Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3892Visninger
AA

3. Episode 2: "Lidt for meget Sally Winters"


Jeg stod inde på badeværelset og stirrede ind i spejlet med mit altid strittede hår - og poserne under øjnene. I dag var det den 16. august. Første rigtige skoledag, og klokken var kvart over syv. Jeg havde ikke været så tidligt oppe i flere måneder... hvilket vil sige bortset fra dengang, hvor der var nogle åndssvage fugle, der blev ved med at larme og endte med at vække mig.

     I dag var det som nævnt første skoledag, og det betød den sædvanlige start på året: Opvisningen. Vi brugte altid første skoledag ved at glo på hinandens fremvisninger af deres magiske evner i alfabetisk rækkefølge. Af alle de ældre elever var det for, at lærerne kunne se, at vi trods alt stadig kunne noget, og for de nye var det, så de kunne se dem an og finde ud af, hvor de skulle starte med træningen.

     Jeg hadede det! Jeg forvandlede mig altid bare til et eller andet dyr og gav en eller anden lyd fra mig, og så kunne jeg sætte mig tilbage på plads igen. Brandon skulle altid overdrive og lave et eller andet overdrevet show som at sprøjte ild ud af munden eller sådan noget alla det.

     Det jeg egentlig mest tænkte på, var, hvad Catriana mon havde tænkt sig at lave. Jeg vidste faktisk ikke, hvilken magisk race hun var endnu.

     Så kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde lov til at tænke på Catriana. Hvis jeg så meget som nærmede mig hende igen ville Rin slå mig ihjel.

     "Tænk ikke på Catriana, Cult," mumlede jeg til mig selv. "Tænk ikke på Catriana, hun er sikkert bare en ny Sally Winters, der... nej vent, hun kan slet ikke sammenlignes med Sally Winters. Sally Winters er en bitch, Catriana er..." jeg sukkede, "fuldstændig vidunderlig..."

     "Du skal ikke nærme dig hende," sagde Brandon advarende i det sekund, han kom ud på badeværelset for at hente sin tandbørste. "Rin flår dig i småstykker."

     "Ja... det faktum er feset ind," sagde jeg sammenbidt. "Tak for påmindelsen."

     "Hvad ser du egentlig i hende?" spurgte Brandon og proppede sin børste i munden. "Rin synes hun er skør... og hun virker også skør. Hun talte med sig selv i går, det var altså underligt."

     "Måske kan hun se spøgelser," mumlede jeg. "Den slags kan nogen."

     "Den sidste, jeg mødte, der kunne det, var en slægtning til en eller anden dødsgud. Hun slog sin kæreste ihjel på et tidspunkt. Kan du huske, da vi læste om det?"

     "Hold dog op, Catriana ville aldrig slå mig ihjel." Jeg gik ud af badeværelset.

     "Du ved intet om hende!" råbte Brandon efter mig. "Du har haft hvad... to samtaler med hende?"

     Jeg nåede ikke at svare tilbage, før det bankede på døren. Jeg gik hen og åbnede, og på den anden side stod en sorthåret pige og så ned på mine fødder.

     "Jeg skal tale med Brandon," sagde Catriana. Jeg rødmede og sagde ikke noget. Hun var virkelig smuk. Det lange tykke hår faldt ned langs ryggen og krøllede let i spidserne.

     Hun skævede op til mig og hævede det ene øjenbryn. "James?"

     "Ja?" spurgte jeg.

     "Brandon!"

     "Nårh ja! Brandon!" Jeg kaldte ind på badeværelset. Brandon kom ud. Han spærrede øjnene op, da han så, hvem det var.

     "Cat! Hvad laver du her?"

     Catriana trådte ind - selvom vi egentlig ikke havde givet hende lov.

     "Bare kom ind," mumlede jeg og lukkede døren.

     "Rin nægter at stå op, og jeg har ikke rigtigt lyst til at tale med hende."

     "Hvorfor ikke?" spurgte Brandon. "Godt nok er hun lidt... hysterisk, men så er det heller ikke værre."

     "Problemet er, at hun vist tror, at jeg er skør."

     "Dig?! Skør?!" Brandon himlede med øjnene og prøvede at lade, som om det da var det skøreste, han nogensinde havde hørt. "Selvfølgelig tror hun ikke, at du er skør."

     "Hun råbte til mig, at jeg var skør i går aftes."

     "Ja, hun tror, at du er skør," sagde Brandon nu. "Og hvorfor vil hun ikke stå op?"

     "Bare kom med," sagde Catriana og gik hen til døren. Brandon gik med og gik ud. Catriana skævede lige en gang til mig.

     "Du skal bare vide, at jeg ikke synes, du er skør," hviskede jeg til hende, før jeg selv fulgte efter.

 

"Rin, det skal nok gå fint," svor Brandon.

     "Nej, det kommer IKKE til at gå fint," snerrede Rin. Hun sad i skrædderstilling på gulvet i en kreds af alle mulige farvede stearinlys.

     "Det er den slags, jeg gør, når jeg er stresset," havde hun sagt i det øjeblik, jeg havde sendt hende et blik.

     "Og så kalder hun mig skør," mumlede Catriana ved siden af mig.

     "Rin," sagde Brandon. "Det er noget, vi gør årligt. Vi træder op på en scene, vi fyrer vores magi af og sætter os ned igen - værre er det ikke."

     "Jeg har sceneskræk," mumlede Rin.

     "Ja, det må du bare se at komme over," sagde Brandon hårdt. "Du kan betvinge alle fire elementer, de bliver vilde, når de ser dig, bare vent og se."

     "Det kan du ikke vide!"

     "Hvis de er vilde efter mig, vil de også være vilde efter dig."

     "Er de vilde efter dig?" spurgte Rin med det ene øjenbryn hævet.

     "Lyd ikke så overrasket, K-girl!"

     "Det gør jeg da heller ikke!" Men hun vendte spørgende blikket mod mig, og jeg nikkede bekræftende.

