Pigen med en Drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Færdig
En lille pige finder sin egen "fe" i skoven, da hun prøver at søge væk fra sin far og hans venner. Den lille pige bliver ældre og må kæmpe sine kampe mod en uretfærdig verden. (Bidrag til Alkoholmisbrug konkurrencen - Forfatterportræt kommer senere)

10Likes
11Kommentarer
572Visninger
AA

4. Drøm

Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg har gået. Men jeg nåede ud på veje, hvor der ikke kørte biler forbi i lang tid, og da jeg nåede til en tank, brugte jeg lidt af mine penge på noget mad. Tankpasseren havde set mærkeligt på mig, da jeg spurgte efter toilettet, så jeg kunne vaske mit ansigt. Men jeg lod mig ikke mærke af det, selvom mine hænder rystede voldsomt, da jeg gik derfra.

Det er først nu, at jeg er nået så langt, at en fremmed by er vokset op foran mig. Bygningerne virker større og mere vigtige, end de huse, som jeg er vant til. Og det skræmmer mig. For hvert skridt jeg har taget er minderne om mit liv blevet skyllet væk. Der var ikke nogen i den by, som elskede mig eller ville blive hos mig. Ingen, jeg kunne kalde venner. De var alle fremmede mennesker, som smilte til mig, men som på ingen måde ville redde mig. Redde mig fra min alkoholiserede far og syge mor. Ingen, der ville tage mig til sig og give mig varme.

Mine læber flækkes i et grin, mens jeg ryster på hovedet.

Jeg har altid været en slave. Bundet til mennesker, som blot udnyttede mig. Selv Marvins forældre ville ikke redde mig, selvom de sagde så mange flotte om den pige, der altid har søgt tilflugt i deres hjem.

Med et dybt suk sætter jeg mig tungt ned på en trappe mellem to kæmpe bygninger. Her sidder jeg bare, mens min krop prøver at glemme den begyndende smerte i mine fødder, der har gået alt for langt i de udtrådte sko. Jeg føler mig beskidt og ulækker. Men lige nu orker jeg ikke at søge ly eller for den sags skyld et nyt hjem.

En bil dytter, da den kører forbi, og jeg kan høre latter fra folk, der går forbi. Men ikke en eneste person kigger ind i gyden og ser mig. Ikke at det vil gøre nogen forskel for mig. Jeg ligner efterhånden ikke andet end skrald. En smule rådvild finder jeg stenen fra Linus frem. Siden jeg begyndte at løbe væk, har jeg ikke kigget på den. Det havde følt forkert.

Men lige nu, hvor jeg mærker dens kulde mod mine kolde fingre, kan jeg ikke lade være med at beundre og hade dens skønhed. Den har altid betydet meget for mig, men også mindet mig om Linus, der forlod mig. Jeg lukker fingrene om stenen og læner panden mod næven, mens jeg smiler lidt for mig selv.

Han stak af fra mørket, da han kunne. Og jeg ville ønske, at han kunne have taget mig med den dag.

Uden at tænke videre over det, drejer jeg overkroppen til siden og kaster stenen så hårdt jeg kan – og rammer vinduet for enden af gyden.

Gispet og chokket over, hvad jeg har gjort, får mig til at springe op. Jeg ved, at hvis jeg bliver fanget, så skal jeg betale skaderne med de penge, som jeg skal begynde et liv for. Uden at tænke videre over det, snurrer jeg rundt og begynder at løbe. Jeg ser ikke op, og løber derfor lige ind i en stor mand, så jeg falder bagover og lander på bagdelen.

”Se dig dog for,” mumler han og ser brysk ned på mig.

Han vil hjælpe mig op, men jeg ryster på hovedet og ser mig i stedet nervøst omkring.

”Hey, stop hende! Hun smadrede vinduet!”

Stemmen kommer fra højre, men jeg kan ikke se nogen. I stedet ser jeg undskyldende op på manden, der nu har et forvirret udtryk, og begynder at løbe. Men noget siger mig, at min forfølger ikke giver så let op. Og jeg får ret.

Da jeg hopper mellem to forbigående mennesker, er der nogen, som griber hårdt fat i min rygsæk, så jeg næsten bliver slynget tilbage mod min forfølger, der straks lukker grebet fat om min arm og snurrer mig rundt. Skræmt og med et slående blik, ser jeg op på manden. Det første jeg bemærker, er hans snuskede ansigt, der er helt sort, så det blonde hår under kasketten ser endnu mere blond ud, hvorefter jeg opdager, at han ser utrolig ung ud. Men det indtryk vare kun et kort øjeblik. Med et lynende blik hiver han mig op, så jeg kun står på tæer, og trækker mig helt tæt til ansigtet.

