Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163555Visninger
AA

14. "So confused!"

Amalies synsvinkel:

"Duk duk duk..."

Jeg snøftede ned i puden. Havde ikke tid på hvor længe jeg havde ligget her og grædt ned i min pude. Det eneste jeg kunne finde trøst ved nu. Hvor ironisk var det bare lige?

"Duk duk duk..."

Jeg løftede snøftende mit hoved svagt og så over mod min dør.

"GÅ!", råbte jeg snøftende og jeg vendte mig i sengen og stirrede ind på en plakat af Justin, hvor han stod i sort t-shirt med Jaxon på armen.

Helt sikkert taget fra den røde løber for nogle år tilbage? Jeg sukkede hårdt og kunne høre døren åbne sig.

"Skat?", kom det forsigtigt fra min mors stemme.

Jeg kneb øjnene sammen og lod endnu en tåre rende stille ned mod puden jeg lå på.

"Jeg sagde gå...", svarede jeg med et knæk i stemmen og snøft efter mig.

"Der er besøg til dig, det er Marcus...", forklarede min mor stille.

Jeg snøftede nogle gange og magtede ikke at give min mor et øjebliks opmærksomhed. Jeg blev blot liggende.

"Bed ham om at gå... Jeg vil ikke snakke med ham...", svarede jeg og begyndte at hulke igen.

Der blev stille et øjeblik.

"Jeg går altså ikke baby. Vi har noget at snakke om!", hørte jeg pludseligt Marcus' stemme i mit værelse.

Bed tænderne hårdt sammen. Hvor vovede han at trodse mine ord og så oven i købet kalde mig for baby? Jeg satte mig rasende op og så olmt på ham. Lagde mærke til at min mor lukkede døren efter ham.

"HVOR VOVER DU AT VISE DIG HER?", råbte jeg arrigt op og tyrede én af mine pyntepuder hårdt efter ham og ramte ham i hovedet.

Han stod og betragtede mig helt målløs, mens han et øjeblik gnubbede sig ømmende i ansigtet hvor jeg havde ramt ham, men hvor det ragede mig, at jeg gjorde ham målløs. Han skulle fandeme ikke komme her og tro, at alt var godt mellem os, når han garanteret var klar over hvad hans lige så klamme venner havde gjort ved mig efter idrætstimen. Jeg snerrede og kogte af raseri.

"Baby, hvad går der af dig?", spurgte han og så helt chokeret ud.

Enten spillede han afsindigt godt, eller også vidste han oprigtigt ikke hvad der havde været foregået i dag? Jeg slappede mere af og bumpede ned på numsen i sengen.

"FUCK! Du forvirrer mig nu!", svarede jeg frustreret og satte mig grædende tilbage op ad væggen.

Jeg lagde mit ansigt i mine håndflader og mærkede pludseligt, at Marcus vovede at sætte sig sengen til mig.

"Hvad er der sket?", spurgte han stille.

Jeg hulkede og snøftede stille og pludseligt mærkede jeg, at han trak mig ind i et knus. Nok føltes det rart på en måde, men alligevel føltes det også forkert. Jeg havde ønsket at det var Jannick, men han forvirrede mig også nu. Jeg havde da visse følelser for Marcus, men Jannick havde slået fuldstændigt mine ben væk under mig. Jannick havde stjålet mit hjerte, men han påstod at mine seksten år var en stor hindring for ham.

Fuck, hvor jeg faktisk forbandede kærligheden langt væk lige nu. Jeg forbandede alle, især FYRE, om de så var søde og kærlige eller om de var lede, onde og uden noget hjerte, så forbandede jeg dem langt væk.

Jeg løsrev mig ud af Marcus arme. Han tog fat i min hånd. Og jeg hulkede voldsomt. Jeg havde den største knude i maven lige nu og mine tanker om at dø lå ikke langt fra mit sind.

"Baby, please sig hvad der er galt? Du gør mig bekymret...", spurgte Marcus stille.

Jeg løftede mit grædende ansigt og så med væmmelse på ham.