     Rin tog en dyb indånding efter nogle beroligende ord fra Brandon og skulle til at rejse sig op, da hun så bremsede sig selv og spurgte:

     "Hvad nu, hvis de synes, det er mærkeligt? Du sagde det jo selv, helbetvingere er et sjældent syn. Hvad nu, hvis de tror, jeg er en freak ligesom Cat?"

     "Hey!" protesterede Catriana.

     "Hun er ikke en freak," sagde jeg.

     "Stop, Cult," snerrede både Rin og Catriana på samme tid. En ting havde de dog tilfælles. Anti-Cult-klubben.

     "Jeg prøver bare at -"

     "Jeg kan godt tage mig selv i forsvar," sagde Catriana og så mig næsten i øjnene. Så så hun væk.

     "Fint," mumlede jeg.

     "Som jeg sagde," sagde Rin til Brandon. "Hvad nu, hvis de tror, at jeg er en freak?"

     "De vil ikke tro, at du er en freak, og seriøst, hvis du ikke snart kommer med, bærer jeg dig til time."

     Rin så trodsigt på ham og hun så trodsigt på os andre. Så sagde hun stædigt: "I får mig ikke derned."

 

Et par minutter efter sad vi alle fire på række på en af bagrækkerne i den store sal og så hen imod scenen.

     "Hvordan lykkedes det jer?" brummede Rin.

     Så trådte Bill ud på scenen med den lange liste over eleverne i alfabetisk rækkefølge. Han råbte navnene op en efter en, og en efter en trådte de forskellige elever ud og lavede et eller andet crazy.

     Og så råbte han mit navn op.

     Jeg sukkede og gik ned mod scenen.

     Men dog, inden jeg kunne nå at træde op, tog Bill et godt tag i mit ærme og hviskede mig i øret: "Jeg advarer dig, Cult. His du forvandler dig til en mus og kravler ned i pigernes tasker ligesom sidste år, får jeg dig bortvist på et sekund."

     "Okay, okay," lovede jeg. Gud, det havde jeg glemt alt om.

     Jeg trådte op og stod et par sekunder og så på forsamlingen af elever, mens jeg spekulerede over, hvad jeg skulle forvandle mig til. Så forvandlede jeg mig bare til et par forskellige dyr og gik ned igen. Men jeg hørte dog nogle piger hviske, og en af pigerne hvine: "Jeg eeeeelsker ham."

     Jeg smilte for mig selv og spekulerede over, hvem det mon var.

     Jeg satte mig ved siden af Brandon.

     Så blev der råbt et par elevers navne op, de opviste, og de satte sig ned igen.

     "Catriana Yngel Cyston," blev der så råbt op. Catriana.

     Catriana rejste sig op og gik ned mod scenen. Det gik op for mig, at jeg ikke vidste, hvad race hun var. Jeg havde ikke engang overvejet det.

     "Hedder hun Yngel til mellemnavn?" spurgte Rin og skar en grimasse.

     "Det er sikkert meget normalt, der hvor hun kommer fra," foreslog jeg.

     "Bare indrøm det, James," sagde Brandon. "Hun er en særling."

     "Hun er ikke en - "

     Jeg nåede ikke at sige mere, før udråberen afslørede hendes race, som han gjorde ved alle.

     "Heks," sagde han.

     "Det kommer ikke som en overraskelse," mumlede Rin.

     Tænk, at hun var heks. Hekse var ret seje, havde jeg hørt, deres magi var ret bred, fordi den kunne snige sig under alle typer. Det forklarede vel også hendes underlige appetit, ifølge legenderne spiste hekse de særeste ting.

     Jeg glædede mig til at se hende fuldføre sin magi.

     Men hun stod der bare, mens hun stirrede forskræmt på forsamlingen.

     Så var der et par piger, der fnes. Jeg kiggede derned, og det gik op for mig, at det var Sally Winters og hendes veninder.

     Så hørte jeg Sally Winters stemme, højere og henvendt til Catriana:

     "Kan du overhovedet noget magi, heks?" Hendes stemme var hånlig. Jeg knyttede næven og havde lyst til at slå hende lige nu og her, men desværre var hun for langt væk.

     Men Catriana slog hende for mig - okay, ikke direkte slog men før jeg vidste af det kravlede der tonsvis af kryb mellem benene på os, direkte hen imod Sally Winters. Hun skreg og prøvede at rejse sig, men grene var kravlet op og snoet sig om hendes arme og ben, så hun ikke kunne røre sig. Krybene begyndte at kravle op ad hende.

     "Jeg kan mere magi, end du tror," sagde Catriana.

     Flere af os skraldgrinede, deriblandt Brandon og mig.

     "Hey, hvor er jeres medmenneskelighed!" snerrede Rin af os.

     "Årh hold dog op, hun fortjener det," sagde jeg.

     Rin rystede på hovedet af os og skulle lige til at råbe til Catriana, at hun skulle stoppe, men Bill gjorde det for hende. Han fik det til at stoppe. Han sagde bare et ord, og så var grenene og al krybet forsvundet, som om det aldrig havde været det.

     "Sæt dig ned, frk. Cyston," sagde han og lavede nogle gåsehudsbevægelser. Catriana satte sig ned ved siden af Rin, der rykkede så langt væk fra hende, som det var hende muligt.

     "Freak," mumlede hun henvendt til Brandon.

     "Hold mund," mumlede jeg til hende.

     Lidt efter sagde udråberen:

     "Rin Lee."

     Men hun nægtede at gå derned.

     "Rin, rejs dig op," sagde Brandon.

     "Nej," sagde Rin.

     "Rin, rejs dig op," sagde jeg.

     "Hold mund," sagde hun.                  

     "Er du måske en bangebuks?" spurgte jeg. "Er du bange for, at du skal gøre dig til grin foran hele skolen? Eller at du måske vil ende som en freak? Skolens outsider, fordi dine kræfter er mere awesome end de andres?"

     "James, hold nu - " indvendte Brandon.

     "Jeg skal vise dem," sagde Rin så og rejste sig. Hun gik ned med tapre skridt og op på scenen.

     "Fuldbetvinger," sagde udråberen. Folk hviskede sammen.

     "Hvad fanden er en fuldbetvinger?" hviskede udråberen til Bill. Bill hviskede det til ham. Så sagde udråberen ud til forsamlingen: "En betvinger af alle fire elementer."

