Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163184Visninger
AA

41. Tunge emner...

Amalies synsvinkel:

"Hvor havde du ellers pyntet hyggeligt op og bordet står jo stadigt dækket der ovre...", mumlede jeg stille, mens jeg lå på hans arm med ryggen til ham yderst på sofaen.

Han grinte svagt bag mig, mens han lå og nussede blidt på min mave under min top, så det lige var på grænsen til at kilde.

"Tja, det skulle ellers have været en fantastisk og uforglemmelig aften med dig, prinsesse...", svarede han svagt mumlende og jeg følte et kys i håret, så jeg ikke kunne lade være med at fnise stille over det.

"Det gør ikke noget skat - Jeg hygger mig faktisk fantastisk sådan, som vi gør nu... Is i spandevis, råhygge på sofaen med Iron Man på viaplay og så bare dig, der passer godt på mig...", fniste jeg, mens jeg betragtede filmen.

Jannick grinte stille og jeg kunne mærke, at han prøvede at trække mig tættere på ham, selv om jeg i princippet ikke kunne komme tættere på, men følelsen af det var bekræftende og betryggende - Ja, jeg elskede det!

"Så havde jeg jo ingen grund til at anstrenge mig sådan forleden?", spurgte han stille bag mig.

Jeg sukkede lettere trist.

"Jeg ville have elsket det med garanti - Hvis bare jeg havde dukket op?", sukkede jeg trist og følte en tåre rende stille ned ad kinden.

"Årh baby... Ikke græde...", svarede han bag mig.

Jeg tørrede flygtigt tåreren væk diskret med hånden, så jeg var sikker på, at han ikke bemærkede det.

"Jeg græder ikke...", svarede jeg med en stemme, der desværre sagde noget andet.

Straks kunne jeg mærke, at han løftede sig en anelse.

"Mig narrer du ikke, baby... Jeg kan både se og høre det på dig...", svarede han stille og selv om jeg ikke så på ham, så kunne jeg fornemme hans stirrende blik ned på mig.

Jeg vendte mig forsigtigt rundt på ryggen og jeg havde ret, han lå på siden og kiggede ned på mig. Jeg tørrede flere tårer væk, der blev ved med at rende. Han smilte ikke, men så bedrøvet ned på mig.

"Du må aldrig nogensinde tvivle på, at jeg ikke ved hvad der foregår omkring dig... Jeg vil gøre alt mit bedste for at passe på dig alt hvad jeg kan...", forklarede han stille.

Jeg snøftede svagt og nikkede stille.

"Tak skat...", svarede jeg stille med et bedrøvet smil.

"Det skal du ikke takke for, baby - for det mener jeg af hele mit hjerte...", svarede han stille med et kærligt smil.

Jeg kærtegnede hans dejlige kind og så ham dybt i øjnene.

"Du er sikker på, at der ikke er plads til mig, hos dig? Jeg skal nok få mig et fritidsjob, så jeg også kan bidrage med noget til huset og maden...", spurgte jeg med et lille forsigtigt smil.

Jannick sukkede stille med et lille bedrøvet smil og aede mig i håret.

"Lille skat, vi må nok hellere vente med at tale om den slags på et andet tidspunkt - Det ved du...", forklarede han stille. Jeg græd stille igen.

"Men jeg vil så gerne være hos dig, skat - Ellers tror jeg, at jeg vil rådne op og dø lidt efter lidt...", snøftede jeg.

Han smilte ikke, men betragtede mig bare med bedrøvede øjne og nikkede stille.

"Vi lader det lige ligge i første omgang, for jeg ønsker ikke at komme i karambolage med loven - Og først og fremmest, synes jeg, at det er på tide, at du kommer til en psykolog eller psykiater og jeg skal med glæde tage med dig...", forklarede han stille. Jeg hulkede stille.

"Men... de forstår mig ikke, som du gør...", hulkede jeg.

Jannick fældede stille nogle tårer og lagde sig helt ned og trak mig ind til hans bryst. Han nussede mig i nakken under håret og i baghovedet med små rolige fingerbevægelser.

"Jeg ved godt, at man forbinder psykologer med hjerteløse og alt for professionelle folk, men de ved hvordan de skal åbne op for problemerne og jeg er sikker på, at du i sidste ende har brug for at tale med en voksen, der vil hjælpe dig på bedste vis - Lige der, er det ikke nok kun med mig, elskede... Jeg har det selv hårdt med at skulle opleve dig lide så meget og gå igennem et smertehelvede på den måde. Det gør ondt i hjertet på mig... Jeg tror det ville hjælpe en del for dig - Ja, faktisk for os begge to, at der måske er én eller flere, der gerne vil høre på os - Vi står jo faktisk talt alene om det sammen her...", forklarede han med en rolig og lav stemme.

"Tror du virkelig?", snøftede jeg ind i brystet på ham. Han sukkede kunne jeg høre.

"Det er jeg ret sikker på, baby...", svarede han stille.

Jeg løftede mit ansigt op mod hans og fandt hans kærlige og berolige blik.

"Hvorfor skal du være så dejlig og så voksen at høre på?", grinte jeg svagt gennem mine tårer.

Jannick smilte med et lille grin og strøg mig blidt ved min mundvige.

"Fordi jeg er den voksne her, baby..."

Jeg fniste svagt og lagde min venstre arm om hans højre skulder.

