Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163612Visninger
AA

40. Ben og Jerry

Jannicks synsvinkel:

Amalie var meget stille, mens vi kørte hjem ad. Selv om kørslen ikke var lang, så var hun så stille og bare sad og lænede sig op ad bilruden og stirrede tomt ud i luften. Jeg så op til flere gange flygtigt hen på hende. Hun bekymrede mig meget. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg nok var den eneste hun følte sig tilpas og tryg ved, men efter al den mobning i forrige uge og nu denne grove voldtægt med bevidstløshed til følge, gjorde mig bekymret for, om jeg kunne forvente langt flere problemer.

Amalie stod tydeligvis ret alene nu, uden sin mor og jeg var nu den eneste, der kunne hjælpe hende og måske komme til at rette op på sagen, om det blev på den rolige facon eller den voldelige. I princippet, burde jeg overlade det til ordensmagten, men i mine hævntørstige tanker, havde jeg bare så meget lyst til at stå ansigt til ansigt med gerningsmændene og jeg ville seriøst skide på, at de var 4-5 år yngre end jeg. De drenge, skulle fandeme ikke have lov til at slippe så let. De fortjente så meget at få at vide på den hårde måde, hvordan fucked man specielt ikke behandler forsvarsløse piger på.

Jeg fattede seriøst ikke, hvad fanden der foregik i de drenges hoveder? Var de alle sammen psykopater på Amalies skole eller mente de bare, at det var helt i orden at opføre dem, som psykopater og at det var helt i orden at spille flabet, røvsmart og "lege" voldtægtsforbrydere? - Jeg håbede at jeg ville finde ud af hvem de var og så ville jeg håbe for Amalies lille trøst, at drengene var 16 år, for så var jeg ret sikker på, at de ville få fængselsstraf, selvom det ville være et ungdomsfængsel, for jeg var ikke sikker på om man kunne ryge i fængsel som 15 årig?

Jeg sukkede lettere frustreret og så igen flygtigt over på Amalie, der ikke havde flyttet blikket fra sidevejen af. Jeg drejede af mod villavejen og kørte forbi Amalies hjem og parkerede lidt efter indgangen i hækken til mit hus. Jeg slukkede for motoren og sukkede igen og så på Amalie, der sad stille og græd. Jeg sukkede dybt og lænede mig frem mod hende og gav hende et blidt kys der hvor en tåre rendte. Jeg kærtegnede hendes nøgne lår.

"Er der noget jeg kan gøre for dig, som kan lette lidt på humøret?", spurgte jeg stille.

Hun så ikke på mig, men sad blot og glippede tårerne ned ad kinderne.

"Kan vi ikke stikke af?", spurgte hun med en skinger og grådkvalt stemme og så endelig på mig med tårerne rendende.

Jeg sukkede bedrøvet og rystede langsomt på hovedet og gav hendes lår et lille kærligt klem.

"Baby... Det ved du godt vi ikke kan... Det ville være kriminelt og din mor ville i princippet kunne tiltale mig for kidnapning og seksuel omgang med en mindreårig...", sukkede jeg stille og nussede hendes ene kind og strøg en viltert hårtot om bag hendes højre øre.

Hun så ned i sekunder og så op igen.

"Hvilken forskel gør det? Jeg er jo alligevel sammen med dig, skat og du er den eneste jeg føler mig tryg med... Må jeg så ikke flytte ind hos dig?", spurgte hun stille.

Jeg sukkede med et meget svagt smil og rykkede mig tættere på hendes ansigt, så jeg kunne mærke hendes varme ånden på mine læber.

"Du ved, at du altid er velkommen hos mig, baby...", hviskede jeg og kyssede nogle blide kys på hendes læber.

"Men det er jo ikke det samme? Jeg vil være hos dig altid...", hviskede hun med et suk.

Jeg nikkede svagt og kærtegnede hendes kind og pirrede hendes læber med mine, til hun lukkede øjnene og vi begyndte at tungekysse stille. Hun stønnede svagt og jeg slap forsigtigt hendes læber og så på hende med et svagt smil.

"Skal vi sige, at vi i første omgang lige lader det hele ligge, til du er kommet godt ovenpå igen og så kan vi snakke om hvad der skal ske?", spurgte jeg stille med et lille smil.

Hun nikkede og smilte svagt for første gang.

"Du skal bære mig ind...", sagde hun stille med et lille drilsk smil gemt i mundvigen. Jeg grinte svagt.

"Aaarh, jeg ved nu ikke rigtigt?", protesterede jeg drillende.

Hun lagde sin hånd om min kind.

"Pjat... Du er så dejlig stærk - Min egen supermand...", fniste hun stille.

Jeg kunne ikke lade være med at grine over det.

"Så tror folk jo at vi er nygifte, hvis jeg bærer dig over dørtærsklen?", grinte jeg smørret.

Hun fniste med blussende kinder.

"Og hvad så? I mine øjne er du min eneste ene - min mand...", hviskede hun med et drillende smil.

Jeg grinte og kyssede hende flygtigt på læberne.

"Se, der var min dejlige Amalie jo...", sagde jeg stille med et lille grin. Hun fniste.