     Nu blev der hvisket endnu mere. En råbte:

     "Løgner! De findes ikke!"

     "Det står i papirerne," sagde udråberen, som om det var en undskyldning.

      "Det beviser ikke noget!"

     "Nej, men det gør pigens evner, så hold nu kæft og se hende udføre dem."

     Så blev der stille, og alles opmærksomhed blev rettet mod Rin, der stod og trippede nervøst.

     "Hun flipper ud," mumlede Brandon.

     "Hun klarer den fint," mumlede jeg tilbage.

     "Jeg håber en lille smule, at hun flipper ud," mumlede Catriana hadefuldt for sig selv.

     Der var stille, og Rin gjorde ikke noget.

     Der blev hvisket lidt. "Går hun snart i gang?"

     Til sidst stillede Bill sig hen til Rin og hviskede til hende: "Det er meningen, at du skal gå i gang."

     "Hvad?" hviskede Rin rædselsslagent.

     "Du ved... fuldfør dine evner."

     "Nårh ja, okay. Træd væk, så jeg kan komme i gang." Bill trådte væk, og Rin gik nu frem på scenen. Hun lagde hårdt ud med at stampe den højre fod hårdt ned i scenens gulv, så gulvet rullede som en bølge hele vejen hen til væggen bag os. Vi fik alle sammen et chok af det.

     Rin er sangtypen. Hun synger konstant - og hun elsker at danse, det er kun, når hun danser, at hun ikke er klodset.

     Så hun begyndte at danse, mens hun fik vand til at svæve i cirkler rundt om sig, som om hun var et springvand. Så bredte hun armene ud og skød ild ud af fingerspidserne og ud mod publikum, men det ramte os ikke, fordi hun fik det standset ved hjælp af nogle vindpust af orkanstyrke.

     Publikum måbede først. Så begyndte de at juble og skrige højt.

     "Rin, Rin, Rin, Rin, Rin!"

     Brandon så sig lidt utilpas rundt. Det plejer de altid at råbe, når han har optrådt, fordi han er så badass med ildbetvingning. Men nu var Rin endnu mere badass.

     Så ventede vi lidt igen, mens nogle elever opviste deres evner, hvorefter der så blev råbt Brandons navn op:

     "Brandon Michigan."

     Og han gik ned på scenen og udstrålede af den sædvanlige selvtillid. Så begyndte han på de sædvanlige ildtricks, både blå, lilla og almindelig orangerød ild. Nogle folk klappede skam, men vi blev alle sammen hurtigt klar over, at det var ingenting i modsætning til Rins opvisning. De fleste havde faktisk stadig opmærksomheden mod hende, og hun sad og rødmede. Hun fik konstant små lapper papir med beskeder på fra drenge.

     Brandon tog et af dem og krøllede det. "Husk, at vi er i et fast forhold, Rin."

     Hun nikkede. "Selvfølgelig." Hun smilede dog stadig med blinkende øjne ned til drengen, der havde sendt hende brevet.

 

Da vi kom udenfor havde jeg mest af alt lyst til bare at forvandle mig til en ulv og springe rundt udenfor.

     Men Bill havde andre planer:

     "Så, børn," sagde han fornøjet - ondskabsfuldt fornøjet. "Så skal I til time."

     "Til time?" udbrød vi alle sammen. "Men vi skal aldrig til time efter opvisningen!"

     "Årh, som om vi vil lade jer få fri klokken halv ti på første skoledag! Kom nu, til time!"

     Vi skulede til ham, alle sammen. Han delte vores skemaer ud.

     Jeg skulle have chakra - fedt.

     "Magiens historie?" spurgte Catriana undrende. "Hvad er det for et underligt fag?"

     "Du ved, man fortæller om, hvordan hekse blev brændt i gamle dage og sådan," sagde Rin hånligt. Catriana skulede.

     "Aha," sagde hun. "Og måske også om hvordan de europæiske drager kunne tæve jeres kinesiske drager?"

     "Jeg er koreansk."

     "Dine bedsteforældre er koreanske!"

     "Dine bedsteforældre er koreanske!"

     "Nej, de er ej!"

     "Hvad er de så? Gamle troldfolk, der bor ude i en sump og spiser tudser til morgenmad?"

     "Hey, hov, heeeey," brød Brandon ind. "Gå nu bare til time, ikke?"

     "Fint," sagde Catriana og Rin på samme tid og gik hver deres vej.

     "Skal du også have chakra?" spurgte jeg Brandon.

     "Næh, jeg skal have ganske almindeligt matematik sammen med Rin."

     Men vi nåede ikke at gå til time, for pludselig lød der en pigestemme:

     "James Cuuult?"

     Det lød som en slange (en meget smuk slange) og tilhørte en slange (en meget smuk slange).

     Jeg kiggede op, og et par meter fra mig stod ingen anden end Sally Winters og smilede til mig med sit fantastiske smil og slangekrøllerne hængende ned over brystet.

     "Åh gud," mumlede jeg. Det øjeblik, jeg havde frygtet siden før sommerferien... det kom nu.

     "Jeg tænkte på, om vi - " begyndte Sally, mens hun begyndte at gå hen imod mig. Jeg afbrød hende.

     "Hør, du var lige så meget med på det, som jeg var! Du var udmærket godt klar over konsekvenserne, så se nu bare at komme over det!"

     "Hvad snakker du om, Cult?"

     "Jeg snakker om - " Jeg bremsede mig selv og lagde armene over kors. "Det kommer an på, hvad du snakker om."

     Sally blinkede forførende og gik helt hen til mig og så mig direkte op i øjnene. "Jeg er vild med dig, James Cult."

     "Holy..." hviskede Brandon hæst.

     "Ah... hva'?" hviskede jeg hæst.

     "Du hørte mig godt," sagde Sally. "Jeg ved, at du altid har ønsket at komme i "kanen" på mig, som du kalder det. Nu har du chancen. Bare forvandl dig til en Twilightulv og lad os ride mod fuldmånen."

