Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3872Visninger
AA

4. Episode 3: "Forbudt område"

 


 

Vi fire (Brandon, Catriana, Rin og mig) havde kun et fælles fag - nemlig Racer. Et af de mest nederen fag på skemaet. Det går egentlig bare ud på at få så meget viden om ens egen race og tilhørende magi som muligt. Men vi satte nu pris på det alligevel, fordi det var det eneste tidspunkt på ugen, hvor vi var sammen i skoletiden.

     Men læreren var denne her gamle skid som også underviste i Stavning (De almindelige fag blev ikke udelukket, men vi havde som regel kun en time med dem om ugen) og Magiens Historie - han havde et temmelig ondt øje til Catriana fordi hun var heks og han selv var en engel. Hans navn var Yris Ezavia - vi gjorde altid nar af det.

     Men han elskede Brandon, fordi Brandon var en fedterøv, der altid gjorde, som lærerne sagde, altid fik høje karakterer, altid var flittig og gav dem komplimenter, hvis de havde fået nye sko.

     "Jeg magter ikke Racer," mumlede Catriana.

     "Du magter ikke Ezavia," sagde Rin.

     På vejen ind snublede Brandon pludselig over et eller andet, og før nogen af os vidste af det, lå han fladt ned på gulvet. Jeg kiggede efter det, han var faldet over og fik øje på en lang kattehale.

     "Miav," sagde halens ejer flabet. Vi vidste alle sammen godt, hvem de var. Fire drenge, der var det modsatte af Brandon: Direkte ballademagere. Ham, der spændte ben... hale... for Brandon var neko - hvilket vil sige kattemutant.

     "Hey," snerrede Brandon.

     "Sæt jer ned deroppe," påmindede Ezavia oppe fra katederet af. Brandon og jeg satte os ned bagerst.

     "Jeg er så glad for, at jeg ikke er ballademager," mumlede Brandon.

     "Øh..."

     "Ellers ville jeg være tvunget til at sidde sammen med dem hver eftermiddag til eftersidning."

     "Årh hold da op, du er ildbetvinger, bare gril dem."

     Brandon fnøs. Men jeg vidste godt, at han var hunderæd for dem.

     Timen gik laaaaangsomt. Vi sad egentlig bare og hørte på, mens Ezavia gennemgik nymferacerne. Bagefter skulle vi skrive en kort rapport om vores egen races unikhed. Da Ezavia kom hen til os, rakte vi ham vores rapporter med et smil. Jeg tror, at Brandon mente smilet alvorligt, jeg gjorde det bare for ikke at virke som en nar ved siden af ham.

     "Flot som altid, Michigan," roste Ezavia. "Cult, du kan ikke engang stave formskifter rigtigt."

     "Måske er det, fordi du stinker som stavningslærer," lød en flabet stemme bag mig.

     Både Ezavia og jeg gloede forbløffet på Brandon, der chokeret tog sig til munden. Sagde han lige det, jeg tror, han sagde?

     "Undskyld mig?" stammede Ezavia.

     "Brandon?" mumlede jeg.

     Brandon åbnede munden, og jeg var hundrede procent sikker på, at han ville sige undskyld for sin udtale, men i stedet sagde han: "Og dine sko er grimme. Det her er altså ikke det 18. århundrede." Han tog sig igen til munden, som om han ingen kontrol havde over, hvad han sagde.

     "Hvad sagde du?!" hvæsede Ezavia. Det fik alle sammen til at kigge hen imod os. Catriana og Rin fattede nada.

     "Øh... jeg sagde..." startede Brandon i et virkelig undskyldende tonefald, men så skiftede hele hans tonefald, da han fortsatte: "Det rager ikke dig, din gamle ged."

     Og så brølede Ezavia det, som vi havde hørt ham brøle en million gange før, men ingen af os havde nogensinde forestillet os, at det ville blive overfor Brandon: "Eftersidning!"

 

"Hvad skete der lige for dig dér?" spurgte Rin, så snart vi havde en chance for at snakke.

     "Jeg ved det ikke," sagde Brandon. "Det var bare, som om der var et eller andet, der kontrollerede min mund til at sige de ting, jeg mente det overhovedet ikke!"

     "Har du overvejet, at du måske bare er begyndt at sige, hvad du tænker?" foreslog Catriana.

     "Men jeg kan godt lide hans sko!"

     "Okay, der er helt klart et eller andet galt med dig," sagde jeg. "Måske skal vi få dig til sygeplejersken."

     "Nej... jeg skal til eftersidning..." sagde Brandon slukøret og så hen på de fire drenge, der sad og skraldgrinede over Brandons skider.

