ER en udsending fra Satan i Helvede og i virkeligheden vil dræbe os alle sammen. Så please please fortæl mig lidt om dig selv, for det driver mig til vanvid!"

     Catriana sad lidt tavs og bare stirrede på Brandon. "Er der mere?"

     "Du ser aldrig nogen i øjnene," tilføjede Brandon pustende. "Ikke engang nu, gør du. Du kigger på min næse - gider du godt lade være med at kigge på min næse?!" 

     Catriana svarede ikke, hun mumlede bare: "Wow."

     "Wow hvad?"

     "Du er mere nysgerrig end James."

     "Men..."   

     "Du må være skizofren eller sådan noget, for ingen INGEN udover Ezavia ville gå ud fra noget så skørt som det dér. Eller måske er det noget andet..."

     "Noget andet...?"

     "Ja, måske er du vokset op i en familie, hvor du konstant er blevet overset af en masse småsøskende, og oven i købet har du en talentfuld lillesøster, der overgår dig i alt, hvad du end foretager dig. Er det det, Brandon?"

     Brandon rynkede panden og rykkede sig lidt væk. "Nej..."

 

Celina, Kira og jeg stod ved døråbningen nu. Kira forsøgte ikke at se på mig, og hun var tomatrød i hele ansigtet.

     "Er jeg virkelig den eneste, der kan se det for mig?" spurgte Celina. Vi nikkede. "Men Kira... du holder da af James, gør du ikke?"

     "Jo da," sagde Kira. "Men altså... Celina... Jeg har kendt James i meget lang tid, og vi... Han er lidt som en storebror for mig, og jeg ved, at han også tænker på mig som familie. Så hvis vi begyndte at... være kærester ville det... på en måde være som incest, må du forstå."

     Jeg rødmede lidt og nikkede.

     Celina stod helt paf og gloede på os. "Men er der ikke måske den mindste mulighed for, at det kunne komme til at ske?"

     "Nej!" sagde jeg. "Bare drop det, Celina, jeg har ikke tænkt mig at være sammen med Kira."

     "Vi skal spise!" råbte Marie Rumholdt.

     Vi tre gik hen til det lange spisebord i spisesalen, hvor hele flokken var troppet op. Kira og jeg satte os ved siden af hinanden, og Celina satte sig sammen med Marie.

     "Celina, hvordan har du det?" spurgte en kvinde på den anden side.

     "Helt fint, Maren," smilede Celina. "Hey, har du ikke en datter på James' alder?"

     "Ja, Karla."

     "Er hun single?"

     "Åh du store," klynkede jeg. Kira klappede mig på skulderen.

     "Nej, hun er ikke single," svarede Maren. "Hvad er der nu galt da?"

     "Åh, det er bare James. Han tror, at han er forelsket, men det er han ikke rigtigt. Jeg prøver at finde en ordentlig pige til ham."

     "Det var dråben," sagde jeg og rejste mig. "Celina, gider du godt komme med mig?"

     Celina så spørgende på mig, før hun smuttede med mig hen til døren.

     "Hvad er der, James?" spurgte hun.

     "Kan du virkelig ikke selv se det? Jeg har ikke brug for, at du finder en eller anden tilfældig pige til mig."

     "James, vi kan virkelig ikke blive ved med at have dig rendende rundt og kysse alle mulige - "

     "Jamen det gør jeg ikke! Jeg er forelsket i EN pige, og det er hende, jeg vil være sammen med."

     "Men hun er ikke - "

     "Den rigtige for mig, ja det siger du jo. Men hvad ved du også om det? Du kender mig ikke, du er ikke min mor!"

     "James..."

     "Nej, Celina, drop det, lad være med at opføre dig som min mor, når du ikke er det. Jeg er ikke din søn. Du er ikke min familie - min familie døde for lang tid siden!"

     Jeg vidste ikke, hvorfor jeg råbte ad hende på den måde, jeg vidste bare, jeg var så vred på hende, at jeg kunne vride halsen over på hende. En ting var sikkert, jeg kunne ikke være i rum med hende mere. Så jeg gik. Jeg gik og smækkede døren efter mig, og jeg gik imod skoven.

