Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3882Visninger
AA

6. Episode 5: "Et kys for meget"


 

Da jeg så de to piger gå over skolegården for at komme hen i en af skolebygningerne, satte jeg i løb imod dem.

     "Vent!" råbte jeg. Det var Rin, der vendte sig om. Hun snerrede bare ad mig og gik videre. "Vent, helt ærligt..."

     Jeg nåede hen til dem og rakte ud efter Catriana, der ikke havde skænket mig et blik i evigheder nu. Men Rin tog fat i min arm, og i det øjeblik begyndte det at styrtregne, så skolegården, skoven og os blev drivvåde. For et sekund siden var himlen blå, nu var den dækket af mørkegrå skyer.

     "VI VENTER IKKE, DIN... DIN... DIN PLAYER!" råbte Rin ned over hovedet på mig. "JEG SAGDE LIGE FRA STARTEN AF, AT DU SKULLE HOLDE DIG FRA HENDE, OG ALLIGEVEL KUNNE DET IKKE LADE SIG GØRE! JEG HAR ELLERS ALDRIG BEDT DIG OM NOGET SOM HELST! ALDRIG! OG SÅDAN TAKKER DU MIG? VED AT VÆRE PLAYER PÅ MIN VENINDE? PÅ CAT?! HVORDAN KAN DU VÆRE BEKENDT AT TALE TIL HENDE, AT RÅBE PÅ HENDE, AT FORVENTE, AT HUN SKAL VENTE PÅ DIG? HVORDAN KAN DU OVERHOVEDET OVERVEJE, AT HUN NOGENSINDE VIL TILGIVE DIG?! DU ER OG BLIVER EN PLAYER, CULT! OG LAD HENDE SÅ VÆRE!"

     Rin vendte sig nu om igen og marcherede væk. Men jeg gav ikke op, ikke nu, ikke selvom jeg var drivvåd og var temmelig sikker på, at jeg var forkølet inden dagen var omme og sikkert smadder syg resten af ugen. Så jeg hev fat i Catrianas arm inden Rin kunne gøre noget ved det.

     "Catriana, hør på mig..."

     Catriana vendte sig imod mig, hun så ikke på mig, men jeg kunne se raseriet og foragten i hendes mørke øjne.

     "Catriana... jeg burde ikke have kysset dig, det burde jeg virkelig ikke..."

     "Nej," istemmede Catriana.

     "Men, Catriana, det var ikke bare et kys, det var... det betød noget... Catriana..."

     Catriana så op - aldrig havde hun været så tæt på at se mig i øjnene. Aldrig havde jeg været så tæt på at få øjenkontakt med hende. Så sagde hun, stille og uhørligt i regnen, men alligevel hørte jeg hvert evig eneste ord: "Det ved jeg."

     Og så gik hun og Rin, der var rød af raseri, indenfor og lod mig tilbage i regnen.

 

Om aftenen kom Brandon ind ad døren til Rins og Catrianas værelser med en pizza i hænderne. "Rin, jeg er her... Jeg har pizza med. Hvornår var det nu, at filmen - ?"

     Han nåede ikke rigtig at sige mere, for Rin kom straks ud fra sit værelse i fuld gang med at rede sit farvede røde hår, mens hun begyndte at skælde ud i luften: "Hvordan kan man være så umoden?! HVORDAN? Hvilken opførsel... Hvordan kan nogen gøre sådan noget imod et andet menneske? Har folk da ingen hjerter? Og HVORFOR bankede du ikke noget fornuft ind i ham, Brandon?!" rasede Rin, mens hun pegede på Brandon med sin hårbørste, som var det et katanasværd.

     "...Begyndte...?" afsluttede Brandon sit spørgsmål.  

     "Hvad?"

     "Hvad?"

     "Hvad snakker du om?"                     

     "Hvad snakker DU om?"

     "JAMES, din idiot!"

     "Oh..." sagde Brandon og satte pizzaen på bordet. "Oh! Ja... James. Han kyssede jo Cat. Men jeg har talt med ham om det, og det er helt cool, fordi - " Men Brandon bremsede sig selv, da han så Rins røde øjne og hendes ildspyende næsebor.

     "Det er så forkert af ham," rettede han det til. "Pizza?"

 

"Og jeg truede ham endda, da han forsøgte at nærme sig Cat, og pludselig skulle de på date, og så kyssede han hende! Bliver han aldrig voksen? Hvor gammel er han efterhånden? Seksten?"

     "Det er rigtigt," mumlede Brandon ned i puden. De lå begge to i Rins gigantiske seng inde på hendes værelse. Klokken var halv elleve, og hele skolen var gået i seng.