 

Videnskab var en af de normale fag. En ugentlig lektion, hvor jeg var så heldig at være der sammen med Catriana. Og hverken Rin eller Brandon havde det på samme tid som mig, så det var kun mig og hende. Men hun plejede desværre at undgå mig, når vi var alene, selvom jeg altid brugte alle metoder til bare at få hende til at sige et ord til mig.

     "I skal i dag i grupper lave research på himmelrummets magiske effekt," sagde læreren - som alt andet på denne her skole blev magi altid blandet ind i det normale. "I er i par to og to - og jeg vil ikke have indvendinger!"

     Han begyndte at læse op. Jeg sad og skimmede klassen for at se, hvem jeg ville hade at være sammen med og hvem jeg ville elske. Jeg ville hade at være sammen med dem alle sammen... undtagen Catriana.

     "Catriana Cyston og James Cult," læste læreren op.

     "Yes!" jublede jeg - måske lidt for højt. Et par fnes. Catriana skulede ikke til mig, men jeg vidste, at hun ville have gjort det, hvis hun var typen, der så på folk.

     "Jeg vil ikke snakke om andet end opgaven," sagde Catriana som det første, da vi havde anbragt os ved et af bordene udenfor. "Er det forstået?"

     "Det er superforstået," sagde jeg med et smil. Jeg var så lykkelig lige nu.

     "Okay - ved du noget om det her shit, for jeg fatter intet af, hvad der står i de her bøger."

     "Tjo... rummet laver vist en eller anden effekt på varulve eller sådan noget... siden de bliver forvandlet hver gang det bliver fuldmåne. Og... øh... jo, der er nogle racer, der bliver stærkere, hvis planeterne står på linje."

     "Jeg tror også, at hekse er påvirket af natten," sagde Catriana. "Mine kræfter virker i hvert fald bedre om natten end om dagen - nogle gange."

     "Hekse er jo også nattens væsner, som man kalder dem."

     "Hvad?"
     "Du ved, der er visse racer, som man kalder nattens væsner. Det er bl.a. hekse, faldne engle, djævle, vampyrer og varulve."

     Catriana fnes. "Typisk."

     "Hvad?"

     "Ikke noget." Catriana var stille i et par sekunder, hvor hun læste i bogen, vi havde fået udleveret. Så kiggede hun op. "Der står også, at nogle får deres magi senere i deres liv, fordi universet giver det til dem. Måske et metafor fra rummet eller en speciel og anderledes begivenhed. Er du født med dine evner, James?"

     "Ja, det regner jeg i hvert fald med. Hvad med dig?"

     "Altså, jeg opdagede først, at jeg havde dem som fjortenårig, men ja... jeg har vel altid haft dem."

     "Men hvordan kan du vide det, hvis du først opdagede dem som fjortenårig?"

     "Min mor er heks. Jeg arvede dem fra hende."

     "Det kan også være, at hun GAV dig de magiske evner mens du sov eller noget."

     "Det gjorde hun ikke."

     "Hvordan kan du vide det?"

     "Det ved jeg bare!" sagde Catriana hysterisk. "Kan vi snakke om noget andet?"

     "Hvad er dit problem med at snakke om... du ved... den slags ting?"

     "Jeg går ud fra, at du heller ikke snakker så meget om din families død, James," sagde Catriana hårdt. Jeg prøvede at se såret ud.

     "1-0 til Catriana," sagde jeg med underlæben fremme. "Du sparkede til en, der allerede lå ned."'

     "Bare bland dig udenom min fortid, jeg roder heller ikke i din. Og desuden var det ikke her, vores samtale skulle ende."

     "Tja... men sådan noget sker jo. Men hvad står der ellers?"

     "Der står, at solen giver energi til al positiv og livgivende energi. Det samme gør fuldmåne også."

     "Det tror jeg, at varulvene vil erklære sig dybt uenige i."

     "Det vil de sikkert," fnes Catriana.

    

Så blev det frokosttid.

     Brandon sad ved det sædvanlige bord for sig selv og spiste af sine pomfritter. Rin kom og satte sig ved siden af ham.

     "Glæder du dig til eftersidning?"

     "Næh," svarede Brandon monotont, mens han stirrede ud i luften.

     "Hør, det er sikkert ikke særlig slemt," trøstede Rin. "Du skal bare... du ved... ikke... lægge dig ud med the bad boys."

     "Der er ikke andet end bad boys til eftersidninger! Det er hele idéen med eftersidninger."

     "Hvorfor sagde du også alle de ting?"

     "Som sagt var det noget... der var noget, der kontrollerede mig."