    

"Færdig," sagde Catriana. Hun hældte bryggen i en lille flaske.

     "Hvad vil der helt præcist ske, når han drikker af den?" spurgte Brandon, mens han pudsede støv af.

     "Hans vinger vil blive sorte," smilede Catriana lykkeligt.

     "Som en... som en falden engels?"

     "Ja! Er det ikke bare skønt?"

     "Nej, det er ej," sagde Brandon bare. "Vil du hjælpe mig med at gøre rent, så vi kan komme ud herfra?"

     "Jo da." Catriana kom på benene og begyndte at støve af sammen med ham.

     "Så..." sagde Brandon lidt tid efter. "Du... må undskylde det før."

     "Det er okay. Vi er vel alle lidt mærkelige engang imellem."

     De var tavse lidt. Så spurgte Brandon forsigtigt: "Cat... hvad synes du egentlig om James?"

     Catriana rynkede spørgende panden. Brandon trak bare på skuldrene. "Han er fin nok."

     "Men du... elsker ham ikke?"

     "Næh," svarede Catriana, men Brandon syntes godt at kunne høre, at det ikke var helt sandt. "Hvorfor?"

     "Han er... temmelig skør med dig."

     "Ja det... hørte jeg. Da han var nede på knæ og nærmest friede til mig."

     "Han var IKKE nede på knæ..."

     Catriana sukkede. "Hør jeg... er bare ikke kærestetypen."

     "Jamen hvorfor ikke? Er James ikke god nok til dig?"

     "James er... James er sød og rar og følsom og en masse andre dejlige ting. Han bekymrer sig for mig og vil hjælpe mig med de mest skøre ting, men... det kommer ikke til at ske."

     "Jeg forstår det ikke, hvorfor kan du ikke bare indrømme, at du også elsker ham?"

     "Fordi jeg IKKE elsker ham, Brandon. Jeg... jeg elsker ikke. Det er sådan, jeg er. James er en god ven, men han bliver aldrig mere end det."

     "Men Cat, du - "

     "Er her ikke lidt beskidt?" Catriana lavede en fejende bevægelse med hånden, og alle krukker og termoglas blev skinnende rene, det samme blev hylderne og gulvet. Det hele skinnede på bare et par sekunder.

     "Wow," mumlede Brandon.

Jeg havde sat mig i det kolde græs på engen. Den mørke eng, der ellers plejede at være et smukt syn. Nu var det bare et syn, der vækkede så mange minder frem i mig. Når jeg kiggede ned imod den tilfrosne å så jeg kun et brændende hus. Der var ikke noget mere. Resterne var forsvundet for længst.

     "Hej," sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og så Celina. "Jeg tænkte nok, at det var her, du var."

     "Det er ret godt gættet, siden jeg ikke har været her siden... ja... siden sidst."

     Celina satte sig ned ved siden af mig. "Okay, det var Kiras forslag. Den pige er jo så godt som synsk. Hun ved bare alt."

     "Ja..." sagde jeg stille og så ud over engen. Celina lagde en arm hen over skuldrene på mig.

     "Jeg overdrev måske lidt med de dér piger."

     "Tror du?"

     "Jeg ved jo, at du bare bruger det som et forsvarssystem."

     "Nej... DET gør jeg ikke," sagde jeg. "Jeg er vel bare ikke forholdstypen."

     "James, lad nu være med at lyve for dig selv. Du har altid gjort det, og det er ikke godt for dig."

     "Jeg ved det, men - " Jeg rykkede lidt væk fra hende. "Hey, du er STADIG ikke min mor."

     "Det ved jeg, James," sagde Celina med et lille skævt smil. "Men jeg håber, at du ved, at jeg stadig vil gøre alt for dig. Det har jeg villet siden jeg lukkede dig ind ad døren dengang."

     "Jeg ville bare ønske, at du ville... lade være med at være sådan over mig. Jeg kan godt tage vare på mit eget liv."

     "Handler det her om hende Catrianapigen?"

