Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3874Visninger
AA

2. Episode 1: "Så er vi der fandeme igen"


 

 

 

 

Mit navn er James Cult.

     Da jeg var fjorten startede jeg på denne her magiskole sammen med min bedste ven Brandon. Nu var vi så seksten år, og vi havde gået på den skole igennem hele vores teenagealder.

     Det er altid en lettelse at komme ud til skolen, men samtidig er jeg træt af den.

     Kender I det, når man har holdt ferie i næsten to måneder uden at bruge sin hjerne til noget som helst? Og så skal man efter de her to måneder starte i skolen igen og bruge den til en hel masse? Og intet interessant kommer til at ske overhovedet. Der var aldrig sket noget interessant på den skole – og jeg var temmelig sikker på, at der aldrig ville det.

     Ja… det kunne ikke være mindre rigtigt.

 

Så i midten af august sad jeg igen i Celinas varme bil med vinduet rullet helt ned for at få lidt luft ind. Jeg spurgte hende nok omkring en million gange, om jeg ikke nok kunne få lov til at forvandle mig til en ørn og flyve hen til magiskolen? Ja, det fik jeg ikke lov til. Lige så lidt som jeg fik lov til det de andre gange, hun kørte mig derud.

     Vi er alle sammen ”velsignet” med magi. Nogle betragter det som en forbandelse – mens nogen betragter det som et direkte bless fra Gud. Jeg giver ikke rigtig en shit. Jeg ved bare, at jeg er formskifter og kan forvandle mig til en ørn lige så snart jeg har lyst. Men det vil det skøre kvindemenneske til Celina aldrig give mig lov til. Det er surt.

     Efter freaking fire timer i den dræbervarme bil ankom vi omsider til skolen. Skolen lå langt væk fra alting, og en gang om dagen gik der en bus derfra og ned til den nærmeste by (en halv time derfra). Og jeg svor, at hvis vi ikke var nået frem til den bus, så slog jeg en vis kvinde ihjel. Hun havde været flere timer om at gøre sig klar og pakke alle de ”nødvendige” ting som ekstra underbukser og en tandpasta med ekstra meget flor i.

     Men Brandon ventede på mig. Jeg havde ikke tid til den slags – og det vidste hun udmærket godt.

     Så jeg sprang nærmest ud af bilen og fik min kuffert og rygsæk med.

     Celina steg ud i den anden side efter at have slukket bilen.

     ”Hvad er klokken?” spurgte jeg lettere panisk.

     ”Det ved jeg ikke,” svarede Celina lettere fjernt.

     ”Jamen du ved altid, hvad klokken er!”

     ”Mit ur et gået i stykker,” sagde hun, mens hun prikkede på den lille skærm til sit armbåndsur. ”Det må være varmen.”

     ”Det siger du ikke.”

     I øvrigt, så bør jeg nok lige definere Celina. Hun er ikke min mor. Eller… anden underlig slægtning. Faktisk er hun noget af en plejemor for mig. Den eneste forskel er bare, at hun gør det uden at tage penge for det fra staten. Hun adopterede mig nærmest. Men hun vil aldrig blive min mor, selvom hun teknisk set har taget sig af mig siden jeg var ni.

     Hun var ligesom bare den eneste, der var til stede, da min familie døde. Jeg var bare denne her lille ynkelige dreng, der kun havde det brændende hus i skoven i tankerne, og så var det hendes dør, jeg bankede på. Og siden da har hun bare altid behandlet mig som sin søn. Selvom hun aldrig bliver min mor. Og tro mig, det er såmænd fint nok, at hun laver mad til mig og vasker mit tøj, så det ikke lugter, men jeg er en anelse træt af, at hun altid skal opføre sig, som om hun er min mor. Og så er hun virkelig dårlig til det.

 

Jeg slæbte af sted med min kuffert og rygsæk ind ad den store port og ind i den kæmpestore hall med lysekronen og den store reception, hvor rektoren sad. Jeg forstod aldrig det faktum med Bill, som var rektor på skolen – og receptionist, og lærer i praktisk magiudøvelse. Og så arbejdede han også på caféen nede i byen alle weekendaftener.

     Men han sad der som han altid plejede og noterede hver enkelt elevs ankomst.

     Inklusive min. Og det gjorde mig sur, for sidste gang, vi så hinanden, var han ved at give mig en ordentlig skideballe, fordi det var lykkedes mig at score Sally Winters – en engel (bogstavelig talt, hendes vinger fylder like tre pladser ved siden af hendes). Og hun er den smukkeste og mest populære pige på skolen, og hende fik jeg i kanen sidste år. Men hun kunne ikke klare mosten, så hun begyndte at tude og ringede hjem til sin mor. Og så kom det hele til at lyde, som om jeg var skurken, selvom det var hende, der havde været med på den lige fra starten.

     ”Så du besluttede dig for at komme tilbage, Cult,” sagde Bill uden så meget som at se op. Jeg stod bare og fnøs foragteligt og proppede hænderne i lommerne.

     ”James er meget ked af det, William,” undskyldte Celina… den heks. ”Jeg har ringet hjem og undskyldt til pigens forældre.”

     Bill rejste sig nu op med et smil. ”Du vil altid være en engel, Celina. Jeg ved, at du gør dit bedste med drengen – han er ikke altid lige let at styre, og jeg føler med dig.”

     ”Jeg står lige her,” indvendte jeg sammenbidt – i tilfælde af, at de havde glemt det, mens de havde stået og set hinanden blinkende ind i øjnene.

     ”James!” lød en høj stemme gennemtrængende i den store hall. Jeg så mod den store brede trappe ved siden af receptionen, hvor min bedste ven Brandon stod.

