Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163622Visninger
AA

11. "Er vi så kærester?"

Amalies synsvinkel:

"Vi ses mor!", sagde jeg forhippet og gav hende et kys på kinden. Min mor smilte.

"Hav nu en god dag i skolen skat!", svarede hun.

Jeg smilte svagt og gav Samuel et ordenligt smækkys på hans kind, mens han sad så pænt han kunne med sin havregrød. Jeg rettede mig op og smilte til min mor.

"Skal jeg nok!", svarede jeg glad og gemte derved min angst for at skulle møde Lea og hendes veninder på vejen mod skolen.

Var jeg bare lidt heldig, så slap jeg for det i dag, men jeg skulle aldrig sige aldrig. Gid det ordsprog ville få ny betydning for mig. For det at leve op til Justins "Never say never!", levede langtfra op til mine forventninger til hvad et godt liv var.

Jeg gik ud i gangen og hoppede i mine sorte Converse. Jeg tjekkede lige om mit tøj sad som det skulle i entre-spejlet. Jeg smilte svagt over mit spejlbillede og opdagede hurtigt en løs sytråd fra min lange hvide tanktop, der smøg sig i små folder ned over min numse og skjulte derved det meste af mine armygrønne sommershorts.

Jeg hev den løse tråd af og nulrede tråden sammen og lagde den på den smalle hylde ved entre-spejlet. Jeg greb ud efter min korte denimjakke, der hang på stumtjeneren og tog den på. Der efter hankede jeg op i min skuldertaske.

Min mor kom pludseligt rendende med det der kunne ligne en madpakke til mig. Jeg sukkede irriteret.

"Husk din mad skat!", sagde hun med et smil.

Jeg sukkede hårdt og greb træt ud efter den.

"Jeg bliver fed af al den mad!", svarede jeg sarkastisk. Min mor så på mig med undren.

"Du er da ikke fed skat. Du er smuk og tilpas!", svarede hun med et kærligt smil og gav mig et kys på kinden. Jeg sukkede.

"Ja hurra...", mumlede jeg sarkastisk og åbnede døren og fik et chok over at se Marcus stå uden for døren.

Jeg fattede ingenting? Min mor smilte over hele krydderen og kom hen til dørkarmen og rakte hånden frem mod ham.

"Jamen hej, hvem er du dog?", udbrød hun overstadigt.

Jeg så træt på hende. Typisk min mor at opføre sig sådan.

Marcus smilte smørret.

"Jeg er Marcus fra Amalies parallelklasse - hyggeligt at hilse på dig, Amalies mor!", svarede han kækt og gav min mor hånden.

Min mor fniste overstadigt som om hun var teenager. Pinligt! Hun så overrasket på mig.

"Er det ham der er din kæreste?", spurgte hun glad.

"Mor!", svarede jeg irriteret og jeg sneg mig forbi min mor og forbi Marcus og gik ned til min cykel.

Jeg var på en måde irriteret over, at han var her uden at give mig besked overhovedet om det i forvejen, og den nagende fornemmelse sad stadigt i min mave efter han bare havde efterladt mig i strandparken i går. Jeg låste min cykel op og kunne høre hoveddøren lukke.

"Amalie?"'

Hans stemme gav mig både hjertebanken og kuldegysninger på den ubehagelige måde på samme tid. Jannick havde sagt, at han ikke stolede på Marcus og jeg vidste ikke selv hvad jeg skulle tænke og tro om Marcus? Jeg sukkede og rettede mig op og så flygtigt tilbage på ham og begyndte at trække min cykel ned ad indkørslen.

"Hvad vil du?", spurgte jeg skeptisk. Marcus grinte akavet.

"Er du slet ikke glad for at se mig?", grinte han akavet, mens han selv greb fat i hans mountainbike, der stod op ad vores postkasse. Jeg sukkede og så på ham.

"Altså... Jeg ved slet ikke Marcus? Du skred bare fra mig i går og efterlod mig i strandparken. Jeg følte mig ret ydmyget... Jeg ved slet ikke?", svarede jeg med et efterfølgende suk og satte mig op på min cykel.

"God morgen smukke!", hørte jeg pludseligt en varm og dejlig stemme til min venstre side.

Jeg smilte stort og så over mod hækken og der stod Jannick jo med et et svagt smil. Jeg rødmede.

"God morgen, sovet godt?", svarede jeg med et fnis.

Jannick nikkede med et lille smil.

"Jeg har lidt tømmermænd, heh... Vennerne og jeg kunne ikke stoppe vores druk, men jeg slipper ikke for at jeg skal i gang med badeværelset, det trænger!", grinte Jannick smørret.

"Var det så ikke en idé at komme i gang fister?!", kom det i en flabet tone bag mig.

Jeg sukkede over Marcus. Jannicks smil blegnede. Han trak på skuldrene.

"Lærer I ikke om gode manér i skolen, knægt?", gav Jannick igen.

Jeg kunne ikke lade være med at grine indestængt, mens jeg så på Jannick. Han smilte med et blink med øjet til mig.

"Hav en god dag i skolen smukke og pas på de flabede unger der ovre!", grinte Jannick smørret. Jeg grinte og nikkede.

