Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3859Visninger
AA

24. Epilog

 

 

Så meget som hun savnede sit hjem, så blev dalen ikke smukkere end nu.

     Pigen var opvokset, hvor man ikke så solen, regnen, skyerne eller stjernerne. Så hver dag værdsatte hun himlens skiftende humør. Hun elskede det hele, solen, der varmede hendes hud, regnen der gjorde hendes hår vådt.

     Lige nu, hvor solen var på vej ned, havde Koraldalens landskab nået sit højdepunkt. Det var ikke et sted for folk som hende, det vidste hun, men alligevel kunne hun ikke lade være med at elske at bo her. Selvom alle voksne var bitre og gnavne over tilværelsen her, og hun forsøgte at spille den, var det svært for hende at skjule sine sande følelser.

     Der var gået fem år nu. I fem år havde hendes folk boet her i Koraldalen, hvor her var blomster, blødt grønt græs og bække med ænder. Her havde de fået bygget en by og et slot til deres leder, som næsten var en slags far for hende. Hun havde lært alt hvad hun vidste fra ham. Hendes mor var død, da hun var lille, og hendes far var blevet tilbage hvor de kom fra, så det var svært ikke at betragte lederen som den eneste familie hun havde.

     Hun stod i lidt tid på stien op imod slottet og betragtede solnedgangen, samtidig med at hun samlede energi til at give ham den nyhed, hun havde. Hun vidste, at han ikke ville kunne lide den. Men hun havde vidst det i månedsvis nu, og hun havde udskudt at fortælle ham det alt for længe. Han var nødt til at vide det.

     Efter at have fundet modet, fortsatte hun sin gang op til slottet, hvor hun straks blev lukket ind. Hun boede her trods alt. Og med tunge skridt gik hun op ad de mange trapper, ned ad de mange korridorer, før hun ankom til sin mentors gemakker.

     Hun bankede på. "Darkeya?" sagde hun.

     "Er det dig, Yasmin?" spurgte han derindefra.

     "Ja," sagde hun. "Det er mig."

     "Kom ind."

     Yasmin gik ind og lukkede døren efter sig.

     Darkeya sad i en lænestol og drak af et whiskyglas. Han betragtede solnedgangen igennem det store panoramavindue. Solen skinnede kraftigt igennem glasset og fik hans sorte ravnevinger til næsten at skinne.

     "Hvad ville du, Yasmin?" spurgte han og vendte blikket imod hende.

     "Ehm..." Yasmin tog en hårtot om bag øret. "Der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig, om... om..."

     "Om Lucifers krig, ikke?"

     Yasmin stivnede kort, så nikkede hun.

     "Er den overstået?"

     "Den... den var overstået for flere måneder siden."

     Darkeya rynkede panden og betragtede hende lidt. Yasmin frygtede hans reaktion. Men han sukkede bare. "Du har ikke fortalt mig det, fordi resultatet var negativt. Tabte han?"

     "Nej, Darkeya, han... Slaget blev... afblæst."

     "Afblæst? Hvorfor?"

     "Der blev bare fundet en... fornuftig løsning," svarede Yasmin. "Det er i hvert fald, hvad jeg har hørt."

     Darkeya var tavs. Han stillede sit glas ned på bordet ved stolen og rejste sig op. Han gik hen til vinduet. "Jeg vidste, at han ikke havde modet," sagde han, mere til sig selv end til Yasmin. "Men jeg havde virkelig... håbet at det bare havde været en fase. Men han... Han er svag."

     "Det er han vel."

     "På grund af hende."

     Yasmin sagde ikke noget.

     Darkeya var stille lidt og bare kiggede ud af vinduet, så blinkede han og sagde med et lidt mere kækt tonefald: "Nuvel. Hvis ikke han kunne klare det, så må vi jo."

     "U... undskyld?"

     "Det er tid for os til at tage aktion og gøre det der altid har været vores formål," sagde Darkeya. "Det er tid for os til at erobre Himmelen."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...