     Definitionen af Brandon: Brandon er min bedste ven – nærmest min eneste ven. Jeg har aldrig været så glad for venner. Men Brandon var tilfældigvis min nabo – hvilket vil sige Celinas nabo, og hans mor var bedste venner med Celina, så skæbnen ville, at vi fik et ret nært bekendtskab, og blive venner i sidste ende. Og så er han ildbetvinger. De første par måneder af vores tid her på skolen gik det hele tiden galt, og flere steder kan man stadig se mørke pletter i loftet.

     ”Hvor fanden har du været?!” råbte han nu ned til mig, lige så snart han havde set, at han havde fået min opmærksomhed. ”Bussen kører om et kvarter!”

     ”Nå, farvel, Celina,” sagde jeg med det samme til min kære plejemor og skyndte mig op af trappen. ”Vent ikke på mig!” tilføjede jeg, i tilfælde af, at hun troede, det var nødvendigt.

 

Vi gik op på vores fælles værelse. Det mest luksuriøse ved den skole var… okay, det mest luksuriøse ved skolen var helt klart maden – men lige efter det kom værelserne. De var større end mit værelse, hjemme i Celinas palæ af et hus. Og så var der et badeværelse med toilet lige ved siden af.

     Brandon og jeg havde delt værelse lige siden første år. Vi insisterede og plagede Bill i evigheder den første dag, fordi vi var havnet med andre bofæller. Jeg med en nørd, der gik rundt og hang plakater med det periodiske system op, og Brandon med denne her overvægtige fyr, hvis eneste magi var at kunne tale og tale og tale uden at holde pause – nogensinde.

     Så vi fik ham overtalt til at kunne dele værelse med hinanden. Og pludselig var der intet, vi ikke kunne lide ved skolen.

     Så jeg gik hen til mit garderobeskab og begyndte at fylde mit tøj ind – lynhurtigt. Brandon lagde sig bare på sin seng og ventede utålmodigt på mig.

     ”Hvorfor tog det så lang tid?” spurgte han.

     ”Hey, spørg Celina, det er hendes skyld – som altid,” var mit svar – mit sædvanlige svar. Det var altid Celinas skyld, når jeg kom for sent til ting, sådan var det bare. ”Men er der kommet nogle nye chicks?”

     ”Er det seriøst det første, du vil spørge om?”

     ”Øh… ja,” svarede jeg, som om det var en selvfølge. Hvilket det vel egentlig også var.

     ”Ja, der er kommet en masse nye chicks, men de er alle sammen fjorten år eller har hørt rygtet om James Cult.”

     ”Går der rygter om mig?”

     ”James, du har været i kanen med hver evig eneste pige med mellemrum mellem benene på denne her skole. Der bliver talt – og jeg kan love dig for, at der bliver talt. Du er løbet tør for piger.”

     ”Så… der er slet ikke startet nogen helt nye? Uden… veninder?”

     ”Findes der piger uden veninder?”

     ”Rin, måske. Har hun nogen veninder?”

     Nu rejste Brandon sig op i forsvar. ”Rin har masser af veninder – tror jeg. Er jeg ret sikker på. Men de… jeg tror, at de bor i Korea.”

     ”Brandon, bare fordi hun er af koreansk afstamning betyder det ikke, at hun har en hel klike derovre,” sagde jeg. ”Faktisk tror jeg ikke engang, at hun nogensinde har været i Korea.” Det sidste var mest en mumlen til mig selv.

     ”Åh gud, det minder mig om, at jeg skal ringe til hende.” Brandon tog sig til panden og tog sin mobiltelefon op. ”Jeg bliver nødt til at høre, om hun er på vej og er her snart.”

     Brandon tog sin telefon op og trippede nervøst. Jeg fattede det ærlig talt ikke. Det med, at han havde en kæreste, og det faktum, at hun havde holdt i like… snart to år, hvilket var temmelig imponerende. Han var blevet så kedelig på det seneste, fordi vi var holdt op med at jage piger sammen – nu var det kun mig.

     Telefonen blev taget.

     ”Hey, Rin,” sagde Brandon ind i røret. ”Hvor langt er du? Er du her snart? Sig, at du er her snart.” Sandheden var, at den bus var mega vigtig, og hvis ikke Rin var her indenfor omkring ti minutter var det ikke sikkert, vi kunne tage af sted.

 

”Nej, jeg er her ikke snart, Brandon,” svarede Rin irriteret, mens hun sad på bagsædet af taxaen. ”For taxachaufføren er en gammel freak, der nægter at køre mere end 50/t på en motorvej fordi han er bange for at køre harer og hjorte over.”

     ”Er du i en taxa?” spurgte Brandon. ”Jamen… hvorfor kører dine forældre dig ikke bare?”

     ”Det ved du udmærket godt,” svarede Rin. ”Lad være med at bringe det på bane.”

     Definitionen på Rin: Som jeg nævnte tidligere havde hun været Brandons kæreste i næsten to år nu (hvilket var usandsynligt imponerende!), og hendes bedsteforældre kom vist fra Korea, så hun er temmelig meget af asiatisk udseende. Men Rin har det med gerne at ville skille sig ud fra mængden, så hun har farvet sit sorte hår rødt og går altid i skrigende farver. Og så kunne hun betvinge alle fire elementer, hvilket var specielt for betvingere. Jeg havde personligt aldrig hørt om nogen før Rin, det havde Brandon heller ikke, men han fortalte mig, at den slags forekom – det gik han i hvert fald ud fra. Rin gik ikke på skolen. Det var først, da vores lærer hørte om, at hun kunne betvinge alle fire elementer, at hun pludselig blev meget ivrig efter at få pigen herud. Så hun ringede straks til Rins forældre og gav dem tilbuddet. Og Rin havde skam ikke noget imod det, så hun sagde ja med det samme. Apropos Rins forældre, så er der en fortid dér, som jeg ærlig talt ikke ved så meget om, fordi hun er elendig til at tale med andre end Brandon, og ikke engang Brandon har hun fortalt det her til. I hvert fald skifter det lidt, nogle gange elsker hun dem, andre gange hader hun dem.