     "Seriøst, Brandon, du har været hans ven lige siden hans "traume", så du burde virkelig have været der mere for ham, så han måske kunne lære noget mere respekt for piger."

     "Du ved godt, at Cat sover i værelset ved siden af, ikke?" mumlede Brandon og kiggede træt op på hende. Rin nikkede.

     "Og det er det, jeg mener, Brandon. Hun er min værelseskammerat - min kommende BFF. Jeg bliver nødt til at være der for hende - hvilket betyder at beskytte hende imod typer som James Cult."

     "Og søvn åbenbart," mumlede Brandon lavt nok til, at Rin ikke hørte noget. Så fik hun øje på klokken og sagde:

     "Åh du godeste, det er sent. Hvorfor sagde du ikke, hvad klokken var, Brandon? Godnat." Så lagde hun sig ned i sengen, og der var helt stille. Brandon smilte sagligt.

     "Men lov mig, at du tager et alvorsord med ham," tilføjede Rin nogle sekunder senere.

     Brandon sukkede bare og forsøgte at sove.

 

Rin lå i sengen og forsøgte at falde i søvn, men det var komplet umuligt. Hvordan skulle hun dog håndtere denne her sag? Hun kunne jo egentlig godt lide mig (den kære forvirrede Rin). Godt nok sagde hun det aldrig, men det vidste jeg, at hun kunne. Hehe.

     Hun fnøs til sidst og rejste sig op for at gå ud og hente noget natpizza. Der var stadig nogle stykker tilbage i bakken.

     Hun kunne ikke finde stikkontakten i mørket, så næsten helt blind famlede hun sig af sted imod bordet, hvor pizzaen stod og ventede på hende. Dejlig pizza med coctailpølser, ost, skinke og champignoner.

     Men da hun kom hen til den åbne pizzabakke og kiggede ned på pizzaen, så hun, at der var nogen, der havde fundet den før hende. Et lille kræ ikke større end en kattekilling sad på bordet og spiste af hendes pizza!

     Rin skreg så højt, at både kræet og hende selv fik lidt af et chok. Kræet fløj - den kunne flyve! - sin vej, og Rin faldt baglæns og stirrede skrækslagent efter det. Var det en flagermus? Nej, det havde skæl...

     "Hvad er det, Rin?!" råbte Brandon, da han kom ud til hende.

     "D-d-d-det..." Rin var helt mundlam og pegede med en rystende hånd op på bogreolen, hvor kræet havde anbragt sig.

     Nu skreg de begge to, og kræet forsvandt.

     Nu kom Catriana også ud fra sit værelse, og hun gned sig søvnigt i øjet. "Hvad foregår der?" spurgte hun søvndrukkent.

     "Der var et monster i min pizza!" skreg Rin psykotisk.

     "Nu må du lige..." sagde Catriana og lagde armene over kors.

     "Den var på størrelse med en kat!" sagde Brandon. "Den var... den var... nej, en kattekilling. Som en flagermus, bare med skæl."

     "PRÆCIS!" sagde Rin. "Og den spiste af min PIZZA!"

     Catriana fnøs bare. "I har en alt for livlig fantasi..." Så gik hun indenfor igen.

 

"Det passer, Cat, det gør det," sagde Rin hysterisk over morgenbordet den næste dag. Vejret på det sidste havde ikke været andet end regn. Dels var det på grund af Rins raseri, og dels var det på grund af den kommende vinter.

     Catriana sad bare og forsøgte at spise sine røræg, mens hun samtidig skulle høre på, at Rin ville prøve at overbevise hende om, at der havde været et eller andet væsen i deres lejlighed. Hun købte den ikke.

     Jeg stod og stirrede på dem fra en vis afstand af med min bakke i hånden. Jeg måtte hen til dem, hen til hende, hvordan skulle jeg dog forklare det og samtidig lyde sandfærdig? Hun måtte have troet, at jeg bare bluffede hende i går eftermiddags. Hvordan kunne hun ellers stadig være sur på mig?

     Så jeg begyndte at gå hen imod dem. Men jeg nåede ikke langt, for i det samme hev Brandon fat i mig.

     "Lad nu være, James," sagde han. "Rin slår dig ihjel."

     "Jamen jeg er nødt til at fortælle hende at - "

     "Bare opgiv hende, James. Opgiv hende og hjælp mig med at finde kræet på Rins værelse."

     "... Som også er Catrianas værelse," sagde jeg og smilte svagt. Ja, det ville være perfekt! Hvis jeg hang ud hele dagen på Catrianas værelse, så - "

     "Med rettere eftertanke," sagde Brandon. "Så bare pas dig selv. Find dig en pige - en ordentlig pige - og så kom sammen med hende."

