Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
162923Visninger
AA

47. Tilbage til civilisationen...

Amalies synsvinkel:


Jeg trak mine bootyshorts op og fik dem lukket med lynlåsen og knappen, hvor efter jeg greb ud efter spaden, der stod op ad træet her i skovbrynet. Jeg tyrede nærmest spaden vandret ned i den bløde jord og fik skovlet en god bunke jord op, hvorefter jeg dækkede de klamme efterladenskaber og det brugte toiletpapir med jorden fra spaden, hvor efter jeg stillede spaden op ad træet igen.

Ja, det var virkelig primitivt det her, men Jannick havde bare tænkt på alt, som om han var så bevendt med at tage på udflugt i naturen? Det var han måske også? Jeg havde jo egentligt ikke spurgt ham om før, om han også havde taget på den slags primitive udflugter med hans eks kæreste, eller var der tale om flere ekser?

"What ever..", mumlede jeg for mig selv og begav mig tilbage mod lejren, hvor jeg med et smil opdagede Jannick stå ved bålet, hvor han var i gang med at varme minestronesuppe over ilden. Dåsesuppe, var måske ikke det mest fantastiske måltid at få, men det var bare tanken om at kunne være sammen med sin elskede kæreste i naturen og så var det så ligegyldigt om det var dåsesuppe eller andet knap så interessant dåsemad, for bare man fik lidt i skrutten når bare man var sammen med sin kæreste. Så kunne alt andet være revnende ligegyldigt.

Jannick så pludseligt op fra den lille gryde ting-ting, som hang under et stativ over bålet. Faktisk smart og totalt camperagtigt, hvis man kunne sige det sådan. Jannick smilede skævt mod mig.

"Var det godt?", spurgte han med et lille grin, så jeg så med et undrende løftet blik på ham.

"Hvad mener du med det spørgsmål?", spurgte jeg lettere uforstående og gik hen til vanddunken, der stod afsides bålet og skruede det grønne låg af, for derefter at prøve på at hælde vandet ud på begge mine hænder på én gang, men det var mildest talt besværligt.

"Ja, at træde af på naturens vegne?", grinede han, så jeg så med et løftet øjenbryn på ham med et lille grin.

"Haha, du er ikke til at blive klog på skat!", grinede jeg og betragtede ham komme hen mod mig.

"Nu skal jeg hjælpe baby..", smilede han med et blink med øjet, så jeg så med et lille smil på ham og jeg rakte ham dunken, som han tog imod og jeg rakte mine hænder frem, mens han hældte roligt ned over mine hænder, hvorefter han stoppede et øjeblik, så jeg kunne bøje mig ned i knæ og pumpe en smule håndsæbe ud af sæbedispenseren, der stod på jorden, hvorefter jeg gned lidt sæbe ind i hænderne.

Jeg rejste mig op igen og rakte hænderne frem og smilede til ham, hvorefter han hældte lidt igen, så jeg kunne få skyllet sæben væk. Det var måske en lidt primitiv måde, at vaske hænder på, men det fungerede jo meget godt. Jannick skruede låget på dunken igen og stillede den på jorden ved mine fødder.

"Der er straks mad baby..", forklarede han med et lille smil. Jeg nikkede og fulgte ham med øjnene, hvor han gik hen til bålet igen og rørte lidt i suppen med grydeskeen. Jeg luftede mine hænder tørre, mens jeg begav mig hen til Jannick og bålet og satte mig på den ene lille grønne festivalstol. Jeg greb ud efter min dåsecola, som sad i den lille sorte holder for enden af armlænet på den grønne festivalstol og tog en tår af min cola, som var blevet en smule lunken pga solen havde bagt ned på den det sidste stykke tid.

Jeg fik svagt tårer i øjnene over kulsyren fra sodavandet, mens jeg sad og betragtede Jannick, der satte sig i knæ ved bålet, hvor ved han vendte de små kuvertflutes over den svagt rustne grillrist, så flutene også kunne få farve på den anden side.

Jeg så flygtigt væk fra ham og lod mit blik sondere skoven og søen omkring os, hvorefter jeg så lige op i luften og betragtede den nærmest skyfrie himmel, der var smuk lyseblå. Jeg så ned igen med et lille sagligt suk og betragtede Jannick, der gik lidt afsides bålet, hvor han rodede i den lille kasse efter to store kulørte plastikkrus, der formentligt skulle bruges til suppen.