     Men tilbage til virkeligheden.

     ”Men… tror du, at du kan være fremme inden ti minutter?”

     ”Ti minutter?!” spurgte Rin en anelse hysterisk. ”Nej, det regner jeg ikke med, for denne her chauffør kører så langsomt, som man kan gøre uden at tabe til en snegl! Hvorfor?”

     ”Jo… James og jeg plejer at tage bussen klokken halv fem og tage ned til byen første dag. Det er en… tradition.”

     ”Ja… den tradition må vente til i morgen, for I har bare at være der, når jeg endelig ankommer! Og jeg lægger på nu!” Rin lagde på. Så lænede hun sig surt tilbage på bagsædet og kiggede ud af vinduet. Det var begyndt at regne. De kørte forbi en eller anden sorthåret pige med en kuffert. Måske skulle hun også gå på skolen.

     Rin dykkede ned i sin taske og fandt sin iPod og satte høretelefonerne i ørerne. Så opdagede hun, at der ingen lyd kom ud af dem. Hun smed dem ned igen.

     ”Øv!” brummede hun. ”Dumme iPod, dumme musik… Dumme taxachauffør.”

     Taxachaufføren prøvede at ignorere hende og fortsatte med at køre.

     ”Hvorfor kører du så langsomt?” snerrede Rin. Når Rin endelig var sur var hun sur på alle, og man havde ikke lyst til at være den person, der var alene i samme rum - eller bil - med hende.

     ”Jeg er meget træt,” svarede taxachaufføren med en italiensk accent. ”Jeg skulle køre rundt hele natten i nat sammen med en pige, der ikke kunne bestemme sig for, hvor hun skulle hen. Det blev meget dyrt for hende, men jeg fik ikke nogen søvn den nat.”

     ”Det er jeg meget ked af,” sagde Rin med påtaget sødme. Så skruede hun bissen på: ”Men det betyder ikke, at du skal køre langsomt, for jeg har meget travlt!

     ”Men hvis jeg kører hurtigt kan jeg risikere at køre dyr, der løber over vejen, over. Jeg bemærker dem ikke, hvis jeg er træt!”

     Rin stirrede på den gamle mand med overskægget med et lille tik under øjet. ”Du laver sjov, ikke? Det er freaking dyr! Finder du virkelig dyr vigtigere end dine kunder? Jeg er parat til at betale dig. Betaler de dig måske for ikke at køre dem over?”

     ”Jeg kan godt lide dyr,” mumlede chaufføren ned i rettet.

     Så var der lidt akavet tavshed i bilen, hvor ingen sagde noget. Rin så bare surt ud af vinduet, ud på regnen. Så begyndte hun at mumle til sig selv:

     ”Dumme magiskole… hvorfor skulle jeg også starte på den? Og være sammen med to latterlige drenge, hvor den ene hele tiden forvandler sig til nuttede dyr for at lokke piger til sig, og den anden altid praler med sine mestertricks med ild - spyr ild ud af munden. Som om det er nogen bedrift, når man kan danne det ud af sin ilt ligesom en freaking drage! Hvorfor vil jeg også ud på den freaking magiskole?!” Den sidste sætning råbte hun nærmest højt - så højt, at taxachaufføren hørte det og bremsede så hårdt op, at Rin stødte ind i sædet foran sig og slog sin næse.

     ”Er du sindssyg?!” snerrede hun og tog sig til den lille tud.

     Chaufføren vendte sig om mod hende med skræk i øjnene. ”Skal du ud til magiskolen? Den magiskole? Fyldt med vampyrer og hekse og… og… folk der kan forvandle sig til uhyrer?” Hans stemme sank hen til en hæs hvisken.

     Rin rynkede panden og så sig lidt omkring. Så åbnede hun munden og hviskede tilbage: ”Ja?”

     Chaufføren spærrede øjnene op. ”Ud af bilen! NU!”

     ”Hvad?! Det kan du da ikke bare gøre! Vi er flere kilometer fra stedet!”

     ”UD af min bil, lige nu! Jeg vil ikke have noget med det magiske og troløse hejs at gøre! Ud! UD NU!”

     Nu blev Rin stædig. Hun lænede sig tilbage og lagde armene over kors og så udfordrende på den gamle mand: ”Tving mig.”

 

Et par sekunder efter stod Rin i regnen med sin kuffert og skuldertaske mens taxaen drejede om og kørte væk fra hende. Hun råbte efter den:

     ”Din overtroiske freak! Hvad vil du have, at jeg skal gøre nu, hva’?!

     Men bilen var langt væk allerede, og det så ikke ud til, at den ville vende om. Rin så op på den overskyede himmel. ”I det mindste kan det ikke blive værre, nu hvor det regner og det hele.” Hun bøjede sig ned over sin taske og tog sin iPod op, og hun satte den i ørerne igen.

     ”Åh… musikken virker stadig ikke. Så vandt universet endnu engang.”

     Så Rin tog nu sin mobil op og ringede til Brandon. Han tog den.

     ”Hvad er der, Rinrin?” lød drengestemmen i den anden ende.

     ”Du ved godt, du ikke har bemyndigelse til at kalde mig det,” snerrede Rin. ”Den bindegale taxachauffør har smidt mig af. Han tror sikkert, at vi udøver mørke kræfter og alt muligt shit derude. Så nu står jeg i den freaking regn midt ude på freaking bøhlandet!”

     ”Hvad kan du se?”