"Ja, så bær mig ind, når jeg siger det!", svarede hun på en drillende og flabet måde. Jeg grinte og nikkede.

"Javel frøken!", svarede jeg med et smørret smil og begav mig ud af bilen og smækkede døren efter mig.

Amalie stod selv ud af bilen og smækkede døren i og jeg låste med den elektroniske bilnøgle og Amalie havde tydeligvis ikke tænkt sig at gå væk fra vejen, så jeg måtte ud på vejen for at løfte hende op i brudeløft. Hun grinte og lagde sine arme om min nakke. Jeg smilte kærligt til hende.

"Bedre?", spurgte jeg med et drilsk smil. Hun fniste og nikkede.

"Bær mig ind, skat...", svarede hun.

Jeg nikkede og begav mig ind på fortorvet og ind gennem indgangen op mod hoveddøren.

"Hvad skal vi så, når vi kommer indenfor, baby?", grinte jeg smørret og kiggede næsten kun på hende, så jeg faktisk talt nærmest gik i blinde op ad haveindgangen.

Hun fniste på en drilsk måde.

"Har du stadigt noget Ben og Jerrys tilbage i fryseren?", fniste hun.

Jeg stoppede op og tænkte mig om et øjeblik.

"Hmm, tror jeg, ellers så må du trøste dig på den carte dór jeg købte i går, som ellers skulle have været en del af den hotte dessert...", svarede jeg med et lille grin og gik videre og nåede frem til hoveddøren og satte hende ned på trappetrinet. Hun så op på mig med et lille grin.

"Jeg troede ellers, at du havde ment med noget andet med den hotte dessert?", fniste hun.

Jeg så ned på hende med et løftet øjenbryn.

"Er du sikker på, at du vil tale om sex lige nu efter alt hvad der er sket?", spurgte jeg med et meget svagt smil.

Hendes smil forsvandt og hun sukkede hårdt.

"Ved jeg ikke?", svarede hun med endnu et hårdt suk og så op på mig med et lille smil igen.

"Men is, siger jeg aldrig nej tak til! - Specielt ikke sammen med den dejligste fyr i hele universet!", grinte hun drilsk. Jeg nikkede med et smil.

"Den kan jeg helt sikkert redde, baby...", svarede jeg med et frækt blink med øjet og låste døren op og åbnede den og skulle til at gå ind ad døren, men en hånd greb fat i min underarm.

"Hov hov frække! Jeg vil bæres ind i stuen, for jeg kan ikke gå selv!", grinte hun drillende.

Jeg nikkede med et bestemt smil.

"Åh ja, jeg er så glemsom, sorry!", grinte jeg og i stedet for brudeløft tog jeg hende over skulderen, så hun stak op i et stort og skønt grin, som jeg havde savnet fra hende.

Damn, hvis der seriøst ikke skulle mere til at glæde hende, så kunne jeg næsten kun tro, at jeg var det eneste, der betød noget for hende. Jeg smækkede døren i med foden med et knald og sørgede for at låse, for jeg vidste, at Amalie havde brug for fred og ro omkring sig. Skulle hendes fatsvage mor pludseligt dukke op, så agtede jeg ikke at åbne, for Amalie havde brug for roen og kærlig omsorg og det var vidst nok det stik modsatte hendes egen mor udviste for i øjeblikket.

Jeg bar hende skrigende af grin ind i stuen og bøjede mig forover den lange ende af sofaen og hun hvinede højt, da hun nærmest fløj ned i sofaen. Amalie var færdig af grin. Jeg skulle til at rette mig op, men hun greb hurtigt fat i mig og trak mig for fulde gardiner ned oven på hende. Vi grinte begge to og jeg nød bare så meget, at hun morede sig lige nu, for det var vidst nok det hun virkelig havde brug for lige nu. Vi blev begge lettere alvorlige, selv om vi lå og smågrinte stille. Hun sukkede med et lille smil og gav mig et blidt kys på min næsetip.

"Min elskede Jannick...", sagde hun lavt. Jeg grinte stille.

"Ja, min elskede Amalie?", spurgte jeg med et smørret smil. Hun fniste.

"Jeg tror du skal bruge vold og magt for at smide mig ud herfra?", fniste hun.

Jeg smilte ikke og blev alvorlig og sukkede stille.

"Jeg vil aldrig nogensinde bruge vold og magt for at smide dig ud, baby - Det er nok det allersidste i hele universet, som jeg overhovedet vil. Jeg vil have lov til at beholde dig altid - Kun dig, min elskede...", nærmest hviskede jeg med et forelsket smil og aede hende i håret, mens jeg så på skift fra hendes ene smukke blå øje, til det andet smukke blå øje.

Hun smilte med et lille blussende smil.

"Må jeg have lov til at blive mere forelsket i dig, skat?", fniste hun.

Jeg fugtede mine læber i et stort smil.

"Selvfølgelig baby...", hviskede jeg lykkeligt og jeg nærmede mig blot få cm til jeg smagte på hendes dejlige læber og vi lukkede øjnene samtidigt.

 - Jeg ønskede, at hun bare skulle føle sig tryg hos mig, selv om hun måske nok blev lidt trykt under min vægt?  Hah!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...