Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163291Visninger
AA

10. Alle de forvirrede følelser...

Amalies synsvinkel:

Det var faktisk ikke så tosset, at sidde med Jannick og hans venner og hygge med øl og kortspil. Havde jeg sagt noget om at jeg glædede mig til sommerferien? Stryg det! Jeg indrømmede gerne dette, men Jannick fik mig til at glemme alle de mobberier og rædsomme dage jeg havde gennemgået i lange tider.

Særligt fik han mig til at glemme alt om, hvor skuffet og afvist jeg havde følt mig, da Marcus, min drømmefyr bare havde skredet, til trods for, at han havde sendt en besked tyve minutters tid efter.

Okay, nu tænkte jeg netop på det der var sket. Jeg sukkede tungt og satte mig lettere trist tilbage i havestolen. Følte at drengenes latter og samtaler forstummede for mig. Alt hvad jeg kunne tænke på var Marcus. Jeg vidste ikke om jeg ville høre og se til ham igen? Jeg savnede allerede hans varme tungekys, eller gjorde jeg? Jeg var så pokkers forvirret lige nu og mens tankerne bare svirrede i én køre i mit hoved, så sad jeg bare og stirrede tomt på min dåseøl på bordet.

"Hey?", hørte jeg en lav og sød stemme bryde mine tanker.

Jeg smilte nærmest ikke, da jeg flyttede mit blik til højre for mig og fandt Jannicks pæne brune øjne. De havde en varm og beroligende glød i sig. Egentligt underligt, at øjne og øjenfarver kunne påvirke på forskellige måder?

"Er du okay?", spurgte han stille.

Jeg kunne mærke en knude i maven der bare voksede sig større og større. Jeg vidste slet ikke hvad der skete for mig? Jeg følte mig virkelig dybt fortvivlet. Jeg bed mig småhårdt i underlæben og rystede svagt på hovedet og så ned i skødet på mig selv. Pludseligt var der en hånd der rakte sig ud foran mig.

"Kom...", bad Jannick stille.

Jeg så op på ham og greb fat om hans hånd og han trak mig med ind i hans hus. Det var underligt at være inde i huset efter alle de år. Jeg kunne godt allerede se en svag forandring siden dengang mine gamle naboer boede her. Visse vægge var blevet malet hvide. Det var i alt fald ikke den farve jeg huskede fra dengang. Der lugtede svagt af maling, så det undrede mig faktisk ikke, at Jannick lod hoveddøren og havedøren til baghaven stå åbne på vid gab.

Vi kom ind i en ret rodet stue, hvor der var kommet en del møbler og en masse flyttekasser, dog stod sofabordet og sofaen på plads og jeg kunne se en laptop og en masse tomme dåsecolaer og en brugt pizzabakke samt et par åbnede slikposer på sofabordet. Jannick smilte svagt og hintede med hovedet mod sofaen.

"Ja, jeg beklager al rodet, men hvis vi skulle kunne snakke nogenlunde privat, så må det være her...", forklarede han med et akavet smil.

Jeg nikkede og satte mig ned i den brede og komfortable flydersofa. Faktisk en lækker og fed sofa. Kunne se, at han åbenbart havde sovet her i nat, eftersom hans dyne og pude lå rullet sammen ovre på en matchende lænestol, der stod i hjørnet.

Han satte sig ned ved siden af mig og foldede sine hænder ud for sine knæ. Han så med et lille smil på mig og fugtede sine brede læber, så jeg endte i trance over hans pragtfulde læber et kort sekund. Seriøst, den fyr var helt igennem perfekt.

"Det er ham ikke?", spurgte han pludseligt med et svagt smil og jeg rystede lettere på hovedet for at vågne op af min lettere drømmende trance over hans pragtfulde læber. Jeg så lettere overrasket på ham.

"Hvem snakker du om?", spurgte jeg forundret.

Jannick smilte svagt og satte sig afslappet tilbage i sofaen.

"Ham den flabede fyr som du gik tur med i dag, eller hvad pokker i lavede, what ever! Men det er hans skyld, at du render rundt og er ked af det. Har jeg ikke ret?", spurgte han med et svagt smil.

Han så afventende på mig. Jeg sank en svag klump og nikkede. Damn, måtte indrømme, at Jannick var god til at læse folk, eller også havde han bare en god fornemmelse? Eller betød det ikke det samme? Hah, what ever!

"Har han gjort dig noget?", spurgte han stille.

Jeg følte en tåre bane sig stille ned ad min ene kind.

"Jeg har været forelsket i ham i cirka to år efterhånden og i dag kyssede han mig endelig og så smuttede han bare? Jeg ved ikke om det er normalt at gøre sådan, men det sårede mig faktisk en del. Han efterlod mig bare i strandparken og først cirka tyve minutter sendte han mig en besked om at han blev nød til at ordne noget vigtigt. Jeg blev ret ked af, at han bare skred på den måde, men altså, det er vel noget man ikke kan styre, vel?", forklarede jeg stille og så ned i skødet på mig selv og snøftede svagt.

"Jeg er bare så forvirret....", tilføjede jeg og begyndte at hulke stille.

Jeg mærkede lidt efter nogle stærke arme omfavne mig. Jeg puttede mit hoved ind til hans brystkasse. Jeg græd stille og kunne ikke lade være med at gribe fat i hans t-shirt i siden på ham og jeg følte bare at jeg knugede mig længere ind til ham.

Det var underligt, men jeg følte mig virkelig tryg hos ham. Han fjernede ikke sine stærke arme omkring mig og jeg kunne mærke at han nussede mig blidt i håret i nakken, så det kildede blidt på en rar måde.

