Pigen med en Drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Færdig
En lille pige finder sin egen "fe" i skoven, da hun prøver at søge væk fra sin far og hans venner. Den lille pige bliver ældre og må kæmpe sine kampe mod en uretfærdig verden. (Bidrag til Alkoholmisbrug konkurrencen - Forfatterportræt kommer senere)

10Likes
11Kommentarer
562Visninger
AA

1. Far har gjort det igen

Far har gjort det igen. Drukket af trylleflasken, der gør ham mærkelig i hovedet. Men denne gang er han ikke alene; Henrik og Bjarne er der også. De har alle sammen tykke maver og lugter ikke særlig godt. Især ikke Bjarne, der næsten altid har den samme T-shirt på.

Det er altid på de her tidspunkter, at jeg tager Teddy i hånden og løber udenfor, lige meget hvad tid på døgnet det er. Vi to har vores specielle sted, som vi altid tager hen til. Men først skal jeg have sneget mig udenfor, uden at far opdager mig.

De sidder inde i stuen lige nu og har taget hul på deres trylleflasker. Jeg ved, at det må være dårlig magi, som er i de flasker, for det lugter ulækkert og slet ikke som trylledrikke bør lugte. Jeg har sat mig på det næstnederste trappetrin, så jeg lige præcis er ude af syne, men stadig kan høre deres brummen og den klirrende lyd fra flaskerne.

Med dirrende fingre, griber jeg fat om den alt for lange halskæde med billedet af mor, far og mig i. Det er et gammelt billede, fra før mor blev syg og ikke ligger i sengen hele tiden. Jeg åbner den lille kapsel op, så de tre smilende ansigter kommer til syne. Mine øjne dvæler et øjeblik ved de tre mennesker, der virker alt for fremmede i forhold til, hvordan deres liv er nu. Det lille spejl, modsat billedet, holder jeg frem, så jeg kan se rundt om hjørnet og ind i stuen.

De sidder der alle tre. Far har drejet kasketten om i nakken, så det svedige hår klasker ned over hans øjne, mens de røde svulmende kinder viser, at trylledrikken allerede er begyndt at virke. Deres latter er rungende og lader en sky af den kvalmende lugt fra de tre mænd flyde ud i rummet og helt ud til mig. Jeg prøver at holde vejret, men det er svært i længden.

Jeg venter på det helt rigtige øjeblik, før jeg rejser mig op og løber hen mod døren. Far læner sig frem, tager fat om trylleflasken og holder den op i en gestus, der får de to andre til at stemme i, mens de brøler. Det er ikke noget, som jeg ser dem gøre, men jeg ved, at de det er sådan, de gør det.

På den anden side af åbningen ind til stuen, stivner jeg et øjeblik. De har ikke hørt mig. Mit lille pumpende hjerte falder til ro med et lille suk, mens jeg bukker mig ned for at binde snørebåndet på de sorte støvler. Jeg ved ikke, om det er koldt udenfor, så jeg stiller mig op på tæerne for at gribe fat om min røde jakke og den jordbærhat, som mor strikkede til mig. Og med Teddy i den ene hånd, lister jeg mig ud gennem hoveddøren og ud i eftermiddagsvejret.

Som regel vandrede jeg altid rundt på gaderne, men da jeg fandt den lille skov lidt væk fra alle andre, fandt jeg stedet. Mit specielle sted. Et sted, hvor jeg har mødt en fe. Eller, han siger i hvert fald, at han er en fe. Og jeg tror på ham, selvom mor altid siger, at feer kun findes i eventyr. Men der er noget magisk over Linus. Ved tanken om ham, begynder jeg at løbe hurtigere. Det er ikke altid, at Linus er på det specielle sted, men efter, at vi mødtes for nogle måneder siden, er vi begyndt at være utroligt meget sammen. Og selvom han ikke er der, så dukker han måske op senere.

Vejret er lidt fugtigt, så det er godt, at jeg har taget jakken og hatten på. Selvom det indre af skoven virker mere tørt end selve byen. Magi, som Linus vil sige.

Jeg er der næsten. Bladene næsten flytter sig for mig af sig selv, da jeg løber hen mod den sidste række af grene, der skjuler indgangen til stedet. Et lille kort øjeblik føler jeg mig let og fri. Fri fra den mørke hverdag, hvor far næsten altid er sur, og mor bare ligger i sengen. Det er den magi, som Linus har givet til mig. Han siger, at lige så snart, at jeg træder gennem de her blade, så er jeg fri fra alle sorgerne derhjemme.

Idet jeg hopper igennem bladene, må jeg holder en hånd op for øjnene, da solen skinner lige ned mod mig. Men det tager mig kun et kort øjeblik, at vænne mig til det stærke lys, for der, midt i det hele, står Linus.  

