Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
162980Visninger
AA

49. Risky business...

Amalies synsvinkel:


Jeg lå på maven i sengen med hovedet hvilende på mine håndflader og betragtede Jannick med et forelsket smil, mens han stod og tog tøjet på igen. Det havde helt sikkert været en meget hurtig tur denne gang - To ryk og en aflevering! Var det ikke udtrykket man brugte? Uanset hvad, så havde det bestemt været dejligt - og kort.

Jannick smilede smørret ned på mig, mens han lukkede bæltet i sine pæne jeans. Ja, de havde en særlig regel om tøjet på hans arbejdsplads. Sådan var det vel, at være sælger.

"Skal du ikke selv i tøjet baby?", spurgte han med et skævt smil og satte sig ned på sengekanten, for at bøje sig forover for at få sine pæne sorte sko på. Jeg rejste mig og stillede mig på knæ bag ham i sengen, og lagde mine arme om skuldrene på ham og kyssede ham blidt på kinden.

"Jeg magter virkelig ikke at tage i skole..", sukkede jeg opgivende, så Jannick så til siden på mig, så vi fik tæt øjenkontakt. Han sukkede med et meget svagt smil.

"Baby...", sukkede han yderligere.

"Du bliver nød til det, så du kan gennemføre dine eksaminer - alt dette afhænger af din fremtid - Det må du ligesom forstå..", forklarede han bestemt men i en rolig tone. Jeg sukkede tungt og puttede mig tæt ind på hans hoved og stirrede frem for mig mens jeg holdte godt fast rundt om halsen på ham. Ikke så det kvalte ham, men blot for at vise hvor inderligt jeg ikke ønskede, at han skulle forlade mig.

"Men du er min fremtid...", svarede jeg lavt med et suk og knugede mig den anelse tættere på ham, som jeg overhovedet kunne. Jannick løsnede mine arme om ham med et suk, og han rejste sig fra sengen og så ned på mig.

"Og tro mig, du er også min, men Amalie... Du er sådan en klog pige, og du bør udnytte det, og jeg garanterer dig for, at du kan nå langt længere i livet på den måde.", forklarede han bestemt med et lille smil efterfølgende og gik hen til sit garderobeskab, og åbnede det og fandt en pæn mørkeblå habitjakke på en bøjle, som han tog på. Jeg sad på hug og betragtede ham.

"Men min fremtid er dig, børn og lykke. Alt andet for mig er fuldstændigt ligegyldigt..", forklarede jeg med et skævt smil, så Jannick så med et svagt akavet grin ned på mig, mens han rettede på sin habitjakke i sekunder.

"Arh Amalie! Det er nok lidt for tidligt, at vi snakker om børn nu, er det ikke? - Du skulle nødigt ende som én af de der unge mødre, som dem fra kanal 5, vel?"

"Kanal 4 skat!", svarede jeg hurtigt med et skævt smil og rejste mig fra sengen og gik de få skridt hen til ham og lagde mine hænder på skuldrene af ham og så op på ham med et frækt smil.

"Vil du da ikke gerne have børn med mig?", fnes jeg lidt. Jannick så ned på mig med et løftet øjenbryn.

"Spørg mig hellere om nogle år baby - det her emne er alt for tidligt at snakke om.. Undskyld mig, men jeg skal altså afsted for klokken er mange, så se selv at komme i tøjet baby. Det er kun for dit eget bedste.", forklarede han med en svag stresset stemme, der til dels kunne minde lidt om min mor, når hun stressede rundt om morgenen - ikke fordi jeg overhovedet kunne sammenligne Jannick med min mor, men det var lidt samme princip.

Han gav mig et hurtigt kys på mine læber og jeg nåede dårligt at blinke med øjnene, så var han allerede smuttet ud af soveværelset, og sekunder efter hørte jeg hoveddøren lukke i efter ham. Jeg satte mig med et opgivende suk ned på sengekanten og så mig opgivende over mod væggen med alle de små spejle.

