Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163605Visninger
AA

23. Just tell...

Jannicks synsvinkel:

Jeg måtte stærkt indrømme, at jeg havde svært ved at falde i søvn, især efter det følelsesudbrud Amalie havde fået. Hun bekymrede mig mere end hvad godt var. Det gik mig på, at hun slet ikke kunne fortælle hvad der var galt, og det værste var, at jeg havde så meget på fornemmelsen, at det hun gemte i sig var langt værre end den hændelse hun havde haft efter idræt på skolen.

Jeg lå bare og stirrede på hende i mørket, mens hun lå og sov i min arm. Jeg kunne næsten ikke tage det her. Hvis hun ikke snart lærte at åbne sig noget mere op for mig, så var jeg bange for, at jeg nærmest ville tvinge hende til at gå til psykolog, for ellers var jeg bange for at hun ville gå helt ned med flaget. Selv om jeg mente, at hun allerede var godt på vej ned med flaget.

Jeg besluttede mig for at gå udenfor og få mig en smøg og det var til trods for at klokken nok var pænt mange efterhånden. Jeg satte mig på kanten af terrassen og det kølige og fugtige høje græs kærtegnede mine nøgne fødder. Jeg tændte for min smøg og inhalerede af min smøg. Sad og betragtede himmelhvælvet af stjerner og opdagede et enkelt stjerneskud. Alt der oppe virkede så stille og drømmende. Fri for alverdens bekymringer.

Jeg sukkede hårdt og pludseligt mærkede jeg en hånd på min skulder. Jeg så op og betragtede hende sætte sig ned ved siden af mig. Hun havde svøbt dynen omkring sig og puttede sit hoved op ad min skulder. Jeg sukkede svagt.

"Hvorfor er du her ude...", spurgte hun stille.

Jeg tog endnu et hvæs af min smøg.

"Du bekymrer mig baby...", svarede jeg stille.

Mærkede et blidt kys på min nøgne skulder.

"Jeg er okay...", svarede hun stille.

Jeg sukkede tungt og så på hende.

"Det tror jeg altså ikke på baby. Dine voldsomme følelsesudbrud siger ligesom en hel del om, at alt absolut ikke er i orden!", svarede jeg i en bestemt tone.

Hørte et hårdt suk fra hende og et snøft brød stilheden. Jeg sukkede og så på hende og tog det sidste hvæs af min smøg inden jeg skoddede den på træterrassen ved min side. Jeg så på hende og opdagede at hun sad og græd stille.

"For helvede smukke... Du må se at fortælle mig hvad der er galt? Jeg er fandeme ikke født i går...", sukkede jeg hårdt.

Hun nikkede stille. Jeg betragtede hende. Betragtede hende tålmodigt, så hun kunne finde modet frem.

"I dag i skolen...", hun hulkede stille. Jeg trak hende ind til mig.

"Ja?", spurgte jeg stille.

Hun så på mig og jeg tørrede forsigtigt hendes tårer væk med min venstre tommelfinger. Jeg var virkelig bekymret for hende.

"Bare sig det baby...", svarede jeg stille.

Hun hikstede efter ordene og puttede sig ind på brystet af mig. Jeg flyttede mit højre ben om bag hende, så hun kunne komme tættere på mig. Dynen fyldte ret meget i mellem os, men det var ligesom ikke det, der var det vigtigste.

"De... de... drenge, der overmandede mig.... efter id...", hikstede hun.

Hun vaklede over ordene og jeg kunne mærke hvor meget hun rystede i kroppen lige nu. Det var jo vanvittigt. Jeg fjernede noget af dynen fra hendes overkrop. Ikke fordi jeg ønskede at hun skulle fryse, men fordi jeg ønskede at holde inderligt om hendes spinkle og skælvende krop. Hun svang sine arme om mit liv, mens hun hulkede, så hun praktisk taget næsten lå i skødet på mig. Jeg sad og nussede hendes lange bløde hår.

"Bare fat dig i korthed elskede... Jeg ved at du har svært ved at sige det...", svarede jeg stille og kunne mærke tårerne rende stille ned ad mine kinder.