"Skal vi absolut hjem i dag?", spurgte jeg med et tungt suk og hørte et lille grin fra ham, hvorefter han vendte sin opmærksomhed hen mod mig.

"Hmm, der er vidst én der er blevet bidt af camperlivet, hva?", grinede han smørret, hvorefter jeg sad og betragtede ham stå lettere forover ved bålet, for at hælde suppe op i kopperne. Jeg sukkede lidt igen og nikkede.

"Det er bare første gang i evigheder, at jeg har haft det så godt.. Jeg har nydt hver eneste dag og nat her - og ugen er bare gået alt for stærkt for mit vedkommende..", forklarede jeg stille og stoppede min sætning, da han stod ved mig og rakte et lilla plastikkrus ned til mig med et lille smil.

"Pas på baby, det er varmt..", forklarede han roligt, så jeg nikkede med et lille smil og så slet ikke væk fra ham, mens han stod igen og hældte suppe op en grøn plastikkop til sig selv.

"Bare vi kunne blive her altid..", fortsatte jeg med et tungt suk, så han grinede lidt, uden at se hen på mig, mens han nu vendte flutene igen igen på grillristen.

"Det kunne også være enormt hyggeligt, men efter vi valgte at blive her lidt længere end bare et par nætter, så har jeg ligesom lovet arbejdet, at jeg ville komme tilbage, ellers risikerer jeg at blive fyret Amalie..", forklarede han med blikket nede på flutene og greb det ene og gik hen og rakte mig det med et smil.

"Det er også vigtigt, at vi kommer videre med livet baby - Vi kan ikke bare flygte fra alle problemerne, vel?", forklarede han videre med et skævt smil. Jeg nikkede med et svagt smil og sukkede.

"Jeg ville ellers ikke have noget imod, at vi stak af fra det hele skat..", mumlede jeg med et suk og så stirrende hen på bålet, hvor jeg i blinde tog en forsigtig tår af min minestronesuppe, der var ret varm.

Jannick grinede lidt og satte sig ned ved siden af mig på den anden lave grønne festivalstol, hvor han selv tog en lille tår af suppen, mens jeg sad og betragtede ham opmærksomt. Han smilede svagt og fjernede koppen fra hans læber.

"Nej, jeg tvivler heller ikke på din hensigt baby, men verden er ikke bare sort og hvid - vi har en del vi skal komme igennem. Som vi ligesom har aftalt, så skal vi altså ned til politistationen, hvor du skal fortælle om dine ubehagelige oplevelser, og så skal vi til lægen med dig, så din læge kan henvise dig til en god psykolog, for det her her Amalie - det går ikke længere... Jeg vil for alt i verden passe på dig, men i længden hjælper det ikke på din psyke - med tiden vil de oplevelser blive til ar på sjælen på dig selv, og de drenge derude, skal ikke tro, at det er helt i orden, at man opfører sig som en psykopat.", forklarede han bestemt, mens han pegede et sted ude i luften. 

Jeg så ned og sukkede trist og følte bare virkeligheden komme væltende tilbage over mig. Jeg hørte et tungt suk fra Jannick ved min side.

"Baby for helvede.. Undskyld..", sagde han i et suk og jeg mærkede hans ene arm trække mig mod ham til siden, så jeg lå svagt op ad ham. Jeg følte en enkelt tåre bane sin vej ned ad min kind.

"Det er okay...", mumlede jeg med blikket hen på bålet, der røg en smule. Jeg følte et blidt kys i panden på mig, så jeg lukkede øjnene i sekunder.

"Vel er det ej okay baby...", svarede han lavt og gav mig endnu et blidt kys på panden.

"Jeg tror ikke, at du er klar over hvor kriminelt de drenge har teet sig... Den slags skal meldes og du skal på ingen måde gå og tro at du er skyld i noget som helst af det, for det er du ikke... De drenge skal have hvad de fortjener, og så vil jeg skide på om de så er 15-16 år eller voksne mænd - for den slags skal bare stoppes...", forklarede han roligt, så hans ord fik mig til at græde stille.

Jeg hvilede mit hoved op ad hans skulder og nød, at han sad og kærtegnede mig op og ned ad min nøgne arm. Jeg sukkede og følte ikke den største sult i øjeblikket, men alligevel tvang jeg lidt mig selv til at tage endnu en lille tår af min suppe, mens jeg hvilede op ad Jannicks skulder og betragtede bålet, der knitrede stille.

