Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163624Visninger
AA

15. Open your heart!

Amalies synsvinkel:

"Amalie?"

Jeg gabte og strakte mig i sengen og vendte mig om på ryggen. Jeg glippede mine øjne op og så lige ind i nogle dybhavsblå øjne omkranset med en del gråsort make-up. Min mor smilte kærligt og aede mig i håret og gav mig et blidt kys på panden.

"Hvordan har du det skat?", spurgte hun stille.

Jeg sank en klump og erindrede hvordan jeg faldt i søvn i aftes - Marcus!

"Hvor er Marcus?", spurgte jeg og undveg hendes spørgsmål til mig.

Min mor smilte på en bekymrende måde.

"Han tog hjem ved en ellevetiden i aftes skat...", svarede hun stille.

Jeg sank endnu en hård klump i halsen.

"Du virkede så oprevet i går skat? Hvad skete der - Marcus ville slet ikke forklare noget? Jeg forstår ikke hvad der sker skat?", spurgte min mor i én køre.

Jeg slog blikket ned et øjeblik, inden jeg så på hende igen. Jeg rystede svagt på hovedet. Jeg turde ikke fortælle om min ydmygende oplevelse. Hun fortjente ikke at blive bombarderet med mine problemer. Min mor havde nok med sit chefjob på kontoret. Min mor så med et svagt smil på mig.

"Vil du ikke nok fortælle mig det skat? Du bekymrer mig...", spurgte min mor yderligere.

Hun stoppede ikke med at nusse mit hår. Jeg snøftede svagt med et lille falsk smil.

"Der er ikke noget mor... Jeg har bare mit lort for tiden, så mine hormoner går pænt meget amok...", svarede jeg stille.

Min mor nikkede med et lille smil og hun så på sit smalle armbåndsur i guld, som hun havde fået i fødselsdagsgave for nogle år tilbage af Henrik. Hendes karakteristiske rynken i panden kom frem. Den rynken, der altid betød, at hun stressede eller havde travlt. Hun så på mig med et lille smil.

"Klokken er ved at være syv skat, jeg må af sted nu her, eftersom jeg har nogle forberedelser med Vera på jobbet inden vores opsummerings-møde klokken 9. - Se at stå op og kom i tøjet, så du ikke kommer for sent i skole...", forklarede min mor stille og rejste sig med et flygtigt smil.

Jeg satte mig op.

"Jam....", nåede jeg dårligt at sige, for så var min mor smuttet.

"Samuel? - Så går vi!", kunne jeg høre min mor kalde efter min lillebror.

"Bang!"

Jeg sukkede over at høre døren smække. Alt forstummede. Jeg snøftede stille og lagde mig ned igen og puttede dynen over mig. Jeg havde langtfra lyst til at tage i skole - Havde langtfra lyst til at stå ansigt til ansigt til de drenge - Jeg var ydmyget - bange - RÆDSELSLAGEN!

Jannicks synsvinkel:

Jeg vågnede stille, da solstrålen stod lige ind i ansigtet på mig. Jeg gned mine øjne og satte mig op. Jeg følte mig pænt mørbanket. Normalt kæmpede jeg en mindre kamp hver dag med mit rygestop, men sådan som jeg havde det lige nu, så blev jeg nød til at dulme trætheden med en morgensmøg.

Jeg strakte mig lettere hen efter mine ret beskidte jeans, som jeg havde på i går. Det lå lettere hen over armlænet på min lænestol. Jeg fiskede mine Kings frem fra bukselommen og fiskede en smøg op og proppede i munden. Jeg tændte den med min blå engangslighter. Min zippo var forsvundet i flytterodet.

Jeg blev enig med mig selv, at jeg lige hoppede i mine jeans, der nok hang lettere om røven på mig, men hvor det egentlig ragede mig. Det var morgenstunden for mit vedkommende, så jeg traskede ud gennem havedøren og kom ud i baghaven og trippede lidt rundt i det høje bløde græs.

Der manglede stadigt, at blive slået græs, men det krævede en græsslåmaskine. Jeg måtte med garanti købe mig én på et tidspunkt, men mon ikke familien Christensen havde én jeg ville kunne låne i mellemtiden?