     ”Hvad mener du?”

     ”Hvad er der omkring dig?”

     ”Der er ikke noget omkring mig, det er det, der er hele pointen!”

     ”Men hvad med et træ eller et skilt eller noget?”

     Rin så sig lidt omkring. ”Jo, der er et egetræ oppe på en bakke lidt væk.”

     ”Godt nok, så er du tæt på. Bare begynd at gå. Du er her nok om en times tid.”

     ”En times tid?!

 

En times tid senere stod der en gennemblødt og pissed of Rin i entréhallen med sin kuffert stående ved siden af sig og sin taske over skulderen.

     Brandon og jeg kom hende løbende i møde. Jeg kunne ikke lade være med at grine over, hvor pissed hun så ud. Med den lille rynke mellem hendes øjenbryn og mundvigen, der gik direkte nedad.

     ”Du skal ikke grine!” snerrede hun af mig. ”Det var ikke sjovt! Den mand var sindssyg!”

     ”Rin dog!” lød en skvadrende stemme bag os. Og ned ad den imponerende trappe kom Celina og Brandons mor løbende. De kom begge to helt ned til os, og Brandons mor faldt nærmest Rin om halsen. Rin faldt næsten omkuld.

     ”Hej… fru Michigan,” pustede Rin ud. ”Godt at se Dem.”

     ”Hvorfor er du dog helt gennemblødt?” spurgte fru Michigan og så nu på Brandon med et gennemborende blik. ”Hvordan kunne du dog bare lade din kæreste traske gennem regnen? Hvor er den gentleman, jeg har opdraget?”

     ”Mor…” prøvede Brandon, men han blev afbrudt, før han kom i gang.

     ”Din mor har ret, Brandon,” sagde Celina. ”Når man er i et seriøst forhold, så har man pligt til at opfylde alle pigens behov. Det er ens pligt som en mand. Jeg har selv prøvet at få det ind i hjernen på James siden han var en lille dreng, og jeg er sikker på, at så snart han endelig finder en, så vil han være meget høflig.” Celina kiggede hen på mig mens hun talte videre til James. ”Og han vil blive den gentleman, jeg har opdraget ham til at være. I stedet for at skræmme pigerne væk med alle hans umandige træk burde han i stedet se at få kærlighed inde i sit liv.”

     ”Celina!” råbte jeg. Hvorfor stod hun og fortalte den slags vrøvl til min bedste ven? Brandon stod bare og stirrede på de to kvinder med store øjne, og han lignede en, der havde mest lyst til at stikke af.

     Det var Rin, der skiftede emne: ”Jeg vil gerne se mit værelse.”

 

Rin tilbragte en halv times tid på sin ene halvdel af værelset, hvor hun pakkede ud og skiftede tøj - og fik endda også redt sit hår og sat det op og alt muligt shit. Alt imens hun brokkede sig over, at hun ingen bofælle havde. Og det var det, hun havde like glædet sig allermest til, sagde hun.

     Så blev det tid til velkomsttalen fra Bill af.

     Det var egentlig bare det sædvanlige sludder hvert år. Hvor Bill stod oppe på trappen og lignede en, der var tusind år ældre end han rent faktisk var, og talte ud til os alle sammen, forældre såvel som lærere, gamle elever såvel som de nye. Og vi skulle lytte til det hvert år.

     Brandon og jeg gad bare ikke lytte, selvom han altid opfordrede os til det som noget høfligt. Vi stod altid og diskuterede pigerne. Hvilket vil sige, at jeg gjorde, han gad ikke så meget mere. Især ikke i år, nu hvor Rin stod lige ved siden af os.

     ”Du løj for mig, Brandon,” hviskede jeg til ham.

     Brandon så spørgende på mig.

     ”Der er flere hundrede piger på vores alder, som jeg ikke har set før. Hvorfor lyver du for mig?”

     ”Fordi jeg ikke vil have, at du skal rode dig ud i noget dumt. Du bliver sikkert bortvist, hvis du rører en pige igen. Kan du huske Sally Winters?”

     ”Ikke også dig… Brandon, hold nu op. Du var endda med til at planlægge, hvordan jeg skulle komme i kanen på hende.”

     ”Styr dit sprog, James,” hviskede Rin. Jeg havde helt glemt, at hun var der. ”Desuden ved vi alle tre godt, at du aldrig har været så meget som tæt på pigers… ”kane” eller hvad du nu kalder det.”

     ”Det har jeg da.”

     ”Årh nej, du har ej,” sagde Brandon. ”Fordi du er bange for, at hvis Celina finder ud af det… Celina, der går i kirke hver søndag og aldrig har været i seng med nogen, fordi hun aldrig har været gift. Du er bange for, at hun finder ud af det.”

     ”Hvad så med dig? Du og Rin har heller aldrig…”

     Rin standsede mig ved at stirre vredt på mig.

     Men Brandon svarede mig alligevel: ”Niks, men det er også, fordi min mor går i kirke hver søndag og er bedste ven med din plejemor.”

     Jeg fnøs.

     I det samme hørte vi hoveddøren åbne bag os. Og Brandon, jeg og et par andre kiggede kort derhen og så en pige komme ind. Hun var i regnjakke, og da hun tog hætten ned bemærkede jeg straks hendes tykke lange sorte hår, der faldt ned ad ryggen. Brandon og Rin vendte hurtigt tilbage til talen, men jeg blev ved med at betragte den nyankomne. Jeg havde aldrig set hende før. Men for fanden da, hvor var hun smuk. Der var et eller andet nervøst og usikkert over hende, men samtidig virkede hun også… ja, som noget jeg ikke kunne beskrive. Bare ved første øjekast kunne jeg fornemme, at hun ikke var som nogen anden.

