Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163627Visninger
AA

38. Stram tante...

Jannicks synsvinkel:

Efter godt og vel en lille halv time, hvor jeg havde siddet og holdt Amalie i hånden, var hun langt om længe faldet godt til ro. Hun virkede til at sove nogenlunde fredfyldt i forhold til tidligere - Måske, det var det at hun vidste, at jeg havde siddet og holdt hende i hånden, der havde gjort hende mere rolig og afslappet - Måske, det var det der skulle til?

Jeg slap forsigtigt hendes hånd og besluttede mig for, at gå ud på gangen og hente en sandwich i patient-caféen. Nok måtte jeg nok ikke tage én eftersom jeg ikke var patient her, men jeg kunne ikke få mig selv til at gå for langt væk fra min elskede, så jeg nuppede bare en sandwich herfra, bare for at få en form for aftensmad. Jeg havde en knude i maven over, at jeg skulle lære at tage mig sammen til at få fat i Dorthe, for hun fortjente at få at vide hvor pokker hendes datter var.

Det var en hård tanke - For hvordan ville Dorthe ikke reagere på sådan en grusom besked og så fra mig, som Dorthe nok ikke ønskede at se sammen med Amalie?

Jeg sukkede hårdt og fjernede den bløde film fra sandwichen og tog en bid af den. En sygeplejerske så flygtigt på mig, da hun kom gående forbi mig med en duftende madvogn, der helt sikkert var patienternes aftensmad. Hun smilte svagt.

"Du vil ikke hellere foretrække noget varmt til aften?", spurgte hun ligeud med et smil.

Jeg smilte lettere forlegent.

"Jeg er ikke indlagt her, men min kæreste er...", svarede jeg stille og så flere patienter komme gående forbi mig, for at stille dem i en lille kø til maden.

Sygeplejersken nikkede med et smil.

"Jeg ved skam godt hvem du er - Du er kæresten til pigen på stue elleve og jeg ved, at hun ligger og sover og jeg ved, at du har opholdt dig en del timer hos hende - Så jeg synes kun det er okay, at du får lidt varmt mad at styrke dig på og jeg skal nok sætte noget mad til siden, til din kæreste, som hun kan få senere.", forklarede hun.

Jeg smilte taknemmelig med et nikken og smed den halvkedelige sandwich ud i skraldespanden og gik hen til køen af patienter.

"Så siger jeg mange tak...", svarede jeg stille. Hun nikkede med et smil....

~

Det var ikke ligefrem noget smil, der mødte mig, da Dorthe endelig dukkede op og kom gående ind til Amalie og jeg i hendes stue. Amalie lå stadigt og sov, mens jeg sad og kiggede i et random ugeblad. Hun så på skift mellem Amalie og jeg.

"Jeg har være....", begyndte jeg stille og skulle til at gå hen og give Dorthe et knus.

"Jannick!", afbrød hun stift.

Jeg forstummede og så på hende.

"Vær rar at gå - Jeg vil gerne være alene med min datter, tak!", sagde hun stramt.

Jeg sukkede hårdt.

"Jamen Dorthe, du forst..."

"Gå, sagde jeg!", afbrød hun mig stramt igen og så irriteret på mig.

Jeg sank en klump og nikkede blot og tog min tynde læderjakke over min ene arm.

"Lad mig i det mindste have lov til at sige farvel til hende...", svarede jeg stille med en trist mine.

Dorthe så skeptisk på mig og jeg kunne mærke hendes kolde blik på mig, men jeg var ligeglad. Jeg agtede ikke bare at forlade min pige uden at sige farvel til hende, så jeg gik bare over til hendes seng og nussede hende på hånden og lænede mig over hende.

"Baby?", hviskede jeg mens jeg så ned på hende.

Amalie glippede træt og lettere forvirret hendes øjne op.

"Skat?", hviskede hun rimelig hæst og stadigt forvirret.

"Jeg bliver nød til at gå... Din mor er her nu... Jeg lover at komme og besøge dig igen...", hviskede jeg og straks så Amalie bedrøvet ud.

"Går du?", spurgte hun med en rusten lille stemme.

Jeg smilte ikke og nikkede blot trist.

"Jeg elsker dig...", hviskede jeg stille. Hun begyndte at græde.

"Du... du må ikke gå...", svarede hun og begyndte stille at græde.

Jeg tørrede forsigtigt en tåre væk fra hendes kind.

"Du ved godt hvorfor min elskede... Jeg elsker dig... Må jeg få et lille kys?", hviskede jeg med grådkvalt stemme.

Ja, jeg var seriøst tæt på at græde. Jeg havde lovet hende ikke at forlade hende, men Dorthe smed mig ud. Amalie nikkede svagt, med tårerne rendende. Jeg nærmede mig hendes ansigt og vi lukkede begge øjnene og jeg smagte blidt på hendes dejlige læber - De læber jeg ellers havde haft planer for at skulle elske igennem med, før alt dette med Amalies voldtægt var sket.

Jeg slap modvilligt hendes dejlige mund og hun glippede øjnene op og hun holdte pludseligt fast om mit hoved med begge hendes hænder.

"Please... Du må ikke gå...", hulkede hun stille.

Jeg bed mig hårdt i læben for at holde tårerne tilbage.

"Jeg går kun, men jeg forlader dig ikke, baby...", hviskede jeg og rykkede mig ned til hendes øre.

"Jeg kommer tilbage senere... Det lover jeg...", hviskede jeg så lavt, så jeg var sikker på, at Dorthe ikke kunne høre mig.

"Jannick - Vær sød at gå!"

Jeg sank en klump og fjernede mig modvilligt. Sorgen i Amalies øjne gjorde ondt, men jeg kunne ikke andet. Hun gav modvilligt slip om mit hoved og jeg rettede mig op og fjernede slet ikke blikket fra hendes, da jeg stille gik ud af hendes stue, til væggen  og døren afskærmede vores blikke.

 - Så let havde jeg ikke tænkt mig, at lade Dorthe standse mig. Jeg skulle nok se min elskede Amalie igen - Koste hvad det ville..

~

Ja sorry, det blev pisse kort, men der kommer mere i morgen ;) - Er bare træt og vil gerne have nogenlunde min søvn i nat! Nat nat girls <3

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...