     "Ja, det siger de jo alle sammen." Rin drak af sin juice og så sig så omkring. "Hvor fanden er James og Cat?"

     Brandon pegede i den retning, hvor han hele tiden havde gloet. Rin så derhen. Og der så hun til sin væmmelse Catriana og mig, der havde sat os ved et bord lidt væk, hvor vi spiste og gloede i bogen, mens vi hyggesnakkede.

     "Hvad har de gang i?" spurgte Rin hysterisk.

     "Jeg tror, at de... du ved... er venner."

     "James er ikke venner med piger! Han prøver at score hende og så droppe hende dagen efter!"
     "De ser ud til at komme ret godt ud af det med hinanden."

     "Det er bare skuespil!"

     "Kan du se det smil, han har, Rin? Det er ægte. Jeg har ikke set ham smile sådan i årevis. Ikke siden han fik en playstation i fødselsdagsgave da vi var ti."

     "Du giver mig kvalme"

     "Kom nu, Rin. Hvorfor ikke bare lade dem styre det selv? Du opfører dig, som om du er Cats far eller sådan noget og vil beskytte hende mod alt ondt. Det er ikke din beslutning."

     "Hør her, Fireboy. Jeg beslutter ALT det jeg vil. I øvrigt... kald mig aldrig Cats far igen - det er bare klamt - jeg har ikke lyst til at være troldkarl."

 

Catriana havde teoritime efter frokost.

     "Frk. Cyston," spurgte læreren. "Kan du fortælle, hvilke teorier der ligger bag formskiftning?"

     Catriana havde læst på det, og hun begyndte at svare så godt, hun nu kunne: "Jo, der er en teori, der siger, at alt i deres krop ligesom bare - " Hun blev afbrudt af en fnidren og skævede hen imod fnidderpigerne (hvilket var det, vi var begyndte at kalde Sally Winters og hendes veninder). De sad og fnes og hviskede sammen.

     "Ham skal du da ikke komme sammen med," hviskede Sally Winters. "Bøger er for nørder. Vi hænger ikke ud sammen med nørder."

     "Frk. Cyston?"

     "Ja," sagde Catriana. "Der foregår en mutation inde i kroppen på formskifere, der gør, at det er muligt for dem at..."

     "Hvad var jeres bedste samtale? Hvad der var hans yndlingsbog?" hviskede en af pigerne hånligt.

     "Hvor meget den bog betød for ham, og at han sover med den om natten måske?"

     Catriana gispede. Hun faldt bagover med stolen med sig. Alle stirrede på hende.

     "Frk. Cyston?" spurgte læreren. "Hvad sker der?"

     "Jeg øh... jeg..." stammede Catriana og kom op og stå. Hun flippede lidt ud. "Jeg... bliver nødt til at gå." Så spurtede hun ud af klasselokalet netop som klokken ringede.

 

"Okay, hvis vi nu sniger os," sagde Brandon, da det ringede ud fra sidste time - Magiens historie. Han havde det sammen med Rin.

     "Vi kan give det et forsøg," sagde Rin. De gik ganske stille med mængden ud af rummet. Lige så snart de var ude åndede Brandon lettet op.

     "Reddet..." sagde han.

     "Du ved godt, at man ikke skal sige den slags, for så - " begyndte Rin netop, som læreren dukkede op i døråbningen:

     "Hvor er du på vej hen, Michigan?" Hans blodåre i panden pumpede af sted.

     " - så vender universet sig imod én," afsluttede Rin og trak sig væk. "Vi ses, Brandmus."

     "Vent, forlader du mig?!" udbrød Brandon. "Rin, vent!"

     "Jeg finder en bog til dig, Brandon!" råbte Rin til ham. "Så har du da lidt underholdning!"

 

Catriana sad inde på værelset med sin kuffert i sofaen og alle tingene spredt ud over det hele. Hun ledte hektisk.

     I det samme kom Rin ind ad døren og gloede med store øjne på det hele. Catriana standsede, da hun hørte døren smække og vendte sig mod Rin.

     "Hej," sagde hun.

     "Hvad laver du?" spurgte Rin.

     "Jeg... jeg... leder efter en bog."

     "Nårh ja, det skal jeg også i øvrigt. Kender du nogen god bog?"

     "Ja, den har jeg glemt at tage med."

     "Nå... men hvad med en der er god for Brandon?"

     "Øh... Twilight måske?"

     Rin tænkte lidt over det. Så nikkede hun. "God idé. Hmm... gad vide, om de har den på biblioteket?"

     "Biblioteket! Selvfølgelig!" Catriana fór op og styrtede ud af værelset igen. Rin så efter hende.

