Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163624Visninger
AA

35. "Hvad nu?"

Amalies synsvinkel:

Vi sad bare stille og sagde ingenting. Jeg kunne høre min mors tunge og dystre åndedrag. Jeg så ned på mine ben i sofaen og jeg kunne fornemme Jannick føle sig malplaceret, til trods for han sad ved siden ad mig i sofaen. Jeg følte min mors øjne på mig og det var langtfra nogen rar følelse.

"Skal jeg jeg lave kaf...", begyndte Jannick stille.

"NEJ TAK!", afbrød min mor med en voldsom irritation i stemmen.

"Okay...", svarede Jannick forknyt.

Jeg så slet ikke på min mor, men jeg kunne mærke hendes øjne på mig.

"Amalie - Han er tyve år - Tyve år!", kom det olmt fra min mor, så jeg så surt op på hende.

"Og hvad så? Det er vel ingen hindring? Jeg elsker ham mor, det er vidst nok det der betyder mest!", svarede jeg lettere frustreret.

Jeg mærkede en tåre rende stille ned ad min kind og straks mærkede jeg Jannicks hånd lægge sig oven på min på sofaen. Jeg kunne mærke min mors borende øjne på vores hænder. Min mor så olmt på Jannick.

"Jeg vidste du betød uheld!", røg det olmt ud af min mor, mens hun så på Jannick.

Jeg hørte et suk fra Jannick, men han slap ikke min hånd. Det var betryggende for mig at føle, at han ikke gav op.

"Altså, hør her Dorthe, jeg els....", begyndte Jannick undskyldende.

"Hold kæft Jannick!", protesterede min mor højt og rejste sig fra lænestolen. Jannick så ud til at synke en klump. Jeg måbede ad min mor. Min mor stod op og skød kolde øjne af sted.

"Hør her unge mand, jeg er blevet temmelig frustreret over, at du kunne holde mig for nar med hensyn til min datter og jeg burde faktisk melde dig til politiet. Du er tyve år for pokker!", skældte min mor højt.

Jannick ændrede straks sit ansigtsudtryk og han rejste sig for fulde gardiner op fra sofaen og gik truende over til min mor.

"HØR HER DORTHE! JEG ELSKER AMALIE OG NOK KAN DET VÆRE AT HUN ER SEKSTEN ÅR, MEN BÅDE AMALIE OG JEG ER MODNE NOK TIL AT HAVE ET MODENT FORHOLD. ALDER ER BARE ET TAL OG FIRE ÅRS FORSKEL ER INGENTING! - SKULLE JEG MÅSKE VOVE AT UDLEVERE DIG DORTHE? DU STOD OG FLIRTEDE ÅBENLYST MED MIG FORLEDEN - OG HVAD TALER VI OM AF FORSKEL HER? TI - FEMTEN ÅR? - TRO OM DORTHE, DU ER SLET IKKE NOGEN BEDRE ROLLEMODEL FOR AMALIE. - DU ER HENDES MOR, SÅ TAG DOG OG OPFØR DIG SOM HENDES MOR. DIN DATTER LIDER OG DET ENESTE DER HJÆLPER FOR ER AMALIE, ER MIG, FORDI JEG LYTTER, SÅ DU SKAL FANDEME IKKE TRO AT DU KAN STÅ OG TRUE MIG MED POLITIET. JEG HAR REN SAMVITTIGHED HER OG HAR ABSOLUT IKKE TVUNGET DIN DATTER UD I NOGET DUMT. JEG PASSER PÅ HENDE, FOR POKKER!", rød det arrigt ud af Jannick.

Jeg stod og måbede chokeret. Jeg havde aldrig set eller oplevet ham så oprevet før. Min mor måbede.

"Hvordan i alverden er det dog for en opførelse, Jannick?", spurgte min mor chokeret. Jannick skulede olmt på hende.

"Jeg opfører mig nøjagtigt, som jeg må og har lyst til Dorthe, men du kan være ganske sikker. Amalie har det godt sammen med mig. Hvis det ikke havde været for min støtte, så kunne det måske have været, at du havde stået ved din datters gravsten, den dag i dag. Det er i alt fald ikke helt utænkeligt.", svarede Jannick olmt men med knusende ro.