Jeg sukkede hårdt og lod blikket vandre over mod deres store hvide hus. Jeg kiggede op mod Amalies vinduer, der stod åbne på klem. Jeg undrede mig lidt? Var det ikke rimeligt risikabelt? Hvad hvis der skete indbrud? Jeg fiskede min iPhone op fra min baglomme og blev noget overrasket over at se, at klokken var ved at være ni om morgenen.

"Piiiiiift!", piftede jeg op mod hendes vindue.

Ville da lige tjekke, at hun eller nogen fra hendes familie var hjemme? Der skete ingenting?

"AMALIE?!", kaldte jeg og tog endnu et hvæs af min smøg.

Der skete intet? Tja, jeg skulle nok gøre mit at holde mine øjne åbne for at ingen ubudne gæster trængte ind i deres hus, men altså, jeg havde også en del jeg skulle i dag. Jeg skulle male flere vægge og køkkenet skulle jeg også arbejde på og så skulle jeg finde ud af, hvor der var en svømmehal, så jeg kunne få mig et bad, for jeg kunne ikke rigtigt tage badeværelset i brug i øjeblikket, da det lignede ruiner mere eller mindre.

Jeg sukkede og snuste mig et kort sekund under armene. Damn, er du rådden for an stank. Jeg rynkede på næsen og besluttede mig for at gå ind til familien Christensens hus, for at tjekke om der overhovedet var nogen hjemme?

Jeg begav mig ind ad havedøren igen og greb efter en random t-shirt jeg havde i min sorte tøjsæk midt på gulvet. Jeg hoppede i mine sneakers med bare fødder og begav mig gennem den smalle gang mod hoveddøren og gik ud og lukkede blot døren i med et lille smæk.

Jeg småløb hen til deres hus og kunne slet ikke se Amalies cykel? Så var hun måske smuttet i skole, eller? Ja, jeg vidste virkelig ikke, efter alt det der var sket i går. Hun havde virket så oprevet og selv om jeg i realiteten kunne være ligeglad, så var jeg det langtfra. Jeg kunne mærke i mit hjerte, at hun allerede betød en hel del for mig.

Jeg sank en klump og greb fat i det fine dørslag i skinnende messing og slog mod døren et par gange. Jeg trådte et par skridt tilbage og ventede tålmodigt. Der skete intet?

Jeg ville ikke gøre dette normalt, men jeg prøvede blot at trække ned i håndtaget og mit hjerte skippede flere oktaver, da døren gav efter og åbnede sig. Jeg sank en klump med hånden på håndtaget og åbnede forsigtigt døren.

Jeg så lige ind i en vildt smuk entré. Damn, hvad jeg bare kunne se af hér, så boede de jo sindssyg flot.

"Øh hallo?", kaldte jeg i normalt toneleje, ingen respons.

"HALLO ER HER NOGEN HJEMME?!", kaldte jeg endnu højere og jeg lukkede døren forsigtigt efter mig.

Alt var bare stille. Jeg forstod intet af det hele?

"UNDSKYLD, MEN DET ER JERES NABO JANNICK, JEG VIL BLOT SIKRE MIG, AT ALT ER OKAY?!", kaldte jeg højt.

Jeg trådte tættere på dørkarmen til køkkenet kunne jeg se. Alt var bare stille og jeg smilte drømmende om den slat kaffe jeg kunne se, der stod efterladt i kaffekanden, men den var helt sikkert kold nu. Dog tvivlede jeg ikke på at en friskbrygget kop kaffe ville være nice.

"Hvad laver du her?"

Stemmen fra Amalie fik mig til at vende mig omkring med et sæt. Jeg så lettere forlegent og undskyldende på hende. Hun stod i det samme tøj, som hun havde på i går på det tredjesidste trappetrin. Hun så forundret på mig. Jeg smilte svagt og trak på skuldrene.

"Skal du slet ikke i skole?", spurgte jeg med et svagt smil.

Amalie smilte ikke og rystede på hovedet. Jeg undrede mig.

"Er... er du okay?", spurgte jeg forsigtigt.

Hun snøftede svagt og rystede på hovedet og satte sig ned på trappen. Jeg vovede mig hen til hende og satte mig på trinet hvor hun havde sine fødder.

"Stadigt det fra i går, der går dig på?", spurgte jeg med et meget svagt smil.

