Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163184Visninger
AA

43. Øjenåbner...

Amalies synsvinkel:

Skridtene og den svage skygge kom nærmere og nærmere.

"Amalie... Hvorfor gør du dette?"

Jeg undrede mig virkelig?

"Hvor er jeg?"

Skyggen tonede sig, så jeg nu så en venligt udseende ung mand, som jeg ville skyde til at være i tyverne - Han var blond med blå øjne og faktisk ret lækker.

"Oh fuck, ikke tænke sådan, Amalie - Du har Jannick...", mumlede jeg svagt.

Manden grinte og stilte sig tæt op ad mig og lagde sine arme om overarmene på mig.

"Amalie - Hvad laver du her?", spurgte han med et skævt smil.

Jeg så ned ad ad hans tøj, der synede af sort lædertøj - Det emmede af rockerstil!

Jeg fandt hans intense blå øjne og kom vidst til at rødme.

"Hvem er du?", spurgte jeg ligeud.

Manden smilte charmerende og slap mine arme og betragtede mig.

"Seksten år og så voksen at se på... Hvorfor giver du op på den måde? Jeg ved, at dit liv ikke har været let, men du har Jannick - Han elsker dig af rent hjerte..."

Jeg måbede.

"Du ved hvem jeg er og du ved hvem Jannick er? - Er du én af Jannicks venner?", spurgte jeg målløs.

Fyren grinte med et vildt skønt smil og rystede på hovedet.

"Nej Amalie - Jeg er din far..."

Jeg måbede.

"Men... Min far er død?", røg det chokeret ud af mig.

Manden smilte skævt og nikkede og lagde sin højre hånd på brystet af mig.

"Dit hjerte banker endnu Amalie - Vågn!", sagde han og han skubbede voldsomt til mig, så jeg så chokeret på ham.

Han kom hen til mig og skubbede mig igen.

"VÅGN AMALIE!"

"Uuurrgh..."

Jeg følte at vrangen var vendt ud af mig.

"Amalie, for helvede! - Du må ikke gøre mig så bange..."

Jeg glippede mine øjne op og så først en sløret skikkelse af hans grædende ansigt, men sekunder efter fandt jeg Jannicks bedrøvede blik, der så ned på mig. Der rendte tårer ned ad hans kinder.

"Jannick?", svarede jeg med hæs og træt stemme. Han smilte bedrøvet.

"Hvordan kunne du få dig selv til at gøre den slags?", spurgte han bedrøvet.

Jeg var forvirret og tom for tanker og følte pludseligt, at jeg svævede fra gulvet, men det gik hurtigt op for mig, at det bare var Jannick, der løftede mig op og bar mig i brudeløft ind mod soveværelset. Jeg kunne pludseligt mærke en svagt brændende følelse i halsen på mig, som om jeg faktisk havde kastet op? Havde jeg det? Sekunder efter blev jeg lagt ned i sengen og græmmede mig.

"Jeg fryser...", sagde jeg med rystende stemme og kunne faktisk mærke, at jeg frøs.

Jannick smilte svagt og nikkede og han klædte sig af, så han endte at være helt nøgen. Jeg undrede mig, men sukkede lettet, da han lagde sig ned til mig og trak mig ind til ham og lagde dynen over os og jeg kunne mærke at han lå og gnubbede mig på kroppen. Ja, selv fødderne lå han og gnubbede mig på benene.

"Du har været helt livløs og derfor havde din kropstemperatur faldet en del, baby... Bare lig dig til at sove, så skal jeg nok give dig varmen...", hviskede han.

Jeg sukkede svagt og lukkede øjnene og nød at føle varmen vende stille tilbage til min krop. Jeg følte mig tryg med Jannick hos mig...

~

Jeg vågnede stille med et orangerødt skær i ansigtet, der kunne tyde på solnedgang. Jeg kunne mærke nogle stærke arme putte om mig bagfra. Jeg sukkede hårdt og huskede nu, hvad pokker jeg havde foretaget mig tidligere. Fuck, hvor havde jeg været dum, at give så let op.

Jeg vidste ikke om jeg havde været død og oplevet min egen far. Jeg kneb en lille tåre, der rendte ned på Jannicks overarm, der i øvrigt duftede lækkert af mand. Jeg havde fået et glimt af min far, som ung, eller havde det bare været drøm og forestillinger i mit hoved? Havde det været et glansbillede og et ønske om at opleve min far?

Jeg følte en hånd kærtegne mig på min skulder og ned ad armen og sekunder efter et blidt kys på min kind.

"Er du vågen, baby?"

Jeg nikkede svagt og vendte mig om på ryggen, mens jeg stadigt lå på hans overarm og jeg fandt hans bekymrede blik, der så ned på mig.