”Så man stikker af fra hærværk, tch... Du kommer med mig.”

Skyldfølelsen rammer mig med det samme og føles tung som ler i maven. Jeg ved, at jeg har gjort noget forkert, og forstår udmærket mandens vrede. Han vender rundt og trækker mig efter sig som en fange. Overrasket ser jeg, at han har en langskaftet kost i den anden hånd, som han åbenbart har haft med sig på sin jagt efter mig.

”Du kunne sgu også have fundet et bedre tidspunkt at lave hærværk på… Jeg var lige midt i noget…”

Jeg ved ikke, om han egentlig taler til mig, eller om han bare brokker sig, men alligevel føler jeg, at jeg bør sige noget.

”Undskyld,” piver jeg og ser straks ned.

Han fnyser blot og trækker mig med indenfor i bygningen, der åbenbart hører til det smadrede vindue. Jeg ser mig overrasket omkring og opdager, at det må være et baglokale af en slags, hvor nogen er ved at rense noget meget beskidt værktøj. Men det er glasskårene på gulvet, der giver mig en ubehagelig følelse i maven.

”Jeg går ud fra, at jeg ikke behøver at tvinge en indrømmelse ud af dig,” udbryder han med en harsk tone og slipper sit tag i mig.

”Giv mig dine oplysninger, så jeg er sikker på, at du ikke løber fra regningen.”

Skræmt bider jeg mig i læben: ”Det kan jeg ikke… Jeg-”

Han stiller kosten fra sig og tager en klud fra lommen frem for at tørre ansigtet.

”Så du er bange for, hvad mor og far vil sige… Se, det skulle du sgu have tænkt over noget før, at du besluttede dig for at smadre mit fucking vindue.”

Klumpen i min hals bliver større og sværere at synke.

”Jeg kan ikke, fordi… fordi, jeg har ikke nogen,” stammer jeg panisk.

Det får ham til at løfte et bryn fra det nu mere rene ansigt.

”Hvad mener du?”

”Jeg har ingen oplysninger, fordi jeg ikke har noget sted, hvor jeg hører til.”

Mine hænder åbner og lukker sig gentagende, mens jeg bliver nødt til at se ned på glasskårene.

”Tror jeg sgu ikke på… nok ligner du noget, som katten har slæbt ind og skidt på, men vi hører alle til et sted.”

Jeg ryster på hovedet: ”Ikke mig.”

Hans blik ændres fra hårdt til tænkende: ”Så du siger, at der ikke er nogen måde, hvorpå jeg kan få en regning betalt af dig?”

”Ikke med penge,” mumler jeg usikkert.

”Fint… Så må du bidrage med din krop.”

Jeg gisper og ser skræmt op på ham samtidig med, at jeg smækker armene omkring mig. Men han har vendt sig rundt og står nu med kosten i hånden.

”Du tager ikke herfra, før du har afsonet din straf og betaling for et nyt vindue. Det vil sige, jeg bestemmer over dig fra det her øjeblik.”

”Det kan du ikke,” udbryder jeg panisk.

”Selvfølgelig kan jeg det… Jeg er selvstændig og har travlt og ikke råd til, at folk smadre mine vinduer.  Og jeg har slet ikke råd til at lade folk gå, når de smadre mine ting… Så det er: host op med gysserne eller arbejd det af.”

”Men…”

”Jeg kan også melde det til politiet, og så vil de slæbe dig med tilbage til der, hvor du end kommer fra, men som du åbenbart ikke vil kendes ved.”

Tanken om min fars vrede og flovheden over at vende tilbage til de mennesker, som jeg har lovet mig selv at glemme, får mig til at klappe munden sammen og ryste på hovedet.

”Fint… Så kan du begynde med at rydde dit rod op, herefter er der en del ting, som skal gøres rent… Stedet her bliver beskidt ret hurtigt… Og du får ikke lov til at slappe af et eneste øjeblik.”

Han kaster kosten over til mig, og jeg griber den kun lige med nød og næppe.

”Okay,” hvisker jeg og ser ned, mens jeg går hen til vinduet for at begynde og feje.

Han begynder at fokusere på værktøjet på bordet, mens jeg udfører hans ordre. Alt sammen med et tungt hjerte. Glasskårene knuses under mine fødder, og jeg må hoppe akavet rundt for at de ikke skærer op igennem sålerne på skoene.