Hun sad med sit ansigt i hendes hænder og så trist på mig.

"Ja...", svarede hun stille.

Jeg sukkede stille og så ned på det nederste trappetrin.

"Du har ikke lyst til at fortælle, hvad der præcist skete i går?", spurgte jeg forsigtigt og vendte min opmærksomhed op mod hende.

Hun svarede ikke. Blot kunne jeg se flere tårer rende stille ned ad hendes kinder. Hun så som forstenet ud med hendes blik, der stirrede tomt ud i luften. Jeg sank en klump og rejste mig op mod hende. Hun så op på mig.

"Amalie...", begyndte jeg med et hårdt suk.

Hun begyndte at hulke og gemte straks sit ansigt ned i sine hænder, med knæene støttende. Jeg betragtede hende.

"Du bliver nød til at åbne dig, ellers kan du ikke bearbejde det der end måtte have været sket?", spurgte jeg bekymrende.

"Kan du ikke bare være ligeglad? Jeg fortjener jo alligevel ikke andet? Jeg er dum og grim og alle synes jeg er en luder...", hulkede hun ned i hendes arme.

Mit hjerte skippede chokeret over hendes ord. Jeg kunne slet ikke forstå, at hun ligefrem kunne sidde og påstå alle de ord for sig selv? Det var det sidste hun nogensinde var.

"Hvordan kan du sige alt det om dig selv? Det passer jo slet ikke!", svarede jeg modstræbende, mens jeg så ned på hende.

Hun så op på mig. Hendes grædende ansigt var hjerteskærende. Hun rejste sig og så mig lige i øjnene, eftersom jeg stod et trin lavere end hende.

"Men det passer... Alle i skolen kalder mig en luder, så må jeg vel være det?", svarede hun med sammenbidte læber.

Hun vendte omkring og løb hulkende op ad trappen. Jeg mærkede tårerne rende stille ned ad mine kinder.

Hvis det var rigtigt det hun påstod, så forstod jeg pludseligt, hvorfor hun var så oprevet. Pigen led jo. Jeg tørrede mine kinder med mine håndflader og så op mod enden af trappen.

"AMALIE?!", kaldte jeg bekymrende.

"Lad mig være!", kunne jeg høre hende hulke hjerteskærende og lyden af en dør blev smækket hårdt i.

Jeg sank en hård klump og knyttede mine hænder stramt, så jeg næsten fik ondt i mine håndflader. Ikke på vilkår, at jeg ville lade hende være. Pigen skreg om hjælp, det kunne jeg jo høre.

Jeg tøvede ikke med at løbe ovenpå og jeg blev mødt af et stort åbent rum, hvor der var en hyggekrog med flydesofa og tv og i et andet hjørne på den anden side af trappen var der et skrivebord, computer og to reoler fyldt med mapper og bøger, der kunne tyde på orden og finansiering.

Der var fem døre at vælge imellem, men jeg gik efter døren til venstre, da jeg var sikker på, at det måtte være Amalies værelse, når jeg nu tænkte over beliggenheden i forhold til hendes vindue.

Jeg kunne høre gråd inde fra den anden side af døren. Jeg åbnede døren og straks faldt en masse plakater af sangeren Justin Bieber mig i øjnene. Okay, pigen var helt sikkert fan, eller hvad det nu hedder? Mit blik faldt hen mod hendes seng, hvor hun lå med ryggen til mig og græd stille.

"Jeg sagde, lad mig være...", snøftede hun stille.

Jeg tog en dyb indånding og begav mig over til hende og satte mig på sengekanten. Hun hulkede stille.

"Er du døv?", snøftede hun stille.

Jeg sank en klump og lagde forsigtigt min hånd på hendes ryg og aede hende i rolige strøg. Jeg sagde ingenting. Blot sad jeg bare og strøg hende blidt på hendes ryg. Hun slappede roligt af.

"Mmh...", mumlede hun stille med små snøft efter sig.

Jeg smilte svagt og stoppede ikke med at ae hendes ryg. Noget sagde mig, at hun godt kunne lide min berøring.

"Du lyver...", sagde jeg stille.