     Så gik Brandon tilbage til bordet, og jeg stod bare fnysende tilbage. Så gik jeg tilbage for at finde mig et nyt bord, et hvor jeg blev nødt til at sidde alene. Hvorfor kunne jeg ikke bare holde mig gode venner med de tre, så jeg kunne sidde ved bord med dem?

     Jeg kiggede mig over skulderen på Catriana, som begyndte at grine i det sekund, som Brandon hviskede et eller andet i øret på hende. Der blev jeg sur. Hun var sur på mig over en lille ting, som der var en god grund til, men havde ikke noget ondt øje til nogen af de andre...

     Pludselig stødte jeg ind i en eller anden og tabte min bakke ned. Min juice blev spildt ud over gulvet, og lige så mine røræg.

     "Oh, undskyld for det," sagde en pigestemme og hjalp mig med at rydde op. Jeg kiggede op. Hun var på min alder, mørk hud og mørkt tykt hår. Jeg havde ikke set hende før.

     "Er du ny her?" spurgte jeg.

     "Nja, jeg bliver her ikke så længe. Jeg er her kun en uges tid, fordi min kære onkel ikke kan undvære mig."

     Så fik jeg en idé. Jeg smilte skævt og vendte mig imod Catriana. "Er du med på en leg?"

     "Hvilken type leg?" spurgte hun mistroisk.

     "Jeg vil gerne have hævn."

     "Over hvem?"

     "Hende."

     Hun kiggede i den retning, jeg pegede, og fik øje på Catriana. "Hun droppede dig?"

     "Vi nåede aldrig at blive kærester."

     "Burn. Jeg er på, hvad skal jeg gøre?"

     Jeg skulle til at hviske det til hende, da jeg hørte en stemme, der gjaldede over hele cafeteriet: "JAMES CULT!!"

     Jeg så mig over skulderen og hen til indgangen. Der var helt stille nu, og alle kiggede hen på Bill, der så på mig med det ondeste blik, jeg nogensinde havde set.

     "HVAD LAVER DU MED MIN NIECE?!" råbte han. Jeg gulpede. Jeg var død.

 

"Den er ikke herinde," sagde Rin, som hun kiggede ind i et skab. Der var time om ti minutter. Men de kunne da godt lige nå at kigge efter væsnet.

     "Den er heller ikke her," sagde Brandon, da han havde kigget i køleskabet og taget en juice ud. "Vi kunne prøve at stille en pizza frem."

     "Du elsker bare at pine mig, hva' Brandon?" snerrede Rin. "Først lader du James snyde min BFF, og nu har du tænkt dig at købe en pizza bare for at lade et kræ spise den?!"

     "Selvfølgelig ikke, det når sikkert kun at spise et stykke eller noget, før vi fanger det, så kan du få resten."

     Rin blev helt bleg og stirrede på ham. "Så du foreslår, at vi spiser en pizza, som et eller andet kryb har spist af det?"

     "Nej, jeg -"

     "Et kryb, der måske kan have GIFTTÆNDER?!"

     "Nej, selvfølgelig i -"

     "Eller beskidte tæer?!"

     Rin trampede helt hen til ham. "Jeg tror, at du prøver at forgifte mig, Brandon. Er det noget, James har lokket dig til? Har han fået dig over på sin side, hva'?"

     "Eh..."

     Rin fnøs. "Men det kommer ikke til at ske, Brandmus. Jeg har gennemskuet ham."

     "Hvorfor er du pludselig så... så... du ved... Sådan der?"

     Rin vendte sig væk fra ham for at gå hen og se på Catrianas værelse. "Det er drengene imod pigerne, når det gælder kærlighed, Brandmus. Det er tid til undervisning."

 

Jeg følte mig frygtelig lille, som jeg sad i den spinkle stol foran Bills gigantiske skrivebord. Det fik mig ikke til at føle mig større, at han gik rundt om mig og nidstirrede mig med sit onde mørke blik.

     "Jeg har sagt det før, Cult," sagde han skrækindjagende.

     "Ja," peb jeg.

     "Og jeg siger det kun en gang til."

     "Okay," peb jeg.

     "Hold. dig. fra. piger."

     "Jeg vidste ikke, at hun var din niece!"

     "Men det er hun! Og ingen - især ikke dig - skal røre min niece!"

     "Nej, selvfølgelig ikke... det... det sker ikke igen."

     "Nej, det gør det forhåbentlig ikke. Jeg havde faktisk regnet med, at du havde forbedret dig siden det med Sally Winters. Behøver jeg virkelig minde dig om Sally Winters - igen?"

     "Nej... Det behøver du ikke..."

     "Og jeg behøver heller ikke minde dig om, at hvis jeg nogensinde fangede dig i at gøre noget lignende igen, ville du blive bortvist?"

