Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3863Visninger
AA

5. Episode 4: "Ku Klux' Café"


 

Rin bevægede sig med kække skridt hen over græsplænen med resten af skolen følgende trop. Hvilket vil sige os, der gad at følge med. Brandon, Catriana og jeg går lige bag hende. Jeg var lettere nervøs for, hvad hun ville vise os. Var den blevet helt forfærdelig?

     Vi kom til den lille lavloftede bygning midt på græsplænen ved søen. Et tæppe dækkede indgangen.

     Rin stillede sig ved lagenet og så tilbage på os med et stort smil: "Kære medelever," sagde hun højtideligt. "Efter mange dages hårdt arbejde - "

     "Hun lavede ikke en skid," mumlede Brandon til mig. "Hun hang ud sammen med mig dag ud og dag ind."

     " - Og nu har vi endelig resultater," fortsatte Rin. "Og det er med stor glæde, stolthed og tilfredshed, at jeg nu vil præsentere jer  for - "

     Hun tog fat i lagenet og hev det væk, så vi nu kunne se den store glasdør og skiltet over den, hvor der stod den nye cafés navn. Vi spærrede øjnene op og måbede, alle som en.

     "Ku Klux' Café," sagde Rin.

 

Lad mig lige forklare.

     For fire dage siden havde vi en helt fin kantine inde på skolen, hvor vi alle sammen sad og spiste vores morgenmad. Men så fik Rin at vide om Catrianas og min date her i weekenden. Det endte ikke særlig godt, og hun hidsede sig mere og mere op midt inde i kantinen, og det endte med de største katastrofer, jeg længe havde set. Der kom jordskælv, store klippeblokke stak op af gulvet, loftet blev godt forkullet af ilden, hun fremmanede, og ikke nok med det rejste alt flydende sig fra deres beholdere og gjorde alle drivvåde og ødelagde alt.

     Resten af dagen brugte Bill og en del andre på at forsøge at få det hele ordentligt igen. Men desværre var det umuligt at rette op på igen, ikke engang Rin kunne få det ordentligt igen.

     Så Bill besluttede sig for, at vi bare skulle lade rummet være og få os en ny kantine. Det endte med, at Rin fik ansvaret for en helt ny café ude på græsset som straf.

 

Ikke lang tid efter var caféen fyldt med meget skeptiske elever, der sad og fik serveret deres morgenmad.

     Vi fire sad ved et bord ved vinduet. Rin var helt oppe og køre over det, mens vi andre ikke rigtig kunne fatte, om det her var seriøst eller en joke.

     "Så... er navnet midlertidigt?" spurgte Brandon.

     "Nej... hvorfor skulle det være det?" spurgte Rin.

     "Ku Klux' Café?" sagde jeg. "Er du seriøs? Hvorfor dog kalde den det?"

     "Se det er ment som en joke," sagde Rin og tog en tår af sin juice. "Kan I ikke se det?"

     Vi rystede alle sammen på hovedet.

     Rin himlede med øjnene. "Her sidder vi alle sammen, et hav af magiske racer blandet sammen samme sted og kan leve sammen uden problemer (der lød et host fra Catriana). Der er ingen forskelsbehandling."

     "Hey, jeg kan da huske, dengang du og Brandon - " startede Catriana, men Brandon afbrød hende.

     "Jamen hvorfor så kalde den Ku Klux' Café? Det er da for åndssvagt."

     "Det er ment som en hån. Som for at vise, at vi er kommet over alt det med racisme og Den Mørke og Den Lyse Slægt og sådan."

     "A'hva'?" spurgte jeg.

     De andre tre vendte blikket mod mig.

     "Eller har du måske en anden overbevisning? Er vi måske stadig komplet racistiske overfor hinanden?"  

     "Nej men eh... hvad er Den Mørke og Den Lyse Slægt?"

     De blev helt tavse alle sammen og gloede vantro på mig.

     "Er Celina ikke et rent Lyst Væsen?" spurgte Brandon.

     "Jeg ved ikke, hvad du mener..."

