Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163555Visninger
AA

32. Sig fra!

Jannicks synsvinkel:

"Er du ved at komme på plads der hjemme skat?", spurgte min mor, mens vi stod og hjalp hinanden med opvasken.

Ja, min mor var gammeldags på flere måder og hun mente bare ikke, at en opvaskemaskine var en nødvendighed, selv om hun i princippet havde råd til det, men sådan var hun bare. Jeg sukkede svagt, mens jeg stod og tørrede en tallerken.

"Jo altså, det går da stille og roligt frem ad...", svarede jeg stille og satte tallerkenen op i køkkenskabet over mig.

Min mor smilte svagt, kunne jeg se ud af øjenkrogen.

"Hvad med hende din lille nabo Anna, ell....", begyndte min mor, men jeg brød ind.

"Amalie mor - Amalie...", svarede jeg og trak hendes navn ord ud i et lille suk, mens jeg tænkte på hende.

Ja tænk, jeg savnede hende allerede, selv om vi havde været sammen i går. Det var jo nærmest vanvittigt at tænke på hvor mange følelser jeg havde fået oparbejdet for den pige. Hun betød mere end noget andet. Ja, jeg skænkede slet ikke tanken om at hun stadig gik i skole og kun var seksten år. Jeg så hende slet ikke sådan. Hun var bare min søde lille prinsesse, som jeg elskede mere end nogen anden. Min mor så med løftet øjenbryn på mig.

"Den var du godt nok hurtig om at rette?", grinte hun tørt. Jeg smilte svagt.

"Hun hedder altså Amalie.", svarede jeg med et smil.

Min mor nikkede og så væk og trak proppen ud af vasken.

"Selvfølgelig, du kender hende vel bedst? - Er du sikker på at hun er atten år?", spurgte min mor med et skeptisk udtryk.

Jeg sukkede hårdt.

"Mor altså, kan du ligesom ikke være ligeglad? Jeg bestemmer ligesom selv, hvem jeg vil omgås med, ikke?", svarede jeg med et lydløst suk og vendte mig bort fra hende og hang viskestykket op på sin krog i køkkenet og begav mig ind i stuen.

"Så du indrømmer altså, at hun er under atten år Jannick?", kom det i en spydig tone bag mig.

Jeg kastede mig træt ned i sofaen. Jeg magtede ikke at se på hende. Jeg hadede når hun var i sådan et humør. Ja, til tider var det ikke fedt, at være ene hane i hønsegården, når min søster også var her. Jeg kunne til tider savne et modspil, en mandlig rolle, som jeg kunne se op til.

"Jannick - Jeg spurgte dig om noget?", kom det stramt fra min mor.

Jeg sukkede hårdt og langede koldt ud efter fjernbetjeningen. Damn, hvor jeg virkelig ikke magtede at skulle diskutere det her - magtede det SLET ikke. Jeg zappede hen på en random fodboldkamp på viasat sport. 

"Jannick, svar mig så!", kom det olmt fra min mor og hun stilte sig selvfølgelig foran tv'et med hænderne i siden.

Jeg så irriteret op på hende.

"Det rager ikke dig, okay?!", svarede jeg bestemt og så væk fra hende for at fokusere på det anelse tv jeg kunne se.

"Hvordan i alverden er det du taler til mig?", kom det målløs fra hende. Jeg så ikke på hende.

"Jamen seriøst mor, det rager dig ikke en skid hvem fanden jeg omgås. Det er mit problem, ikke dit!", svarede jeg godt irriteret.

"Er den tøs under atten år? - Svar mig så!"

Fuck, hvor kunne hun køre mig op i en spids. Jeg rejste mig for fulde gardiner fra sofaen og gloede spydigt ind i min mors øjne.

"NU STOPPER DU KRAFT EDEME!", råbte jeg arrigt, så hun så paf på mig med åben mund.

Jeg pegede spydigt på hende.

"Jeg bestemmer fandeme selv hvem jeg vil være sammen med eller ikke vil være sammen med. Hvis du ikke kan tåle dem jeg omgås med, så synes jeg ærlig talt at du skulle skride ud af mit liv!", tilføjede jeg olmt.

Jeg greb fjernbetjeningen og slukkede tv'et og smed den i fjernbetjeningen i sofaen.

"Tak for mad - Jeg er den der er skredet!", tilføjede jeg spydigt til hende.

Hun så pludseligt angrende ud, men hvor det ragede mig lige nu. Jeg var så træt af hendes evindelig fordømmelser og hendes måde at tale nedsættende om andre hun slet ikke kendte.

"Jannick? Du må ikke gå nu - Ikke på den måde! Jeg beder dig?", svarede hun lettere grådkvalt.