     ”Se, det er hvad jeg snakker om,” hviskede jeg til Brandon. Han så også hen på hende. Så så han på mig.

     ”Hende?” spurgte han.

     ”Hende,” svarede jeg med et lille smil.

 

Efter talen ville Rin gerne op til sit værelse igen for at se, om hun havde fået en bofælle. Og hun ville have Brandon med. Inden han blev trukket af sted, skyndte han sig lige at nævne til mig:

     ”Okay, gå hen og tal med hende, find ud af, hvilken type hun er. Men seriøst, jeg vil råde dig til ikke at… gøre for meget ud af det. Hun virker ikke som den… lette type.”

     ”Fint nok,” svarede jeg. Og så blev Brandon hevet med op ad trapperne.

     Og jeg nåede lige at se hen på den sorthårede pige henne ved døren, der var ved at dykke ned i sin taske, før jeg straks blev tvunget til at vende hovedet mod Celina.

     ”James, jeg går nu,” sagde hun moderligt. ”Vi ses til jul, ikke? Eller måske endda før?”

     ”Nej, vi ses til jul,” gjorde jeg det fast. ”Eller til sommerferien. Hvem ved?”

     Celina åbnede munden med et lille smil. Så sagde hun: ”Jeg skal nok finde ud af noget. Ses, skat.” Så gav hun mig et lille kys på panden og gik. Jeg tørrede min pande og smilte - for nu var jeg endelig fri. Et helt halvt år, hvor jeg bare kunne være mig sammen med mine venner! Vildere blev det ikke. Jeg elskede det her sted.

     Og jeg kiggede nu målrettet på pigen med det lange sorte hår. Og jeg begyndte at gå hen imod hende. Da jeg kom hen til hende opdagede jeg, at hun hverken var asiater eller sydeuropæer eller noget. Hun var faktisk bleg. Men håret var kulsort, og tykt som en engels. Sådan Sally Winters-tykt. Tykt på sådan en måde, så det ligner havfruehår, når det hænger løst. Hendes øjenfarve var mørk.

     ”Hej,” sagde jeg og skruede charmen på. Hun skævede kort op til mig.

     ”Hej,” svarede hun mens hun rodede videre i tasken.

     ”Hvad leder du efter?”

     ”Mit papir… eller hvad de nu kalder det. Jeg skal bruge det for at blive registreret.”

     ”Nårh det. Skal jeg… hjælpe dig?”

     Nu så hun op på mig. Eller rettere, hun så nogenlunde op på mig. Måske havde hun gennemskuet mig og ville bare undgå øjenkontakt. Mine øjne var mit allerbedste våben mod piger.

     ”Spørger du mig, om du må få lov til at rode i mine private ting? Dig? En helt fremmed dreng, som jeg aldrig har set før?”

     Jeg rynkede panden og så sådan lidt rundt. Så studerede jeg hendes øjne. De var virkelig mørke, som var de nærmest sorte. ”Nej da,” sagde jeg så.

     ”Det tænkte jeg nok,” sagde hun og vendte så tilbage til sin taske. Så hev hun et stykke sammenfoldet papir op. ”Her er det.” Derefter lukkede hun tasken og rejste sig op, hvorefter hun begyndte at gå hen imod receptionen, hvor Bill sad og spiste en snack.

     ”Hey, hvad hedder du?” spurgte jeg, inden hun slap helt væk.

     ”Catriana,” svarede hun og så kort på mig. ”Bare kald mig Cat.”

     ”Catriana er da et flot navn,” sagde jeg, ikke rigtig til hende, fordi det ikke var højt nok til, at det var meningen, hun skulle høre det. ”Hvorfor forkorte det til et dyr?”

     Hun så kort tilbage på mig med et lille smil og gik så hen i receptionen, hvor hun snakkede med Bill og overrakte ham sit papir.

     Og da slog det mig. Jeg måtte finde ud af, hvor hun skulle bo. Det kunne ikke ende sådan her. Hun var speciel, jeg vidste det.

     Så lige så snart hun var gået op ad trappen efter at have fået sit værelsesnummer at vide, drønede jeg direkte hen til Bill.

     ”Bill, hvilket værelse skal den pige bo på?”

     ”Det kan jeg ikke fortælle dig,” svarede Bill, mens han kiggede ned på sin liste over elever.

     Jeg lænede mig frem og lavede trutmund. ”Hvorfor ikke?”

     Bill kiggede nu op. Han bed sig i underlæben og lænede sig frem, mens han kiggede sig lidt til begge sider. Så gjorde han tegn til, at jeg skulle læne mig endnu mere frem. Det gjorde jeg. Så hviskede han til mig:

     ”Der var ikke nogen pige - hun var en illusion.”

     ”Hva’?” Jeg trak mig tilbage og stirrede på ham. Hvad snakkede manden om?

     Så smilte han svagt. ”Laver bare sjov.”

     ”Ha ha,” sagde jeg ironisk. ”Men seriøst, hvilket værelse skal hun bo på?”

     ”Det kan jeg stadig ikke fortælle dig.”

     ”Orh kom nu! Hvorfor ikke?!”

     ”Sally Winters, Cult. Sally Winters. Og desuden fik jeg utallige klager fra forældre igennem sommerferien! Er du selv klar over, hvor mange piger du har været efter sidste skoleår? Så nej, du kan ikke få hendes værelsesnummer at vide. Det er slut med at give dig værelsesnumre på lækre piger.”

     ”Så du indrømmer dog, at hun er lækker?”

     ”Smut, Cult!”

     Jeg fnøs og gik. Men jeg råbte dog lige tilbage til ham: ”Du ved, at jeg finder ud af det uanset hvad!”

