Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163555Visninger
AA

39. Så mange misforståelser!

Amalies synsvinkel:

Der var en overflod af forvirring for mig lige nu. Der skulle ingenting til, så græd jeg, og jeg græd særligt nu hvor min mor havde bedt Jannick om at gå. Kunne hun ikke snart lære at forstå, at Jannick kun ville det bedste for mig? Han passede på mig, han elskede mig hele vejen igennem uden hæmninger, og for mit vedkommende, var han den eneste, der lyttede til mig, hjalp mig og forstod mig på alle måder. Han var min redning og livs lys og takket være ham, var jeg stadigt i live.

Min mor satte sig i selvsamme stol, som Jannick tidligere havde siddet i. Hun sendte mig et særligt blik, som jeg ikke kunne tyde - Jeg vidste kun, at hun så spørgende på mig, uden at sige noget. Jeg puttede mig under dynen, så jeg nærmest gemte mig.

"Hvorfor smed du ham ud? - Han er min kæreste...", hulkede jeg stille.

Min mor så skeptisk på mig og rystede langsomt på hovedet med armene over kors.

"Du løj for mig, Amalie - Jeg sagde, at du skulle holde dig fra den mand og så har du alligevel set til ham i smug og så skal jeg ligefrem ringes op af ham og blive fortalt, at du var blevet indlagt på grund af en ulykke? - Jeg har mistet så meget for dig Amalie. Jannick er tyve år gammel og voksen og du er stadigt kun et barn!"

Jeg satte mig stille og forfærdet op og så chokeret på hende.

"Er du overhovedet min mor? Du er så fucking blind for alt! - Du tænker kun på din karriere og selv om du er sammen med Henrik, der er mindst 10 år yngre end...."

"Syv år Amalie!"

"Nå, så syv! What ever!", svarede jeg frustreret og vredt.

" - Så flirter du kraftedeme med min kæreste og garanteret også med andre unge fyre - Har jeg ikke ret? Ved Henrik overhovedet det? - Nå nej, det gør han garanteret ikke, fordi du er så fucking hellig!"

"SMÆK!"

En flad ramte min kind og min mor fnyste ukontrolleret.

"Nu styrer du dit teenageflip...", svarede min mor roligt. Jeg begyndte at græde.

"Er du klar over hvad jeg overhovedet har været igennem? Ikke bare nu her, men i mange år? - Er du klar over hvilket offer jeg har måttet tage og hvilket offer jeg har været og med garanti stadigt er? - Det er ikke dig der har det hårdt, mor, men mig! Du er så blind for alt og så vover du kraftedeme at jage det eneste væk, som mit skrøbelige hjerte brænder, bløder for og elsker mere end noget andet. Jannick er slet ikke skurken her - Du burde være taknemmelig for, at han slet ikke giver op og han går gennem ild og vand for mig, fordi han elsker mig og lytter til mig og trøster mig. Han opfører sig 1000 gange mere voksent end dig!", hulkede jeg hårdt.

Det var smerteligt med tårerne, der blev ved med at rende. Min mor sad som forstummet.

"Hvad er det du siger? Du har klaret dig fantastisk i skolen, får fine karakterer og...."

" - Og bliver kaldt luder, bliver voldtaget, mobbet og har ingen venner!", afbrød jeg hårdt og min mor forstummede kridhvid i ansigtet.

"Er du klar over, hvad det er du sidder og fylder mig med? - Løgn Amalie, LØGN! Du spreder sikkert med benene i skolen, for det er der mange piger på din alder der gør! I tænker at sex er så sp...."

"SÅ HOLDER DU KRAFTEDEME KÆFT, MOR!", skreg jeg hysterisk og hulkede ukontrolleret.

Min mor så kridhvid ud i hovedet og sagde ingenting og tog straks sin taske og forlod mig. Jeg sad alene i stuen i sekunder og en sygeplejerske dukkede chokeret op.

"Hvad i alverden sker her?", spurgte hun målløs.

Min mor dukkede atter op bag hende og hun pegede voldsomt mod mig.

"Min datter lyver mig i ansigtet og påstår kraftedeme, at hun er blevet voldtaget og det vil j...."

"Det er også sandt!", afbrød sygeplejersken målløs og så på min mor, der så lamslået ud i ansigtet.

"Jeg må have luft!", var det eneste min mor svarede og hun smuttede ud af stuen.

Jeg græd stille og sygeplejersken kom hen til mig og det føltes fantastisk, da hun lagde sine arme om mig.

"Årh, din lille stakkel - Du har det ikke nemt... Hvor blev din kæreste af?", trøstede hun stille med bekymringen i stemmen. Jeg hulkede stille.

"Jeg ved det ikke, men kan jeg ikke få dig til at ringe til ham for mig, for jeg ved ikke om jeg er i stand til at kunne tale med ham i telefonen? Bare bed ham om at komme hurtigt og hente mig... Please?", hulkede jeg voldsomt.

Sygeplejersken slap i knuset og jeg fandt hendes bekymrede brune øjne.

