Forbidden Love (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 21 maj 2016
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

241Likes
650Kommentarer
163687Visninger
AA

9. 500!

Jannicks synsvinkel:

"Så er der nye forsyninger gutter!", kom Bo rendende ind af haveindgangen med to eight-packs i favnen. Jeg grinte smørret og smed en klør to ned på bordet.

"Så det var ikke bare smøger du skulle hente på tanken?", grinte jeg smørret.

Bo grinte smørret og kom hen og satte begge eight-packs på havebordet. Jeg gav håndhilsen til ham og Bo gav efterfølgende Mikkel, Leo og Frederik håndhilsener.

"Damn, det ender jo ligesom med, at vi ikke får lavet mere i dag på hytten, hvis vi skal blive ved med at drikke?", grinte jeg smørret.

Bo kastede sig nærmest ned i den ledige havestol og han var ikke sen til at åbne én af dåseøllerne. Jeg grinte smørret.

"Nope, men solen bager og vi har ingen kager, så drop de klager!", remsede Bo på sin typiske sorte humor, så jeg og de andre brasede ud i latter.

"Seriøst, du er bare lidt handi Bo!", grinte Frederik smørret.

"Har jeg vovet at påstå andet gutter?", grinte Bo smørret og han begyndte at dele ud af øllerne til os.

"Sprlsh!", lød det nærmest synkront, da jeg og de andre åbnede øllerne.

"Skål gutter!", udbrød jeg fornøjeligt.

"Skål!"

"Skål!", svarede de andre og vi stødte vores dåseøller mod hinanden, så de gav små klunk-lyde.

Jeg tog en stor slurk og så tilfældigt Amalie komme gående forbi haveindgangen.

"Øjeblik venner!", rømmede jeg og rejste mig fra stolen.

De så bare lettere uforstående på mig, men det tog jeg mig ikke af. Jeg skyndte mig ud på vejen og hen til familien Christensens indkørsel, hvor jeg så Amalie gå på en trist måde op mod deres hoveddør.

"AMALIE?!", kaldte jeg efter hende.

Hun standsede op på det nederste trappetrin og hun vendte sig stille omkring. Hun smilte svagt og selv om jeg stod langt fra hende, så så det virkelig ud til, at hun havde grædt, hvis jeg ikke tog meget fejl?

"Hej...", sagde hun stille og vinkede svagt med et meget svagt smil.

Damn, glad lød hun i alt fald ikke til at være? Jeg vovede mig hen til hende.

"Er du okay?", spurgte jeg nænsomt.

Hun gned på sine kinder på skift med sin venstre hånd og smilte svagt.

"Ja, jeg er okay...", svarede hun lavt.

Jeg kom helt hen til hende og stilte mig foran hende. Hun var lige en anelse højere end mig nu hvor hun stadigt stod på det nederste trappetrin. Jeg smilte kærligt og nussede hendes arm flygtigt.

"Det ser ellers ikke sådan ud?", spurgte jeg med et bekymret smil.

Hun sukkede og trak på skuldrene og rystede let på hovedet.

"Jamen, der er ikke noget Jannick, men tak fordi du spørger...", svarede hun stille med et svagt smil. Jeg nikkede med et svagt smil.

"Det er da det mindste jeg kan gøre for dig.", svarede jeg med et lille smil.

Jeg var så sikker i mig selv, at hendes såkaldte ven fra tidligere havde noget med hendes tristhed at gøre. Ja tænk, den slags kunne jeg bare fornemme. Der stod både idiot i panden og på ryggen af ham. Hun nikkede med et lille smil.

"Hvis du har lyst, så står vores lille aftale fra tidligere stadigt ved magt...", sagde jeg stille med et smørret smil, mens jeg stod afslappet med mine hænder i nede i forlommerne på mine trekvarte denimshorts.

Amalie smilte og jeg lagde mærke til, at hendes kinder blussede let. Hun fnes lidt.

"Okay, på én betingelse!", smilte hun rødmende. Jeg smilte smørret.

"Okay, hvad er det?", spurgte jeg med et lille smørret grin og fugtede mine læber. Hun grinte forlegent.