     "Hyggeligt at snakke med dig, Cat!" råbte hun efter hende.

 

Jeg havde hentet den dumme rumbog på mit værelse og var på vej for at finde Catriana, så vi kunne lave vores lektier. Jeg ledte lidt efter hende over det hele og kom til sidst frem til, at hun nok var på biblioteket - hun brugte altid en del tid på biblioteket, når hun ikke sad i haven.

     Der var musestille der som altid... eller rettere... næsten musestille. For der blev råbt henne ved informationen.

     Jeg kiggede derhen og så Catriana stå og råbe af bibliotekaren hr. Bogdynge.

     "Vi har ikke din bog i systemet, frk. Cyston," sagde hr. Bogdynge lavt.

     "Men I bør have ALLE bøger!" sagde Catriana hysterisk. "Du lyver bare for mig, I har den sikkert derude et sted!"

     Jeg gik hen til dem og tog Catriana beroligende på armen. "Hvad foregår der?"

     "Han siger, at han ikke kan finde min bog i systemet," sagde Catriana lidt mere afslappet.

     "Øh... hvad for en bog?"

     "Årh, såmænd bare min allermest elskede bog af alle, som er antik, og som jeg har haft siden jeg blev like FØDT, og som jeg har glemt derhjemme."

     "Så tag dog hjem og hent den."

     "Nej."
     "Hvorfor ikke?"

     "Rager ikke dig."

     Jeg havde lyst til at spørge mere ind, men besluttede mig så for at droppe det. "Kom, lad os nu bare finde din bog.

 

"Jamen det er jo Prettyboy derovre," grinede Neko (han hed det samme som sin race) da Brandon kom ind i eftersidningslokalet efterfulgt af Ezavia.

     "Jeg er ikke en Prettyboy!" snerrede Brandon, men han fortrød det nu straks.

     "Nårh nej, det er Cult, der er Prettyboy - du er bare hans hund."

     Brandon havde lyst til at fyre en flamme efter dem men droppede det. Det ville bare ende galt.

     "Sæt dig ned, Michigan," sagde Ezavia skarpt.

     Brandon satte sig ned. De fire drenge satte sig foran ham, bag ham og på hver sin side af ham. De sendte ham alle sammen djævelske blikke, mens han bare sad og rystede af skræk.

     "Kunne du lide vores lille nummer, hva', Brandmus?" sagde Neko hvislende. Han miavede kort.

     "Øh jeg... hvad?"

     "Mindcontrol," sagde Columbia djævelsk. "Du ved, jeg kan kontrollere folks bevægelser og... udtale."

     "Du fik mig... til at sige de ting til professor Ezavia?"

     "Du er hurtig, hva'?" lo Neko.

     Brandon blev pludselig meget sur. Han kom til at brænde to huller i bordet, hvor hans knyttede næver lå.

     "Brandon Michigan!" brølede Ezavia.

     Brandon rejste sig op. "De drenge manipulerede med mig!"

     "Sladrehank," mumlede Columbia og nidstirrede ham.

     "Hvad snakker du om, Michigan?" spurgte Ezavia med åren pumpende.

     "Jeg snakker om - " Brandon kom til at sige noget helt andet end det han rent faktisk mente: " - at dine grimme sko ikke er så grimme som jeg først troede. De kan trods alt ikke slå dem, du havde på i går." Brandon tog sig til munden og så rasende på Columbia, der smilede uskyldigt.

     "Nej, det jeg ville sige var - " Brandon prøvede igen, men igen: " - at hvad sker der for din ølmave? Har du overvejet at droppe drikkeriet hver aften? Eller er det måske al den kaffe, du drikker? Din ånde er forfærdelig!"

     "BRANDON MICHIGAN!"                  

     Brandon fik endelig sig selv til at holde kæft og satte sig ydmygt ned igen. "Undskyld," hviskede han hæst.

 

"Fabelens fabler," læste jeg op. "Er det den?"

     "Nej," svarede Catriana.

     Vi gik rundt imellem bogreolerne i det alt alt for store bibliotek. Og vi havde allerede ledt i en hel time. Jeg havde glemt, hvad den hed igen.

     "Hvad var det nu, den hed?" spurgte jeg.

     "Helvedets flammer," svarede Catriana sådan lidt fjernt.

     "Hvad handler den om?"

     "Forskellige ting - det er mere hen imod en eventyrbog.

     "Kan du komme med et eksempel på et eventyr?"

     "Jeg tror ikke, at jeg bør sige den slags her."

     "Hvorfor ikke?"

     "Fordi den er måske lidt... øhm... tabueret."