Jeg glemmer altid, hvordan hans eventyrlige fremtoning kan tage pusten fra mig. Det blonde hår, der virker næsten gennemsigtigt. Den gyldne hud, som er utrolig fin og ser så blød ud og næsten reflekteres af sollyset. Samt de brune øjne, der næsten altid er skjult under hans halvlukkede øjenlåg med de lange vipper.

Ved lyden af mig, der braser gennem bladene, drejer han hovedet samme vej, som lyden var kommet. Og med det samme hans øjne falder på mig, bryder han ud i et smil, så de hvide tænder kommer til syne. Uden at tænke mig om, løber jeg straks hen til ham og ind i hans favn. Med en lille kluklatter, bukker hans sig forover og lader mig kramme ham endnu hårdere. Jeg er begyndt at føle mig utrolig afslappet omkring hans varme og duft af skov. Det er som om, at den magi, der flyder i hans årer og stråler ud fra ham, gør mig glad.

Nogle gange føler jeg lidt, at jeg suger alt varmen og glæden fra ham, og han kun får kulden og sorgen fra mig. Det fortalte jeg ham engang, men han blev næsten helt sur på mig, da han altså mente, at det vare lige omvendt. Men det tror jeg ikke helt på.

”Du virker glad for at se mig,” griner han let og retter sig op.

Jeg træder et skridt tilbage, men prøver stadig at blive tæt på, så jeg kan suge noget af hans varme til mig.

”Det er jeg også! Jeg er altid glad, når jeg er sammen med dig,” smiler jeg stort.

Selvom han kun er nogle få år ældre end mig, så ser han meget voksen ud. Men det skyldes alt det dårlige, som der er sket i hans verden.

”Har dine forældre stadig ikke fået snakket med orkerne?”

Han ryster bedrøvet på hovedet, men lader ikke smilet falme. Jeg ved, at det må være hårdt for ham. I starten ville han ikke fortælle mig, hvem han var, men da jeg gennemskuede, at han er en fe, så fortalte han mig det hele. Hans familie er nemlig en af de vigtige fe-familier i et andet univers, som har søgt tilflugt i menneskenes, da orkerne har gjort sig uenige med elverfolket og fe-folket. Jeg forstår det ikke helt, men jeg ved, at det har gjort Linus meget bedrøvet. Især fordi, at han må gemme sine magiske evner for alle mennesker. Men jeg har set ham flyve én gang! Jeg glemmer det aldrig.

”Det skal nok gå, mine forældre ved, hvad de har med at gøre.”

Jeg nikker for at vise, at jeg forstår.

”Er der noget galt?” spørger Linus mig, da jeg lader til at have stirret lidt for længe på ham.

Jeg prøver at ryste tankerne sammen: ”Jeg undrede mig bare over, om dine vinger nogensinde ville vokse ud?”

Det får ham til at grine.

”Ja, det vil de… Men du vil ikke kunne se dem.”

Jeg er ikke helt tilfreds med svaret. For den gang, hvor han fløj, landede han forkert og kunne ikke gå rigtigt bagefter. Men de øjeblikke, hvor han hang i luften, var magiske, og jeg ville ønske, at jeg kunne have stoppet tiden og være forblevet i det øjeblik.

Han sætter sig ned på hug foran og mig og ser på mig med sit dragende smil: ”Hvordan har din far og mor det?”

”Mor ligger stadig i sengen… Far… Far drikker af den slemme trylledrik.”

Ved de ord bliver Linus’ ansigt en smule stramt, men da han ser mit triste blik, finder han straks det betryggende smil frem.

”Hør, det skal nok blive bedre – Du er en stærk pige, og jeg ved, at du vil kunne besejre det onde… Jeg vil ikke altid kunne være her…”

Han tager en dyb indånding og ser et kort øjeblik ned på sine hænder, der så tit har løftet mig op og svunget mig rundt.

”- En dag, vil du måske løbe herud, men jeg vil ikke være her… Og det vil jeg ikke kunne bære, at du er trist uden, at jeg kan gøre noget.”

Jeg får en sær fornemmelse i maven: ”Det er som om, at du siger farvel?”

Han svarer ikke, men trækker i stedet langsomt noget op af lommen, som jeg ikke med det samme kan se, hvad er.

”Jeg siger ikke farvel lige nu… Men snart vil jeg ikke kunne møde dig her mere… Jeg bliver nødt til at tage til min egen verden sammen med mine forældre.”

Med forsigtige bevægelser, tager han fat i min ene hånd og vender den med fladen opad, hvorefter han lader en lille sten glide ned i håndfladen. Den er lidt kold, selvom Linus lige har holdt den i hånden, men ellers virker der ikke noget specielt ved den.

