Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163555Visninger
AA

19. All messed up!

Jannicks synsvinkel:

Det var nok ret flovt at indrømme, at jeg havde været pokkers svag over for Amalies måde at forføre mig på. Jeg havde ikke ment at det var på sin rette plads, hvis jeg havde afvist hende og bare gået min vej, for mine følelser sagde noget andet. Jeg var forelsket i hende og jeg følte at det var min pligt at passe på hende.

Jeg gruede lidt for hvad Amalies mor og hendes mors kæreste ville sige, hvis de opdagede, at Amalie havde fået et forhold med deres nabo og fordi jeg var tyve år gammel. Jeg vidste at mine venner ville jeg kunne stole på, men de ville nok være ret skeptiske over for mit valg på en så ung pige, der stadigt gik i niende klasse.

Min mor ville jeg slet ikke tænke på, for jeg kendte hendes holdninger til sådan noget. Hvor mange gange havde hun ikke kommet med sin smøre om, at hun syntes at ældre fyres forhold til unge teenagepiger var direkte uhørt. Hun havde tit sagt, at hvis jeg skulle falde for en yngre pige, så lad hende ikke være yngre end atten år, men sagen var blevet en anden for mit vedkommende.

Amalie havde det virkelig svært med de andre i skolen. Hun blev udsat for en masse grimme ting, der satte smertefulde ar i sjælen på hende. Jeg følte at jeg måtte beskytte hende og hun var kommet så meget under huden på mig, at jeg faktisk indrømmede over for mig selv at vores aldersforskel intet betød mere for mig. Jeg vidste at hun ligesom havde reelle følelser for mig og jeg havde det nøjagtigt på samme måde, så hvorfor ikke være sammen, når vi alligevel dragede mod hinanden som de stærkeste magneter der fandtes i hele universet?

Alle bekymringerne om hvordan vores hemmelige forhold ville komme til at blive, skød jeg væk for en stund. Det eneste jeg tog mig af lige i nuet var min Amalie, der lå trygt i mine arme under dynen. Hendes hud var silkeblød og jeg indrømmer gerne dette, men jeg kunne simpelthen ikke lade være med at ligge og kæle for hendes dejlige krop. Vi lå tæt i ske, og jeg nød duften af hendes parfume på halsen. Lå og kyssede blide små kys på hendes nakke og skulder. Hun sukkede stille.

"Mmh, det er dejligt...", mumlede hun frydende.

Jeg smilte kærligt og flyttede mine små blide kys op på hendes kind og hårgrænse, mens jeg lå og masserede stille på hendes ene bryst. Hun var så dejlig og jeg tændte afsindigt meget på hende. Hun stønnede stille og kom med små søde lyde, der indikerede hvor meget hun nød mine berøringer på hende.

Hun vendte hovedet en anelse bag over og jeg fangede hendes dejlige læber og tunge. Jeg voksede stille nede mellem hendes varme baller. Fuck, hvor hun tændte mig. Hendes støn efter mig, påvirkede mig så meget, så jeg tillod mig at føre min pik ind i hende igen. Hun gispede voldsomt og jeg fjernede ikke min mund fra hendes. Hun var min..

Amalies synsvinkel:

Jeg lå på maven og betragtede ham tage tøjet på. Jeg fik virkelig ondt i maven over, at skulle se ham forlade mig og huset inden de andre kom hjem. Jannick mente ikke, at det var nogen god idé at flashe vores forhold. Det skulle være hemmeligt. Det skulle nok vise sig, at blive hårdt, for som jeg havde det nu efter vi havde kneppet i godt og vel to timer, med små pauser i mellem, så betød Jannick alt for meget for mig nu. Jeg var blevet afhængig af ham. Han var ham der passede på mig. Jeg turde dårligt være alene nu.

Han smilte på en bedrøvet måde, mens han lukkede bæltet i hans jeans der hang en anelse ned om røven, så man tydeligt kunne se et bredt stykke af hans hvide stramme boxershorts fra Calvin Klein. Han satte sig på sengekanten og tog sine sokker på og sine hvide og gule sneakers på. Til sidst bukkede han sig forover og greb efter sin grønne t-shirt på gulvet. Jeg sukkede hårdt mens jeg lå og betragtede ham. Han smilte svagt og bøjede sig lettere over mig og gav mig et flygtigt tungekys, inden han rejste sig.

"Vi ses baby...", sagde han stille.

Jeg nikkede mut og betragtede ham gå hen til min dør og åbnede. Han så tilbage på mig med et meget svagt smil.

"Du er dejlig...", tilføjede han stille med et kærligt smil, så jeg ikke kunne lade være med at fnise.

"Smut nu frække!", grinte jeg og kastede én af mine pyntepuder efter ham. Han grinte smørret.

"Ses baby!", svarede han med et frækt blink med øjet og han forsvandt helt.

Jeg sukkede tungt og lidt efter hørte jeg hoveddøren smække efter sig..

