Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163618Visninger
AA

13. Den pokkers forvirrende kærlighed...

Jannicks synsvinkel:

Jeg rejste mig udmattet fra badeværelsesgulvet og så ned på de flotte fliser jeg havde fået lagt indtil videre. Jeg var temmelig stolt af mig selv, at jeg havde præsteret at nå så meget, trods de svage tømmermænd jeg havde i morges.

"Hallo?"

Jeg undrede mig. Det lød som Amalies stemme et sted i huset. Jeg gik ud af badeværelset og jeg havde ret, der stod hun jo, midt i gangen. Hun så ligefrem herrens ud, selv om hun var en smuk pige i mine øjne. Hendes hår så filtret og uredt ud og hun lignede én der havde løbet, hvad der dog undrede mig, for hun cyklede jo ellers i skole i morges? Hun havde røde og hævede øjne og var det et par rifter hun havde fået på sin ene kind? Jeg smilte svagt.

"Er der noget galt?", spurgte jeg forsigtigt.

Amalies mund kneb sig hårdt sammen og pludseligt brød hun fuldstændigt sammen. Jeg forstod ingenting, men bare dette øjeblik fik mig til at indse, at hun helt sikkert havde været udsat for noget, der havde gjort hende så oprevet.

Jeg var ret ligeglad med mit støvede antræk jeg havde lige nu på grund af støvet fra da jeg bankede de gamle fliser ned fra badeværelset af. Jeg gik hen og løftede hende op og bar hende ind i stuen og lagde hende i sofaen, hvor hun hulkede som besat. Jeg lagde mig ned ved siden af hende og straks puttede hun sig hulkende ind til min støvede grå tanktop.

"Tsshhyyy...", tyssede jeg stille, mens jeg nussede og aede hende i hendes filtrede hår.

Hun rystede i hele kroppen. Noget sagde mig, at hun havde været udsat for noget virkelig slemt og hvorfor hun lige var kommet til mig og ikke bare smuttet hjem til sig selv, kunne måske tyde på, at hun nok ville være alene hjemme, hvis ikke hun havde mig at komme til? Hvad med ham idioten Marcus? Jeg sukkede svagt og håbede ikke, at det var ham, der var årsagen til hendes nuværende tilstand, men på den anden side, hvis det var ham, så havde jeg også bare ret i mine instinkter.

Hun slappede mere og mere af, dog rystede hun stadigt i hele kroppen. Jeg aede hende blidt på hendes ryg og hun slangede sin arm om mit liv og greb fat i min tanktop. Hun slappede af og jeg nussede og aede hende blidt og stille på hendes bare og fugtige arme. Hun var varm og svedig. Jeg lå bare og betragtede hende og hendes vejrtrækning blev tungere og tungere. Hun fik det til at virke så rart og afslappende at ligge ned, så jeg kunne egentligt ikke se det dårlige i at lukke øjnene lidt. Der gik heller ikke længe, så følte jeg søvnen overmande mig..

Amalies synsvinkel:

Jeg vågnede svagt ved at jeg mærkede en varm ånden ved min mund. Jeg glippede træt mine øjne op og så Jannicks smukke ansigt. Han havde lukkede øjne, så noget sagde mig, at vi begge havde faldet i søvn her på hans sofa. Jeg kunne fornemme den orange aftensol, der skinnede svagt ind fra den afskærmede gamle terrasseoverdække. Jeg lå og betragtede ham. Han havde virkelig smukke markerede kæber. Han var seriøst flot og meget maskulin. Jeg rettede mit blik lettere ned og betragtede hans veltrænede og tatoverede arm, den anden lå hans hoved på. Jeg smilte over ham.

"Tænk at være så lækker uden at være en opblæst nar-røv, som de fleste fyre jeg kender?", tænkte jeg med et svagt bid i underlæben.

Jeg kunne ikke lade være, så jeg begyndte at køre med en blid pegefinger på hans markerede kæber og hen til hans hage. Han smaskede svagt, så noget kunne tyde på, at jeg nok vækkede ham. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg førte min pegefinger til hans læber.