     Jeg nægtede at tro på, hvad jeg hørte. Pigen var blevet skør. Og desuden havde jeg slet ikke lyst til at gå ud med nogen, for Catriana var... hun skulle ikke tro, at jeg... eh...

     "Er du på stoffer?" var det eneste, der røg ud af min mund.

     Brandon flækkede af grin.

     Sally Winters ignorerede min kommentar og hviskede: "I aften, klokken syv. Ude ved skovbrynet. Mød mig der." Så gik hun.

     Jeg kiggede på Brandon. "Jeg er pludselig blevet meget i tvivl om, hvad der skete mellem mig og Sally sidste skoleår."

     Brandon trak på skuldrene. "Hun er sikkert på stoffer."

 

"Hvad er kvadratroden af 27?" spurgte Rin.

     "Eh.. 9?" foreslog Brandon.

     "Det er tværsummen, din torsk."

     Hverken Rin eller Brandon var særlig gode til matematik.

     I det samme landede der en seddel i Rins penalhus. Hun samlede den op og læste den.

     Brandon havde en ret stor anelse om, hvad der stod, men han spillede dum:

     "Så, hvad står der?"

     "Bare om de må låne mit viskelæder."

     "Hvad så med at give dem dit viskelæder?"

     Rin sukkede. "Fint, de spørger, om jeg vil være sammen med dem efter skole, så vi kan træne sammen i træningssalen. De vil gerne se mig udføre nogle betvingertricks."

     "Hvem skriver sådan noget?"

     Rin kiggede med øjnene hen på en gruppe drenge og piger bagerst i klassen. Brandon fnøs.

     "Ha, de er mine fans, så de skriver sikkert også til mig om lidt."

     "Ja, det gør de nok," sagde Rin med et lille smil.

     Men det gjorde de ikke.

 

Catriana sad i historietimen og skrev sin opgave om varulvenes historie. Da hun var færdig overrakte hun den til læreren. Han så på den i... to sekunder med næsen rynket, hvorefter han smed den ned på bordet igen.

     "Lav den om."

     "Lav den om?"

     "Lav. den. om," gentog han.

     "Hvorfor?"

     "Jeg kan ikke lide den, omformuler dig i dit sprog."

     "Mit sprog er helt fint."

     "Bare lav den om." Læreren gik videre til den næste elev, som han roste til skyerne.

     Catriana fnøs.

     "Det er, fordi han er en engel," lød der en stemme. Catriana vendte sig om og så på den dreng, der sad ved siden af hende. "Engle hader folk som os."

     Catriana så på læreren med de hvide svanevinger sidde ranke ned ad ryggen. Så kiggede hun tilbage på drengen.

     "Er du da også... troldmand?"

     "Ja. Da vi hørte, at du var heks, var vi så glade. Så kan vi måske endelig give den lærer tørt på."

     "Hvorfor skulle det være lettere for jer, nu hvor jeg er her?"

     "Fordi du er speciel."

     "Ikke mere speciel end I er."

     "Langt mere speciel. Du pudsede kryb på Sally Winters foran hele skolen. Hun havde fortjent det. Hendes klike har altid gjort nar af os, ligesom den dér betvingerklike."

     "Kan betvingere ikke lide troldfolk?"

     "Ikke af dem, jeg har mødt."

     Catriana fnøs. "Det forklarer Rin og Brandon."

     Drengen grinte. Han rakte hånden frem. "Rod."

     Catriana tog den. "Rod?"

     "Nej, det er mit navn."

     "Ja, men... hedder du seriøst Rod?"

     "Min mor bor i en sump, okay. Hun hedder Stup."

     "Jeg hedder Cat."

     "Se her, Cat." Rod mumlede et ord på latin, og pludselig lød der et skrig fra læreren af. Catriana så derhen. Han havde åbenbart lige sat sig på stolen, men der havde ligget en tegnestift.

     "Det er sådan, vi gør," sagde Rod.

     "Sejt," mumlede Catriana.

     "Vi har i øvrigt planlagt et kup i aften - på hans kontor."

     Catriana så interesseret på ham. "Et kup?"

 

"For nu af hader jeg første skoledag," bekendtgjorde jeg, da jeg joinede Brandon i sækkestolene ved panoramavinduet. Vi havde lige ti minutters pause, inden vi skulle til næste time. Og først bagefter kunne vi få frokost.

     "Det siger du ikke," sagde Brandon. "Jeg er altid betvingernes helt. Indtil nu har de slet ikke bemærket mig. De er for optagede af Rin."

     "Pigen, som næsten fik mig bortvist vil have mig med på date, Brandon," sagde jeg. "Det, at Rin tager alt opmærksomheden fra dig, er intet i sammenligning med mit problem."

     "Hvorfor er det overhovedet et problem? Sally Winters har været dit mål siden vi startede på denne her skole. Nu har du chancen, tag dog på date med hende."

     "Det kan jeg ikke, Brandon. Det vil jeg ikke."

     "Hvorfor ikke?" Brandon så spørgende på mig. Jeg lavede en sigende trækning i mundvigen.

     "Nej, vel?" sagde Brandon. "Cat? Virkelig?"

     "Hvorfor har du så stort et problem med det, Brandon?"

     "Rin hader hende, James. Og hvis du så pludselig kommer sammen med hende, så kan jeg ikke hænge ud med dig mere, fordi Rin sikkert vil forbyde mig det."

     "Så... du er Rins tæve?"

     "Jeg er ikke Rins tæve! Jeg er hendes kæreste, der føler sig dybt forladt af sine fans!"

     "Yeah, right."

     I det samme kom Rin løbende hen til os. Hun tog Brandon i hænderne. "Brandon, jeg elsker dig! Jeg elsker det her sted, seriøst. Og tak, fordi du ikke bærer nag over, at dine tidligere fans nu er mine fans! Vi ses." Så løb hun igen... eller rettere, hun sprang jublende væk. Hun havde en kæmpestor gruppe af betvingere efter sig, der før plejede at følge efter Brandon overalt.  

     "Hun minder mig om min lillesøster," mumlede Brandon.

     Jeg sukkede. "Jeg skal til time." Så rejste jeg mig.