Jeg sad og stirrede på den nøgne pige i spejlbilledet og rejste mig og gik hen mod spejlene, hvorved jeg stillede mig med siden til og pustede min slanke mave op, så der kom en lille bule. Mange ville nok tro, at jeg var vanvittig, at jeg stod og forestillede mig med en gravid mave, nu hvor jeg kun var seksten år, men jeg følte mig så sikker med Jannick, og jeg var sikker på, at han ville blive en fantastisk far, når det kom til stykket.

Jeg sukkede opgivende og slappede atter af med min mave og så med et opgivende blik over på Jannicks clockradio, der desværre viste 7:51. Jeg måtte desværre nok høre efter Jannicks råd om at tage i skole, selv om jeg helst ville være mere end fri for den.

Jeg tog en dyb indånding og gik hen til mit tøj, der lå på gulvet, som jeg forholdsvis fik hurtigt på...

~

Jeg begav mig ud af hoveddøren og smækkede døren efter mig, hvorefter jeg låste døren af og lagde nøglen under en gammel urtepotte, der stod en halv meter fra den lave trappesten til hoveddøren. Jeg rettede mig op og så mig omkring ud mod fortorvet foran Jannicks forhave, bare for at være sikker på, at ingen så noget til, at jeg havde lagt nøglen under urtepotten, men det virkede heller ikke til det.

Med min skuldertaske over min højre skulder, begav jeg mig ned ad den smalle sti her i forhaven mod haveudgangen, til jeg atter kunne se min cykel, der stod op ad hækken. Jeg pustede tungt ud over at se et foldet stykke papir, der sad i klemme på mit bagagebærer.

Med en klump i halsen trak jeg papiret fri og foldede det ud og det var slet ingen overraskelse for mig, hvem der havde efterladt denne lille seddel, som jeg læste hurtigt:

"Amalie -

Det kom slet ikke bag på mig, at jeg skulle opdage din cykel her ude foran Jannicks have, da jeg kørte ud af indkørslen til morgen - Jeg håber for dig selv, at det var ALT besværet værd! Ja, tro endelig ikke, at jeg bifalder dit umodne valg. Kommer jeg til at høre, at du har udeblevet skolen i dag, så kan du med sikkerhed forvente, at jeg skruer bissen på, og jeg MENER det Amalie!

Mor.

Ps. Husk nu og hente Samuel i eftermiddag!"

Jeg pustede irriteret ud og foldede papiret sammen og magtede ikke at gemme den lille besked, så jeg valgte at smide det i Jannicks postkasse. Så måtte jeg bare smide det ud på et andet tidspunkt.

Jeg låste min cykel op og steg op på cyklen og med tungen lige i munden, sørgede jeg for at holde mine øjne vidt åbne, da jeg slet ikke havde lyst til at møde visse personer, der bare mente, at det var fair, at gøre mit liv til et helvede..

~

Jeg åndede lettet op, da jeg langt om længe nåede cykelparkeringen på skolen, men alt føltes dødt og forladt, og jeg vidste egentligt godt hvorfor - Det havde ligesom allerede ringet ind til den første time. Jeg fik låst min cykel og tog en dyb indånding, da jeg hankede op i min skuldertaske, for derefter at begive mig mod indgangen til skolen. Hjertet ræsede afsted, selv om jeg var alene lige nu, men det var mere tanken på hvor dårligt tilpas jeg følte mig på skolen her. alle de dårlige ting, der var sket for mig - Det var uretfærdigt!

Jeg gik op ad trapperne til hovedindgangen, hvorefter jeg skubbede den ene brune dør med indfattet ruder i, som man kunne se igennem op, hvorefter jeg kom indenfor i den store aula, der havde flere gange, som man kunne følge til de forskellige klasser, og hvor der også var en stor vindeltrappe, der førte til førstesalen. Jeg skulle dog hverken ovenpå eller ned ad de gange mod de andre klassetrin, men dog skulle jeg til højre mod min egen klasse.