”Den her sten er magisk… Prøv at hold den op mod lyset.”

Tøvende gør jeg som han siger og bliver mødt af et overraskende syn. Den næsten sorte sten skinner op i en masse flotte farver, der er så smukke, at jeg ikke kan tro på, hvad det er, som jeg ser.

”Når du har brug for styrke, så tag stenen og løft den op mod noget lys, så den kan opsluge mørket omkring dig.”

Jeg stirrer på stenen et kort øjeblik og ser så over på Linus: ”Den er vildt flot!”

Min entusiasme får ham til at flække et grin, der også får mig selv til at smile.

”Jeg håber ikke, at du får brug for den alt for meget… Men det er det bedste, som jeg kan give dig nu.”

”Jeg elsker den!” griner jeg.

Vi taler lidt mere sammen, før Linus må tage tilbage. Men selvom det kun er en kort tid, så føler jeg mig allerede meget bedre tilpas, end da jeg sad på trappetrinet tidligere. Med stenen og Linus’ varme, føler jeg, at jeg kan klare hvad som helt lige nu. Også fars afhængighed af den slemme trylledrik.

På vejen tilbage gennem skoven, vælger jeg at gå en omvej hjem. Der er én person mere, som vil kunne redde mig fra mørket hjemme hos far, og det er ham, som jeg skal giftes med en dag. Det er i hvert fald det, som jeg drømmer om. 

Jeg ser ned på Teddy og indser, at jeg bør gemme ham væk, hvis jeg skal hen og besøge Marvin. Det er ikke fordi, at Marvin ikke må se Teddy. Men ifølge Marvins forældre, skal en pige ikke knytte sig til materielle genstande. Hun skal leve og ånde for sin mand og gøre alt i sin magt for, at han skal få succes i livet.

Mit blik glider hen på en lille busk ikke så langt væk, og hurtigt får jeg skilt grenene ad, så Teddy kan sidde derinde i skjul. Jeg ser lidt på hans bedrøvede ansigt, men forsikrer mig selv om, at han nok skal klare den, til jeg kommer tilbage. Hurtigt vender jeg mig rundt og løber med et spændt hjerte hen for enden af gaden, og hen til det store hus, hvor Marvin bor.

På tæer trykker jeg knappen ind ved samtaleanlægget, hvorefter en brusk stemme straks lyder gennem den stille vind.

"Hos Mikkelsen, hvem der?"

Jeg synes stadigvæk, at butleren Henry er en smule skrap i det, selvom han efterhånden har åbnet op for mig flere gange, end jeg kan huske. Men jeg får taget mig sammen, og får præsenteret mig selv.

"Det er Julie."

Den eneste respons er lyden af klikket fra lågens lås, efterfulgt af mekanikken, som får den til at åbne sig op. Jeg retter ryggen, som Marvins mor har lært mig, og begynder at gå med bestemte skridt op mod hoveddøren. Da jeg sætter foden på det første trappetrin, åbnes døren af Henry, som nikker høfligt mod mig, hvorefter han lader mig komme indenfor. 

Det er ikke fordi, at Marvins familie er rige, de har bare styr på deres økonomi og ved, hvordan den verden fungerer. Jeg følger efter Henry, efter at jeg har fået overtøjet af. Manden med den krumme ryg, arbejder egentlig for Marvins mor, der til tider har så meget at se til, at hun ikke har tid til det hele. Hun siger altid, at selvom hun er glad for Henry, så er det et nederlag, at hun ikke kan klare alt selv, som en rigtig hustru skal kunne.

Jeg ser ned på mine tynde fingre ved tanken om, at jeg en dag skal kunne klare alt det, som Marvins mor kan og mere til, især hvis jeg skal være Marvins hustru.

Henry fører mig ind i det store musikværelse, hvor Marvin sidder bøjet henover skrivebordet i hjørnet. Mit hjerte begynder at banke hurtigere, og jeg kan mærke, hvordan mit smil bliver bredere og bredere, jo tættere jeg kommer på ham. Han er min prins, og den der skal redde mig væk fra far og hans slemme trylledrik. 

Jeg stiller mig ved siden af Marvin og prøver at lade være med at forstyrre ham alt for meget, selvom jeg gerne vil have ham til at bemærke mig. Hans lange fingre er knyttet om blyanten, der kører henover arket og løser de svære regnestykker, som jeg bliver helt ør i hovedet af at kigge på. Marvin er klog; meget klog i forhold til sin alder.

