Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
162978Visninger
AA

42. En hård byrde!

Jannicks synsvinkel:


Jeg kunne mærke på Amalie, at hun følte sig ret utryg, når jeg ikke ligefrem var i nærheden af hende. Det gjorde ondt i hjertet på mig, at hun gik og kæmpede med at holde det hele i sig. Det havde været ret hårdt, at forlade hende i morges - Ikke ligefrem en romantisk adskillelse:

"Hvornår kommer du hjem igen?"

Jeg stod og børstede mine tænder og skyllede min mund efter med vand og derefter BS12. Jeg så på hende inde i spejlet, hvor hun stod og holdte armene beskyttende over kors over min sorte morgenkåbe hun havde på. Jeg gurglede og spyttede ud og tjekkede lige efter om mine tænder var helt rene på nært hold i spejlet og jeg vendte mig om og trak hende ind i et knus med et lille smil.

"Jeg regner med at have fri ved en femtiden i eftermiddag, baby...", svarede jeg stille og kyssede hende i håret, hvor efter jeg slap knuset om hende og begav mig ud af badeværelset og ind i soveværelset.

"Jamen, hvornår er du så hjemme?!", spurgte hun igen.

Ja, jeg vidste at hun fulgte efter mig i huset. Jeg nåede hen til kommoden i soveværelset og rakte ud efter min armlænke i hvidguld og tog den om mit højre håndled. Jeg nølede med låsen i armlænken mens jeg så med koncentreret grimasse på Amalie.

"Regner med ved en halv sekstiden, nok ikke meget senere, jo mindre jeg lige skal handle ind på hjemvejen?", svarede jeg med et smil og fik lukket låsen i armlænken og så atter på kommoden for at gribe ud efter mit Rolex, som jeg tog på mit venstre håndled.

"Kan du så ikke komme lige hjem og så hente mig, så kan vi handle sammen? Evt i city 2?", kom det med en rastløs stemme fra hende og jeg så på hende og hun smilte stramt, ja, rettere som en pokkers nervøs pige.

Jeg smilte opgivende og gik det ene skridt over til hende og lagde mine hænder på hendes spinkle skulder og så ned i øjnene på hende.

"Baby... Det er jo nærmest for besværligt - Det tager ekstra tid og benz på bilen... Jeg kan lige så godt handle ind på vejen hjem alene...", svarede jeg stille med et lille kærligt smil til hende.

Hun omfavnede mig pludseligt på en febrilsk måde og puttede sit hoved ind i brystet på mig.

"Men kan du så ikke komme lige hjem, så kan vi bare tage sammen ud og spise?", mumlede hun med rastløs stemme i skjorten på mig.

Jeg grinte svagt på en magtesløs måde og greb fat om hendes knugende hænder om ryggen på mig og løsnede dem forsigtigt og hun så nærmest frustreret op på mig. Jeg smilte bekymret.

"Baby... Du er virkelig ikke meget for at slippe mig, hva?", spurgte jeg stille på en bekymrende måde.

Hun begyndte at græde stille og rystede svagt på hovedet. Jeg nikkede svagt og kyssede hende på panden.

"Godt så... Jeg kommer direkte hjem og så har du bare at være i noget fornuftigt tøj til jeg kommer hjem - Så tager vi på sushi-bar - Aftale?", spurgte jeg med et lille kærligt smil.

Hun nikkede med et tårevædet smil. Jeg strøg hende hen over hendes lettere filtrede morgenhår.

"Godt prinsesse... Får jeg et farvelkys?", spurgte jeg med et lille smil.

Hun rystede på hovedet og jeg så målløs på hende.

"Nå?!", kom det skuffende fra mig og hun grinte lettere drilsk.

"Du kan få et på gensynskys af mig...", fniste hun. Jeg grinte stille.

"Tosse - Men du er min tosse - Min dejlige tosse...", svarede jeg hæst og bøjede mig en anelse ned og fangede hende i et blidt lille tungekys...

Nu sad jeg i bilen på vej hjem fra arbejdet. Jeg havde en knugende følelse i maven over, hvordan det mon havde gået med Amalie i mellemtiden, for skolen havde hun pjækket fra, men det tog jeg mig heller ikke af. Hun skulle heller ikke udsættes for evt farer i skolen, som jeg var 100% sikker på havde en stor del af problemet på sig. Jeg parkerede firmabilen op på kantstenen på fortorvet og inden jeg steg ud af bilen, så jeg desværre Dorthe komme hen fra hjørnet af deres indkørsel med armene over kors og sekunder efter kom en høj rødblond mand samme vej fra og stilte sig bag hende. Noget sagde mig, at dette var Amalies papfar Henrik?

Jeg tog en dyb indånding og pustede hårdt ud og greb min sorte taske med min bærbare i fra sædet og jeg åbnede døren og steg ud af bilen og lukkede døren, mens jeg havde øjenkontakten på skift mellem Amalies mor og papfar og jeg trykkede på den elektroniske bilnøgle og gik med rolige skridt ind mod fortorvet til jeg stod foran dem med blot et par meters afstand. De så begge ret bestemte ud.