 

Rin stod oppe på værelset og prøvede at få kufferten oven på det enorme garderobeskab. Men hun havde da hele værelset for sig selv, så hun havde da nok plads alligevel. Men det nagede hende, at der ikke var dukket nogen op.

     Hun havde lige smidt Brandon ud. Okay, han var selv flygtet da hun var begyndt at brokke sig over sin iPod.

     Så nu var hun alene. Pludselig hørte hun en stemme bag sig:

     ”Oh… jeg vidste ikke, at det var tomandsværelser.” Den lød skuffet.

     Rin snurrede rundt og fik øje på en sorthåret pige, der stod i døråbningen med en gammel rullekuffert ved hånden. Rin spekulerede på, om det var den pige, hun havde set på vej til skolen.

     ”Hej!” sagde hun letter hyperaktivt. Var det…? ”Er du min bofælle? Skal du bo her?”

     ”Øh… ja, altså hvis det her er nummer 23,” sagde pigen en smule slukøret og så sig lidt rundt.

     ”Det er det!” sagde Rin lykkeligt. Hun speedede hen til den nyankomne og nærmest gav hende en omfavner. ”Hvor er jeg lettet! Jeg hedder Rin, men fordi du er min ven, så kan du kalde mig Rinrin.”

     ”Øh… okay…” sagde pigen.

     Rin stod i lidt tid og så på hende. Men den fremmede pige sagde ikke noget. Så spurgte hun:

     ”Hvad hedder du?”

     ”Catriana,” svarede pigen fjernt, mens hun så sig om - mest op på hylder og den slags - de høje steder. ”Eller Cat, hvis du vil det.”

     ”Cat,” fnes Rin. ”Kat.”

     ”Sagde du noget?”

     ”Nejnej. Er du ny?”

     ”Ja, jeg fik lyst til noget luftforandring, så jeg tog herud, hvor jeg tænkte, at jeg kunne være mig selv - altså nogenlunde. Men folk er sære her.”

     ”Det siger du ikke,” mumlede Rin til sig selv og spurgte så derefter højt: ”Hvad mener du?”

     ”Jeg mødte denne her dreng i entréhallen. Han tilbød at rode i min taske. Han var lyshåret og jeg tror, at han lagde an på mig eller sådan noget.”

     ”Åh… det var nok James.”

     ”Hvem?”

     ”Min kærestes bedste ven. Ham vil jeg råde dig til at undgå. Hans forældre døde, da han var lille, så han har svært ved at binde sig. Lille pus.”

     ”Hvad snakker du om?”

     ”Ikke noget. Han er bare en player, han er ikke typen, der ringer tilbage. Du skal ikke kysse med ham eller noget… eller tro, at det kan blive til noget. Måske kan du blive venner med ham, men så går den heller ikke længere.”

     ”Øh… okay.” Catriana lagde sin kuffert på sin seng. ”Så gør jeg da det.”

     ”Godt,” sagde Rin. ”Men det er vist snart spisetid. Vil du med ned og have mad?”

     ”Serverer de flagermus med sennep?” spurgte Catriana prompte, mens hun så rundt i værelset.

     Rin stod bare og stirrede på hende og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle svare. Lidt forvirret sagde hun så: ”Øhm… det ved jeg ikke… Er det noget… man kan… spise?” Hun havde aldrig hørt om noget så afskyeligt. Flagermus? Med sennep?!

     ”Ja, det smager faktisk ret godt,” sagde Catriana, mens hun gik ud af værelset og videre ned ad gangen. Rin fulgte efter. ”Flagermus smager lidt som rotte.”

     ”Kan man spise rotter?!”

 

Aftensmad på skolen bestod næsten aldrig af noget, jeg rent faktisk kunne lide. De prøvede altid at have så mange typer mad stående, at hver eneste race fra hvor end den kom fra, ville kunne lide det. Problemet var bare, at de typisk glemte det almindelige menneskelige aftensmad. Temmelig utroligt. Jeg mener, hvor svært er det lige at have en simpel hamburger stående?

     Og årets første aftensmåltid var ingen undtagelse. Jeg gik rundt langs buffeten i en evighed, mens jeg ledte efter noget, der bare var en smule anstændigt for mine smagsløg.

     Så fik jeg øje på hende.

     Catriana gik på den anden side af buffeten og så lige så fortabt ud, som jeg gjorde med en fuldstændig tom tallerken.

     Jeg drønede hen til hende.

     ”Hej, Catriana,” sagde jeg kækt. Dårligt move.

     ”Hej,” svarede hun fjernt. ”Hvorfor er her ikke noget flagermus med sennep?”

     ”Øh… fordi man ikke kan spise flagermus med sennep går jeg ud fra. Men der er vist sennep et eller andet sted.”

     Catriana løftede det mørke blik og så næsten på mig. Jeg kunne næsten fornemme på hende, at hun ikke havde lyst til at se på mig. Jeg gik til psykolog for nogle år siden. Han sagde, at jeg havde svært ved at binde mig på grund af min families død da jeg var lille. Noget værre vrøvl. Men gad vide, om Catriana havde oplevet et traume som barn og nu havde svært ved overhovedet at se på folk?

     ”I øvrigt,” sagde jeg, da hun åbenbart ikke havde tænkt sig selv at starte nogen samtale. ”Jeg hedder James, hvis du ikke fik fat på det før.”

     ”Du fortalte mig det ikke, så nej, det gjorde jeg ikke,” svarede hun, mens hun tog noget grillet kød op på sin tallerken. ”Men jeg tror ikke, at vi kan snakke, James.”

     ”Hvorfor ikke? Du er jo ny, du kunne bruge en ven.”

     ”Ja, men jeg tror ikke, at det er venskab, du er ude efter.” Hun så nu på mig - okay, indirekte - det var vist så tæt på øjenkontakt, hun kunne komme. ”Jeg er ikke til den slags.”