"Er du sikker?", spurgte hun stille.

Jeg snøftede voldsomt og nikkede.

"Jeg rakte ud efter min iPhone på sengebordet og fandt straks hans kontakt og ringede op og rakte hende den.

"Den ringer nu - Han hedder Jannick...", forklarede jeg med en lille træt og skinger stemme.

Ja, jeg magtede ikke meget mere og havde jeg slet ikke haft Jannick, så var jeg med garanti bare stukket af fra hospitalet og taget mit eget liv, så snart jeg kunne komme til det, for det eneste gode jeg havde tilbage i livet var ham.

"Nej, det er ikke Amalie, men hendes sygeplejerske Hatice... Amalie vil have dig til at komme og hente hende - Hun er meget oprevet, da der er sket et ret slemt skænderi mellem hende og hendes mor... Så kan du komme?"

Hatice, som hun åbenbart hed, smilte på en bedrøvet og kærlig måde til mig og lagde sin hånd oven på min. Tænk, at der virkelig fandtes kærlige og søde mennesker i min verden, men at de absolut arbejdede på hospitalet, hvor jeg havde endt. Hvor var det typisk. Hatice sad og nikkede.

"Ja, hun er på sin stue og jeg vil blive siddende hos hende, til du dukker op...", sagde hun i samtalen.

Sikkert et svar på Jannicks spørgsmål. Hun lagde på og gav mig telefonen og smilte kærligt.

"Han er på vej og han skynder sig alt hvad han kan...", forklarede hun stille.

Jeg nikkede og begyndte at græde stille igen og fløj om nakken på hende.

"Tusind tak...", hviskede jeg nærmest med dyb taknemmelighed.

Hun nussede mig på ryggen.

"Det skal du skam ikke takke for min pige... Du har det bestemt ikke nemt... Det kan jeg mærke...", svarede hun trøstende.

Jeg smilte svagt gennem mine tårer.

"Bare jeg havde en mor som dig, Hatice - Du er en fantastisk kvinde...", svarede jeg stille med hårde snøft efter mig. Hun grinte stille.

"Nårh, hvor er du sød Amalie, men for det første, er jeg for ung til at være din mor med mine 28 år og for det andet er vi af to forskellige afstamninger...", grinte hun svagt.

Jeg slap ikke knuset med hende og smilte gennem mine tårer.

"Det er jeg ligeglad med - Du er fantastisk alligevel, Hatice...", grinte jeg svagt.

Jeg kunne mærke hvor meget Hatices omsorg for mig hjalp. Hun var seriøst en kærlighed uden lige.

"Forstyrrer jeg?"

Hans rolige og søde stemme fik mig straks til at slippe knuset med Hatice og jeg så med glædestårer hen på ham. Han smilte bedrøvet og kom direkte hen til mig og lod mig omfavne hans nakke.

"Lov mig lige at sige farvel til mig ude på gangen, inden i går, Amalie...", afbrød Hatice med et smil.

Jeg nikkede taknemmelig og betragtede hende gå ud af stuen og lukke døren efter sig. Jeg så på Jannick igen. Han smilte bedrøvet.

"Stakkels dig, baby... Nu tager vi hjem til mig og finder ud af hvad der skal ske, okay?", forklarede han stille.

Jeg nikkede og tvang hans ansigt tæt på mit.

"Kys mig... Jeg har sådan brug for det lige nu...", bad jeg stille, mens vi havde dyb øjenkontakt.

Han nikkede blot og svarede ikke, men lagde straks sine hænder på mine hofter og begyndte stille at kysse mine læber blidt. Jeg sukkede med en lille gysen i min krop over alle mine frustrationer i kroppen. Jeg lukkede øjnene og lod ham få adgang til min tunge. Jeg ville slet ikke give slip på ham nu, for jeg var seriøst bange for, at han ville kunne finde på at forlade mig igen, selv om han ikke havde tænkt sig det. Vi kyssede i god rum tid og jeg havde ikke styr på tiden, men var også ret ligeglad. Det eneste der betød noget, var hans kys, der var så dejligt og virkede beroligende for mig.

"Skal du havde hjælp med tøjet, baby?", hviskede han småmumlende, da vi lige havde brudt kysset.

Jeg glippede stille øjnene op og fandt hans dejlige brune øjne. Jeg sukkede hårdt og så ned på dynen.

"Det ved jeg ikke? - Måske? For jeg har stadigt ondt i underlivet...", sukkede jeg stille og så i sekunder slørede billeder af de fyre, der havde voldtaget mig, som jeg faktisk kunne erindre navnene på, men intet havde nævnt om.

Jeg var bange - virkelig bange for, at de ville forfølge mig yderligere og at værre ting kunne ske? Jeg vidste ikke om jeg skulle sige det til Jannick, for jeg havde nok løjet en anelse over for politiet, da de havde besøgt mig for at få informationer om gerningsmændene. Jeg havde intet kunne røbe, ud over at jeg kunne fortælle, at de formentligt var unge mennesker og at den ene var nydansker - Andet havde jeg ikke turde nævne..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...