"Min elskede... Du gjorde mig meget bange...", sagde han lavt og han kærtegnede med nogle blide fingre på min kind og hage.

Jeg sank en klump og begyndte at græde stille.

"Undskyld...", snøftede jeg hårdt. Jannick rystede svagt på hovedet.

"Du må aldrig gøre sådan noget igen... Jeg troede virkelig, at jeg skulle miste dig...", græd han stille.

Jeg nikkede svagt og kærtegnede hans kind og kæbe.

"Undskyld, jeg ved ikke hvad der gik af mig? Jeg tror bare, at alt det med min mor, voldtægten og alt det andet grusomme der har været den seneste lille måneds tid fik det hele til at flyde over?", græd jeg stille.

Jannick nikkede snøftende.

"Vi må have dig til psykolog, baby - Den går ikke længere...", svarede han med en bedrøvet stemme.

Jeg nikkede stille. Jeg vidste godt, at jeg var kommet helt derud, hvor jeg ikke kunne bunde længere.

"I morgen baby, så finder vi en god psykolog til dig og så synes jeg også, at vi én gang for alle skal tage hen på politistationen - Jeg er så sikker på, at du ved en hel del mere end det du har påstået over for politiet...", forklarede han stille med et bestemt blik. Jeg sank en klump.

"Jamen... Jeg måtte ikke sige noget?", svarede jeg med bange anelser i mig selv.

Jannick sukkede hårdt og tog sig til ansigtet og lagde sig opgivende om på ryggen. Han tog sig til ansigtet. Jeg rykkede mig om på siden og støttede min ene albue ned i madrassen og så ned på ham. 

"Amalie - Nu siger jeg det her én gang for alle!", kom det bestemt fra ham og han så næsten vred ud på mig, så jeg blev en anelse bange.

Jeg skulle til at trække mig væk, men han greb fat om min arm.

"Du skal ikke flygte, baby...", tilføjede han med en blidere tone.

"Du må ikke være vred på mig...", snøftede jeg stille og følte nogle tårer rende stille ned ad mine kinder.

Jannick sukkede hårdt og det trøstede mig lidt, da han tørrede mine kinder og rejste sig en anelse og gav mig et blidt kys på mine læber, inden han lagde sig ned igen og så op på mig.

"Jeg er ikke vred på dig, baby... Jeg er vred på dem, der har ødelagt dig så meget, at du mener, at selvmord er den eneste udvej for dig, men det er det ikke - Det er på tide, at du faktisk skider på de tomme trusler fra dem som har ødelagt dig på den måde... Du skal melde dem, Amalie!", kom det kontant fra Jannick og han satte sig op i sengen og så ned på mig.

"Forstår du, Amalie - Den går ikke længere! Jeg vil stå 100% ved din side og støtte dig! Ingen fortjener sådan en behandling og slet ikke fra en flok idiotiske og koldhjertede teenagere! De er gamle nok til at blive meldt og komme i ungdomsfængsel - De skal vide, at det er dem den er gruelig gal med og ikke dig, baby!", forklarede han med vrede i stemmen.

Jeg sank en klump og satte mig op ved siden af ham og puttede mit hoved på hans nøgne skulder.

"Jeg er bare så bange for at de gør noget drastisk og at...."

"Ikke så længe jeg er hos dig, baby - Jeg viger ikke min side fra dig mere... Så må jeg tage fri fra jobbet og så er den ikke længere - De drenge skal meldes og jeg synes langtfra, at det er en unfair beslutning... Vi skal have sat en stopper for det her - Forstår du?", afbrød Jannick med vrede i stemmen.

Jeg græd stille og nikkede.

"Jeg er bare så bange...", svarede jeg med et knæk i stemmen og brød sammen.

Han trak mig ind til ham. Jeg nød hans arme om mig. Jeg følte et kys i håret.

"Rolig elskede... Vi skal nok få løst det her én gang for alle... Nu skal dette mareridt stoppes...", forklarede han stille.

Jeg puttede mig i brystkassen på ham og han trak os ned at ligge og jeg følte, at han puttede dynen om os igen. Jeg følte den værste knude i maven løsne sig stille, men den var ikke væk, for Jannick havde sikkert ret i det han sagde. Jeg havde en hel del at skulle bearbejde og jeg måtte løbe risikoen ved at fortælle politiet sandheden. En hånd kærtegnede mig i håret og ned ad min ryg til den endte med at ligge og kæle blidt på min ene balde under dynen. Jeg puttede stille på hans brystkasse og lyden af hans rolige bankende hjerte mod mit øre, fik mig til at slappe af i kroppen. Vi lå bare og slappede af og jeg nød hans blide kærtegn og hans rolige hjerterytme..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...