~

"Haft en god dag i skolen Amalie?", spurgte Henrik pludseligt, mens han rakte salatskålen videre til mig over bordet.

Jeg sank en klump og så ned i skødet et øjeblik. Min mor kom gående med rullestegen, der var fint skåret ud på et pænt serveringsfad fra Royal Copenhagen. Samuel sad på sin høje Stokkestol og nærmest skovlede ind af maden. Jeg fornemmede min mors blik på mig.

"Du har altså ikke sagt særligt meget, siden vi er kommet hjem skat?", begyndte hun.

Jeg sukkede hårdt og kæmpede med at holde tårerne indenbords. Jeg ønskede ikke at familien skulle kende til mine problemer  i skolen og det var til trods, at de intet vidste om, at jeg slet ikke havde været i skole i dag. Ja, nok elskede jeg min familie, men jeg ville skåne dem for mine private problemer. De havde nok i deres karrierer og for at få hele hverdagen til at hænge sammen, så selvfølgelig var det på sin plads, at der ikke skulle være nogle problemer i familien.

Ja, du skulle være hjertelig velkommen til at forklare mig, at min kommunikation til min mor og Henrik var lig nul, men sådan var det ligesom blevet. Sådan havde jeg haft det i mange år, siden femte klasse, hvor mobningen begyndte. Jeg havde bygget mig et beskyttende værn over for dem der elskede mig. Jeg viste ingen sårbarhed over for de andre i skolen. De skulle ikke se mig knække, men jeg kunne til tider godt mærke at det blev sværere og sværere for mig efterhånden, særligt efter i går efter idræt på skolen. Jeg var knækket og trøstede mig blot ved tanken om Jannick var der for mig fra nu af.

"Kan du slet ikke svare i dag?", spurgte Henrik yderligere.

Jeg sukkede og fyldte min tallerken med salat og kun et stykke tyndt kød. Tanken om min fedme, hang mig langt ud af halsen. Jeg påklistrede et falsk smil på mine læber.

"Jo, den har været udmærket, tak!", svarede jeg bare monotont og begyndte at spise af min salat.

Der blev stille et øjeblik om bordet.

"Hvad har I lært i dag?", brød min mor stilheden.

Jeg så bare på hende og stak efterfølgende min gaffel i noget på tallerkenen, som jeg ikke bed mærke i hvad var før jeg fik det i munden - agurk. Jeg trak på skuldrene.

"Bare projektopgave...", mumlede jeg og tog en tår af min vand.

Løgn, vi havde projektopgave sidste måned og havde lige afsluttet det.

"Igen? Har I ikke lige haft det for nyligt i skolen?", spurgte min mor undrende.

Jeg sukkede lydsvagt og smilte på en lettere ligegyldig måde.

"Det er en sideløbende og mindre månedsopgave om det gamle Egypten!", svarede jeg med et sarkastisk smil og spiste videre.

Kæft en fed løgn. Jeg løj tit over for min familie, men det var kun små hvide løgne, som der ikke havde nogen betydning for dem. Det var jo ligesom kun mig det gik ud over i skolen, så fair nok!

"Hold da op! I keder jer da ikke i den skole og så tæt på sommerferien?!", grinte min mor smørret.

Jeg smilte bare og skar en lille bid af mit stykke kød.

"Sig mig, skal du ikke have noget mere på den tallerken Amalie? Det der fylder jo ingenting? Du er så spinkel i forvejen, du skal da have noget på fedtdepoterne!", grinte Henrik.

Jeg så bare træt på ham. Tænkt, at han turde lægge sig ud med sådan et spørgsmål? Han kendte jo ligesom godt til min holdning.

"Der er rigeligt på min tallerken...", mumlede jeg bare og spiste videre af min salat.

"Henrik har ret, du burde spise noget mere med næring i. Vi kan ikke have at du får spiseforstyrrelse!", fortsatte min mor og jeg så irriteret på hende, mens hun tog en tår af sin rødvin.

"Jeg har ikke spiseforstyrrelse! Jeg går bare op i sundhed! Må man nu ikke det?", snerrede jeg svagt.

Min mor så måbende med et løftet øjenbryn.

"Rolig skat. Jeg sagde ikk....", begyndte hun, men jeg brød ind.

"Men du gik ligesom ud fra at jeg lider af spiseforstyrrelser ikke?!", svarede jeg olmt og rejste mig og tog tallerkenen med mig.

"Jeg spiser på værelset!", tilføjede jeg olmt og forlod min familie måbende.

"Amalie?", hørte jeg min mor kalde efter mig, men jeg gad hende ikke lige nu.

Jeg gik lige ud i køkkenet og hældte det sidste mad ud i skraldespanden. Jeg havde mistet min appetit. Jeg løb frustreret op på værelset og smækkede døren og kastede mig grædende på sengen. - Ingen forstod mig. Det var helt sikkert kun Jannick der forstod mig. Jeg savnede ham allerede..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...