"Spørg de lede sataner, som du kalder dine bedste venner!", svarede jeg med væmmelse.

Marcus så målløs på mig. Han rystede på hovedet. Han så bekymret og forvirret ud, men han lignede ikke én der græd. Jeg kunne desværre ikke læse hans tanker.

"Mine... mine venner? Hvad er der med dem?", spurgte han mens han rystede forvirret på hovedet.

Jeg så bare målløs på ham. Sig mig, vidste han helt oprigtigt ikke hvad der havde været foregået? Jeg sank en klump og så ned i skødet på mig selv og græd stille.

"I dag... Efter idræt...", begyndte jeg og hev efter vejret.

Følte en hånd løfte op i min hage, så jeg mødte hans blå øjne.

"Hvad skete der?", spurgte han stille.

Han forvirrede mig en hel del. Marcus virkede oprigtigt bekymret. Sig mig, havde jeg fejlbedømt ham? Måske havde han nok en bad attitude til tider, men måske var han ikke slemmere end den attitude? Jeg hikstede efter vejret og ordene.

"Jeg ved ikke om det var dem, men nogle gik ind og tog mit tøj og min skoletaske i omklædningsrummet, mens jeg var i bad....", forklarede jeg stille og begyndte at græde igen.

Marcus trak mig ind i et knus og jeg puttede mit hoved på hans skulder. Jeg græd stille og mærkede at han nussede min ryg. Det føltes faktisk rart, men slet ikke på samme måde som Jannick gjorde det.

"Hvad gjorde du så?", spurgte han stille. Jeg snøftede hårdt ind.

"Jeg blev nød til at vove mig udenfor med kun mit badehåndklæde om mig, for at finde mit tøj, som jeg mistænkte var endt i klasselokalet. Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne mod klasselokalet, men pludse......", jeg hyperventilerede kunne jeg mærke.

Ordene knudrede smertefuldt i min hals.

"Hvad skete der så baby?", spurgte han stille, mens han nussede mit hår.

Jeg hikstede og lod tårerne rende ned på hans basketball t-shirt.

"Pludseligt... Så dukkede Stefan, Nick, Lasse, Serkan, Jahid og Tobias op. De rendte efter mig og indhentede mig....", hulkede jeg og jeg krammede hårdt fat i Marcus' ærme på hans t-shirt.

"Fuck... Hvad gjorde de?", spurgte han med afsky i stemmen. Jeg hulkede endnu mere.

"De... de... overmandede mig og flåede mit håndklæde af mig og de overfusede mig med grimme ord. De kaldte mig luder og sagde at de ville give mig pik..."

Jeg brasede ud i gråd.

"De ville ikke lade mig være...", hulkede jeg grådkvalt.

Jeg hev og flåede i Marcus ærme, som om det skulle hjælpe?

"Jeg troede aldrig, at....", hulkede jeg og hev efter vejret.

".... de ville lade mig være? Det var det mest ydmygende..."

Jeg følte at ordene forsvandt i min mund. Jeg kunne dårligt snakke fordi jeg hyperventilerede af var utrøsteligt gråd.

"Fuck, de er lede main! Jeg troede fandeme ikke at de kunne finde på sådan noget?", svarede han med afsky og vrede i stemmen.

Han trak mig ned at ligge i sengen og puttede sig i ske med mig. Jeg følte mig virkelig forvirret over om Marcus var reel, men jeg lod ham trøste mig. Han nussede mig stille i ansigtet og i mit hår og på mine bare arme.

Jeg græd stille, mens jeg stirrede med slørede øjne ind på mine Justin plakater pga alle mine tårer, der blev ved med at rende. Jeg følte et blidt kys på min skulder og et varmt kys på min brændende kind og lidt efter mærkede jeg, at han puttede sig ned lige bag mig. Han lagde armen hen over min mave.

"Slap af baby...", hviskede han svagt.

Jeg lukkede øjnene og faldt til ro ved hans blide nussen på mine arme og min mave..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...