"Amalie vil ikke lukke døren op for mig!", kom det kontant fra Dorthe. Jeg smilte sarkastisk og trak på skuldrene.

"Tja, det kan jeg så ikke afhjælpe med, Dorthe - Du vil ikke tro din egen datter og du lukker fuldkommen af for hende og hendes følelser! Som man ligger, har man ligesom redt og du er ingen undtagelse, Dorthe!", svarede jeg bestemt og smilte stramt og så væk fra hende og nikkede til Henrik med et kort nik - Ja, jeg gik ud fra at det var ham.

"I må have mig undskyldt!", tilføjede jeg spidst og gik ind ad haveindgangen og mod min hoveddør.

"Du kan ikke holde hende fra os for evigt!"

Jeg magtede hverken at stoppe op for at svare eller værdige hende et eneste blik, for jeg mente langtfra, at jeg var problemet i det her foretagende. Amalie havde brug for ro og trygge omgivelser og det kunne hendes egen mor, sandsynligt slet ikke give hende.

Jeg kom hen til døren og trak ned i håndtaget, men der var selvfølgelig låst, så jeg hev mit nøglebundt op fra jakkelommen og åbnede døren.

"Jeg melder dig til politiet for at have seksuel omgang med en mindreårig!"

Jeg valgte ikke at lade mig kue, af det Dorthe råbte til mig. Alle hendes ligegyldige trusler. Jeg vendte mig i sekunder og smilte falsk hen til hende.

"Aha, virkelig modent tænkt, ikke?!", svarede jeg højt på en måske lettere flabet facon, men den kvinde skulle seriøst få ryddet op i sit eget kaos, før hun begyndte på at true folk med politiet.

Ja, det var sgu langtfra mig, der var barnlig her, men Dorthe var virkelig snæversynet.

"Aaaargh! Du vil fortryde det Jannick!"

Hun skabte sig tydeligvis, som en femårig - Ja, det kunne jeg da mærke og høre på hende, men den slags hjalp ikke et hak og da slet ikke her.

"Baby, jeg er hjemme!", kaldte jeg mens jeg smækkede døren i og låste igen.

Jeg undrede mig lidt, eftersom der intet svar var eller nogen som helst Amalie, der kom løbende for at omfavne mig, eftersom jeg var sikker på, at jeg havde været savnet hele dagen - men ingen Amalie? Jeg undrede mig og tog min jakke af og hang den på knagen og smed mine pæne sorte lædersko, som jeg udelukkende brugte på jobbet. Jeg begav mig ind i soveværelset og forventede at se en Amalie, men nej. Sengen var dårligt blevet redt. Jeg sukkede og løsnede mit blå og hvidstribede slips og smed det på sengen. Jeg åbnede knapperne i skjorten og smed skjorten til vask over i vasketøjskurven.

Tænkte straks, at Amalie formentligt var i bad. Jeg smilte smørret og begav mig ud af soveværelset og mod badeværelset, hvor jeg godt kunne høre vandet løbe ude på badeværelset.

Jeg bankede på et par gange på den lukkede dør med et lille smil.

"Baby? Skal jeg komme ind til dig?!", kaldte jeg lettere højt.

Jeg stod og ventede på svar, men der kom intet svar. Jeg undrede mig lidt og bankede hårdt på døren.

"AMALIE?!", råbte jeg lettere bekymret.

Jeg stod og ventede lettere utålmodigt, men stadigt intet svar. Mit hjerte skippede flere oktaver over, at jeg kunne høre vandet løbe, men ingen Amalie, der svarede.

"Dunk dunk dunk!"

Jeg slog hårdt i døren, så det rystede.

"AMALIE, ÅBEN DEN DØR!", råbte jeg som vanvittig, men intet svar eller respons.

Jeg frygtede det værste og tog en dyb indånding og gik tre skridt tilbage, til jeg ramte den modsatte væg i gangen. Jeg spandt min arm og bøjede den, så mine muskler strammede sig op. Jeg kunne ikke tage tilløb, så måtte kaste mig ind mod døren fra siden af. Det gjorde lettere naller, men synet der mødte mig, kunne let give mig bagslag, men jeg bevarede fatningen.

Jeg græd skrækslagent, da jeg så Amalie ligge og flyde i badekaret med vandet løbende ud over kanten og ned mod afløbsristen under håndvasken. Hun så livløs ud og det flød med piller på gulvet.

"Amalie, for helvede!", hulkede jeg og flåede hende op fra badekaret og begyndte straks at give hende kunstigt åndedræt.

To gange bevidstløshed inden for få dage - Det var fandeme ved at være for meget for mig...

 

 

 

 

~

Puha, det er fandeme ikke nemt at være Jannick for tiden ~ Får han genoplivet Amalie?

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...