"Du opfører dig mere voksent end min mor gør... Føj, hvor jeg egentligt skammer mig over hende...", svarede jeg stille. Han nikkede med et lille smil.

"Du skal ikke skamme dig over hende - Hun er bare uvidende og blind over for hvad pokker der foregår omkring hende - Du er sikker på, at du ikke er adopteret?", grinte han stille.

Jeg kunne ikke lade være med at grine med.

"Du har ret - Sommetider tror jeg selv, at jeg er adopteret. Vi er så meget ulig hinanden...", sukkede jeg stille.

Jannick smilte svagt og kyssede mig på panden.

"Måske, du ligner din far?", grinte han stille. Jeg nikkede.

"Ja måske?", fniste jeg svagt..

~

Jeg vågnede stille og kunne svagt høre en samtale et sted i huset. Det var helt sikkert fra gangen af. Jeg satte mig op i sengen og bemærkede straks, at Jannick ikke var her.

"Du kan ikke bare holde hende på afstand fra mig - Du er godt klar over, at jeg kan pudse politiet på dig ikke?"

Jeg bed mig hårdt i underlæben, da jeg nu kunne høre min mors arrige røst. Jeg steg straks ud af sengen og begav mig hen mod døren til gangen og åbnede døren på klem.

"Dorthe - Jeg siger ikke det her én gang til, men Amalie har god grund til at vælge at være hos mig. Du hverken vil lytte eller tro på hvad din egen datter har været igennem. Du mener hun lyver, men jeg kan fastslå uden tvivl, at din datter har ret - og har du ingen tillid eller tiltro til hende, så kan jeg fandeme godt forstå, at hun ikke gider dig. Du ødelægger Amalie yderligere ved at behandle hende på den måde - Tro mig, hun har det meget bedre hos mig og så kan du jo gøre op med dig selv, om du vil pudse politiet på mig, for Dorthe, det skræmmer mig ikke! Jeg vil kun hendes bedste og det sidste hun behøver er modgang - Forstået?!"

"Du ved ingenting unge mand! Du tror bare at du kan komme her og lave op og ned på det hele! - Før du flyttede til kvarteret, så var alt fint med Amalie - Hun passede sin skol...."

"Nej mor!", afbrød jeg og trådte frem i gangen, så jeg kunne se hende stå udenfor hoveddøren, mens Jannick stod foran hende.

Min mor forstummede og jeg begav mig hen bag Jannick og lagde armene om livet på ham bagfra.

"Du tager så meget fejl, mor - Du vil slet ikke høre på mig... Jeg er blevet mobbet siden de mindre klasser... Jeg har ingen rigtige veninder eller venner... De eneste jeg kan lidt med, er mine Belieber-venner på nettet, men ikke engang dem, har jeg turdet at fortælle om mit lorteliv, som mobbe-offer for de groveste svinestreger og voldtægt, men så kom Jannick, som sendt fra himmelen.

 - Han flyttede ind som vores nye nabo og jeg forelskede mig i ham på alle måder... Han var en del imod mig i begyndelsen fordi jeg kun er seksten år, men han lærte, at vores aldersforskel blot er et tal... Han lytter til mig, når jeg har det sværest, han trøster mig i al forstand - Ja, han passer på mig og jeg vil uanset dine egoistiske og klamme beslutninger om mig, så vil jeg holde fast i Jannick, for han er den eneste i mit liv, der har stoppet mig for at tage mit eget liv...

 - Hvis du slet ikke forstår mig overhovedet mor, så vil jeg blot påpege, at min mor er død for mig, for altid - For hvilken forælder vil ikke tro på sit eget barn, særligt når der er voldtægt indblandet? Jeg prøver at være åben for dig, men du skubber mig væk, og mener at det er mig der har problemer? Ja, du har ret! Jeg har problemer, og det største problem er, at min egen mor, det kød og blod jeg stammer fra, slet ikke vil tro på mig?

 - Og hvad sætter du op som det største problem mellem os? Jannick, kun på grund af hans tyve år? Kan du ikke se, at det er de helt forkerte emner du tager op? Du vil vove at forbyde mig den kærlighed, som Jannick giver mig - Den kærlighed, som vil være den eneste rigtige kærlighed jeg nogensinde har fået...", snøftede jeg og gemte mit ansigt væk i hans ryg.

"Amalie?", kom det i lamslået toneleje fra min mor.

"Jeg synes du skal gå, Dorthe - Du skal bare lade din datter være, så længe du har den negative holdning."

"Du kan ikke holde hende fra mig!"

"Det kan du tro, jeg lige kan, Dorthe!"

"Vi er slet ikke færdige med hinanden!"

"Farvel Dorthe!"

Jeg hørte at Jannick lukkede døren og låste efter sig. Jeg græd stille og flyttede mig slet ikke. Han løsnede mine arme om ham og vendte sig omkring og trak mig ind til ham i et varmt knus.

"Bare rolig, baby... Jeg lover, at det nok skal ordne sig...", hviskede han, mens han nussede mig stille i håret.

Jeg lagde mine arme rundt om hans ryg og holdte ham fast.

"Tak...", snøftede jeg med svag stemme..

~

Beklager, at der først kom noget ud nu, eftersom jeg lovede i går, men kunne ikke nå det, da jeg skulle hygge sammen med kæresten. Jeg havde fødselsdag i går og var derfor alt for træt til at skrive, da jeg kom hjem i går aftes - Håber det er okay? ;)

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...