     Jeg gulpede. Så skete det rent faktisk...

     "Og efter det med Catriana Cyston - som oven i købet er en ny elev. Tsk, Cult. Du forbedrer dig vist aldrig."

     "Så... du vil bortvise mig?"

     "JA!" sagde Bill og pegede på mig, og jeg mærkede, hvordan mit hjerte holdt op med at slå. "Det vil jeg nemlig - hjertens gerne. Der er intet, jeg hellere vil!"

     "Så... du bortviser mig?"

     "NEJ!" Jeg kunne se blodårerne pumpe ved Bills tinding. "Det kan jeg ikke... fordi din kære plejemor Celina åbenbart ønsker det bedste for dig, og hende kan jeg ikke sige nej til."

     Jeg rødmede. Det her kunne ikke ende godt.

     "Hun kom med et forslag - en straf i forhold til dig. Hvis du udfører denne straf, vil jeg ikke bortvise dig. Men hvis du ikke kan, så er det ud."

     "Så... hvad er det?" Lad det ikke være slemt, lad det ikke være slemt, lad det ikke være slemt.

     "I to uger," sagde Bill - langsomt så ordene rigtigt kunne sive ind. "Ingen piger."

     "Huh?"

     "Du går ikke ud med nogen piger, du kysser ingen piger, du taler ikke med nogen piger - og du skal ikke engang SE på nogen piger."

     "Hvad?! Det kan jeg da ikke!"

     "Desværre er du nødt til det, hvis du vil blive her. Og det ved jeg, at du vil, fordi du hader Celina lige så meget, som jeg beundrer hende."

     "Men men... Men hvad med Rin? Hende kan jeg da godt snakke med, ikke?"

     "Nul og niks, og desuden vil hun heller ikke snakke med dig, lader det til."

     "Jamen hvad med Catriana?!"

     "Catriana? Catriana CYSTON? Pigen, som du kyssede ud af det blå så sent som i forgårs? Pigen, som lige i øjeblikket hader dig mere end noget andet og er en af grundene til, at du får denne straf?"

     "Ja, hende..."

     "UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER! Du holder dig fra hende!"

     "Men... Kan jeg ikke bare få EN samtale med hende? Jeg bliver nødt til at tale med hende! Det er vigtigt!"

     "Hvis jeg ser dig tale med hende - hvis nogen lærer eller voksen eller elev ser dig tale med hende, så er det ud. I to uger."

     "Men hvad skal det hjælpe at holde mig fra piger i to uger?!"

     Den skulle Bill lige tænke over. Så sagde han: "Det ved jeg ikke, jeg spurgte ikke. Jeg ved bare, at jeg elsker at se dig lide."

 

Efter skole den dag kom Rin tilbage til værelset med en stor familiepizza i favnen. Ganske stille stillede hun den på bordet, åbnede bakken og håbede inderligt, at Brandon ikke lige pludselig kom ind.

     "Sikke en stor familiepizza," sagde Rin højt. "Og KUN til mig. Jeg håber sandelig ikke, at nogen kommer for at spise den imens jeg lige eh... går ind i rummet ved siden af uden nogen speciel grund."

     Så gik hun ind på værelset, lukkede døren og sad og lyttede imod døren. Hun kunne ikke høre noget.

     Og så, efter at have ventet i et kvarters tid, hørte hun en lyd af smasken. Ganske hurtigt løb hun ud i stuen med et net parat til at dykke ned over kræet. Hun fældede nettet ned over pizzabakken, men opdagede, at der ikke var noget underligt væsen, kun en pizza, som der var taget en bid af, og så en lille seddel, hvor der stod med sjusket skrevet bogstaver:

 

"Regner du mig måske for en idiot, menneskebarn?

Nyd din pizza"

 

Rin stirrede på den lille lap papir, mens hun mærkede raseriet bryde op.

     "Nå, så man tror, at man er smart, hva'?" råbte hun ud i rummet. "Men tør du selv møde mig, hva' kryb? Næh. For man er vist lidt bange for mig, hva'?"

     "I det mindste prøver jeg ikke at lokke med en pizza..." sagde en kryptisk stemme et eller andet sted fra. Rin fik gåsehud.

     "J-jeg... Det var et godt trick!"

     "Det var et elendigt trick. I mennesker er da også for dumme. Se om du kan fange mig, lille pige."