     ”Ikke til hvad?”

     ”Til… den slags. Bare find dig en anden pige, James. Jeg er ikke den, du leder efter.” Så gik hun væk fra mig. Hen mod udgangen, og ikke mod et bord.

     ”Nu er det,” mumlede jeg for mig selv.

 

Jeg satte mig nede ved hjørnebordet ved panoramavinduet sammen med Brandon. Der sad vi altid. Denne gang var Rin bare blevet tilføjet.

     ”Du gætter aldrig, hvad jeg fandt ud af,” sagde Brandon så snart vi satte os.

     ”Er Sally droppet ud?” spurgte jeg håbefyldt. Jeg havde ikke set hende endnu, måske slap jeg helt for det.

     ”Øh nej… Bedre.”

     ”Der er ikke noget bedre.”

     ”Jo,” svarede Brandon uden diskussion. ”Vores tradition holder. Bussen kommer om en time og kører ned til byen. Den kører både om formiddagen, eftermiddagen OG aftenen i år. Er det ikke fedt?”

     ”Wow!” sagde jeg med påtaget lykke. ”Så vi kan tage ned til byen, som vi plejer.” Men i virkeligheden var jeg ligeglad med at tage i byen. For vi brugte altid tiden dernede med at finde piger. Og jeg havde allerede fundet den, jeg ville have.

     ”Det kan vi. Altså hvis Rin giver os lov.”

     ”Vi spørger hende senere. Ikke her… hvor der er så mange, hvis hun nu flipper ud.”

 

 

Lige så snart vi havde spist, gik vi op på Rins værelse. Rin åbnede døren og gik ind.

     Og der stod hun.

     Catriana var i gang med at smide tøj ind i sit garderobeskab. Hun boede her… med Rin. Min bedste vens kæreste. Det var for godt til at være sandt.

     ”Cat, det her er min kæreste Brandon og hans ven James,” sagde Rin til hende. Der var en sær måde, hun udtalte mit navn på, som om hun og Catriana havde noget internt i gang.

     Catriana vendte blikket indirekte på mig og smilede kort. Så sagde hun hej til Brandon og smed mere tøj i skabet.

     ”Men altså, Rin,” sagde Brandon nu. ”James og jeg ville spørge dig, om det ville være i orden, hvis vi nu… tog i byen i aften?”

     ”Men bussen er jo kørt.”

     ”Den kommer også om aftenen.” Brandons tonefald var ret beklagende.

     ”Jamen så synes jeg da, at I skal tage derned.” Rin smilede.

     ”Virkelig?” spurgte vi i kor. Den havde vi ikke set komme.

     ”Ja, jeg mener, jeg har jo Cat. Hun er min nye bedste ven og sådan.” Der var en måde, hun udtalte ordet på, som om hun ikke selv brød sig om det.

     ”Øh okay. Tusind tak, Rinrin.” Brandon gav hende et kys på kinden. Rin fnøs og lagde armene over kors.

     Jeg kiggede hen på Catriana, der vist forsøgte at lade, som om jeg ikke var der. Men så let slap hun ikke. Jeg gik diskret hen til hende.

     ”Du ved, at jeg er her, hvis du får brug for det,” hviskede jeg lokkende.

     Det var dråben.             

     ”Hva’?” spurgte Catriana chokeret.

     ”Hva’?” udbrød Rin nærmest rasende. Jeg så spørgende på hende.

 

Det næste, jeg oplevede var, at Rin trak mig ud af værelset og ud på gangen.

     ”Det dér kan du lige vove på!” råbte hun og pegede på mig.

     ”Hvad?”

     ”Du skal ikke lægge an på min bofælle!”

     ”Jamen hvorfor ikke?”

     ”Kan du ikke se det? Hvis du lægger an på hende, så dropper du hende også dagen efter, præcis ligesom alle andre. Og så vil hun hade dig! Og det betyder, at hun også vil hade Brandon! Og hvis hun hader Brandon, vil hun også hade mig! Og jeg har brug for en veninde her på stedet, også selvom hun er skør!”

     ”Hun er skør på en sød måde,” indvendte jeg.

     ”Nej, hun er skør på den bindegale måde. Men no way skal du prøve at komme i ”kanen” på hende! Det kommer ikke til at ske!”

     ”Fint,” sagde jeg surt og gik ned ad gangen. Bag mig kunne jeg høre Rin hviske til Brandon:

     ”Ved du, om man kan spise flagermus med sennep?”

     ”Næh,” svarede Brandon.

 

Næsten en time efter sad jeg på en stol ved vinduet på vores værelse og så ned i gården. Ned på en bænk, hvor Catriana sad og lignede en, der talte med sig selv. Hun var så smuk. Jeg havde slet ikke lyst til at tage ned i byen nu. Jeg ville bare have hende.

     ”Kom nu, James,” hørte jeg Brandon sige. ”Vi skal gå nu.”

     ”Kan du ikke bare gå?” spurgte jeg fjernt. ”Jeg vil hellere blive her.”

     ”Hva’? Er du syg?”

     ”Nej… jeg er bare… så forelsket i hende dér.”

     Brandon gik hen til vinduet og så ud. ”Taler hun med sig selv?”

     ”Er det ikke sødt?”

     ”Nej, det er skørt. Hun er skør, James. Kom nu, lad os gå ned i byen og finde nogle rigtige piger til dig. Du er helt uhyggelig lige nu. Har hun fortryllet dig eller noget?”

     ”Totalt…” mumlede jeg. Vinden tog fat i hendes lange tykke hår.

     ”Kom nu, James,” sagde Brandon. ”Ellers fortæller jeg Sally Winters, at hun var din pige nummer 150.”