     "Den Lyse Slægt og Den Mørke Slægt, James!" sagde Rin. "Har du aldrig hørt om det? Seriøst?"

     "Nej, aldrig! Er det almen viden?"

     "Ja!"

     "Nå, men hvad er det?"

     "Den Lyse Slægt er alle Lysvæsner," svarede Catriana. "Og Den Mørke Slægt er alle Mørkevæsner."

     "Og de kan alle sammen spores tilbage til de to Overherrer," fortsatte Brandon. "Mørkets Far og Lysets Far. De eneste to, som er så magtfulde, at de selv eksisterer i de umagikyndiges verden."

     "Er det Djævelen og Gud eller sådan noget...?" mumlede jeg spøgefuldt.

     De nikkede alle tre. Jeg måbede.

     "Seriøst?" De nikkede igen.

     "Den Mørke og Den Lyse Slægt er udsprunget af de to. Mange er blevet blandet sammen nu, så der er en del racer, der hverken er Lyse eller Mørke som for eksempel dig, James og mig og Brandon. Catriana er en heks, hun er altså af Den Mørke Slægt. Og det samme er vampyrer, varulve, andre troldfolk og faldne engle. Og engle, feer, helbredere osv. er af Den Lyse Slægt."

     Jeg sad bare og syntes, hvordan det hele pludselig blev lidt mærkeligt. Pludselig så jeg hele verden i et nyt lys. Og hvordan alle skyndte sig ud, da det ringede til time.

 

Rin gik ned ad gangen imod klasselokalet, hvor hendes første time foregik. Catriana indhentede hende.

     "Rin, jeg fik slet ikke snakket med dig," sagde hun.

     "Hvad vil du snakke med mig om?"

     "Om eh... James."

     "Åh gud, hvad har den stakkels dreng nu udsat dig for?"

     "Ikke noget. Det er bare, vi skal ud på vores eh... udflugt i eftermiddag. Tror du, at James ser på det som en date?"

     "Eftersom han kaldte det en date da I aftalte det, tror jeg han ser ret så meget på det som en date."

     "Nå..."

     "Hvad er der galt i det? Du er seksten, du er gammel nok til at komme på date, og hvis James ikke kan styre sig, så skal jeg nok sende en tsunami efter ham."

     "Nej... det er ikke det..." mumlede Catriana.           

     "Hvad er det så?"

     "Det er... ikke noget."

     Rin stirrede undrende på hende. "Du er så mystisk..."

     "Du er altså også ret mystisk," gav Catriana hende igen. "Dig og den café dér. Du ved da udmærket godt, at folk ikke er kommet over de dér to slægter endnu."

     "Ja, det ved jeg, men der hvor jeg kommer fra, så er det altså ikke sådan her."

     "Hvor kommer du da fra?"

     "Det... kan jeg ikke fortælle dig."

     "Se! Du er vildt mystisk!"

     "Ikke lige så mystisk som dig! Jeg ved ikke en eneste ting om dig og din fortid!"

     "Hvis du viser mig din, viser jeg dig min," sagde Catriana.

     "Jeg har ikke lyst til at vise dig min."

     "Jeg har da heller ikke lyst til at vise dig min."

     "Så er vi altså enige?"

     "Jep."
     "Godt."

     "Godt."

     Og så gik de hvert til sit.

 

"Den Mørke og Den Lyse Slægt," sagde Ezavia, da Rin var til dagens sidste time i Magiens Historie. "Er der nogen, der kan forklare mig, hvordan disse to slægter identificeres?"

     Der var en masse håndsoprækninger, blandt andet Rin. Ezavia tog en lille fyr bagerst i klassen.

     "Den Mørke Slægt udfører mørk magi, og Den Lyse Slægt udfører Lys magi."

     "Godt, og er der nogen, der så kan fortælle mig, hvordan disse to Slægter blev til?"

     Rin rakte hånden op, og hun blev taget. "Himmelkrigen for tre tusind år siden. Dengang der kun eksisterede englene og menneskerne. Men nogle af englene gjorde oprør, og Lysets Overherre forvandlede dem til faldne engle og lederen til Djævelen."