     Så så Rin noget komme flyvende ud af øjenkrogen. Hun vendte sig om og løb efter det flyvende bæst, jagtede det rundt i rummet, men det var så hurtigt, at hun ikke engang kunne få et ordentligt blik på det. Det kom ned i lav højde, og Rin svang nettet ned over det. Hun mærkede det faktisk blive fanget, men så hørte hun en iskold latter, og i det næste sekund var hendes ene ben komplet følelsesløst, og hun væltede forover. Sekundet efter var det andet ben også følelsesløst med et slag fra et eller andet, og så ramte noget piskende også begge hendes arme, og hun kunne nu slet ikke bevæge sig og lå bare hjælpeløst på gulvet.

     I lang tid skete der ikke noget. Men så til sidst bankede det på. Rin råbte kom ind, og ind kom Brandon. Da han så hende, stod han bare og stirrede. Så løftede han blikket imod pizzaen, nettet, og så så bebrejdende på hende, mens han lagde armene over kors.

     "Du prøvede pizzatricket?"

     "Ja..."

 

Den dag var den værste dag i mit liv. Og den følgende dag var endnu værre. Jeg havde aldrig rigtig indset, hvor mange piger, der var på skolen. De var overalt, og det føltes, som om en eller anden kraft forsøgte at få mig til at tale med dem, og med al besvær lod jeg være. Jeg gik bare der ved siden af Brandon, der hele tiden stak mig noget at drikke for at aflede mine tanker, men intet virkede. Og Rin skulle selvfølgelig absolut gå sammen med os og hele tiden tale til mig, og Brandon forsøgte at få hende til at stoppe, men ligesom Bill elskede hun også at se mig lide.

     Men det værste var, da Catriana pludselig var der. Hele det sidste døgn havde jeg forsøgt at undgå hende, bare holde mig i den modsatte ende af bygningen som hende, fordi jeg vidste, at det ville være en pinsel. Jeg måtte bare tale med hende og sige undskyld. Jeg måtte... jeg måtte.

     "Jeg hørte, at han ikke måtte snakke med piger?" sagde Catriana, da hun stod foran os. Jeg kiggede bare ned.

     "Det har han bare godt af," hånede Rin. "I hele to uger, kan han ikke gøre nogen ondt."

     "Jah..."

     "Nå, men Brandon og jeg tager ned på biblioteket efter skole for at søge efter oplysninger om det dér sjove væsen der - "

     "Nå, farvel gutters." Catriana var forsvundet lige så pludseligt, som hun var dukket op.

    

De sidste timer den dag skulle vi have praktisk udøvelse. En mod en skulle vi kæmpe imod hinanden. Det syntes jeg altid var enormt skægt. Men så skulle vi absolut være sammen med den, der stod til venstre for os, og da jeg kiggede mig til venstre, var det Sally Winters, jeg stod overfor.

     "Åh nej, det går ikke," sagde læreren og rykkede mig hen imod en anden. Og det var så Bills niece, der smilte smørret. "Åh... heller ikke hende." Så stillede han mig foran en tredje, som så var Catriana, og jeg rødmede stort. "Uha nej."

     Til sidst endte jeg bare sammen med Brandon.

     "Det her driver mig til vanvid, Brandon," mumlede jeg, imens han kastede en ildkugle efter mig, og jeg undgik den ved at forvandle mig til en mus i et sekund.

     "Også mig. Jeg hader, at vi har et kryb på Rins værelse, som vi ikke ved, hvad er."

     "Jeg snakkede om min straf, Brandon."

     "Nårh ja, den. Men den fortjente du også en lille smule."

     "Nej, jeg gjorde ej. Det var en fejl. Jeg kan ikke gøre for, at Catriana er enormt stædig - eller at den pige var Bills niece."

     Brandon sukkede.

     "Hej, James," lød en pigestemme bag mig - Bills nieces stemme. Jeg stivnede, men så ikke på hende. "Jeg tror aldrig, at jeg fik præsenteret mig. Jeg hedder Brianna. Har du stadig lyst til at hævne dig? Du fik aldrig fortalt mig, hvordan du ville gøre det?"

     Jeg kunne høre fnis bag mig. Jeg genkendte en af dem som Sally Winters. Jeg gulpede.

     "Men vi ved jo, at kære Jamie kun har øje for EN pige, nemlig hende, som var den første til at sætte ham på plads."

     Jeg rødmede. Jeg kunne faktisk stadig mærke smerten fra lussingen.

     "Lad ham nu være, Sally," sagde Brandon.

     "Shh, Brandon, han vil jo gerne tage hævn," sagde Bills niece - Brianna. Gid, at jeg glemmer det navn meget smart. "Bare spil kold, James, så klarer vi resten."

     Åh gud, hvad skulle de til?