Der var tomt hele vejen hvor jeg gik og jeg kunne høre snakken og mumlen inde bag de forskellige lukkede døre, som jeg gik forbi. Jeg stoppede op med hjertet siddende i halsen, da jeg så Stefan siddende uden for døren til vores klasse, hvor han sad op ad væggen på gulvet. Jeg bed mig nervøst i underlæben, for bare det at være alene med Stefan i nærheden, var nok noget af det værste, som jeg kendte til.

Han så mit skræmte blik ned på ham, hvor til han bare sendte mig et flabet smil.

"Hej smukke..", sagde han lavt med et klam undertone, så jeg straks vidste, at han slet ikke mente noget positivt med hans udtalelse. Jeg så straks væk fra ham og valgte bevidst at banke et par gange på døren til klassen, hvorefter jeg kunne høre Lone, vores dansklærer svare, så jeg åbnede døren med tungen lige i munden. Jeg kunne samtidigt fornemme Stefans klamme og kolde blik på mig, men jeg valgte at ignorere det, hvorefter jeg fik åbnet døren helt og gik ind i klassen, hvor jeg så de fleste af klassekammeraternes blikke tilbage på mig. Jeg lukkede døren med ryggen til, mens jeg så hen på Lone, der stod helt oppe ved tavlen og tydeligvis havde gang i den danske grammatik.

"Undskyld jeg kommer for sent!", udbrød jeg med et nervøst bid i underlæben. Lone nikkede med et smil.

"Godt du kom Amalie - Pak din grundbog ud og slå op på side 87!", svarede hun med et varmt smil, så jeg nikkede og begav mig over til min plads ved siden af Signe, der så svagt smilende på mig, inden hun så ned på sit overtegnede kladdehæfte.

- Jeg kunne kun håbe på en vellykket dag i skolen...

~

Jannicks synsvinkel:


"Ding ding!"

Jeg vågnede lettere op fra mine tanker, da jeg hørte den genkendelige lyd af klokken over glasdøren, så jeg så derhen og så en mand i trediverne ville jeg tro. Jeg gik ham i møde med et venligt smil.

"Velkommen til Audi - Hvad kan jeg hjælpe dem med?", spurgte jeg med et skævt smil og gav manden et flygtigt håndtryk, som han velvilligt tog imod med et venligt smil.

"Tak!", svarede han og jeg lod mærke til, at han flygtigt så væk fra mig og mod udstillingsbilerne i butikken, hvorefter han så på mig igen med et skævt smil.

"Jeg skal finde en bil til min søns 18 års fødselsdag.", forklarede han mig med et smil, så jeg nikkede med et svagt smil.

Okay, dette var helt sikkert en halvrig eller rig familie, siden faderen ville ofre af sin egen pengepung til en spritny bil til hans søn. Tja, det skulle jeg så ikke blande mig i. Men jeg skulle da ærligt indrømme, at jeg til tider kunne blive misundelig på folk, som bare kunne købe biler og andre luksusting, når det passede dem. Jeg havde da selv haft bil før, men ikke at det havde været 100% min egen. For hver gang havde det været lånebiler for de bilfirmaer og forretninger, som jeg havde arbejdet mig igennem for.

"Så hvad havde de præcist i tankerne?", spurgte jeg med et lille smil. Kunden nikkede og så sig flygtigt ud i butikken og så igen på mig.

"Er dette jeres nyeste modeller?", spurgte han med et interesseret smil. Jeg nikkede med et smil.

"Vi får den nyeste Audi A8, som skulle komme inden for de næste uger, men når det nu er deres søn, så tænkte jeg måske at en R8 mere ville være hans stil.", forklarede jeg med et smil. Manden så med et undrende blik på mig.

"Jamen, er det den nyeste model?", spurgte manden med et skævt smil, så jeg rystede på hovedet.