     Ezavia nikkede. "Djævelen var dum nok til at tro, at han kunne overvinde Lysets Herre. Og den dag i dag foragter de to stadig hinanden som døden - og ligeså gør deres to Slægter. Det er ikke noget, man spøger med."

     Han sendte Rin et ondt blik. Rin så koldt på ham.

     "Nogle gange er spøge den bedste måde at komme over ting på," sagde hun.

     "Min mor blev engang bidt af en vampyr," påpegede drengen fra bagerst i rummet. "Hun var af Den Lyse Slægt indtil det tidspunkt."

     "Min onkel blev engang overfaldet på åben gade af en gruppe engle," påpegede en ved siden af Rin. "Bare fordi han var en djævel."

     "Djævle fortjener det efter Himmelkrigen," sagde drengen nede bagerst.

     Og pludselig brød diskussionen ud i klassen. Rin sad og prøvede at lukke det ude, mens hun lavede kruseduller i sit noteshæfte. Ezavia sad og nynnede tilfredst oppe ved katederet.

 

"Havde du Ezavia i dag?" spurgte Catriana, som vi sad i bussen på vej ned til byen efter skole.

     Jeg rystede på hovedet. "Nope. Havde du?"

     Catriana nikkede. "Han er forfærdelig."

     "Det er der jo ikke noget nyt i."

     "Han begyndte at snakke om de to slægter. Han opildnede klassen til at mindes, hvorfor de to slægter hader hinanden. Det er forkert."

     "Det er vel bare på grund af den café," sagde jeg.

     "Det er ikke nogen synd at kalde en café for "Ku Klux' Café!" snerrede Catriana.

     "Ku Klux' Café?" lød en stemme bag os. "Som I Ku Klux' Klan?"

     Vi vendte os om. I sædet bag os sad en gammel kone.

     Vi nikkede.

     "Og der er nogen, der har haft den frækhed at opkalde deres café efter den?"

     "Ja - og hvad så?" sagde Catriana.

     "Og hvad så? Ku Klux' Klan hang mennesker bare på grund af deres hudfarve."

     "Datid," brummede Catriana. "Det foregår ligesom ikke længere." Så vendte hun sig væk fra damen.

     "Så... hvilken side er du på?" spurgte jeg Catriana.

     "Hvad mener du?"

     "Det er forståeligt nok med Rin, når hun ikke er af nogen af Slægterne. Men du er jo... du er jo heks. Du er et rent medlem af Den Mørke Slægt. Hvorfor er du så...?"

     "Det er ikke så enkelt," brummede Catriana.

     Og så talte vi ikke mere om det.

 

Efter skole havde Rin meldt sig til et spinkelt forsøg på at få det årlige teaterstykke i gang igen. Der havde ikke været noget de sidste fem år, fordi ingen havde meldt sig. Men i år så det positivt ud. Ti havde da meldt sig. Og det blev arrangeret af den mest optimistiske lærer på skolen.

     "Så, jeg har udtænkt et lille stykke til i år," sagde Helena Biggledorf, som hun hed. "Et stykke, der skal fortælle, hvordan vi ikke er så forskellige fra hinanden. Rin, du kan jo godt lide at synge, så jeg tænkte, at du kunne synge denne sang." Hun rakte et stykke papir frem imod Rin.

     "Det er jo ikke K-pop," mumlede Rin.

     "Hvad?"

     "Ikke noget."

     Helena begyndte at dele manuskripterne ud til gruppen.

     Hele gruppen blev bleg.

     "Hvorfor giver de hånd?" spurgte en.

     "Fordi de har sluttet fred. Krigen er ovre," svarede Helena

     "Der står her, at min rolle redder en djævel fra at blive skudt af en pil. Som om det nogensinde ville ske."

     "Hey, hvorfor er min rolles kone en fe, når han selv er en troldmand? Det ville ingen da gøre."

     "Det er et stykke, der skal vise, hvordan vi ikke er så forskellige fra hinanden," gentog Helena.

     "Men det er vi jo. Og det hjælper ikke rigtig på noget, at Rin har døbt sin café efter Ku Klux' Klan."