     "HEY, CAT!" råbte Sally. Hele salen blev stille og kiggede hen imod os. Jeg fornemmede Catrianas blik. "DU SKAL VÆRE GLAD FOR, AT DU DROPPEDE HAM, FOR HAN KAN ALLIGEVEL IKKE HOLDE SIG FRA OS. Du var kun en ud af mange, Cat. Jeg var et offer, og det samme var Brianna. Okay, hvor mange her er blevet såret af James Cult her på skolen? Bare ræk hånden i vejret, hvis han har lovet at ringe men aldrig har gjort det. Eller værre."

     Jeg mimede "hjælp" til Brandon, der bare stod komplet lammet og så på, mens en hel del piger begyndte at grine og række hænderne op.

     "KOM SÅ TILBAGE TIL TRÆNINGEN!" råbte læreren. "I MÅ GRINE AF CULT EFTER TIMEN!"

     I det øjeblik besluttede jeg mig for at flygte. Jeg ville ikke være i nærheden af de piger efter timen.

    

"Der er den," sagde Rin, som hun fik øje på en tegning af kræet i den bog, de havde fundet frem. Brandon stirrede på billedet af en stor mørk drage.

     "Den er altså lidt... stor."

     "Der står, at de kan være i alle størrelse helt fra musestørrelse til på størrelse med en hest. De hedder dæmondrager."

     "Hm... Hvordan kan vi være sikre på, at det er den?"

     "Der står, at de er intelligente - de kan endda tale. Og de kan lamme med halen. Jeg blev lammet over hele kroppen."

     Brandon sukkede. "Så... I har en dæmondrage på jeres værelse?"

     "I har en HVAD på jeres værelse?" spurgte en stemme. Rin og Brandon kiggede op og mødte bibliotekarens blik.

     "Ehm... Denne her," sagde Rin og viste hende billedet. "Bare meget mindre."

     Bibliotekaren kiggede på billedet, hvorefter hun begyndte at grine. "Ja ja, den er god med jer. Der er ingen dæmondrager over Jordens overflade. Og da slet ikke her på skolen. Det var sikkert bare en flagermus."

     "Rin blev lammet af den!" råbte Brandon.

     "Der er ingen dæmondrage på jeres værelse - det er indbildning. Det kan jeg forsikre jer. Stil hellere den bog på plads - lige nu."

     Brandon fnøs. "Kom, vi bliver nødt til at finde en, der kan hjælpe os med at få den af vejen."

     Han tog fat i bogen, og de gik nu rundt på hele skolen for at hive fat i lærerne.

     Bill: "Haha, hvis I havde en dæmondrage på jeres værelse, havde I begge to været døde lige nu."

     Chakralæreren: ... Gik bare fraværende sin vej.

     Matematiklæreren: "Statistisk set er der ingen drager her."

     Og sådan blev det ved... og ved...

     Til sidst sagde Brandon: "Vi splitter os op. Vi må da støde på en lærer, der vil tro på os! For fanden da!" Så gik han til venstre, og Rin gik til højre.

     Hun havde ikke engang gået to meter, da hun stødte ind i professor Ezavia.

     "Hvad er det, ingen vil tro på?" spurgte han.

    

 

Jeg sad og gemte mig i et af skolens mange hyggeafdelinger, hvor jeg havde gemt mig bag en solid mur af puder, hvor folk ikke kunne se mig fra gangen af. Jeg ville ikke have nogle af de piger på halsen, mens jeg lavede lektier.

     Så kom Brandon ind, jeg havde bedt ham om at komme for flere timer siden, men han var først dukket op nu.

     "Hvorfor kommer du først nu?" spurgte jeg.          

     "Jeg har ledt efter en lærer, der ville lytte til mig og Rin. Men der er ikke nogen."

     "Ja, det er nu meget trist," sukkede jeg. "Hvordan skal jeg nogensinde få talt med Catriana? Hun vil sikkert aldrig tilgive mig..."

     "Ved du hvad, James?" sagde Brandon. "Lad det alt sammen være lige meget! Hvis ingen tror på det, så fint. Så længe man selv ved, at der er noget, så er det vel lige meget, hvad andre tænker. Om det er dig, mig eller Rin, så gør det os ikke mindre sindssyge, at vi kan se noget, som ingen andre kan se. Hvis man SELV kan se det, er det lige meget, om andre ikke kan. Hvis man selv kan føle dets tilstedeværelse, så er det LIGEMEGET om folk tror, at man er sindssyg!"

     Pludselig gik der et lys op for mig. Han havde jo ret. Jeg rejste mig op. "Det er rigtigt, Brandon... Det er lige meget, hvad Bill eller Sally, Brianna eller Rin siger. Hvis jeg kan se det - og føle det, er det fuldstændig lige meget. For jeg ved, at der er noget."

     "Årh, tak, James, fordi du forstår mig. Vil du så hjælpe mig?"