”Hey, her er din sten,” råber han pludselig.

Jeg vender mig om mod ham og ser ham stå med den lille sten mellem sine fingre.

”En spøjs fætter… Hvorfor kaste den væk?”

”For at starte på en frisk,” svarer jeg uden helt selv at være sikker på det.

”Aha, det er vel også derfor, at du er kommet hertil?”

Jeg nikker: ”Yea… Mit liv indtil har været knap så fedt.”

Han løfter stenen op til øjnene, så skæret fra lampen fanger den og får den til at skinne.

”Wauw… Du må virkelig hade det liv, siden du vil kaste den her væk.”

”Kan man vel godt sige,” sukker jeg og vender tilbage til arbejdet med glasskårene.

”Yo, slave. Hvad er dit navn?”

”Julie,” svarer jeg, men har stadig blikket rettet mod gulvet.

”Hmm… Så kan jeg bedre lide Slave.”

Han griner, men siger så ikke mere, hvilket jeg er glad for. I stedet begynder jeg at lade mine tanker vandre, mens jeg får samlet de sidste skår op. Nu har jeg i det mindste et pusterum fra gaden, hvor jeg blot ville have siddet i kulden. Men det her vil nok ikke være et standpunkt for livet. Jeg vil stadig skulle have et rigtigt job, lige så snart, at jeg har arbejdet gælden af. Udover det, skal jeg også finde et nyt hjem. Måske jeg skal starte i skole igen?

Noget prikker mig på skulderen, så jeg drejer rundt på hælen med et udtryk i ansigtet, der er forberedt på hvad som helst.

”Hey, jeg slår dig ikke… Chill… Men det er fodretid.”

Han nikker hen mod et lille bord i hjørnet af lokalet, hvor der ligger to sandwicher og sodavande. Taknemligt sætter jeg mig ned og går straks om bord i maden.

”Sulten, hva’?”

Jeg nikker og tørrer mig om munden for derefter at tage en ordentlig slurk af sodavanden.

”Fortæl mig, hvad du vil med livet, Julie?”

Han tænder en cigaret og tager et dybt hiv.

”Jeg ved det ikke.”

Røgen puster han ud i rummet, mens en rynke dannes mellem hans bryn: ”Så du siger, at du ikke har nogen drømme eller mål med livet?”

Det får mig til at stoppe midt i min bevægelse.

”Måske… Jeg har aldrig rigtig tænkt over det før…”

Det får ham til at grine: ”Selvfølgelig har du det… Der er altid små ting… Såsom at du drømmer om at få is til dessert, eller at du vil blive skuespiller eller astronaut, hvis du altså drømmer stort.”

Jeg smiler lidt: ”Nej, det har aldrig rigtig været mig… Jeg vil bare være fri og selv kunne bestemme.”

Han ser på mig et skævt smil: ”Se, der har du allerede en drøm.”

Mit blik flakker en smule ved de ord, mens en begyndende varme fylder mit bryst.

”Hvad mener du?”

Det får ham til at fnyse, hvorefter han rejser sig og skodder cigaretten: ”Se, det skal du selv finde ud af ’pige med en drøm’.”

Jeg rejser mig også, men vil ikke helt give slip på det, som han er ved at fortælle mig i gåder.

”Hvordan det?”

Han ser sammenknebet på mig: ”Du kan starte med at tage den klud og spand derovre og begynde at gøre rent… Derefter kan du tænke over, hvad det vil sige at være fri…”

Jeg skal til at åbne munden, men han ryster på hovedet.

”Hvis du ikke er fri nu, hvad er du så?”

”Din slave?”

Det får ham til at grine.

”Ja, det er du så også, men det er så din egen skyld… Du kan bare lade være med at kaste med sten, som du jo sådan set selv bestemte, at du ville…”

Han vender ryggen til, og fortsætter med sit arbejde.

Jeg lader mine arme hænge ned langs siden, mens et lille ryk skyder gennem min krop, da jeg indser, hvad det er han siger.

Jeg har fået en drøm. En rigtig drøm, som jeg kan fuldføre. Det kræver så, at jeg først får afsonet min straf her, men stadigvæk. Det er en begyndelse. Et mål. En vej mod friheden og væk fra mørket, som jeg altid har vandret rundt i.

”Tak,” mumler jeg.

”Ahva?” udbryder han og ser sig halvt over skulderen.

”Ikke noget, mumler jeg og går hen til spanden og kluden.

Det hele skal nok gå nu.

Det er jeg sikker på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...