Hun stoppede sine snøft og jeg fornemmede at hun gned sine øjne. Hun vendte sig straks om på ryggen og gloede chokeret op på mig. Hendes øjne var røde og hævede, men jeg kunne ikke lade være med at sende hende et lille smil.

"Hvad mener du med det? Jeg har aldrig løjet!", svarede hun chokeret.

Jeg smilte smørret og blinkede med øjet.

"Jo, lige før på trappen...", svarede jeg med et lille smørret grin.

Hun så endnu mere chokeret ud og satte sig straks op.

"Hvad har jeg løjet med?", spurgte hun lettere arrigt. Jeg smilte smørret.

"Tja, du påstod, at du var grim, dum og en luder - Det passer overhovedet ikke!", svarede jeg sarkastisk.

Amalies vrede ansigt forsvandt.

"Det siger alle på skolen...", svarede hun mut og slog blikket ned.

Jeg lagde min hånd på hendes hage og tvang hende til at se mig i øjnene. Jeg smilte kærligt til hende.

"Hey... Når jeg siger det er en løgn, så er det en løgn okay? Du er smuk, dejlig og noget af den sødeste pige jeg længe har kendt...", svarede jeg stille med et hjerte der slog så hårdt og voldsomt i mit bryst.

Hun sagde ikke noget, blot sad hun målløs og så mig i øjnene. Det kom lidt som en overraskelse, at hun sprang om nakken på mig og hun knugede sig stramt ind til mig. Hun kravlede sig op at sidde på mit skød. Jeg knugede selv mine arme om hende og lod hende putte sig ind til mig al det hun havde brug for. Hun begyndte at hulke løs og jeg nussede hende på en trøstende måde i hendes nakke og kælede for hendes ryg.

"I går....", begyndte hun hulkende.

"Ja?", svarede jeg stille.

"Nogen havde taget min skoletaske, min iPhone og både mit tøj og idrætstøj, mens jeg var i badet efter idræt...", fortsatte hun hulkende.

Jeg sank en klump og blev ved med at knuge hende stramt ind til mig.

"Ja og hvad skete der så?", spurgte jeg stille med en klump i halsen.

Hun hulkede og rystede i kroppen.

"Jeg var.... alene...", hun hev efter ordene. Jeg nikkede.

"Ja og så?", spurgte jeg stille.

"Jeg måtte rende ud af omklædningsrummet kun iført mit håndklæde.... Jeg tænkte at ved... ved... vedkommende nok havde...", hun hulkede og hendes ord forvrængede på grund hendes hjerteskærende gråd.

"Havde hvad?", spurgte jeg forsigtigt.

Hun hulkede og jeg kunne mærke, at hun knugede hårdt fat i min t-shirt på ryggen af mig. Det gjorde virkelig ondt i mit hjerte, at hun led på den måde.

"At... at mit tøj, var blevet placeret i klasselokalet.... Pludseligt....", fortsatte hun og hendes ord forsvandt helt.

Jeg strøg hende mere desperat på hendes ryg. Jeg følte afmagt, havde på fornemmelsen, at det hun prøvede at fortælle var noget af det mest grusomme hun kunne fortælle.

"Bare sig det...", hviskede jeg med et knæk i stemmen.

"Seks drenge... de.. de...", hun kæmpede med at få det hele sagt.

Hun rystede af skræk i kroppen og jeg kunne mærke tårerne rende ned ad mine kinder. Jeg frygtede det værste.

"Hvad gjorde de?", spurgte jeg med en lettere grådkvalt stemme.

"De kaldte mig luder... og... og... at de ville give mig... p..p..pik, mens de...", hulkede hun og jeg kunne høre at hun hyperventilerede.

Jeg græd selv og knugede hende hårdt ind til mig.

".... flåede håndklædet af mig og ydmyg.....", hun brød fuldstændigt sammen.

Jeg hulkede sammen med hende.

Fuck, hvor havde jeg ondt af hende. Jeg følte afmagt, vrede og harme over, at nogen kunne finde på den slags. Nu forstod jeg endelig hvorfor hun havde det sådan. Jeg sad og vuggede stille med hende og havde slet ikke mine tanker på at skynde mig nogen steder hen. Alt hvad der betød noget for mig lige nu, var at Amalie kunne få lov til at blive hørt og få den trøst hun skulle have..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...