Zayn Malik <3


3Likes
1Kommentarer
420Visninger
AA

4. aldrig ikke!!!

Jeg stivnede, Ani stod der op af muren med Zayn. Hvor kunne hun? Jeg stod bare der. Jeg kunne mærke at tårerne trillede ned af kinden på mig. Jeg ved godt at jeg ikke græd, da han var sammen med Mika. Men det her var også noget andet!

1.Det var min bedste veninde

2.Zayn havde også kysset mig

3.han havde lige danset tæt op ad mig!

Jeg var knust!

"Hvor kunne du?" råbte jeg helt vildt højt!

Men jeg var lige glad. Jeg kunne ikke forstå noget, jeg ville bare væk. Så jeg løb, jeg ved ikke hvor hen men bare væk!

Kim og Helen fulgte efter mig. Jeg løb ud mod en skov. Jeg kunne ikke mere, alt blev bare for meget. Jeg stoppede midt i skoven, da jeg ikke kunne mere, jeg var forpustet. Så jeg satte mig op af et træ og begyndte at græde, endnu mere. Kim og Helen kom lidt efter, de satte sig ned ved siden af mig.

"Hvad skete der?" Spurgte Kim.

"Hende og Zayn" stammede jeg grædende frem.

"Hvem?" Sagde Helen meget overasket.

"Ani det var Ani"! Sagde jeg grædende og da jeg tænkte over hvad der lige var sket, begyndte jeg bare, at græde endnu mere!

Kim og Helen var vidst lige så overrasket som jeg var.

Vi sad bare der, inde midt i en mørk skov hen på natten helt alene.

Det Ani lige havde gjort mod mig hvad tænkte hun på? Havde de været sammen, som et par? Hvis, hvor længe?

Arhh jeg slog ud i luften. Det gør jeg når jeg er virkelig vred. Det er mærkeligt og jeg ved ikke hvorfor jeg gør det!

Jeg kunne ikke tilgive hende ikke efter dette!

hvad så efter denne aften? Så er Kim og Helen taget hjem, så kunne jeg ikke snakke med nogle. Jeg ville ALDRIG tale med Ani igen, nogle sinde never ever! Aldrig ikke!

Det var der en afrikaner som havde sagt. Hun havde lige lært dansk. Når der var noget hun virkelig mente, som hun slet ikke ville, eller kunne holde ud, så sagde hun "aldrig ikke"

Og det ord var det perfekte ord ligne nu i min situation syntes jeg!!!

Da jeg havde samlet mig selv gik vi tilbage, for at hente jakke som lå ude i garderoben. På vej ud så jeg, at Zayn gik rundt og holdt i hånd med Ani. Jeg kunne ikke klare mere!

Jeg fulgte Kim og Helen ned til stationen. Da de skulle tilbage til Svendborg. Årh bare de kunne blive. Det var mit største ønske!

Da toget kom, satte de sig grædende ind, på deres pladser og vinkede farvel. Til en grædende lille mig. Da toget var kørt gik jeg hjem, i et rask tempo. Jeg kan ikke lide at gå alene om aftenen/ natten!

Men det blev jeg jo nød til.

Da jeg kom hoppede jeg på hovedet i seng. Men jeg kunne ikke lade være med at skrive til Ani!

"HVOR KUNNE DU!?!"

jeg var ked af det.

Så slukkede jeg min mobil. For jeg havde på fornemmelsen at hun ikke svarede. jeg faldt hurtigt i søvn..

Søndagen var jeg alene hjemme. Min mor skulle på arbejde, hele dagen. Så jeg hørte musik og græd hele dagen ud.

Jeg var såret, smadret!

Mandag morgen ringede mit vækkeur, men jeg slukkede det hurtigt og lod som om at jeg ikke hørte det!

Men så kom min mor ind af døren og tænde lyset.

"Alice du skal op og i skole nu."

Jeg lagde dynen hen over mit hovedet og beklagede mig

Men min mor var hård, hun havde det nok ikke godt!

"Du skal i skole der er ikke noget at gøre. Du har få meget fravær."

Det var faktisk også rigtig. Jeg havde ikke lysten til at gå i skole. Da der ikke var nogle at snakke med, så jeg pjækkede.

Jeg vidste det ikke var det rigtige og gøre men... Nu kan jeg jo ikke lave om på fortiden. Men gid man kunne...

Efter jeg havde samlet mig sammen. Stod jeg op og tog en stor sweater på, med et par jeans, jeg redte mit hår hurtigt igennem. Jeg gad ikke at gøre noget ud af mig selv. Så jeg børstede mine tænder. Tog sko og jakke på og gik afsted.. uden at spise morgenmad, jeg var deprimeret til at spise!

Da jeg gik hen mod skolen, kunne jeg mærke en tårer glide ned af min kind. Alle de minder Kim og Helen, jeg savnede dem. De måtte ikke forlade mig! Jeg var vidst stadigvæk ikke kommet over at de var flyttet.

Da jeg ankom til klassen stod jeg lige lidt. Så åbnede jeg døren. Det var mærkeligt, den plejede altid at stå åben!

Da jeg gik ind var der helt stille ingen trak sig, alle fulgte mine skridt hen til min plads.

Ani sad og kiggede hen mod Zayn, som kiggede på mig. Jeg lå bare med mit hoved ned i mine hænder. Jeg var ligeglad med hvad de tænkte om mig. Ani sagde et eller andet, men jeg hørte det ikke. Jeg ville ikke snakke om hende, eller med hende, jeg ville bare ikke have noget at gøre med hende!

*****

---------------------------------------------

Hvad syntes i er det ok indtil videre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...