 

Catriana var havnet i en time, som hun skulle have sammen med Rin. Og deres kemi var ikke ligefrem... glidende. Og den time skulle de bare bruge på at sidde rundt omkring og skrive gruppeopgave. To-og-to for at det ikke skulle være løgn. Og Catriana og Rin endte sammen, hvilket de begge to var lidt pissed over.

     "Hvordan gik historietimen?" spurgte Rin forsigtigt.

     "Fint," svarede Catriana forsigtigt. "Hvordan går det med... fansene?"

     "Fint."

     Så var der akavet tavshed igen.

     "Er du opvokset i en sump?" spurgte Rin så igen.

     "Øh... nej?" Catriana hævede det ene øjenbryn. "Hvorfor?"

     "Ikke for noget, jeg havde bare hørt, at..."

     "At hvad? At troldfolk bor i sumpe? Er det det, dine fans fortæller dig? Dine små betvingervenner?"

     "Hvad, nej da! Jeg... overvejede det bare..."

     "At bo i en sump?"

     "Nej!"

     "Jamen hvad overvejede du så?"

     "Ikke noget."

     "Fint."
     "Fint."
     Så var der akavet tavshed igen.

     "Jeg har venner i øvrigt," sagde Catriana så.

     "Okay."

     "Jeg siger bare, at jeg ikke er ensom. Jeg er faktisk blevet ven med en dreng, der hedder Rod. Han forstår mig faktisk."

     "Jeg har hørt, at han er noget af en rod," sagde Rin.

     "Selvfølgelig er han en Rod, det er jo hans navn!"

     "Nej, ikke på den måde, det jeg mener er, at han er... en skidt karl!"

     "Det siger du kun, fordi han er magiker som mig."

     "Nej, jeg siger det, fordi jeg har hørt det."

     "Du er fuld af fordomme er du! Han er ikke en skidt karl, og du bør ikke lytte til alt, hvad dine små betvingervenner siger."

     "Mine betvingervenner forstår sig på den slags! De ved ting! De ved, at troldfolk som regel er onde!"

     "Nå, så det er det, du siger? At jeg er ond? At jeg også er en "skidt karl"?"

     "Ja, måske er det det, jeg siger. Mærkelig er du i hvert fald."

     "Som om du ikke selv er spor mærkelig."

     "Jeg er helt normal!"

     "Er du sikker på, at det er en god ting?"

     Nu blev Rin sur. Hun rejste sig op og tog sine ting. "Jeg gider ikke arbejde sammen med dig. Jeg går tilbage til mine venner." Så trampede hun hen til et bord, hvor der sad fem styks, som Catriana genkendte som betvingerne. Hun fnøs og vendte tilbage til arbejdet.

    

Så var det omsider frokosttid - og frihed bagefter.

     Brandon og jeg sad ved vores sædvanlige bord og spiste vores mad, mens vi ventede på, at pigerne skulle komme hen til os. Eller rettere, Brandon regnede med, at Rin kom herhen, og jeg håbede på, at Catriana ville komme herhen.

     Men ingen af dem kom.

     Eller rettere: Rin kom herhen kort med sin bakke.

     "Brandon, hvis du ikke har noget imod det, så sætter jeg mig hen til betvingerne, vi har så meget at snakke om."

     Brandon kom til at presse sin karton med juice sammen, da hun sagde det, så alt juicen sprøjtede ned på hans sandwich. Men han nikkede bare. Rin smilte stort og gik væk.

     Jeg bemærkede, hvordan hun krydsede vejen med Catriana, og de skulede drabeligt til hinanden. Så satte Catriana sig hen til troldfolkenes bord. De skidte karle, der altid lavede ballade. Hvad lavede hun sammen med dem?

     "Hvad er vi gået glip af?" spurgte jeg.

     "Jeg tror, at de har været op og skændes," sagde Brandon.

     "Hvad? Catriana og troldfolkene?"

     "Nej, Catriana og Rin. Så du dem ikke?"

     "Nårh jo, men hvad med det faktum, at Catriana hænger ud med troldfolkene?"

     "Tja, hun har vel endelig fundet ud af, hvor hun hører til."

     "Catriana hører da ikke til sammen med dem."

     "Vel gør hun da så. Hvorfor kan du ikke bare indse det?"

     "Fordi det er åndssvagt," mumlede jeg og drak af min sodavand.

     "Nå, men angående din date med Sally Winters," sagde Brandon så.

     "Ja, jeg går ikke på date med hende," sagde jeg. "Den pige er sindssyg."

     "Tag på date med hende, Brandon. Glem nu bare det misfoster og gå på date med drømmepigen."

     "Er du sikker?" spurgte jeg ham.

     Han nikkede. "Jeg er sikker. Gå. på. date. med. hende."

     "Fint," sagde jeg. "Hvis du siger det."

 

Efter skole sad Rin henne i en sofa og lavede lektier - alene. Bortset fra, at hun var elendig til det. Hun kunne ikke lave lektier, når hun ikke havde noget musik, og hendes iPod var i stykker. Det var så skod.

     Så hørte hun nogle komme ind i lokalet.

     "Tror du, at hun er med på det i aften?" spurgte en dreng.

     "Selvfølgelig," svarede en anden dreng, som Rin genkendte som ham Rod. "Jeg har styr på det. Hun gør det, hun får balladen, hvis det går i vasken - men vi får æren."

     "Men hun er vist ret magtfuld, måske hævner hun sig på os."

     "Det er kun, hvis hun finder ud af, at vi snørede hende."

     Så var de ude af rummet igen.

     Rin sad og fordøjede det, hun havde hørt, mens hun tyggede på sin blyant. Så skrev hun videre. "Det behøver hun ikke at få at vide."

 

Brandon havde givet mig gode startreplikker. Som regel improviserer jeg den slags selv rimelig godt, men denne her gang var det anderledes. Denne her gang havde jeg ingen anelse om, hvad jeg skulle sige til den pige. Så jeg havde fået replikker, og jeg stod og øvede dem for mig selv.

     "Det er en skøn aften, synes du ikke?"

     "Jeg kan godt forvandle mig til en pandabjørn, hvis du har lyst."