"Nej, Audi R8 har været på markedet en del tid efterhånden, men jeg anbefaler den, eftersom jeg ved, at mange unge mennesker elsker den model. Det er vores berømte racerbilsmodel og det er absolut ikke kun almindelige mennesker, der foretrækker den, da jeg ved at visse kendte mennesker elsker den, og vi kan som en bonus få den til en rabatpris hos en god autolakerer, hvis farven eller mønstret på den skal være noget andet end de sædvanlige farver - Var det evt noget?", forklarede jeg med et spørgende smil. Kunden nikkede med et smil.

"Det kunne da være - ville der være mulighed for en prøvetur i en R8?", spurgte kunden, så jeg nikkede med et smil.

"Selvfølgelig - Jeg kan få min kollega Lars til at tage med dig ud på en prøvekørsel - Jeg henter ham lige..", forklarede jeg med et smil, så kunden nikkede med et smil.

"De skal være velkommen til at tage en lille kop kaffe eller noget henne i vores kaffeautomat, så længe.", forklarede jeg yderligere med et smil, så kunden nikkede og begav sig over mod vores stilrene lille sofaarrangement, der stod ovre i hjørnet af vores store butik, og jeg valgte at gå ud i baglokalet til vores kontorer for at lede efter Lars..

~

Jeg sad med blikket lettere begravet i diverse købsformler og kontrakter. Ja, der var faktisk meget at holde styr på, som autoforhandler. Det var ikke bare sådan at købe en bil, sådan uden videre, uden stillet sikkerhed og så videre.

"Jannick?", hørte jeg Simon vores administrerende direktør bryde ind i min ellers dybe koncentration nede på en købskontrakt på en sølvgrå Audi A5 til 515.000  kr. Så jeg så op på Simon, der stod foran mit højdejusterende skrivebord, men nu hvor jeg i øjeblikket sad på en høj stol.

"Ja?", spurgte jeg med et svagt smil.

"Der står en ung dame ude i butikken, som gerne vil snakke med dig..", forklarede Simon roligt, så jeg så lettere overrasket op på ham.

"Med mig?! Hvem er det?", spurgte jeg undrende, så Simon smilede smørret.

"Hun nævnte ikke sit navn, men smuk er hun, og hun forklarede bestemt, at hun altså kender dig temmelig godt - Hun sidder i sofaarrangementet..", forklarede Simon med et skævt smil og gik andetsteds, så jeg smilede lettere forundret og tjekkede tiden ud på mit armbåndsur, som sagde 14:22. Ergo, kunne det da umuligt være Amalie, eftersom hun skulle være i skole endnu, og på den anden side, hvis det var, så turde jeg slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket hende, hvis det i tilfældet var hende, men jeg kunne kun blive klogere, nu hvor jeg rejste mig fra stolen og begav mig målbevidst ud i butikken.

Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg fik et chok, da jeg så hende sidde henne i sofaen, mens hun drak sin typiske te, kunne jeg se. Jeg havde da slet ikke regnet med, at skulle se hende igen og da slet ikke her?

"Diana? Hvad vil du?", spurgte jeg stadigt målløs og satte mig ned i én af lænestolene over for hende, så hun smilede på sin typiske drillende facon.

"Er det sådan en modtagelse man får?", spurgte hun med et drillende smil og rakte armene mod mig, for at modtage et knus velsagtens, men jeg følte slet ikke for at kunne give hende sådan et.

"Nåh ikke?", svarede hun lettere skuffet, men ærligt talt, hvad havde hun ligesom forventet? Jeg så opgivende hen på hende.

"Diana, hvad vil du?", spurgte jeg med et opgivende suk, så hun i samme sekund "redte" alt sit lange glatte brune hår over hendes ene skulder. Ja, noget hun ofte havde gjort, og som var én af hendes typiske kendetegn.