     Jeg nikkede stille. "Hvorfor mener alle, at jeg ikke kan være sammen med hende?"

     "Det er meget svært at forklare, James, men... hvis du mener, at hun er den rette for dig, så stoler jeg på dig." Hun så mig i øjnene og gav mig et kys på panden. Jeg smilte skævt.

     "Lov mig, at du aldrig prøver at lege Helle Giftekniv eller hvad hun nu hedder med mig igen, okay?" sagde jeg.

     "Selvfølgelig," sagde Celina.

      

Døren blev åbnet til urterummet. Ezavia kiggede ind. Her var temmelig nydeligt. Og midt på gulvet stod Brandon og Catriana og smilede.

     "Fortrinligt arbejde," sagde Ezavia koldt - hvilket betød, at det var godkendt.

     "Tak," sagde Brandon. "Kan vi så godt gå nu?"

     "Ja, I kan gå," sagde Ezavia.

     "Professor Ezavia," sagde Catriana, som de gik ud. "Jeg vil gerne undskylde for min opførsel. Jeg har derfor lavet en gave til dig." Hun rakte ham den lille flaske, hun havde væsken i. Brandon skar grimasse.

     Ezavia tog koldt imod den og tog proppen af. Han sniffede lidt til den. "Der er tudsefermo i den," mumlede han og kiggede stift på Catriana. "Og ravnevinger."

     Catriana smilte uskyldigt.

     "Godt forsøgt, frøken Cyston," sagde Ezavia og smed flasken i en lille skraldespand. "Næste gang det sker, er du bortvist."

     Catriana fnøs og gik. Brandon skyndte sig med.

 

Jeg gav Kira en ordentlig krammer.

     "Jeg ved godt, at du blev tvunget med og alt det dér, men det var hyggeligt at se dig igen," sagde hun.

     "Det var også hyggeligt at se dig igen, Kira."

     "Gid du ikke var ude på den pokkers skole hele tiden. Hvorfor kan du ikke bare gå i skole her?"

     "Vi kan jo også bare sende dig derud, Kirashira," sagde Marie og lagde hænderne på Kiras skulder. "Du er jo så godt som magisk."

     "Mor, vil du ikke nok droppe det?" bed Kira.

     "Jeg mener, Kirashira, du er nærmest synsk, så meget som du ved om alting. Du ville passe perfekt derude."

     "Mor, drop det nu," snerrede Kira. Marie gik, og Kira flæbede til mig: "Hun dropper det aldrig, gør hun?"

     "Sikkert ikke," mumlede jeg. "Men altså... sådan er mødre."

     "Kommer du, James?" kaldte Celina henne fra bilen af. Jeg nikkede og sendte Kira et skævt smil.

     "Kom ud på besøg en dag, Kira. Så kan du møde alle freaksne."

     "Ja," sagde Kira.

     Jeg gik hen og satte mig ind i bilen. Celina kørte.

 

"Det er... Risengrød... Der gør næsen rød... Og kanel et-eller-andet sprød. Kanel skal være sprød og ikke tør..."

     "Gider du godt tie stille, Rin?" jamrede jeg.

     "Men jeg er så meget i julehumør," jamrede Rin. "Jeg har hængt juledingenoter op hele dagen."

     "Det kaldes julepynt," sagde Brandon.

     "Ja, det," sagde Rin.

     Vi sad alle sammen i hyggestuen og spiste pebernødder, som Rin havde købt i løbet af fredagen, mens vi alle var ude og lave hvert vores.

     "Nå, James," sagde Rin. "Hvad synes du om mit hår?"

     Jeg stirrede på hende. "Hvad?"

     "Det er et simpelt spørgsmål. Hvad synes du om mit hår?"

     "Det er... pænt?"

     "Men synes du, at det er kunstigt? Synes du, at jeg ligner en koreansk popdulle med det?"

     "Tja... du er jo koreansk."

     "Men synes du, at jeg ligner en POPDULLE?"

     Jeg så rundt på de andre for at få lidt hjælp, men de lod mig sejle i min egen sø. Så jeg svarede: "...Nej...?"

     "Du lyver!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...