     "Den er hvad?!"

     "Hvor jeg kommer fra har vi nogle lidt... anderledes bøger end man har her."

     "Og... du regner så stadig med, at den er her?"

     "Tja... jeg håber..."

     "Måske er den på den forbudte afdeling," foreslog jeg en smule for mig selv.

     "Den er hvor?"

     "Ikke noget," sagde jeg og havde lyst til at slå mig selv. Hvorfor sagde jeg også det?!

     "Seriøst, hvad?"

     "Øh... jeg tænkte bare, at den måske var på den forbudte afdeling... du ved... den derovre." Jeg pegede hen imod en stor dramatisk jerndør, sort som kul og med kæmpestore hængsler for.

     Catriana smilte grumt. "Hvis den er her, så er den med garanti derinde."

     "Men... Catriana?"

     "Ja?"

     "Den forbudte afdeling er forbudt... du ved... det er derfor, at det hedder den forbudte afdeling. Kom, lad os bare lede videre."

     Jeg begyndte at lede videre efter bogen, der åbenbart var tabueret. Men Catriana blev ved med at stirre intenst på den store jerndør, som om hun kunne låse den op bare ved at kigge.

 

Rin kom nu også ned til biblioteket for at finde Twilight til Brandon. Hun fløjtede glad og dansede lidt rundt. Så fik hun øje på mig og Catriana, og mundvigen vendte sig drastisk nedad. Hun skulede.

     Jeg sagde til Catriana, at jeg lige skulle på toilettet og gik hen til bibliotekets toilet. Da jeg havde tisset stillede jeg mig hen til spejlene og vaskene for at vaske hænder. Og pludselig så jeg ingen anden end Rin stå i skyggerne bag mig.

     "Hej, Cult," sagde hun dystert.

     "Hej...?" sagde jeg prøvende og gloede på hendes spejlbillede.

     "Du ved, hvad jeg har sagt til sig," sagde Rin. Jeg syntes seriøst, at jeg kunne ane nogle djævlehorn i hendes pande. "Hold dig væk fra hende."

     "Fra Catriana? Det bestemmer jeg da selv. Hvem er du, hendes far eller sådan noget?!"

     "Jeg er ikke - !" Rin mistede helt grebet et kort øjeblik, men tog sig så sammen og kom tilbage til det dystre: "Jeg advarer dig, Cult. Hvis du bliver hendes fjende, bliver du min fjende. Jeg advarer dig."

     Så trak hun sig væk.

    

Rin fandt sin bog bagefter og styrede mod eftersidningslokalet. Hun bankede på for derefter at gå ind. Og der så hun alle fem drenge stå ved tavlen og skrive Jeg skal være artig så det fyldte det hele. Brandon var faktisk den eneste, der kunne stave artig rigtigt.

     "Seriøst?" sagde hun og gloede vantro hen på Ezavia. "Giver du dem den ældste straf der findes?"

     "Jeg skal jo også have lidt sjov," sagde Ezavia. "Hey, Columbia! Det staves J-E-G ikke J-A-I!"

     "Men jeg har altså en bog med til Brandon, så kan du ikke holde inde med den dér afstraffelse?" Rin gik hen til Brandon. "Her er din bog, Brandon. I øvrigt, har du lyst til at se film med mig i aften? Der kommer Tsunami i fjernsynet."

     "Han kan ikke," svarede Columbia for Brandon, der så helt bleg ud. "Han skal ud med os."

     "Han skal hvad?"

     "Ja, Brandmus er en af os nu," sagde Neko og lagde en arm over skulderen på Brandon. "Han er hardcore med ild. Så smut nu, K-tøs og lad os være alene med vores nye ven."

     Rin stirrede bare åndssvagt på dem. Så kiggede hun på Brandon, der sendte hende et bedende blik og formede ordene hjælp mig med læberne.

     "Nå men... øh... jeg smutter nu. Vi... ses gutters?" Så skyndte hun sig ud.

 

Catriana stod og betragtede hr. Bogdynge, da han gik hen til den forbudte dør og trykkede en kode ind, mens han skannede et kort. Catriana gik helt tæt på for at se, hvad koden var. Fire enkle cifre. Var folk på magiskoler virkelig ikke mere opfindsomme? Derefter lavede hun et lille nummer for bibliotekaren og tryllede en bogdynge (dybt ironisk, ikke?) ud foran hr. Bogdynge, før han så den, så han snublede over den. Han tabte sin pung, hvor kortet også lå i. Der var bøger over det hele, så han brugte noget tid på at lede imellem dem. Imens tryllede Catriana pungen hen til sig og fik kortet ud, hvorefter hun tryllede den tilbage i pungen. Da bibliotekaren fandt den, åndede han lettet op.