Min mor så pludseligt kridhvid ud i ansigtet og hun tog sig til munden.

"Hvad er det dog du siger? Min datter stortrives og får gode karakterer i skolen, men du er årsagen til, at hun ikke passer sin skole lige nu. - En voksen mand som dig, burde passe sit arbejde eller uddannelse og bestemt ikke hænge ud med mindreårige.", svarede min mor olmt og hun gik hen og prikkede ham i brystet.

"Tag og vis dig som en voksen mand Jannick. - Mæng dig med mennesker på din egen alder, min fine ven.", kom det spydigt fra min mor og hun gik forbi ham.

Jeg kunne se på Jannick, at han næsten gav op. Min mor var slet ikke til at hugge og stikke i. Hun troede ikke på ham overhovedet. Hun kom hen til mig og greb fat i mit håndled.

"Kom skat, vi går!", udbrød hun olmt og trak mig op ad sofaen. Jeg prøvede at kæmpe igen.

"Mor, slip mig! - Jeg vil være hos Jannick, jeg elsker ham!", hulkede jeg voldsomt.

Min mor fnyste og hev blot af sted med mig.

"Det der Amalie, det gider jeg simpelthen ikke høre på, forstået?!", svarede hun vredt.

Jeg så flygtigt hen på Jannick med tårerne rendende. Han så fortabt og trist ud og hvad min mor heldigvis ikke så, så lavede han et telefon-tegn til mig. Minutterne, hvor min mor slæbte af sted med mig, føltes uendelige. Jeg var knust og ulykkelig..

~

Jannicks synsvinkel:

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle takle situationen med Amalies mor. Jeg syntes på mange måder, at hun havde overreageret. Sig mig, var konen blind for virkeligheden? Hun ville hverken lytte til mig eller hendes egen datter. Det var jo det rene vanvid.

Jeg sukkede og betragtede på afstand de to mænd sendt fra Svanekøkkenet af, som var travlt optaget af at sætte mit nye køkken op. Det blev helt sikkert flot og kom til at passe bedre til mit hus, men hvorfor syntes jeg allerede, at der var så pokkers tomt i huset? Jeg savnede hende allerede og selv om jeg godt vidste hun stadigt var en teenager på seksten år, så var det først gået op for mig nu, at det forhold jeg havde indledt med hende, måske ikke var helt så lovligt. Jeg kunne risikere, at Dorthe ville melde mig, hvis hun så mig sammen med hendes datter.

Det var langtfra nogen fed tanke, for jeg var faktisk blevet ret afhængig af Amalie. Jeg ville rent ud sagt skide på, at Amalie kun lige var fyldt seksten år. I mine øjne opførte Amalie sig ikke sådan. Hun havde et modent sind og måske noget naiv til tider og flyvsk i sine drømme, men hun var en så godhjertet pige, der ikke tænkte på at gøre andre ondt.

"Det var det!", kom det pludseligt fra en af mændene.

Jeg nikkede med et smil og han kom hen med en blok med et stykke papir på, som jeg åbenbart skulle skrive under på, så det gjorde jeg. Jeg fulgte dem ud til hoveddøren og den ene mand gav mig en slags forsikring, som jeg tog imod.

"Hvis det skulle ske, at der er noget du er utilfreds med, så dækker garantien for de næste tre måneder, men der efter står det for dit eget ansvar, at køkkenet fungerer som det skal.", forklarede manden, som vidst hed Poul, af hvad jeg havde opfattet.

Jeg nikkede med et smil.

"Tusind tak!", svarede jeg tilfredst og lukkede døren efter dem.

Jeg begav mig tilbage til mit nye køkken, som jeg blev pænt overrasket over. Der var støvet og beskidt og plastik der stadigt sad på flere af lågerne, men det var det mindste. Det var tydeligt, at jeg skulle i gang med at gøre det rent og der indrømmede jeg over for mig selv, at det havde været som en leg, hvis Amalie også havde været her.