"Du ville da stadigt gerne flytte sammen med mig, ikke?", spurgte jeg lettere mumlende og mærkede i samme sekund, at han strammede sit greb om min arm væk fra ham en anelse og nussede mig blidt med hans tommelfinger kunne jeg mærke.

"Selvfølgelig baby, men lad os tage os af de store problemer først - det er vigtigt, at vi kan se fremad og skabe en tryggere fremtid for dig elskede...", forklarede han roligt. Jeg sukkede tungt og nikkede svagt.

"Okay..", svarede jeg lavt, og sad bare i mine tanker og bandede alle de problemer langt væk.

- Mest af alt, havde jeg bare lyst til at flygte væk fra problemerne, end at skulle gnide endnu mere salt i de smertende sår i forvejen..

~

Jannick kørte op på kantstenen og slukkede bilen. Jeg følte en skrækkelig kulde møde mig, da jeg så skråt hen på det store hvide hus. Alt så ud som det gamle og så pænt ud med forhaven og indkørslen, men alligevel følte jeg ikke, at det hus havde det mindste godt at kunne byde på.

Jeg flyttede blikket helt til min højre side og så lige ind på haveindgangen til Jannicks lave et-plans hus. Nok var hans hus mindre, men ikke des mindre, var det der, som jeg helst ville være, og ikke i den store hvide luksusvilla til venstre for Jannicks hus.

Jeg mærkede en varm hånd lægge sig på min venstre skulder, så jeg med et tungt suk så hen på Jannick, der sad med et spørgende blik på mig.

"Skal jeg følge dig ind baby?", spurgte han roligt, så jeg nikkede modvilligt.

"Bare jeg kunne være hos dig..", svarede jeg trist. Jannick nikkede uden at smile, men så blot selv trist ud.

"Jeg ved det baby, men jeg lovede din mor, at efter vores tur, så skulle du komme hjem, så du kunne passe din skole seriøst, særligt op til eksaminerne nu..", forklarede han roligt. Jeg snøftede stille og enkelt tåre rendte langsomt ned ad min kind. Jannick sukkede tungt.

"For pokker baby... Jeg ved det bliver svært, men du må prøve at fokusere på skolen og eksamenerne, så alt ikke er spildt... Det er sgu vigtigt, at du gennemfører og i de næste par uger, må du holde hovedet koldt...", forklarede han og jeg nikkede svagt med flere tårer rendende.

"Ja..", svarede jeg med et svagt knæk i stemmen. Jannick trak mig ind i et sidelæns knus, så jeg hvilede mit hoved op ad hans skulder og som hver gang, beroligede hans trøst og kærtegn mig. Hans bløde læber kyssede små blide kys på min pande, mens han kærtegnede min højre skulder.

"Jeg skal nok støtte dig alt hvad jeg kan og så kontakter jeg politiet i morgen og får en tid, så vi to kan få dig til at afgive vidneforklaring, okay?", forklarede han nærmest hviskende, så alt bare virkede så stille i bilen. Jeg snøftede stille og nikkede svagt og endnu en tåre rendte ned over min næserod og endte ved næsetippen, så det kildede en anelse, så jeg var hurtig til at tørre den væk med min håndryg.

"Okay baby?", tilføjede han lavt, eftersom jeg ikke svarede.

"Ja..", snøftede jeg og lukkede i sekunder mine øjenlåg, for at besinde mig og gøs frydende i kroppen, da jeg mærkede hans hånd kærtegne mig på kinden.

"Godt baby... Du må være stærk og benyt dig endelig af at ringe til mig hvor og når som helst du skulle have brug for det, også selv om jeg er på mit arbejde - jeg vil gøre alt mit bedste for at passe på dig elskede..", forklarede han yderligere, så jeg nikkede og mærkede endnu et kys på min pande og jeg glippede mine øjne op og sukkede trist, da jeg så min mor dukke op ude ved vejen, så hun stod i sit afslappende søndagsoutfit, men alligevel så hun snobbet og stillig ud med hendes flagrende hvide buksedragt og hvide jesussandaler mens hun stod med armene over kors og stirrede hen mod os. Det var tydeligt, at hun havde fået meget farve siden jeg så hende sidst for en uge siden, så hun uden tvivl havde tilbragt meget af tiden i baghaven.