     "Du må undskylde det før sommerferien, er jeg tilgivet?"

     "Du ser dejlig ud." Lige efter jeg havde sagt det sidste, kiggede jeg op og så direkte på Catriana, som så næsten direkte på mig. Hun hævede det ene øjenbryn.

     "Jamen tak," sagde hun surt. "Men ærlig talt, stop det nu."

     "Hej, Catriana," sagde jeg og forsøgte at redde den. "Det er ikke til dig, de er replikker til... til... en... øh... en date."   

     "Selvfølgelig," sagde Catriana. "Rin havde ret om dig." Så gik hun hen til et bord, hvor troldfolkene snakkede.

     "Hvad har Rin sagt om mig?" råbte jeg efter hende. Men hun svarede ikke.

     "Vil du ikke nok lade være med at snakke med hende?" spurgte Brandon. Han var dukket op ved min side. "Hun er ikke det værd."

     Så rejste gruppen af troldfolk og Catriana sig op og gik forbi os for at gå ned ad gangen. Men så kom gruppen af betvingere, og begge grupper stoppede nu op og så hadsk på hinanden.

     "Flyt jer," snerrede Rod.

     "Flyt jer selv," sagde en af Rins venner.

     "Gå udenom hinanden?" foreslog Brandon mumlende. Jeg tyssede på ham, men ingen af dem bemærkede det alligevel.

     "I tror, I er så smarte," sagde Catriana. "Men I er ikke en skid bedre end os."

     Nu gik Rin frem. "Vi er bedre end jer. Vi snyder ikke hinanden."

     "Det gør vi heller ikke."

     "Nå? Ikke det? Jeg har ellers hørt, at de holder dig for nar, Cat. De vil bare udnytte dig."

     "Det ved du intet op, din dullede popdukke."

     "Jeg hørte dem."

     "Du må have hørt forkert. Dine ører bruger så meget tid med at få åndssvagt k-popmusik ind i dem, at de er blevet dårlige for længst."

     "Cat, jeg siger det her for at redde dig fra bortvisning," sagde Rin med næsen i sky. "Hold dig fra dem."

     "Det siger du bare, fordi du gerne vil blive ved med at kunne kalde mig en ensom freak - men det kommer ikke til at ske. Jeg har fundet et sted, jeg passer ind, og det skal du ikke ødelægge fra mig. Flyt jer."

     "Flyt jer selv."

     "Gå udenom hinanden!" råbte Brandon nu. "Gangen er jo ret bred!"

     Begge grupper fnøs af ham - men de adlød dog og gik udenom hinanden. Og pludselig var vi alene.

     "Nå, angående den dér date," sagde Brandon. "Hvordan går det med replikkerne?"

     "Nårh ja, det går fint."

 

Så blev det aften. Brandon havde placeret et lille rundt bord nede ved skovbrynet, hvor han havde gjort det klart med stearinlys og alt muligt shit. Den dreng havde haft en kæreste i alt for lang tid.

     Jeg sad ved bordet og trillede tommelfingre, mens jeg så mig nervøst omkring efter Sally.

     "Hvad nu, hvis det bare er et nummer? Skjult kamera eller noget?" spurgte jeg Brandon.

     "Det tror jeg ikke," sagde Brandon.

     "Det kunne godt være."

     "Sally Winters er den mindst begavede pige på skolen - hun er ikke klog nok til at finde på skjult kamera."

     "God pointe," mumlede jeg og så mig omkring igen. Og så var hun der. Hun kom gående hen til mig, klædt i en hvid kjole, der gik hende til lige over knæene. Hendes hår hang løst, og slangekrøllerne glimtede af en sjov glimmerspray, hun havde brugt.

     "Hey, James," sagde hun forførende.

     "Hej," peb jeg.

     Sally smilte kort til Brandon. Smilet betød egentlig: "Forsvind, din nar, jeg vil være alene med ham."

     Brandon forstod straks hentydningen og lod os være alene.

     Så stod Sally og smilte svagt ved bordet, mens jeg ventede på, at hun skulle sætte sig. Hun skævede til stolen. Så kiggede hun på mig og lavede et kommanderende hrmf.

     Så kom jeg i tanke om det. "Gud ja." Jeg rejste mig straks op og tog stolen ud for hende. Hun satte sig. "Mange tak."

     Jeg satte mig overfor hende. "Så... du ser dejlig ud?"

     "Tak. Jeg så dig her til formiddag. Du er en fantastisk forvandler."

     "Tak, og du er en fantastisk... hvad du så end er."

     "Jeg kan være en engel, hvis det er det, du ønsker."

     Jeg gulpede.

 

På denne her tid af aftenen er hele den etage, hvor klasseværelser og kontorer er, altid temmelig tom. Så derfor kunne gruppen af troldfolk helt roligt gå hen til historielærerens kontor og lirke døren op.

     Rundt om hjørnet stod betvingergruppen på lur.

     Rin stod forrest. "Okay," hviskede hun til de andre. "Nogen, der har en plan?"

     "Kan vi ikke bare affyre elementerne i hovedet på dem?" foreslog en.

     "Vi skal jo ikke ødelægge hans kontor, fjols."

     "Nårh nej."

     Imens fik Rod lirket låsen op. "Kom så, Cat. Gør, hvad vi har øvet på."

     "Fint nok," sagde Catriana og gik ind. Kontoret var temmelig stort, og der var ikke andet end bogreoler... seriøst, selv skrivebordet var en bogreol.

     Catriana gik i gang.

 

Rin var den, der havde besluttet sig for at træde til. Hun og hendes gruppe havde overrumplet troldfolkene. Derefter trådte hun ind i lokalet og måbede, så underkæben røg ned til tæerne.

     "Cat, hvad har du...?"

     Overalt på kontoret var der kryb, der kravlede rund. Hver eneste blomst var blevet lavet til en kødædende plante med torne. Alle bogreolerne var blevet angrebet af klatreplanter, der holdt dem fast, så man ikke kunne komme ind til dem. Og alt hvad der kunne kalde sig for papir, var spredt ud over det hele.

     Catriana fór om. "Rin?"