Jeg sukkede og måtte indrømme over for mig selv, at humøret til rengøring ikke lå som førsteprioritering i mit hoved lige nu. Jeg havde for mange tanker i hovedet, så jeg besluttede mig for at gå mig en tur ned til byen, for at opleve Roskilde på en anden måde. Klokken var ved at være seks om aftenen, så det kunne være meget passende med en pizza eller burger et sted i byen, måske en kebab? 

Jeg gik stille ned ad gå-gaden, mens jeg kiggede på butikkerne. Alt så jo udmærket ud. Jeg skulle selvfølgelig vænne mig til, at det var en meget mindre by end København. Jeg stoppede op ved en smykkeforretning og fik øje på en masse fine armbånd. Jeg stod og glanede lidt på dem. Det var måske lidt tidligt at tænke på den slags nu, men jeg havde allerede fået øje på et bestemt armbånd, som jeg var sikker på ville klæde Amalies håndled.

Jeg smilte svagt med et hårdt suk og begav mig videre. Tanken om, at vi var blevet opdaget af Dorthe og at hun forbød Amalie og mig at se hinanden. Ja, det var langtfra en fed tanke, for jeg havde virkelig forelsket mig i Amalie. 

Pludseligt var der en der trak mig i armen bagfra, så jeg endte inde i en mellemgang af butikker.

"Hvad pok...", udbrød jeg, men smilte overrasket, da jeg så hvem der stod foran mig.

"Hvad laver du her?", spurgte jeg med et smil.

Hun fniste og nærmede sig mig, så hun stod helt op ad brystet på mig. Jeg så ned og fangede hendes smukke øjne og hun lagde sine hænder på mine skuldre.

"Jeg savnede dig og jeg har vidst nok kommet til at følge lidt efter dig?", svarede hun forlegent med et svævende spørgsmål.

Jeg nikkede med et smørret smil og lagde mine hænder på hendes hofter.

"Hvad med din mor? Ved hun at du er gået efter mig?", spurgte jeg ligeud.

Hun smilte og rystede på hovedet.

"Jeg så dig fra mit vindue af, at du gik, så derfor sagde jeg til min mor, at jeg ville løbe en tur. Det er faktisk derfor jeg har træningstøjet på...", svarede hun stille med små-blussende kinder. Jeg grinte kort og nikkede.

"Du er ret snedig, baby. Tror du ikke der falder brænde ned, hvis din mor opdager os?", spurgte jeg stille og gav hende et flygtigt kys på panden.

Hun lagde sit hoved på min brystkasse. - Min søde lille kæreste.

"Jeg agter at løbe en risiko, skat. Jeg kan simpelthen ikke undvære dig - Du er grunden til, at jeg kan få mit liv til at fungere...", svarede hun stille. Jeg nikkede med et bedrøvet smil. Jeg kunne sagtens følge hende. Jeg nussede hende på hendes nøgne nakke, eftersom hun havde sat sit hår op i en hestehale. Jeg så ned på hende, mens hun stadigt stod og puttede sig op ad mig.

"Er du sulten, baby?", spurgte jeg med et lille smil, så hun fjernede sit hoved og så op på mig. Hun fniste og nikkede.

"En burger eller noget?", spurgte jeg med et smil.

Hun nikkede og trak mig ned i et blidt og intenst tungekys. Ja, jeg kunne ikke brokke mig..

~

Vil gerne undskylde for, at der har gået så lang tid med mine opdateringer, men det bliver nok ikke anderledes i øjeblikket. Jeg er inde i periode, hvor jeg har svært ved at skrive kapitler - Kort sagt: Skriveblokeringer! - Nej, jeg er hverken stoppet på denne her, eller nogle af de andre movellaer jeg skriver på. Jeg har bare så mange tanker i hovedet for tiden, så overskuddet og fantasien til at skrive, er ikke nær så stor for tiden. Forhåbentligt bliver det bedre med tiden. Nyder i ellers jeres sommerferie piger? <3

- Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...