     "Hjælpe dig med hvad?"

     "Med at finde en måde at fange dyret på?"

     "Hvad? Nej? Nej, jeg skal tale med Catriana!" Så satte jeg i løb.

     "Hvad?! Nej! Det kan du ikke, James! Du bliver bortvist!"

 

Jeg løb ned ad gangene med Brandon lige i hælene. Hvor var hun? Hvor var hun?

     Så fik jeg øje på hende. Hun stod lænet op ad væggen og læste i sin tabubog.

     "Hey, Catriana!"

     Der var ingen tvivl om, at læreren lidt længere nede ad gangen havde set det, og der var heller ingen tvivl om, at Bill brugte hver eneste voksen her på stedet som sine sladrefugle, men jeg var ligeglad. Det her skulle siges.

     "James, hvad laver du?" spurgte hun og skulle til at gå, men jeg tog fat i hendes hånd, jeg tillod hende ikke at gå. Hun så på mig - eller næsten på mig. Øjenkontakten var der NÆSTEN.

     "Jeg siger det, der skal siges," svarede jeg.

     "James, din idiot," hviskede Brandon bag os.

     "Catriana, jeg... jeg skulle ikke have kysset dig, det ved jeg, at jeg ikke skulle. Det var forkert, og det var dumt. Gammel vane, går jeg ud fra. Men Catriana, jeg kunne ikke lade være, for tanken om at kysse dig fyldte mig med glæde og lykke. Jeg har... kysset mange piger - eller jeg vil ikke sige mange piger, men et ok antal af piger, og mange af de kys har intet betydet, og det har pigerne heller ikke. Men du, Catriana. Du er anderledes. Jeg vidste, at det skulle være dig, det øjeblik jeg så dig - og jeg vidste, at det skulle være os, da vi havde haft vores første samtale. For... Catriana... Jeg elsker dig."

     Gud, hvor følte jeg mig akavet, som jeg nærmest var nede på knæ og talte op til hende, og hun nægtede at se på mig, men jeg kunne se chokket i hendes sorte øjne. Og jeg ved ikke, hvilket slags chok det var.

     Sig noget, sig noget, bad jeg.

     Sig...

     "James Cult, nu har du lavet rag i den." Jeg vendte mig om, der stod Bill. "Ikke engang to dage kunne du klare det. Tsk, Cult, du forandrer dig virkelig aldrig. Så må det jo desværre være sådan, at - " Jeg kunne se, hvordan han smilte djævelsk. Men han nåede ikke at fuldende sin sætning, for pludselig stod Catriana imellem os.

     "Du har ret, Bill," sagde hun. "Det ville sikkert være bedst at bortvise ham herfra. Jeg mener, han gør jo ikke noget specielt godt for skolen - som for eksempel alle sine topkarakterer. Men han er ikke lutter ligeglad og prettyboy. Fortæl mig ikke, at du aldrig har været ung, Bill."

     Bill var helt mundlam.

     "Verden er ikke sort-hvid, Bill," sagde Catriana. "Tjo, selvfølgelig er James en værre idiot overfor de fleste piger, han kan komme i nærheden af, men det var også ham, der hjalp mig med at finde denne her." Hun viste ham sin tabubog. "Og han er seksten. De fleste drenge er på denne her måde som sekstenårige. Sally Winters er en kælling, i øvrigt - og det er din niece også. Gæt, hvordan jeg ved det? Jeg er en pige, vi ved den slags. Og ved du hvad? Jeg elsker ham. Han er en idiot, men jeg elsker ham. Så hvis du bortviser ham vil DU hermed OGSÅ såre en pige. Undskyld mig."

     Og dermed gik hun sin vej, og vi kiggede alle måbende efter hende. Jeg kunne mærke, hvordan mine kinder blev varme.

     Hun elskede mig.

     Catriana elskede mig.

 

"Hmm... Så det er her, at I fik øje på denne dæmondrage?" spurgte Ezavia, som han spankulerede rundt i stuen. Rin stod og stirrede på ham. Det føltes ikke videre rart at have den mest hadede lærer på skolen på sit værelse.

     "Ja, det er det," svarede Rin. "Men vi har kigget overalt. Vi kan ikke finde dens tilholdssted."

     "Har I også kigget herinde?" spurgte Ezavia og pegede på døren ind til Catrianas værelse.

     "Cats værelse? Jeg regner da med, at hun ville opdage det, hvis hun havde en drage boende på sit værelse."

     "Jeg tænker også, at hun ville være meget bevidst om det." Ezavia åbnede døren, før Rin kunne protestere og gik ind på Catrianas enkle og opryddede værelse. Der inspicerede han i lidt tid, hvorefter han til sidst måtte trække skuffet på skuldrene. "Her er intet..."