     Rin rejste sig op og så tilbage på de andre. "I bliver virkelig nødt til at komme over det. Det var en joke!"

     "En temmelig dårlig joke."

     "Først ødelægger du vores kantine, og så får du hele skolen i krig bagefter."

     "Hvad?! Det er da jer, der får hele skolen i krig med at - årh... lige meget. Men ærlig talt... I har ingen grund til at hade hinanden."

     "Det kan du sagtens sige, du er en betvinger, du har ikke lidt på grund af Overherrerne. Er du klar over, hvad vores Slægter har været ude for?"

     "Selvfølgelig er jeg da klar over det - men det hele er jo fortid."

     "Intet af det er fortid! De to overherrer lever begge endnu og hader stadig hinanden inderligt. Og så længe de gør det vil vi gøre det samme."

     "Du mener så længe Djævelen bliver ved med at genere Lysets Herres veje," snerrede en.

     Nu rejste mange sig op. "Gentag det."

     "Årh, spil ikke dum. Vi ved alle sammen, hvad Djævelen gør i det skjulte. Kidnapper vores døde og gør livet surt for vores levende."

     Og så sprang de nærmest på hinanden. Rin måtte skynde sig at rejse en mur af klippe imellem dem, så de ikke slog hinandens tænder ud.

     "Nå, men jeg tror også, at det er nok for i dag," sagde Helena og kiggede på sit armbåndsur. "Ti minutter... ja... det holder. Næste gang prøver vi at få det op på en time, ikk' oss'? Ses om en uge." Så hastede hun ud af salen.

 

Catriana og jeg gik ned ad de stille gader i storbyen. Vi gik ind i boghandel efter boghandel og ledte i alle hjørner efter Catrianas tilsyneladende temmelig upopulære bog.

     "Jeg tror altså ikke, at den er her, Catriana," jamrede jeg, som vi gik ned ad den højst trafikerede hovedgade.

     "Det må den være... Det må den virkelig..." mumlede Catriana.

     "Hvorfor er det nu, at du ikke bare beder dine forældre om at sende dig dit eksemplar? Det kan man altså godt."

     "Det kan jeg ikke."

     "Jeg kan godt hjælpe dig med det, hvis det er..."

     "Nej... jeg mener... jeg kan ikke bede mine forældre om at sende mig den."

     "Hvorfor ikke...?"

     "Det er... kompliceret."

     "Hør, jeg bryder mig heller ikke om Celina, men altså... man må bare holde det ud. Altså... forældre er skideirriterende, men de er trods alt kun til for at hjælpe en på vej."

     "Tja... sådan er mine forældre ikke," sagde Catriana. "Jeg kan ikke bede dem sende den bog. Det... kan jeg bare ikke. Det er for sent nu."

     Gud, hvor ville jeg ønske, at hun uddybede sig lidt mere omkring den slags ting, men hun sagde ikke mere, og jeg holdt min kæft. Men hun fik alligevel mit hjerte til at banke hurtigere og hurtigere. Det sorte tykke hår og de nedadvendte sorte øjne...

     Nå, men jeg besluttede mig for at spørge om vej.

     "Kender du en boghandel, som sælger lidt mere... anderledes bøger?"

     "Prøv Balthazars."

 

"En boghandel, der sælger den slags bøger, som måske er tabu de fleste andre steder?"

     "Prøv Balthazars."

 

"Bare en lille sød upopulær boghandel..."

     "Balthazars."

 

"En boghandel for typer som hende dér."

     "Ja, det passer på Balthazars."

 

"Du James..." sagde Catriana efter ikke at have nået nogen resultater på en hel time.

     "Ja?" sagde jeg uskyldigt.

     "Jeg tror, at Balthazars ville være oplagt."

     "Hvorfor tror du det?"

     Catriana lagde hovedet på skrå og hævede øjenbrynene.

     Jeg sukkede. "Helt ærligt... kan vi ikke bare glemme det?"

     "Hvad er der så slemt ved Balthazars?"