     "Det her - det er at gå laaaangt over stregen." Rin tog sin cowboyjakke af og knyttede nerverne, som om hun ville gøre sig klar til en boksekamp.

     "Hvad har du gang i?" spurgte Catriana.

     "Jeg har tænkt mig at slå dig ud, så du ikke generer andre læreres kontorer, der bare passer sig selv uden at genere nogen."

     "Denne her lærer er direkte ond, og han hader min slags."

     "Ja, det kan man jo ikke forestille sig."

     "Kender du ham overhovedet?"

     "Nope."

     "Hvordan kan du så vide, at han ikke fortjener det her?"

     Rin lo. "Ingen fortjener det her. Altså, måske lige bortset fra Djævelen altså."

     "Ha, ha."

     "Det var ikke en joke. Seriøst, få det her til at stoppe! De udnytter dig bare, du er ikke som dem."

     "Du har ingen anelse om, hvordan jeg er."

     "Ja, du er forhåbentligt bedre end det her."

     "Hvad er bedre end det her?"            

     "Tja... nogenlunde ligesom mig?"

     "Uha, det sagde du bare ikke. Som om det skulle være opmuntrende at være ligesom dig."

     Rin kneb øjnene sammen. "Hvad er din pointe?"

     "Ja, hvad tror du?" Catriana stillede sig i kampposition.

     "Jeg tror, at det var en fornærmelse."

     "Det var det også."

     "Jamen så lad det være det," sagde Rin og affyrede en ordentlig sprøjter af vand lige imod Catriana.

 

Og tilbage til vores date. Eller i hvert fald det, som Sally Winters betragtede som en date, og som jeg betragtede som en pinsel.

     "Kan du lide mine krøller?" spurgte Sally.

     "De er da meget flotte," svarede jeg halvhjertet.

     "Jeg fik dem lavet i sommers. De er permanente. Men hvad med dig? Har du nogen svage sider, du har lyst til at tale om?"

     "Næh."

     "Jeg har hørt, at din familie døde, da du var lille. Det må have været hårdt." Hun lagde sin hånd på min hånd og så medfølende på mig. Jeg hævede bare det ene øjenbryn.

     "Øh... ja, det var vel meget... intenst og... traumatiserende. Men hvad med dig?"

     "Hvad mener du?"

     "Havde du en svær sommer?"

     "Jeg er stadig ikke helt klar over, hvad du mener."

     "Ikke noget." Jeg sukkede.

     "Nå, men hvad så med den dér... måneskinstur?"

     "Den dér hvad?"

     "Du ved... du forvandler dig til en af de dér kæmpeulve, og så rider vi mod månen?"

     "Månen er ikke fremme."

     "Nej, men vi kan jo altid lade som om."

     "Øh... det er jeg ikke helt sikker på, at jeg vil."

     Nu falmede Sally Winters smil. Hun kneb øjnene en smule sammen. "Hvad er der galt med dig, Cult?"  

     "Hvad mener du?"

     "Sidste sommer var du efter mig, og jeg har tænkt over det gennem sommeren, og jeg vil gerne have dig. Jeg vil gerne have dig! Hvorfor vil du pludselig ikke have mig? Jeg er jo... populær!"

     Jeg stirrede bare chokeret på hende. Jeg var pludselig blevet i tvivl om, hvorvidt om det her var en drøm eller ej. Så besluttede jeg mig for at sige sandheden:

     "Jeg er forelsket, okay! I denne her skønne pige, som ikke er dig, okay? Er du så glad?"

     Sally spærrede øjnene op og sagde fornærmet: "Hvor vover du! Hvordan kan du sætte sådan en ordinær pige over mig?" Så hældte hun vandet fra sit glas direkte i hovedet på mig og trampede væk.

     Jeg følte mig bare lettet.

     Så kom Brandon til syne. "Så... hvordan gik det?" Han var godt på vej til at flække af grin igen.

     "Fint nok," var det eneste, jeg kunne svare.

 

Rin og Catriana var i fuld kamp inde på historielærerens kontor. Catriana lavede lynbolde og kastede dem efter Rin, og Rin brugte alle fire elementer og skød dem efter Catriana. Til sidst lignede rummet noget, der var blevet angrebet af en tornado - hvilket ikke var helt forkert, efter Rin faktisk lavede en.

     Til sidst lå de og sloges på gulvet på almindelig menneskelig manér, indtil de opdagede, at der stod en hel flok af mennesker i døråbningen. Både troldfolkene og betvingerne - og så selve historielæreren, der var helt rød i hovedet af raseri.

     "Hvem er skyld i det her?!" brølede han.

     "Hende!" sagde Rin og Catriana i kor og pegede på hinanden. Så smilte de uskyldigt til læreren.

 

I næste øjeblik sad de begge to på Bills kontor og prøvede at kigge på alt andet end hinanden - og så Bill selvfølgelig.

     "Så, hvis skyld var det oprindeligt, at professor Ezavias kontor endte med at ligne noget, katten havde kastet op?"

     "Cats," sagde Rin med det samme. Hun havde armene og benene over kors og havde åbenbart ikke noget problem med at anmelde Catriana med det samme.

     Catriana skulede til hende.

     "Er det sandt, frk. Cyston?" spurgte Bill. Catriana så bistert ned på sine knæ.

     "Ja," mumlede hun. Så tilføjede hun lidt højere: "Jeg ville bare lave lidt ravage derinde, men det var Rins skyld, at den endte med at se ud, som den gør nu, fordi hun absolut skulle smide vand over det hele."

     "Ja, men jeg ville aldrig have smidt vand, hvis det ikke var for dig," sagde Rin. "Dig og dine troldfolk."

     "Hvad er dit problem med mine troldfolk? Hvad er dit problem med, at jeg rent faktisk passer ind?"

     "Ved, at du ikke passer ind hos dem! Kan du ikke se det, de udnyttede dig bare! Der var en vis grund til, at du blev sat til det hele, og de bare skulle stå ude på gangen og kigge på!"

     "Hvad ved du om - ?" skulle Catriana til at sige, men hun blev afbrudt af Bill:

     "Så er det godt! I har begge to opført jer skandaløst! Der bliver eftersidninger for jeres vedkommende resten af ugen, og så vil jeg ikke høre mere om det!"