"Er du slet ikke glad for at se mig igen?", spurgte hun med et bedende blik hen på mig, så jeg sank en hurtig klump.

"Ærligt talt, så nej! Ikke efter din lidt for fjendske hilsen på min kæreste sidst i København. Amalie tog det ret tungt i det øjeblik..", forklarede jeg med et træt blik på hende.

"Nåh..", mumlede hun med et fornærmet blik ned i det lille sofabord mellem os, inden hun så op og hen på mig igen.

"Jeg beklager, men jeg havde måske bare lidt ondt over at se dig med en anden, eftersom jeg ærligt stadigt elsker dig Jannick, men jeg ved jo godt at det løb er kørt, så..."

"Ærligt talt, hvad kom du her for?!", afbrød jeg hende lettere irriteret. Diana, så lettere forknyt ud over mig.

"Jeg ville egentligt bare undskylde og begrave stridsøksen mellem os - Kan vi ikke være venner?", forklarede hun med et meget lille forsigtigt smil, så jeg pustede tungt ud og kørte flygtigt min hånd gennem mit fyldige hår i toppen.

"Helt ærligt Diana.. Det kommer ret meget bag på mig det her, og jeg magter ærligt talt ikke mere drama.. Jeg har sgu nok at kæmpe med i øjeblikket..", forklarede jeg med et opgivende blik på hende. Hun forstummede i mange sekunder og så flygtigt sig omkring hen på udstillingsbilerne i butikken, hvorefter hun så hen på mig igen.

"Som hvad? Det virker jo til at køre for dig her - Du ligner ikke én, der ligefrem skulle have problemer Jannick? Du, som altid har haft rimelig meget styr på tingene?" Jeg så på hende med et tungt suk.

"Det er ret privat Diana, så det kan jeg ikke fortælle dig overhovedet og i det hele taget, vil jeg gerne have, at du går..", forklarede jeg bestemt og rejste mig fra lænestolen, så Diana så målløs op på mig, så hun selv rejste sig fra sofaen og hun tårnede sig i hendes sorte elegante lakstiletter, der passede godt til hendes elegante sorte skinny jeans i læder. I det hele taget havde Diana altid haft styr på den feminine mode og hun var slet ikke det man kunne kalde grim overhovedet. Hun var altid så klassisk smuk og var sjælden at se i en yngre stil, som Amalie ellers gik med til hverdag. Ja, lige der, var Diana og Amalie to forskellige typer, men okay; Amalie var også de år yngre end Diana.

"Hvorfor er du så fjendsk Jannick?", spurgte Diana med et chokeret blik og trådte de få elegante skridt hen til mig, så vi endte med at stå over for hinanden med en lille meters mellemrum. Jeg sukkede og himlede opgivende med blikket.

"Jeg er ikke fjendsk Diana, men hvad fanden havde du egentligt regnet med? - At vi skulle blive perlevenner? Ærligt talt, så er det nok lig med at lede efter en nul i en høstak, og jeg vil sætte pris på, at du smutter nu, for jeg har vigtigt arbejde at få lavet.", forklarede jeg bestemt og begyndte at puffe let på hendes ryg hen mod glasdøren ud af butikken.

"Altså helt ærligt Jannick..", protesterede hun målløst, til vi nåede hen til døren som jeg pænt åbnede for hende og viste med en hånd ud ad døren.

"Tak, for dit besøg!", sagde jeg sarkastisk og smilede falsk til hende, så hun fnøs svagt.

"Du bliver klogere..", mumlede hun olmt og så væk fra mig og gik ud, hvor jeg lagde mærke til, at hun gik hen til sin egen lysegule bil, som hun hoppede ind i, hvorefter hun startede den og der magtede jeg ikke at glo på hende mere, hvor efter jeg lod glasdøren lukke sig roligt i, hvorefter jeg behersket gik tilbage mod mit arbejde.

- Jeg håbede virkelig ikke, at jeg skulle se hende igen...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...