Jeg kunne seriøst ikke lide, at se hende lide i så meget psykisk smerte. Det gjorde ondt i hjertet på mig.

"... drengene... og M...m...Marcus misbr......", hun vaklede fuldstændigt i hendes gråd og ord.

Jeg var dybt chokeret. Sig mig, hørte jeg rigtigt?

"Misbrugte de dig i skolen?", spurgte jeg chokeret.

Hun hulkede ind i maven på mig.

"Jaaa...", hulkede hun.

Det sortnede lettere for mig og jeg tog mig til panden.

"Altså Amalie? - Voldtog de dig?", spurgte jeg ligeud. Jeg var fuldstændig i chok.

Hun hev efter vejret, eftersom hun hyperventilerede. Jeg kunne ikke fatte det her? Hvad fanden bildte de drenge sig egentligt ind?

"ja... Marcus... gjor......", hendes ord forsvandt helt.

Jeg græd stille med afmagt i min krop. Sad og rystede let på hovedet, mens jeg nussede og kælede for hendes hår, nakke og nøgne ryg.

Det var jo grotesk, det her. Jeg kunne intet sige. Blot havde jeg forestillinger i mine tanker om Marcus' ansigt sammen med en del andre randomme knægte jeg ikke havde mødt før, der dannede dem omkring stakkels Amalie og bare misbrugte hende som var hun en kludedukke. Det vendte sig i min mave. Jeg havde virkelige grusomme tanker i mit hoved lige nu, tænkte kun på hævn i aller værste karakter.

"Baby...", begyndte jeg med en pokkers hård klump i halsen.

Hun lå stadigt bare og knugede sig ind til mig, mens hun græd.

"Vi må melde dem til politiet... Du er vel klar over, at de har begået en voldsom forbrydelse?", forklarede jeg stille.

Hun rejste sig op og jeg betragtede hende. Tårerne rendte ustandseligt ned ad hendes kinder. Jeg trak hende hen til mig og hun satte sig oven på mig med fronten mod mig. Hun snøftede og jeg kyssede hende blidt på hendes våde kind.

"Vi må melde det baby... Kan du ikke se, at det er fuldstændigt forkert, det de har gjort?", spurgte jeg stille.

Hendes mund trak sig til en smal og hård streg, mens hun kneb flere tårer. Jeg tørrede forsigtigt på hendes våde kinder.

"Aww baby, kom her...", sagde jeg stille og hun lagde armene om min nakke og lagde sit hoved på min skulder.

Jeg kærtegnede hendes ryg med blide lange strøg med mine fingerspidser.

"Kan vi ikke snakke om det på et senere tidspunkt?", spurgte hun med en lille skinger og grådkvalt stemme.

Jeg nikkede og kyssede hende blidt på hendes pande.

"Selvfølgelig smukke... Vi er jo begge ret trætte...", svarede jeg stille, mens jeg bare nød i fulde drag at have hende siddende hos mig.

Hun virkede så lille og skrøbelig i mine arme. Alt hvad jeg ønskede, var at passe på hende. Jeg var efterhånden klar over, at Amalie langtfra havde et godt og lykkeligt liv. Jeg ønskede at hjælpe hende og jeg ønskede, at hun skulle føle sig tryg og elsket. Jeg var ikke helt sikker på, om hun ønskede at elske med mig, særligt efter det der var sket hende i skolen i dag, men jeg ønskede, at hun skulle føle sig tryg og sikker hos mig, for jeg ville passe på hende. Gå gennem ild og vand for hende.

Hun løftede sit hoved fra min skulder og jeg fangede hendes smukke øjne tæt på. Hun lagde sin hånd om min kind og nærmede sig min mund. Vi lukkede begge øjnene og smagen af hendes dejlige læber og tunge kildede dejligt i min krop. Trods hendes problemer, så var jeg ikke et sekund i tvivl om, at Amalie helt sikkert var pigen, der kunne gøre mig lykkelig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...