     Rin så undrende på ham. "Bliver vi ikke straffet mere?"

     "Nej, der er da hærværk på lærernes kontorer dagligt. Og desuden, I to - bliv venner. Idéen med denne her skole er at kunne respektere hinandens forskelle - og smut så med jer."

 

Da vi hørte om, hvad pigerne havde rodet sig ud i, stillede vi os straks lidt væk fra Bills kontor og holdt øje med det. Hvis de blev bortvist... Ja, hvis Rin blev bortvist, så ville jeg bare være lykkelig, så kunne jeg få Brandon for mig selv, men jeg ville ikke have, at Catriana skulle bortvises, lad hende dog ikke blive bortvist, Bill!

     Så kom de ud. De så ikke på hinanden, og de sagde heller ikke noget. Så fik Rin øje på os og løb hen og omfavnede Brandon.

     "Blev du bortvist?" spurgte Brandon.

     "Nej," smilede Rin. "Det ville du være ked af, ikke?"

     "Selvfølgelig," svarede Brandon halvhjertet.

     "Nå, men jeg går tilbage til mit værelse og tager et bad." Så løb Rin.

     Catriana stod stadig henne ved døren. Jeg kiggede længselsfuldt på hende og havde mest lyst til at gå hen og kramme hende. Hvilket var sært, for jeg kendte hende knap nok, men der var bare denne her følelse... som om det var meningen, at vi skulle være sammen. Men Catriana kunne åbenbart ikke føle det.

     "Brandon, må jeg - "

     "Nej," svarede Brandon prompte.

     "Men hun..."

     "Nej, James - bare drop det. Hun er stadig bare en freak, og Rin hader hende. Hun er mærkelig." Så gik han efter Rin.

     Jeg stod i nogle sekunder og betragtede Catriana. Så så hun på mig - hun så mig næsten i øjnene, men ikke helt. Hendes sorte blik var så gådefuldt. Så gik hun.

 

Rin havde fået taget et bad og lå nu i sofaen og så op på loftet med det fugtige hår spredt ud over sofapuden.

     Catriana kom gående ind efter de ikke havde set hinanden i en halv time.

     "Jeg ønskede at passe ind," sagde hun. Rin skænkede hende rent faktisk et blik for en gangs skyld. "Jeg ønskede, at nogen skulle se på mig som normal."

     Rin satte sig op i sofaen. "Det undskylder stadig ikke for det, du gjorde. Det var forkert, Cat."

     "Det kan godt være, at det var forkert, men det er sådan, jeg er. Jeg har gjort mange "forkerte" ting i mit liv, men derfor skal du ikke... du skal ikke dømme mig på den måde. Jeg er opvokset under strenge vilkår og - "

     Hun bremsede sig selv i sætningen, da Rin åbnede munden for at sige noget. I stedet sagde hun:

     "Og jeg opvoksede ikke i en sump. Jeg opvoksede langt herfra - jeg er ikke vant til noget af det her, men en ting er jeg vant til: At være anderledes - at være en outsider og en... freak. Jeg håbede på, at det kunne være anderledes her, hvor alle er så... forskellige. Og til mit forsvar, så er du altså også virkelig mærkelig! Du er anderledes, fordi du kan betvinge alle fire elementer, men det kommer til din fordel - for mig er det en ulempe at være anderledes. Kan du ikke bare... bare... lad være med at dømme mig, okay? For jeg håbede... måske... at vi kunne..."

     Hun stoppede sig selv og så ned på sine foldede hænder, mens hun sank en klump.

     "Kom her," sagde Rin. Catriana så op.

     "Hvad?"
     "Kom her, sæt dig ved siden af mig. Der kommer en serie i fjernsynet om lidt, vi kan se den sammen."

     Catriana nikkede stumt og satte sig ved siden af Rin, der tændte for skærmen.

     "Der hvor jeg kommer fra," sagde Rin, "var livet heller ikke en dans på roser. Du er ikke alene."

     Catriana smilte. Og så så de fjernsyn.

     Jeg tror, at det var i det øjeblik, at de to blev venner. Sådan rigtigt venner, de indså, at de havde ting tilfælles, og de indså, at de forstod hinanden på en eller anden forskruet måde.

 

Morgenen efter til morgenmaden sad Brandon og jeg ved vores sædvanlige bord og spiste vores toast. Vi havde regnet med, at hverken Rin eller Catriana ville sætte sig.

     Men der tog vi fejl.

     Pludselig sad vi alle fire ved bordet.

     Brandon så spørgende på Rin, da Catriana også satte sig - for Brandon havde ikke sluttet fred med hende endnu. "Hvad...?"

     "Hun er min nye BFF, Brandon," sagde Rin. "Jeg sagde det jo."

     "Jamen hun..."

     "Altså, BFF er så meget sagt," sagde Catriana. "Men venner er vi vel - på en måde." Hun smilte en smule.

     "Men hvad med jeres... øh... grupper?" spurgte Brandon.

     "De er ikke mine typer," indrømmede Catriana. "Jeg vil hellere være sammen med jer normale typer."

     "Og du må gerne få dine fans tilbage, Brandon," bekendtgjorde Rin med et smil.

     Jeg kunne seriøst ikke tro det, der skete omkring mig.

     "Så... vi er alle venner nu?" spurgte jeg forsigtigt. Rin og Catriana nikkede.

     Så smilte jeg. "Nå, i det tilfælde: Hvad skal du efter skole, Catriana?"              

     "Ikke gode venner," sagde Catriana. "Jeg ved godt, hvor stor en player du er, James, jeg har hørt om Sally Winters."

     Jeg kneb øjnene sammen og så på Rin. "Har du fortalt hende om Sally Winters?"

     "Måske en lille smule," svarede Rin og flækkede.

     "Ja, men det passer ikke," sagde jeg. "Det lover jeg dig, det passer ikke!"

     Men det var slut. Catriana var den eneste pige, jeg nogensinde havde villet noget seriøst med, og hun var udelukket. Det var da også uretfærdigt.

    

 

 

 

 

    

      

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...