Jeg var ligeglad lige nu. Jeg gik direkte ud i gangen og tog mine vans på og greb efter min taske med min laptop i. Jeg så flygtigt på hende.

"Jeg forlanger noget privatliv mor. Du skal ikke ringe eller kontakte mig på anden vis foreløbigt!", sagde jeg olmt.

Min mor begyndte at græde.

"Jamen ska.....", begyndte hun men jeg afbrød hende.

"Forstået?!", tilføjede jeg koldt over for hende.

Hun klappede i som en  østers og nikkede med tårerne rendende.

"Som du vil Jannick...", snøftede hun stille.

Jeg så koldt på hende og vendte mig om og løb ned ad trappen i opgangen og kom straks ud af opgangen ud til Amager Brogade. Jeg havde kun ét for tankerne lige nu. Jeg ville hjem - Hjem til hende og det kunne ikke gå hurtigt nok..

~

Amalies synsvinkel:

Jeg lå blot og stirrede tomt ind i væggen. Jeg magtede ikke meget længere. Følte at jeg sank længere og længere til bunds.

"Amalie? - Vil du ikke nok fortælle hvad der er galt?"

Stemmen fra min mor et nært sted i værelset synes at forsvinde eller blive forvrænget lidt ligesom de stemmer man hører i en film eller noget, når folk besvimer efter en ulykke eller noget - I ved godt de der dybe utydelige stemmer, der taler i slowmotion?

Ja, altså måske ikke helt i mit tilfælde? Det var jo realiteten vi snakkede om her. Intet besynderligt eller overnaturligt, men jeg havde det lidt sådan på den måde som en person i en film. Alt syntes fuldkommen ligegyldigt. Jeg var ræd for mange ting efterhånden og jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke og tro om Marcus? Hans opførsel var uforklarlig. 

Hvordan skulle jeg kunne tro på at det hav havde sagt i strandparken var sandt? Hvordan skulle han kunne være ked af noget der var så utilgiveligt, koldt og ondt? Jeg forstod det slet ikke?

"Amalie? Du gør mig urolig... Du kommer rendende hjem stortudende og løber direkte op til dit værelse og lukker dig selv inde - Hvad sker der med dig?"

Jeg magtede hende ikke. Tårerne rendte - Ustandselig...

Fandtes der noget som troen på noget godt?

Jeg glippede mine øjne stramt i og en tåre blev tvunget ud af venstre øjekrog og rendte ned over næseroden og endte på min bløde pude, hvor utallige af tårer havde endt deres rejse.

"Amalie?"

"Lad hende være skat - Hun har formentligt brug for ro..."

"Jamen Henrik, hun vil slet ikke ud med hvad der er galt... Jeg kan ikke lide at se hende sådan..."

"Lad hende nu bare være skat - Hun er teenager og har sikkert behov for at være sig selv. Hvis hun vil snakke om det, så kommer hun nok til dig selv - Kom..."

"Jam...."

"Klik"

Alt forstummede...

Blot var der kun lyden af mine egne hulk, der blev ved med at komme. Jeg savnede ham. Hvorfor var han her ikke, når jeg havde allermest brug for ham? Jeg faldt hulkende i søvn..

~

"Dik"

"Dik"

Jeg vågnede stille og lod mærke til at der var halvmørkt i værelset. Jeg tjekkede uret på min clockradio, der sagde 21:17. Jeg vendte mig om på ryggen og gabte træt. Jeg kunne høre stemmer nede fra, der lød som tv'et der kørte.

"Dik"

Jeg vågnede op til dåd og satte mig lettere fortumlet op i sengen.

"Hvad pokker er det for en sær lyd?", mumlede jeg undrende.

"Dik"'

Jeg så straks hen mod mit vindue og åbnede det og kiggede ned, men der var intet eller ingen? Jeg skulle til at lukke vinduet igen.

"Pstt baby?", hørte jeg pludseligt en lav snakken, som lød som et anstrengt hvisken.

Mit hjerte skippede flere oktaver.

"Jannick?", svarede jeg og så ham nu stå og vinke fra hans have bag hækken.

Jeg lyste op i et stort smil. Hørte et svagt grin fra ham og kunne sagtens se ham smile.

"Kommer du ikke lidt over til mig prinsesse?", spurgte han med et lille grin efter sig.

Jeg nikkede febrilsk.

"Kommer straks skat!", svarede jeg lavt, men højt nok til han kunne høre det.

Han nikkede glad og jeg så ham rende ind i sit hus. Jeg jublede lykkeligt. Alt det der var sket i dag, var som forsvundet. Jannick var kommet hjem og nu skulle jeg over til ham. Kunne noget blive bedre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...