     Da han var gået, stod Catriana med kortet i hånden med et djævelsk smil.

     Der dukkede jeg op - komplet udmattet over at skimme de bogreoler igennem hele eftermiddagen. "Catriana, den er her ikke."

     "Nej," sagde hun lidt fjernt.

     "Skal vi ikke bare give op? Vi kan se Tsunami i fjernsynet eller sådan noget. Jeg har hørt, at der er en masse, der dør i den."

     "Jeg er ikke så meget for katastrofefilm, hvis du forstår. Jeg... vi ses bare i morgen, okay?"

     "Okay. Ses."

     Så gik jeg væk fra hende, selvom jeg havde en ret så stor mistanke om, at hun havde et eller andet for.

 

Da det blev middagstid gik Rin hen til eftersidningslokalet for at hente Brandon. Og som hun egentlig også havde forventet kom han ud sammen med de fire bad boys.

     "Brandon?"

     "Jamen, hej lille Rinrin," sagde Neko tørt.

     "Hvis du kalder mig Rinrin igen, så slår jeg en rod i dig," snerrede Rin. Og de vidste godt alle sammen, hvad det betød og så ned i gulvet for at se, om en gren kom farende op af det.

     "Okayokay," sagde Neko. "Men farvel, K-tøs, vi skal ud i skoven."

     "I skal ud i hvad?!"

     "I skoven, os og Brandmus her. Kom, gutters." Og de begyndte at gå ned ad gangen. Rin stillede sig med armene over kors.

     "Brandon?" sagde hun. "Må jeg få et ord med dig?"

     Brandon trak sig væk fra drengene og gik hen til sin kæreste.

     "Brandon, hvad...?"

     Men hun nåede ikke at fuldende sin sætning, for Brandon kastede sig i hendes arme og begyndte at tude.

     "Brandon... hvad laver du?" spurgte Rin chokeret.

     "De slår mig ihjel, hvis jeg ikke griller nogle dyr for dem i skoven, jeg sværger, de skræmmer mig fra vid og sans."

     Rin klappede ham lidt akavet på ryggen, mens hun smilede hen til drengene, der stod og ventede op at komme af sted.

     "Vær en mand, Brandon," sagde hun. "Vær en mand."

     "Så du vil ikke hjælpe mig?"

     "Nej - vær en mand. Så, af sted med dig." Hun skubbede ham væk. Brandon gik slukøret hen til drengene igen. Rin stod og vinkede efter dem.

     "God tur."

 

Catriana og Rin sad i stuen og så Tsunami den aften.

     "Er den flodbølge ikke unaturligt stor?" mumlede Catriana.

     "Den er præcis, som den skal være!" hvæsede Rin og spiste af sine popcorn.

     "Hvorfor rammer ikke EN bil den mand? De falder ned fra freaking himlen?"

     "Fordi han er den humoristiske fyr, han dør ikke!"

     "Koreanske film er nederen."

     "Koreanske film er AWESOME!"

     "Det siger du bare, fordi du selv er koreansk. Jeg går i seng." Catriana rejste sig fra sofaen. "Jeg er træt."

     Rin så videre.

    

Den nat vågnede Rin ved, at noget ramte ruden. Hun fór op med et lille skrig. Så hørte hun lyden igen. En sten mod ruden. Hun stod op og gik hen og åbnede vinduet. Og dernede stod Brandon.

     "Hvad laver du?" spurgte hun.

     "De vil have mig til at jagte VARULVE med dem, Rin! Hjælp mig!"

     "Kan du huske, da jeg sagde, at du skulle være en mand?"

     "Ja..."

     "VÆR DET!"

     "Kom nu, kan du ikke lave et eller andet betvingertrick, der får dem til at flygte i vild rædsel, jeg mener..."

     "NEJ!"

     "Rin..."

     "NEJ!"

     "Kom nu..."

     "NEJ!" Rin skulle til at lukke vinduet.

     "Jeg laver alle dine lektier i næste uge!"

     Rin åbnede vinduet igen. "Hvad?"

     "Jeg laver alle dine lektier!"

     "Også Teori?"

     "Også Teori."

     Rin lænede sig frem og tænkte sig om. Så smilte hun djævelsk. "Tsunami bliver genudsendt i morgen."

     "Jeg ser den med dig."

     "Og når SHINee kommer til landet... køber du så også billetter til deres koncert?"

     "Selvfølgelig."

     "OG går med til den?"

     "JA!"

     "Så har vi en aftale. Jeg skal nok finde dig."