     "Det... regnede vi heller ikke med, professor. Godt nok er hun en heks, men at have en dæmondrage på sit værelse..."

     "... Ville være helt naturligt," mumlede han og sukkede, hvorefter han gik imod døren ud til gangen. Men netop da kom Catriana ind ad døren, og da hun stod ansigt til ansigt med Ezavia, sendte han hende et ondt blik, mens hun bare så væk.

     Da hun lukkede døren efter sig, og kun hun og Rin var i rummet, spurgte hun: "Hvad lavede han her?"

     "Han eh... Skulle hjælpe os med at finde dragen."

     "Og fandt han noget?"

     Rin rystede på hovedet.

     "Godt..." sagde Catriana lettet.

     "Godt?"

     "Jep, jeg vil jo helst ikke have en drage på mit værelse, der spiser af mine pizzaer, vel, Rin," grinte Catriana. "Nå, jeg går ind og laver lektier." Så gik hun ind på sit værelse.

     I det samme kom Brandon ind. "Er Cat kommet?"

     "Ja," svarede Rin. "Hvorfor?"

     "Der er lige sket det sygeste..."

     "Fortæl."

     Brandon fortalte hende om alt, hvad der var sket. Rin måbede.

     "Så Cat... kan rent faktisk LIDE ham?"

     "Åbenbart... Nå, hvad med dragen?"

     Rin fnøs. "Jeg fik Ezavia herop, men han fandt ikke noget. Vi må vel bare vente og se."

 

Brandon opdagede lidt senere den dag, at han havde glemt sin trøje hos Rin. Så han gik tilbage. Rin var gået ned til aftensmad, og han skulle møde hende dernede. Han gik ind på hendes værelse og fandt sin trøje, hvorefter han skulle lige til at gå igen, da han hørte Catrianas stemme inde fra sit værelse af:

     "Jeg er ligeglad."

     "Det burde du ikke være," sagde en kryptisk stemme.

     "Og det siger du, hva'? Dig, der VISER dig frem for mine skolekammerater. Du burde være mere forsigtig! Du blev set af hende! Det var et mirakel, at sagen blev dysset ned, tænk hvis alle havde opdaget, at du var her, så ville folk også... regne resten ud..."

     Brandon havde ikke lyst til at høre mere. Catriana var ikke en gal type, der snakkede med sig selv. Hun snakkede med... nogen. I chok styrtede han ud af rummet.

 

Det var aften. Jeg var ikke gået ned til aftensmad. Rygtet blev spredt lynhurtigt. James Cult blev ikke bortvist, fordi han blev reddet af en pige. Og ikke hvilken som helst pige, men Catriana Cyston, den eneste pige her på skolen, der nogensinde havde sat ham på plads.

     Jeg sukkede - og rødmede igen. Catriana elskede mig. Hun havde selv sagt det. Hun elskede mig.

     "Hej, James," lød en stemme ved min side. Jeg vendte mig om og så ingen anden end Catriana. Jeg rødmede stort.

     "Hej," sagde jeg bare. Catriana satte sig ved min side.

     "Jeg løj," sagde hun så. Selvom hun ikke sagde om hvad, så vidste jeg det.

     "Nå..."

     "Jeg... elsker ikke folk, James. Men jeg vil ikke have dig bortvist, for jeg kan godt lide dig."

     Hun så på mig, og jeg så på hende. Vi havde næsten øjenkontakt. Hendes sorte øjne var så smukke.

     "Men... måske med tiden...?" spurgte jeg så. "Eller... "

     "Nej, James," sagde Catriana. "Aldrig. Det kommer aldrig til at ske. Jeg kan ikke være sammen med nogen, nogensinde, ingen."

     "Ingen?"

     "Ingen."

     "Hvorfor?"

     "Det er min egen sag. Jeg siger bare, at du må finde en anden at være forelsket i, for jeg er ikke den rigtige for dig. Lyt hellere til Rin og Brandon end til dig selv. Dit hjerte vælger forkert. Jeg håber, at vi kan være venner, men det bliver aldrig mere end det."

     Så rejste hun sig op, og uden at se sig tilbage gik hun bare ned ad gangen. Jeg sad og så efter hende, rødmende, da Brandon pludselig satte sig ved min side.

     "James, jeg skal fortælle dig noget."

     "Hvad?" spurgte jeg, stadig med blikket på Catriana.

     "Det... det er vigtigt. Det handler om Cat."

     Jeg så på ham med undrende pande. Om Catriana? Derefter vendte jeg blikket imod Catriana, der forsvandt, mens Brandon fortalte.

 

 

 

    

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...