     "Det er bare... den er... skræmmende. Og ham oldingen, der har den er... endnu mere skræmmende. Og mærkelig. Vi går alle i en stor bue udenom den."

     "Har du overvejet, at det måske er derfor, at Balthazars er oplagt?" spurgte Catriana og lagde armene over kors. Jeg stod og forsøgte at komme på modargumentet, men gav så op og trak på skuldrene.

     "Så bliver det Balthazars..."

 

Balthazars var en lille boghandel i en gyde, og ingen lagde mærke til den, medmindre de vidste, at den var der. Og det gjorde hele byen. Men alle ignorerede dens eksistens.

     Catriana stirrede betaget på det store hus klemt sammen mellem de to lejligheder.

     "Er det absolut nødvendigt...?" mumlede jeg.

     "Jeg må have min bog, jeg klarer ikke en dag til uden den." Catriana gik indenfor.

     "Jeg håber, at det er en virkelig god bog," mumlede jeg og fulgte efter.

     Butikken indenfor var højloftet med en balkon ude langs siderne og reoler i massevis og en støvet disk overfor os. Catriana måbede.

     "Jeg elsker allerede det her sted," hviskede hun.

     Jeg svarede ikke. Det var vist bedst at lade være.

     "Jamen om det ikke er kunder," lød en kryptisk stemme henne fra en eller anden skygge af. "Børn endda... hvad vil I her?"

     "Eh... købe en bog?" sagde Catriana.

     Frem af skyggerne kom en gammel skægget olding med en stok. Så sprang han frem i et stort smil. "Strålende! Uh, det har jeg ikke haft i årtier! Årtier, siger jeg jer! Så, hvilken bog leder I efter?"

     "Helvedets flammer," sagde Catriana.

     "Sig en anden bog."

     "Det er den bog, jeg leder efter. Det er den eneste bog, jeg vil have."

     Balhazar sukkede. Så nikkede han. "Den er vel ovre i afdelingen herovre. Følg med mig."

     Og så gik de to ind i skyggerne. Jeg valgte at blive tilbage. Gud, hvor ville jeg gerne vide, hvad der var ved den bog.

 

"Burde vi ikke holde os væk fra den café?" klagede Brandon, som han og Rin gik tilbage mod KK's Café for at spise noget eftermiddagskage.

     "Nej, jeg elsker den café," sagde Rin stædigt.

     "Men alle andre hader den jo... og de hader dig."

     "De skal nok komme til at elske den, bare vent og - " Rin bremsede op og spærrede øjnene op, da hun så, hvordan en flok unger stod og kastede rådne æg og tomater mod skiltet over caféens indgang.

     "HEY!"

     Alle ungerne vendte sig om mod Rin.

     "Der er hun!"

     "Det er Rin!"

     Og pludselig blev der kastet et hav af rådne æg og tomater på Rin. Hun skreg og faldt baglæns ned i græsset. Brandon hjalp hende op og stå.

     "Lad os gå..." sagde han.

     "Kommer ikke til at ske," sagde Rin rasende. Så trampede hun hårdt i jorden, så den rystede og slog revner mod børnene, der alle faldt om. En af dem faldt med ansigtet først ned i en sten, der skød op af jorden.

     Rin stivnede. Det samme gjorde alle de andre børn. Så gloede de anklagende på Rin.

     "I startede," mumlede Rin og rødmede.

 

"Fandt den!" lød Catrianas lykkelige stemme ovre fra nogle boghylder af.

     "Bogen?" spurgte jeg.

     "Ja, bogen!" sagde Catriana og kom løbende imod mig. Hun viste mig en slidt lille bog, som egentlig ikke viste noget på forsiden andet end titlen "Helvedets flammer."

     "Må jeg...?" sagde jeg og rakte ud efter den, men Catriana trak den ind til sig og gik hen imod disken.

     "Hvor meget skal du have for den?" spurgte hun Balthazar, der sad med en gammel avis.

     "Når du køber sådan en forbudt bog må du få den gratis. Det er en bedrift i sig selv."

     "Virkelig?"

     Han nikkede.