"KOMMER DU?", afledte Marcus min lille hyggesnak med Jannick.

Jeg så fremad i sekunder og opdagede Marcus, der cyklede i stille tempo cirka tyve meter væk. Han virkede utroligt jaloux? Me likes! Jeg så igen på Jannick der grinte svagt.

"Vi ses smukke!", nikkede Jannick med et smørret smil. Jeg grinte og satte af på cyklen.

"Vi ses nabo!", svarede jeg frydende og cyklede over mod Marcus.

Mit store smil blegnede lettere, da Marcus sendte mig et irriteret blik.

"Har du tænkt dig at være så tøsefornærmet?", spurgte jeg med et svagt smil.

Marcus smilte sarkastisk.

"Han er bare en nar, okay?!", svarede han olmt.

"Han er vel næppe mere nar end du er nu Marcus, så det går lige op!", svarede jeg fornærmet og speedede op på cyklen.

"HEY!", hørte jeg Marcus råbe efter mig.

Øv, hvor var han bare dum! Hvordan kunne man tillade sig at opføre sig sådan? Havde jeg været blind?

"Amalie! Undskyld!", hørte jeg Marcus stemme lettere bag mig.

Jeg sukkede hårdt og sænkede farten lidt, så jeg ikke blev forpustet. Marcus kom cyklende op ved siden af mig og jeg så flygtigt på ham. Jeg kunne dårligt smile.

"Undskyld virkelig! Jeg var en idiot....", forklarede han, mens han hev lidt efter vejret.

Jeg sukkede og standsede for rødt lys ved krydset. Han stilte sig ved siden af mig.

"Undskyld Amalie... Jeg var dum, jeg tænkte mig ikke om...", sagde han stille og jeg kunne fornemme ud af øjenkrogen, at han prøvede at få kontakt med mig.

Jeg så på ham med et svagt smil. Han smilte på en fjoget og charmerende måde, så jeg ikke kunne holde mit grin tilbage.

"Jaaa, nu kan jeg kende dig igen!", grinte han smørret.

Jeg fniste smårødmende og glippede med øjnene.

"Er jeg tilgivet smukke?", spurgte han med bedende hundeøjne og nuttet underlæbe, der skulle forestille at være sur på en nuttet måde, så jeg ikke kunne lade være med at grine rødmende. Jeg nikkede.

"Lov mig, at du ikke er sådan mere?", svarede jeg med et spørgsmål.

Marcus blinkede med øjet og han overraskede mig ved at trække mig ind til ham og jeg følte at jeg blev svag i kroppen, da han lagde sin mund over min. Jeg lukkede øjnene og gav mig fuldstændigt hen i hans tungekys. Jeg lagde armene om hans nakke og havde dårligt lyst til at slippe ham igen. Her stod vi bare et lille rums tid og snavede ved lyskrydset.

"Så flyt jer dog, så vi andre kan komme forbi!", var der en damestemme der afbrød vores snav.

Jeg slap Marcus og så flygtigt en middelaldrende dame cykle forbi med en lille dreng siddende bagpå hendes cykel. Marcus smilte smørret.

"Skolen kalder smukke...", sagde han charmerende. Jeg grinte og nikkede...

Vi nåede frem til skolen og jeg parkerede min cykel næsten det sædvanlige sted, hvor jeg plejede. Marcus parkerede et stykke væk og kom efterfølgende hen til mig. Jeg mærkede nogle arme om mig bagfra. Jeg fniste og nød de varme læber, der kyssede mig blidt i nakken.

"Skal alt det hér betyde, at vi er kærester?", spurgte jeg i små fnis.

"Mmh, hvis du synes?", mumlede Marcus tæt ved mit øre, så jeg ikke kunne lade være med at fnise.

Jeg så tilbage mod ham og han sendte mig et smørret smil, jeg havde lidt svært ved at læse. Mens jeg så på Marcus, fangede jeg Lea, Nina og Kamilla, komme gående forbi. Lea sendte mig et dræberblik. Jeg sukkede opgivende og så væk fra Marcus.

"Lea synes bestemt ikke om det her vi har gang i...", mumlede jeg stille, mens jeg bukkede mig lettere for at låse min cykel.

Kunne mærke at Marcus slap sit greb om mit liv og trådte et par skridt bagud. Jeg rettede mig op og vendte mig mod ham. Han smilte svagt og trak på skuldrene.

"Kan vi ikke bare blæse på hende? Hun rager mig alligevel ikke en meter. Alt hvad der betyder noget for mig, er dig smukke...", svarede Marcus stille med et smørret smil.

Jeg grinte svagt og rødmede.

"Virkelig?", spurgte jeg glad.

Han nikkede med et smil og tog mig i hånden, så jeg straks mærkede varmen fra hans hånd. Jeg smilte forelsket.

"Min kæreste...", tænkte jeg stolt og bed mig lettere nervøst i læben, mens jeg så flygtigt på ham og han trak stille af sted med mig mod skolens indgang.

Mærkeligt, at tingene kunne vende sig fra den ene dag til den anden..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...