"Sådan er der nogle fyre der er smukke....", sagde han nærmest hviskende. Jeg snøftede stille.

"Skal jeg være helt ærlig smukke?", spurgte han yderligere.

"Hvad...", snøftede jeg stille, mens jeg stadigt puttede mig ind til ham.

Jeg kunne mærke og høre hans rolige hjertebanken og selv om han sikkert havde svedt meget i dag, så duftede han lækkert af en god herreparfume sikkert blandet sammen med duften af natur. Måtte stamme fra havearbejdet?

"Jeg tror ikke du skal satse på sådan én som ham... Du fortjener bedre...", svarede han stille.

Jeg snøftede stille og kunne ikke lade være med at smile svagt over tanken over det lille kys jeg gav Jannick i nat. Måske sådan én som Jannick ville være noget for mig, men det virkede ikke til at Jannick ligefrem satte pris på mit kys jeg gav ham i nat? Jeg sukkede stille.

"Mon jeg ikke bare skal give Marcus en chance? Han skulle jo helt sikkert hjælpe én i dag. Det kan jo ske for hvem som helst...", svarede jeg undskyldende, med et svagt snøft og Jannick løsnede sit knus om mig og jeg satte mig op igen og tørrede de forvildede tårer fra mine kinder.

Jeg smilte svagt til ham. Jannick smilte svagt og nikkede.

"Selvfølgelig, du har sikkert ret?", svarede Jannick med et svagt smil og trak lettere på skuldrene.

"Ja, selv om jeg stadigt dårligt kender dig vildt godt smukke, så lov mig at passe på. Jeg stoler ikke på denne Marcus...", sagde han bestemt.

Jeg blev lettere målløs over det han sagde, men nikkede blot.

"Det skal jeg nok love...", svarede jeg med et lille smil. Jannick smilte svagt.

"Oh no no, oh no no
She's confident
Oh no no, oh no no
And I'm down with it........"

Jeg skyndte mig at fiske min iPhone op fra min forlomme. Jeg kunne se på displayet, at det var min  mor der ringede. Jeg smilte akavet til Jannick.

"Undskyld mig, det er min mor...", undskyldte jeg stille.

Jannick smilte og nikkede og han rejste sig fra sofaen.

"Jeg går ud til de andre imens!", svarede han hurtigt.

Jeg nikkede og svarede på min mors opkald.

"Hej mor!"

"Hej skat, fik du sovet ud?"

"Ja mor... Jeg er mere frisk nu, hehe!"

"Godt min skat! Kan du hente Samuel fra børnehaven i dag? Henrik skal til et møde på sit arbejde, så han kommer først hjem cirka samme tid som jeg i aften..."

Jeg sukkede svagt. Hyggede mig ellers her hos Jannick og hans venner, men Samuel kunne selvfølgelig ikke blive glemt. Jeg nikkede.

"Skal jeg nok mor..."

"Tak min skat... Husk at han skal hentes aller senest kvart i fem, ellers bliver pædagogerne sure i børnehaven..."

Jeg nikkede med et smil.

"Skal jeg nok huske mor... Hvad er der til aftensmad?"

"Der er hakket oksekød i køleskabet skat. Lav noget pasta med kødsovs, det er Samuel så glad for, gider du det?"

"Okay mor, skal jeg nok... Skal jeg lave meget af det, så der også er til dig og Henrik?"

"Henrik skal du ikke tænke på skat. De spiser mens de holder møde, så hvis du bare sørger for en portion til mig, så er det okay..."

"Okay mor, vi ses i aften så..."

"Tak skat, vi ses - Elsker dig!"

"Elsker også dig mor..."

"Klik..."

Jeg sukkede svagt og rejste mig fra sofaen og så at den var 16.07. Så var det næsten dumt at gå ud og hygge med de andre, så kunne jeg lige så godt gå hen og hente Samuel nu her. Jeg sukkede og begav mig ud af stuen og ud gennem gangen, til jeg kom ud af hoveddøren og straks så jeg Jannick og de andre. Jannick smilte på en sød måde og jeg begav mig hen til ham og de andre. Jeg undlod at sætte mig. Jeg smilte svagt.

"Jeg bliver nød til at gå nu. Jeg skal hente min lillebror i børnehaven, eftersom min mor og Henrik først kommer hjem sent i aften...", forklarede jeg stille med et svagt smil.

Jannick smilte svagt og rejste sig op.

"Ja, det er forståeligt... Det var hyggeligt smukke...", svarede han med et smil.

Jeg nikkede med et lettere forlegent smil.

"Men vi ses jo helt sikkert?", svarede jeg med et svævende spørgsmål.

Jannick smilte og omfavnede mig i et dejligt knus som jeg ikke tøvede med at gengælde. Elskede hans arme om mig og hans duft - Mmh!

Vi slap hinanden og jeg fangede hans blik.

"Damn, de øjne...", tænkte jeg lettere drømmende i de få sekunder det varede.

Han smilte med et blink med øjet.

"Vi ses smukke...", sagde han stille.

Jeg kunne mærke sommerfuglene i maven. Irriterende faktisk. Alle de forvirrende følelser jeg havde, og så lige i dag for to fyre oven i købet? Drøn irriterende!

Jeg vendte mig mod de andre og løftede hånden svagt.

"Hej hej drenge, det har været hyggeligt!", smilte jeg.

"Helt sikkert Amalie!", svarede Mikkel for ham og de andre.

Jeg nikkede og så flygtigt med et rødmende smil på Jannick.

"Ses...", sagde jeg flygtigt og han smilte og nikkede og jeg begav mig ud af hans forhave, på vej til børnehaven..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...