     Rin lukkede vinduet og fløjtede lidt for sig selv. Så kom hun i tanke om, at hun måske ikke skulle larme særlig meget, når Catriana sov. Hun så hen imod sengen, men så, at den var tom.

     "Cat? Hvad fanden...?"

    

Jeg var... mildest talt sur.

     Her blev jeg vækket midt om natten, fordi Rin havde opdaget, at Catriana ikke var i sin seng og var stensikker på, at hun var hos mig. Hvornår holdt hun op med at være mistroisk?

     Men jeg vidste godt, hvor hun var. Biblioteket.

     Der var enormt mørkt og stille derinde på denne her tid af natten. Kun de store panoramavinduer sørgede for, at man kunne se noget. Fuldmånen skinnede som bare shit.

     "Catriana?" hviskede jeg prøvende. Intet svar. Jeg tog min telefon op og ringede til hende. Hun tog den nogle sekunder efter. "Hvor fanden er du?"

     "Øh... hej James."

     "Hej, Catriana. Rin sagde, at du ikke var i din seng. Hvor er du?"

     "Øhm... på den forbudte afdeling..."

     "Du kan umuligt være på den forbudte afdeling, døren er jo låst og sikret og - " Først nu fik jeg øje på den store jerndør, der stod på vid gab.

     "Ja, James?"

     "Jeg finder dig," hviskede jeg hæst. Så gik jeg ind i den dunkle afdeling og ind imellem de høje reoler, til jeg til sidst stod ved hende. Hun sad mellem to reoler begravet i bøger og så nu en smule undskyldende på mig.

     "Jeg tror, at jeg har gjort noget meget ulovligt."

 

"Okay, så lad mig lige få det her på det rene," sagde jeg.

     "Okay," sagde Catriana.

     "Du leder efter en bog, der er så tabueret, at hvis den er noget sted på denne her skole, så må den være på den forbudte afdeling."

     "Ja."

     "Og for at komme ind på den forbudte afdeling... gjorde du skade på en lærer... stjal hans pung og... hans kort."

     "Ja."

     "Du brugte koden, som du havde set efter, hvad var, til at komme ind."

     "Ja."

     "Og så brød du skolens reglement ved ikke at være i din seng efter klokken elleve på en hverdag, sneg dig ned på biblioteket, ind på den forbudte afdeling, og nu sidder du her med favnen fuld af livsfarlige bøger med tabuerede tekster i og leder efter din eventyrbog?"

     "Ja."

     Jeg stirrede vantro på hende i lidt tid. Så sagde jeg: "Hvor har du været hele mit liv?"

     Catriana smilede. "Men jeg har ikke fundet den endnu. Jeg har ledt overalt, og det får mig til at flippe ud."

     "Bare rolig, vi skal nok finde den, vi skal bare - "

     I det samme hørte jeg en dør smække... eller rettere... DEN dør smække.

     Og skridt ned ad gangen.

     Fuck.

 

Rin sneg sig rundt i den mørke skov... alene. Hvad tænkte hun på? Midt om natten? Når det var fuldmåne, hvor alle varulvene løb frit omkring? Var hun sindssyg?

     Hun havde tændt en flamme i sin håndflade, så hun kunne da se lidt.

     Hun kom til en sø, hvor hun vidste, at de ville dukke op, da Brandon havde sagt det. Nu skulle planen bare udføres. Hun lavede en masse planter og grene, som hun snoede rundt om sig, og af blade lavede hun en flot kjole. Hun proppede mudder i hovedet. Så trådte hun ud på søens overflade for... hey, hun kunne kontrollere vand. Og hun gik på vandet og fik det til at dampe omkring sig.

     Og i det samme var de fem drenge ved søbredden og stirrede på hende.

     "Hvad fanden...?" hviskede Neko. Brandom smilte stort.

     "Jeg er gudinden af... af... et eller andet sted," sagde Rin og manipulerede luften, så hendes stemme gab ekko.

     "Skoven måske?" foreslog Brandon.

     "Nemlig! Skoven! Jeg ved alt om, hvad der foregår i skoven, ALT. Og lige nu, kan jeg se, at I drenge er onde!" Hun pegede på Neko, Columbia og de to andre. "Altså jer fire - kun jer fire. I er til eftersidning hver dag, I laver aldrig lektier, og I gør nar af koreanske film! Og I tvinger almindelige mennesker, der lever deres eget fredelige liv, til at - " Hun bremsede sig selv og sukkede. Det var helt hen i vejret, det her.