"Så bløde...", hviskede jeg med et suk.

Han fugtede sine læber, efter jeg fjernede min pegefinger og han glippede sine øjne op og vi lå og fik øjenkontakt.

"Hej...", hviskede han. Jeg smilte kærligt.

"Hej...", hviskede jeg igen.

Han smilte slet ikke, men overraskede mig ved at rykke sit ansigt så tæt på mit, at jeg kunne mærke hans læber strejfe mine. Mit hjerte slog voldsomt i mit bryst og jeg sukkede frydefuldt. Jeg lukkede øjnene og kælede for hans hals og ansigt på skift. Jeg lod ham skille mine læber og sommerfuglene gik amok i min mave, da jeg smagte hans dejlige og varme tunge.

Han greb fat om livet på mig og trak mig den anelse tættere på ham, og jeg tøvede ikke med at slange mit ene ben over hans ben. Han lagde sig halvt over mig og jeg lagde mine arme om hans nakke. Jeg ønskede ikke, at han slap min mund. Jeg følte mig så tryg hos ham. Han var blevet den der passede på mig. Jeg stønnede frydefuldt og kunne ikke få nok af hans dejlige mund.

Han nussede mig kærligt på min hofte og jeg vidste ikke, om han tøvede eller hvad han gjorde, men han prøvede ikke på noget. Han kælede kun for min hofte og slap ikke min mund et sekund. Lige nu forsvandt omverdenen for mig. Der fandtes kun ham og ingen andre, ikke engang Marcus var i mine tanker. Der fandtes kun ham - Jannick!

Han slap pludseligt mine læber og jeg glippede mine øjne op. Han lå og betragtede mig intenst. Jeg kunne mærke hans intense og tunge vejrtrækning.

"Hvad laver vi?", sagde han pludseligt lavt.

Jeg smilte forelsket og tændt.

"Vi kysser...", svarede jeg stille og fniste svagt.

Han lukkede øjnene i få sekunder og åbnede dem igen og rejste sig. Jeg satte mig forvirret op i sofaen.

"Er der noget galt?", spurgte jeg undrende.

Han bed sig i underlæben og kørte begge sine hænder igennem sit støvede men lækre hår. Han så ned på mig med smalle sammenbidte læber.

"Vi kan ikke det her! Jeg er tyve år og du er kun seksten...", udbrød han frustreret.

Jeg blev ulykkelig og følte tårerne rende stille ned ad mine kinder. Jeg rystede på hovedet.

"Fuck det, at jeg er seksten Jannick. Jeg kan virkelig godt lide dig. Du betyder allerede en masse for mig...", snøftede jeg og tørrede tårerne væk med min håndryg. Jannick så bedrøvet ud.

"Det går ikke Amalie... Det går ikke... Vær sød at gå...", svarede han stille med et knæk i stemmen.

Jeg begyndte at græde og jeg rejste mig og lagde armene om hans nakke.

"Please... Du må ikke skubbe mig væk? Jeg har brug for dig...", græd jeg stille.

Han greb fat om mine hænder om hans nakke. Jeg så lige ind i hans bedrøvede smukke brune øjne. Han smilte ikke. Han trak stille mine arme væk fra hans nakke.

"Det går ikke...", svarede han bedrøvet.

Jeg hulkede og løb ud i gangen og greb fat om mine tasker.

"Amalie?!", hørte jeg ham kalde på mig.

Jeg løb ud af hans åbne hoveddør og ud af hans forhave. Jeg løb direkte forbi Henriks blå Audi r8, der åbenbart var kommet hjem. Jeg fortsatte hen til vores hoveddør og trak ned i håndtaget og jeg hverken sagde hej eller noget.

Løb grædende op ad trappen og ind på mit værelse. Smed mine tasker og smed mig hulkende på sengen. Hvorfor skulle kærligheden være så svær?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...