"Så er det vidst nu baby...", lød det i et suk fra Jannick, så jeg selv med et hårdt suk rettede mig op og spændet selen op, hvorefter jeg steg ud af bilen og jeg kunne mærke min mors olme blik på mig, men hun blev stående i sin stive position og betragtede mig afventende.

"Hej mor...", sagde jeg spagt, så jeg tvivlede på om hun overhovedet kunne høre det herfra, men hun ændrede lidt stilling på sine ben og nikkede med et stramt fornærmet smil mod mig. Der var slet ikke det mindste tvivl om, at hun stadigvæk havde meget imod, at jeg og Jannick var sammen, men nu virkede det til, at hun lærte at leve med det, selv om jeg udmærket godt var klar over, at hun slet ikke var glad for tanken om at jeg havde en 20 årig kæreste.

Jeg sukkede og så væk fra min mor og så tilbage på Jannick, der nu stod bag bilen med bagagerummet åbent og jeg gik de få skridt om bag bilen til ham og så bedrøvet på ham, så han rettede sig op og tog min sportstaske og sovepose ud, samt mine andre ting, som jeg havde haft med på vores lille lejrtur. Han så med et meget bedrøvet smil ned på mig.

"Du skal skal nok klare den baby...", sagde han lavt, så jeg ikke tøvede sekundet med at kaste mine arme om nakken på ham, så jeg stod på tær i mine hvide sneakers og krammede mig hårdt ind til ham. Han lagde sine arme knugende om lænden på mig.

"Vi skal klare den sammen skat...", svarede jeg med tryk på vi, mens vi krammede. Jeg mærkede et kys på min nakke og trak mig svagt fra ham, så vi så ind i hinandens øjne. Det kildede dejligt i maven i de sekunder, hvor han løftede mig op, så jeg svang mine ben om livet på ham og jeg nød hans hænder holde godt fast om mine baller. Jannick smilede bedrøvet og jeg gengældte smilet, mens vi stødte panderne mod hinanden.

"Jeg elsker dig...", hviskede jeg med et bedrøvet smil, hvor endnu en tåre banede sin langsomme færd ned ad min kind. Han havde selv fugtige øjne.

"Og jeg elsker dig prinsesse... Vi klarer det her - sammen...", hviskede han og jeg nikkede svagt og strammede mine arme om nakken på ham og lukkede mine øjne og sukkede dejligt, da jeg blidt smagte på hans bløde og varme læber og sekunder efter hans dejlige tunge.

"Ahreem, vi har ikke hele dagen, vel?", hørte jeg desværre min mors belastende stemme bag mig, så Jannick og jeg slap hinanden med et gensidigt suk, og uden vi slap hinandens blikke, satte han mig ned på vejen igen. Jeg greb min sovepose og min ene rygsæk op på min ene skulder, mens Jannick tog min sportstaske op på hans skulder og mine resterende ting.

"Det - Skal jeg nok klare unge mand!", lød det i en striks og hård tone fra min mor bag mig, så jeg sukkede trist til Jannick, som jeg havde fast øjenkontakt med. Ja, jeg kunne dårligt se min mor i øjnene.

Modvilligt afleverede Jannick min sportstaske og de resterende ting til min mor, uden jeg så meget som flyttede mit blik fra min elskede kæreste.

"Kommer du Amalie?!", lød det striks fra min mor bag mig. Jeg sukkede og nikkede trist, mens Jannick og jeg havde bedrøvede blikke på hinanden.

"Vi ses...", sagde jeg lavt til ham. Han nikkede og trådte et skridt mod mig og bukkede en anelse mod mig så jeg tog imod hans blide lille kys, hvorefter han fjernede sig igen og så mig dybt i øjnene.

"Jeg elsker dig...", sagde han meget lavt. Jeg smilede kærligt til ham.

"Og jeg elsker dig...", svarede jeg kærligt.

"Kom så Amalie!", kom det fnysende fra min mor, der desværre hev fat i min arm og trak afsted med mig.

Jeg så flygtigt tilbage mod Jannick, der stod med et trist blik ved bilen og vinkede til mig, hvorefter jeg med en knude i maven vendte mit blik fremad og med min mor, der nærmest slæbte mig afsted, tårnede det store hvide slot sig for mig.

- Kom og red mig, min prins!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...