"At du tager en t-shirt på!", fniste hun og hendes ansigt blussede helt op. Jeg blinkede frækt med øjet.

"Aha, du kan måske ikke holde til det her?", grinte jeg smørret og gav hende et særligt frækt blik.

Hun blev ildrød i hovedet og rystede på hovedet.

"Hihi nej, jeg dør snart!", grinte hun pjattet. Jeg grinte smørret og nikkede.

"Okay, det lover jeg smukke! Har vi så en aftale?", svarede jeg med et spørgsmål og rakte min hånd mod hende, som hun tog imod.

"Yup!", svarede hun på en overlegen måde, som om hun var fyldt med selvtillid.

Jeg grinte og sammen gik vi tilbage til mine venner..

Amalies synsvinkel:

Jeg måtte indrømme, at jeg var ret genert anlagt, da jeg gik lige efter Jannick og mødte hans venner siddende i Jannicks forhave. Mit blik flakkede rundt i haven. De havde helt sikkert nået meget bare i dag. Jannicks venner blev stille et øjeblik, da Jannick og jeg kom hen til dem hvor de sad. Jeg følte det hele akavet, at de sad og stirrede sådan på mig.

"Hej...", sagde jeg forsigtigt. Flere af dem nikkede.

"Hej og du er?", spurgte en fyr med smarte solbriller og helt plysset lyst hår.

Han havde nogle pænt store overarme i sin røde halvstramme t-shirt, hvor han havde rullet ærmerne op til skuldrene.

"Dette er min søde nabo, Amalie!", præsenterede Jannick mig med et smil.

Jeg rødmede svagt. Fyren nikkede og rakte hånden over bordet mod mig og vi gav hinanden hånden.

"Jeg er Mikkel!", svarede han med et smørret smil.

Jeg nikkede med et lille smil. En fyr med brune korte krøller og briller og ret spinkel i sig gav mig hånden.

"Frederik!", præsenterede han sig med et smil. Jeg nikkede med et lille smil.

"Jeg er Leonardo, men kald mig Leo!", præsentere en små-buttet men temmelig robust fyr med brunt strithår og med solbriller i håret.

Jeg smilte og gav ham hånden. En høj fyr med bar overkrop og kobberrødt hår der lå fladt til siden, som til en forveksling kunne minde om Justin Biebers gamle hår da han var seksten år kom gående fra huset af med en ramme dåseøl i hånden.

"Og det her er Bo!", præsenterede Jannick ham for mig. Jeg smilte og gav Bo hånden.

"Og du er?", spurgte Bo mig med smørret smil.

"Jeg er Amalie. Jeg bor inde i det store hvide hus ved siden af!", svarede jeg med et lille smil.

"Nå ja, det var sgu da dig jeg skålede til i formiddags, hvor du stod oppe i vinduet!", grinte han. Jeg rødmede svagt og nikkede.

"Ja, det var det vidst?", mumlede jeg forlegent.

De andre grinte og Jannick gik hen og hentede en havestol i træ, som han klappede ud og stilte den lettere bag mig.

"Vær så god at sætte dig smukke!", sagde han med et charmerende smil.

Jeg kunne ikke lade være med at rødme. Jeg satte mig og Mikkel stilte en kold dåseøl foran mig.

"Værs'go frøken!", sagde Mikkel med et kækt smil.

"Tak...", svarede jeg genert.

Jannick satte sig på en stol ved siden af.

"Kan du finde ud af femhundrede Amalie?", spurgte Leo med et blink med øjet. Jeg nikkede med et stort smil.

"Fedt, vil du være med?", spurgte Frederik yderligere. Jeg fniste genert og nikkede.

"Ja, meget gerne!", svarede jeg. Leo begyndte at blande kort.

"Fint, vi starter en ny omgang!", sagde Leo kækt.

Jeg fniste og så flygtigt hen på Jannick, der lige havde taget en camouflage grøn t-shirt på.

"Endelig tog han t-shirten på!", tænkte jeg lettet, men alligevel sad han bare der og var alt for lækker med hans charmerende smil og tatoverede arme. Ville jeg overleve det her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...