     ”Jeg kommer,” sagde jeg prompte og rejste mig op.

 

Hvert evigt eneste år, når vi tog i byen. Okay, egentlig tog vi typisk i bogen flere gange om ugen året rundt, men første aften var altid den mest specielle. Der prøvede vi altid at snige os ind på barerne for at se, om vi kunne gå for at være attenårige, om vi var vokset tiltrækkeligt i cm., eller om vi var mere modne af udseende eller talte som voksne. Men de bustede os hver gang.

     Så vi gik på den sædvanlige café. Den var også ok. Mange unge på vores alder hang ud dér, man kunne få verdens bedste kager og kakao, og så var der også sofaer, man kunne slappe af i.

     Den eneste hage var, at Bill arbejdede der.

     Så det var temmelig svært at score piger uden han vidste det.

     Men det plejede ikke at afholde mig.

     Det gjorde det heller ikke i år. Men det gjorde noget andet til gengæld.

     Brandon og jeg bestilte noget sodavand og satte os ved et af bordene, mens vi tjekkede forskellige piger ud.

     Hvilket vil sige, at Brandon gjorde. Jeg gloede mest bare ud i luften, mens jeg tænkte på Catriana.

     ”Hvad med hende?” spurgte Brandon så og pegede diskret.

     Jeg så i den retning han pegede. Henne ved døren sad en brunette helt alene og så ud i luften, mens hun drak af en milkshake.

     ”Hun er hot,” argumenterede Brandon.

     Jeg nikkede fjernt.

     ”Kom nu, James. Se, om hun er noget for dig. Vær dig selv! Du skræmmer mig fra vid og sans. Du har ikke været efter nogen piger hele sommerferien, du trænger til øvelse.”

     ”Okay! Okay…” Jeg sagde det mest for at få ham til at holde kæft. Så jeg rejste mig op og gik direkte hen mod pigen. Måske ville det være godt for mig. Måske skulle jeg bare glemme Catriana og komme videre med mit liv.

     ”Hej,” sagde jeg og smurte charmen på. Hun så op på mig - vi så ind i hinandens øjne. Hendes var grønne.

     ”Hej,” svarede hun med et smil.

     ”Smager din milkshake godt?”

     ”Er det altid den replik, du lægger ud med, når du vil i snak med en pige?” spurgte hun.

     ”Nah, nogle gange spørger jeg, om jeg må rode i hendes taske.”

     Hun grinte lidt - selvom det egentlig ikke var særlig sjovt.

     ”Må jeg sætte mig?”

     ”Selvfølgelig.”

     Jeg satte mig. Hun smilte og spurgte, hvor jeg kom fra. Jeg svarede.

     ”Bor du her? I byen?” spurgte hun.

     ”Nej, jeg går på magiskolen,” svarede jeg. ”Jeg er formskifter.” Det var min ældste scoreteknik. Piger er helt vilde efter at se mig forvandle mig til små nuttede pandaer eller andre nuttede ting. Engang blev jeg bedt om at forvandle mig til en hest. Men den vildeste ting, jeg nogensinde blev bedt om at forvandle mig til, var en af de dér store ulve fra Twilight, fordi pigen var helt vild med filmene - bøgerne havde hun aldrig læst. Det var et ret godt tegn for mit vedkommende.

     Siden da har jeg været helt vild med at forvandle mig til en stor hvid ulv.

     ”Hvor vildt!” sagde hun. ”Går du så i skole med vampyrer og varulve og den slags?” Hun blinkede forførende, mens hun sugede af sugerøret.

     ”Øh… ja. Og mere til.” Helt klart mere til. Der var denne er sorthårede pige, som jeg havde forelsket mig i, og som jeg var helt vild efter at få fat i. Og i stedet sad jeg her og jagtede en pige, som jeg ikke engang var interesseret i.

     Da gik det op for mig. ”Hør,” sagde jeg. ”Du er pige nummer 151 af min lange liste af piger, som jeg har prøvet at score. Det er det eneste, mit liv består af. Jeg finder piger, vi går på date, jeg kysser hende, og jeg ringer ikke dagen efter. Det er sådan det er. Og du er ingen undtagelse.”

     Før jeg vidste af det fik jeg en svidende lussing, og pludselig sad jeg alene ved bordet.

     Og sekundet efter sad Brandon overfor mig. ”Hvad fanden gjorde du?”

    

Så gik vi ud af caféen og ned ad gaden. Jeg prøvede at forklare ham, hvordan det hang sammen.

     ”Hør, det er hende Catriana. Jeg tror faktisk, at hun er den, som jeg vil have. Jeg tror, at hun er den eneste ene. Jeg tror, at det er slut med alle de piger.”

     ”Du ved godt, at Rin aldrig vil lade dig komme i nærheden af hende, ikke?”

     ”Jo.”

     ”Hvorfor så prøve?”

     ”Hun er min Rin!”

     ”Nej hun er ej. Cat er skør, det er Rin ikke.”

     ”Er Rin ikke skør? Hun er da tosset!”

     ”Hun er k-popfan, og hvad så? Det er ikke ensbetydende med, at hun er skør!”

     ”Det er ikke det, denne her samtale skal dreje sig om!”

     ”Det ved jeg!”

     ”Men vil du hjælpe mig med at… du ved… få fat på Catriana?”

     ”Det sagde du også for to år siden. Da du mødte hende dér Kaila, hende, der var formskifter ligesom dig. Du var helt sikker på, at hun var den eneste ene, men så opdagede du, at hun havde dårlig ånde og ville aldrig se hende igen.”

     ”Men denne gang er det anderledes.”

     ”Så siger vi det,” sagde Brandon og klappede mig på skulderen. ”Så er vi der fandeme igen.”

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...