     "Tak!" Catriana var vildt glad nu, og det gjorde mig glad at se hende storsmile på den måde. Hun vendte sig væk fra ham og gik hen til mig. Hun faldt mig om halsen. "Tak, fordi du tog med mig herud, James. Det betyder meget."

     "Eh... det var så lidt," stammede jeg og rødmede stort.

     "Men en ting, før I går," sagde den gamle så, og vi vendte os begge mod ham. "Der venter jer store ting. Især dig, Catriana, du må passe på, hvad du gør i fremtiden. Og der er skam også store ting i vente for dig, James. Så vær på vagt, begge to." Så bakkede han tilbage i skyggerne.

     Vi stod og stirrede.

     "Det er derfor, at vi undgår denne butik," hviskede jeg.

     "Skal vi flygte?" hviskede Catriana. Jeg nikkede.

     Vi skyndte os ud.

 

Healeren dyppede en våd klud mod drengens pande.

     Rin og Brandon stod ved hans seng i hospitalsfløjen alene, fordi de var blevet beordret til det af Bill.

     Drengen sad surmulende. "Det er også på grund af den café..."

     "Du skal ikke beskylde min café for noget...!" snerrede Rin.

     "Så? En eller anden, fortæl mig, hvad der er sket," lød Bills stemme, som han kom marcherende ind i hospitalsfløjen.

     "Den dreng og en masse af hans tåbelige venner kastede æg og tomater på min café!" sagde Rin.

     "Ja, hvorefter den galning lavede et jordskælv," sagde drengen.

     Bill så på Brandon. Brandon nikkede.

     "Så er det afgjort," sagde Bill. "Rin, du omdøber den café til noget andet. Det er også for tåbeligt at kalde den sådan noget - selv når det er for sjov."

     "Men..."

     "Sådan bliver det, Rin Lee!" Så marcherede han ud igen.

     Drengen så hånligt på Rin. Rin lignede en, der kunne slå ham hårdt. Brandon trak hende derfor med ud.

     "Det er ikke retfærdigt!" skreg Rin.

     "Lav nu bare det navn om," sagde Brandon træt.

 

Catriana og jeg havde anbragt os på en café i byen, hvor vi bestilte nogle burgere til aftensmad.

     Catriana sad og bladrede tilfredst rundt i sin bog, og jeg betragtede hende bare. Det gjorde mig glad at se hende så lykkelig.

     Så ringede min telefon. Jeg tog den.

     "Ja?"

     "James, det er Brandon."

     "Hvad er det, Brandon?"

     "Det er Rin..."

     "Hvad er det med Rin?"

     "Hun er komplet ulykkelig, hun skal skifte sin cafés navn ud, for hele skolen foragter hende på grund af den."

     "Det er vel også det bedste. At kalde caféen det var da også det mest åndssvage, jeg længe har hørt om."

     "Men... I bliver altså nødt til at komme hjem! NU! Jeg kan ikke holde ud, at hun er så ulykkelig, og jeg tør ikke engang tænke på, hvordan hun er, når navnet først er skiftet om. Lov mig, at I skynder jer."

     "Vi skynder os," mumlede jeg.

     Så lagde vi på. Catriana så stadig ned i sin bog, da hun sagde:

     "Så Rin må opgive sin café?"

     "Jep."

     "Det var synd."

     Jeg grinte.

     "Jeg er seriøs."

     Jeg måbede.

     "Tænk, at den slags stadig bliver knust. Ku Klux' Klan har ikke været aktive i virkelig mange årtier nu, og stadig opfører folk sig, som om det kun var i går. Og så alt det med Den Mørke og Den Lyse Slægt. Folk må altså se at vokse op og få lidt perspektiv."

     Jeg valgte at ignorere det. "Så... hvad er der med den bog, som betyder så meget for dig?"

     Det valgte Catriana til gengæld at ignorere.

 

Tilbage på skolen var Rin nu ved at kravle op ad stigen op til skiltet med to store malerbøtter. Brandon stod nede på jorden og betragtede hende. Han kunne ikke rigtig se, hvad hun rettede navnet til, fordi hun bevidst forsøgte at fylde det hele. Efter ti minutter flyttede hun sig væk. Brandon måbede. Nu var skiltet rettet til: "Kuk Kuks Café."