Han løfter hovedet et øjeblik og ser over på mig med et fraværende blik. Men blikket er det, som jeg elsker ved ham. Han ser så koncentreret ud, når han er inde i sin zone. De blå øjne, der altid er skarpe og sjældent lader sig skræmme af noget svært, indeholder sådan en styrke, at jeg ikke kan lade være med at beundre dem. Og så har han perfekt hår. De sorte lokker skinner varmt i lyset og lægger sig pænt ind til hans porcelænshud.

Der går noget tid med, at jeg bare står og ser på ham, mens han løser stykkerne på arket. På et tidspunkt kommer Henry ind med noget saftevand og nogle kiks. Jeg tager pænt imod begge ting, og holder nænsomt om det fine glas, hvor den søde drikke er i. 

"Du ser beskidt ud," mumler Marvin pludseligt og får det til at gibbe i mig.

Med en lidt nervøs hånd, flytter jeg en tot af mit mørke hår om bag det ene øre: "Jeg har været ude i skoven og lege."

Han lægger blyanten nænsomt ned oven på arket og drejer så langsomt hovedet over mod mig.

"Du er ved at være for gammel til at lege i skoven."

Jeg ser straks ned i jorden. Nogle gange glemmer jeg, hvor alvorlig han kan være. Han er ikke ligesom Linus, der ikke har noget imod at lege, selvom han er ældre end mig. Marvin er også ældre, men det er kun med to år. Og selvom man er ti, så betyder det ikke, at man ikke kan lege mere.

"Hvis vi skal være sammen, så skal du se ordentlig ud."

Brødbetynget nikker jeg.

Lyden af stolen, der bliver skubbet ud og et lille bump, da han lander på gulvet, giver mig lyst til at se op, men jeg lader være. 

"Mor siger, at du er en usleben diamant... Og at jeg skal være med til at slibe dig til, så vi kan være perfekte sammen, når vi bliver voksne."

Han stiller sig foran mig, så jeg kan se hans fødder.

"Du vil gerne gøre mig glad, vil du ikke?" spørger han lavt, så lavt, at det næsten er en hvisken.

Jeg tør ikke se op og møde hans skarpe blik, men jeg ved, at jeg bliver nødt til det. Med et lille håb om, at jeg ikke ser alt for fortabt ud, løfter jeg hovedet. Han ser ikke dømmende på mig, men bare spørgende.

"Jo, jeg vil gøre alt for, at Marvin er glad."

Det får ham til at smile: "Godt så, det betyder, at du skal komme herhen hver dag efter skole og læres op af min mor, så du kan blive en god kvinde."

Jeg nikker ivrigt: "Jeg skal gøre mit bedste for at blive den perfekte kvinde!"

Han nikker stift og vender sig om mod skrivebordet igen, og jeg ved at det betyder, at jeg skal lade ham være. Selvom jeg gerne vil være mere sammen med ham, ved jeg også, at hvis jeg presser på, så bliver han irriteret og vil lige frem bede mig om at lade ham være. På den her måde, bliver han ikke sur på mig. Men det er også okay, jeg vil blive den bedste kvinde for ham!

Uden for lokalet venter Henry på mig og er klar til at vise mig ud til døren. Jeg kan ikke helt lade være med at smile, hvilket får manden til at rynke let på brynene. Men han kan rynke dem så meget, han vil. Jeg er ligeglad. 

Da Henry giver mig min jakke, og jeg skal til at gå ud af døren, rømmer han sig.

"Jeg skulle bringe en hilsen fra fruen til Deres mor og ønske hende god bedring."

Han siger det ikke særlig varmt eller med nogen form for ægte følelser, men jeg er sikker på, at Marvins mor mener hvert et ord. Min og hans mor har været bedste veninder siden barndommen, og det er også derfor, at jeg kender Marvin og hans familie. De har tit taget sig af mig, når far har drukket af trylleflasken, og mor ikke ville have mig i nærheden af ham. På det punkt er jeg glad for, at far nogle gange drikker af trylleflasken, for på den måde har jeg en undskyldning for at se Marvin. 

Jeg vinker til Henry og løber hen mod lågen og fortsat hen til busken, hvor Teddy venter på mig. Han er blevet lidt fugtig af den regn, som har gjort verden våd og mørk mens, jeg var inde hos Marvin. 

"Jeg skal blive en god kvinde, Teddy... En, som Marvin vil vise frem til alle. En, som han vil elske og holde af."

Tilfreds og med mit mål i tankerne går jeg hjem. Jeg håber, at far er faldet i søvn, og at de to andre er taget hjem. Måske den magiske sten vil kunne gøre andet end at opsluge mørket, måske den kan gøre mor glad igen. Måske den kan få far til at glemme trylleflaskerne. 

Jeg stikker hånden i lommen og klemmer om stenen, der stadig er kold. Måske, det hele nok skal ordne sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...