     "Ved I hvad," sagde hun. "Jeg laver fis med jer, Brandon er bare en kylling, der vil have en pige til at redde sig. Når man siger, at han skal være en mand, bliver han en tøs. Busted! Løb, løb, Brandon!"

     Brandon lod hende ikke sige det to gange. Han satte simpelthen bare i løb derudaf, ind imellem grenene og træerne. Rin spænede med ham. Hun stoppede dog lige op og så på drengenes chokerede ansigter.

     "I øvrigt," sagde hun. "Koreanske film er AWESOME."

     Og så løb hun efter Brandon.

 

Catriana og jeg gik væk fra skridtene. Jeg sværger, hr. Bogdynge ville slå os ihjel, hvis han fandt os.

     "Lad ham ikke finde os," hviskede jeg.

     "Ti stille," hviskede Catriana tilbage.

     "Halloooo?" lød et ekko mellem bogreolerne. "Er her noooogeeeeeen?"

     Og pludselig stod han foran os med en olielampe i hånden. "Bøh."

     Vi skreg begge to og fór flere meter bagud. Så så jeg, at det bare var Bill.

     "Bill..." sagde jeg lettet. "Det er bare dig."

     "Hvorfor er jeg ikke overrasket over at se dig med en pige her på forbudte områder, Cult?" sagde Bill tørt.

     "Eh..."

     "Pigebarn, er alt okay? Han prøver ikke at manipulere med dig, vel?"

     Catriana lagde armene over kors. "Jeg bliver ikke manipuleret med."

     "Hvordan fik han dig så til at gå med ham herind på den forbudte afdeling."

     "Det gjorde han heller ikke - jeg gik selv herind. Jeg leder efter min bog."

     "Har du tabt en bog herinde?"

     "Nej, jeg har glemt en bog, og der MÅ være et eksemplar af den her."

     "Ja, vi har jo en masse bøger på de her gamle reoler. Stort set alle. Jeg er næsten sikker på, at lige meget hvilken bog, du nævner, så har vi - "

     "Helvedets flammer."

     "Sig en anden bog."

     "Jamen det er den bog, jeg leder efter."

     "Kære ven, vi har da slet ikke den slags bøger her på skolen. Den manipulerer med små børns sind og får dem til at tro forkerte ting om, hvordan verden er indrettet og - "

     Jeg blev pludselig meget nysgerrig efter at læse den bog. Den lød pludselig meget interessant.

     "Men jeg mangler den," sagde Catriana. "Hvor kan jeg finde den?"

     "Årh, du kan sikkert få den i en boghandel... for satanister... i en gyde... i en gammel forladt del af byen... måske."

     "Har du en adresse?"

     "Tja... Hey, vent," sagde Bill. "Jeg bør slet ikke have denne her samtale med jer lige nu. I skal i seng! I bryder flere af skolens regler ved at være oppe og være herinde. Hvordan kom I overhovedet herind?"

     "En tryllekunstner afslører aldrig sine tricks," var det eneste, Catriana svarede.

 

Dagen efter til morgenmaden sad Catriana og jeg ved bordet og lavede resten af vores lektier.

     "Jeg er stadig sur over, at de ikke har min bog," mumlede Catriana.

     "Hør, jeg har en idé," sagde jeg. "Hvad med, at vi i næste weekend tager i byen og så køber jeg din bog? Og vi kan spise frokost derude og sådan, og måske gå i biografen."

     "Altså... ligesom en date?" spurgte Catriana.

     Imens stod Rin og stirrede på os med sin bakke fyldt med mad i hånden. Brandon stod ved siden af hende.

     "Kom nu, man kan ikke standse kærligheden," sagde han. "Bare lad dem - kom nu, gå derhen. Sig det."

     Rin sukkede og gik med tunge skridt hen imod de to. Hun stillede bakken på bordet, hårdt, og vi kiggede begge to på hende.

     "Jeg har en bekendtgørelse," sagde hun.

     "Du har lidt jord på kinden," påpegede jeg.

     "Ti stille, Cult, det er vigtigt," sagde hun. "Jeg giver jer hermed tilladelse til at kunne være sammen, så... der vil ikke være flere problemer for min skyld af."

     Jeg smilte stort og så på Catriana. "Jamen så er det en date!" Catriana smilte tilbage.

     "Vent, hvad?" spurgte Rin.

     "Vi skal på date i næste weekend."

     "Hvad? Nej, I skal ej! Det kan I ikke! Det er alt alt for hurtigt! I har lidt mødt hinanden! James, du er og bliver en player! Hører du overhovedet efter, hvad jeg siger! Jeg mener det! Lad være med at ignorere mig!"

     Og hun blev ved og ved og ved og ved...

 

 

 

    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...