     "Rin..." sagde han. Rin gik bare koldt ned fra stigen og sagde ikke et ord til ham, som hun gik væk. Brandon så efter hende, hvorefter han kiggede på skiltet. Så sukkede han.

     "Tja... det er vel bedre end Ku Klux' Café."

     Så gik han med hende.

 

Efter vores aftensmad var Catriana og jeg nu på vej hjem. Ganske roligt gik vi ned ad gaden mod busstopstedet. Catriana læste stadig i sin bog.

     "Så... den dér bog..." forsøgte jeg igen.

     Catriana sukkede og lukkede bogen i. Så kiggede hun skævt på mig med et lille smil. "Okay okay."

     Jeg smilede stort.

     "Det var en gave fra min far," sagde hun så. Så sagde hun ikke mere.

     "Er der ikke mere? Er det bare det?"

     Catriana nikkede. Så rakte hun mig bogen. Jeg tog imod den og bladrede lidt i den. Jeg måbede. Det var en Mørk Bog. En virkelig Mørk Bog. Eller... det var som Bibelen bare med... en komplet anden synsvinkel til alle tingene.

     "Catriana, hvad er...?"

     Catriana rystede bare på hovedet, som for at sige, at hun ikke ville forklare sig yderligere. Og da indså jeg, hvor forfærdelig gådefuld den pige var, og hvor meget jeg elskede hende for det.

     Og helt uden at tænke over det lænede jeg mig frem imod hende og kyssede hende direkte på munden.

     Det føltes, som om kysset varede en hel evighed. Bare hendes læber mod mine. Men det varede vist kun et sekunds tid. Så trak Catriana sig tilbage og gav mig en ordentlig lussing.

     Jeg tog mig til kinden og glippede med øjnene. Og jeg så hende marchere væk.

     Jeg var en idiot.

 

Rin, Brandon og Catriana sad nu i den omdøbte café. Folk virkede langt mere tilfredse med at være herinde nu, hvor den var ganske normal. Godt nok sagde navnet noget andet, men altså... hvad kan man gøre?

     Rin sad og nippede til sin sodavand. "Det var et perfekt navn til at identificere vores skole..." mumlede hun. "At gøre nar af nogle racister, når vi sidder så blandede alle sammen. Og så ødelægger folk det bare ved at være så forbandede fordomsfulde."

     "Ikke for noget, Rin," sagde Catriana surt. "Men du var jo..."

     "Jeg ved det godt, Cat," sagde Rin grådkvalt. "Og det undskylder jeg dybt, men jeg har personlige erfaringer med hekse, og dem jeg har mødt har ikke været gode folk. Hvis bare du vidste..."                    

     "Men det gør jeg ikke," snerrede Catriana og tog en tår af sin kakao.

     "Rin, se nu at komme over det," sagde Brandon. "Hvorfor skulle du også døbe den café det? Kan du da slet ikke regne ud at - "

     "Hvor jeg kommer fra er tingene ikke på den her måde. Hvor jeg kommer fra, er verden regnbuefarvet ("Der lyder dejligt," mumlede Catriana), og vi accepterer alle. Der har hverken Den Mørke eller Den Lyse Slægt nogen magt eller nogen indflydelse."

     "Hvor er det helt præcist, at du kommer fra?" spurgte Brandon.

     "Du har alligevel aldrig hørt om det," sagde Rin og drak af sin sodavand.

     "Mystiske lille Rin," sagde Catriana koldt og bladrede i sin bog.

     Både Rin og Brandon så på hende. "Hvorfor er du så sur?" spurgte Rin.

     Catriana svarede ikke. I det samme kom jeg ind ad døren til min store fortrydelse. Da Catriana så mig rejste hun sig op og stormede forbi mig ud af caféen.

     Brandon og Rin stirrede på mig.

     "Jeg kyssede hende..." sagde jeg. "På munden."

     Rins skuldre sank. "Det gjorde du vel ikke..."

     "Jo... det gjorde jeg..."

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...