Dance on roses? [Justin Bieber]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2'ern af "Never let you fall [Justin Bieber]" og jeg vil helt klart anbefale at i læser den først, eftersom den jo ligesom bygger en hel forhistorie op. Joy Samuelsen, pigen der var så heldig at blive kærester med Justin Bieber - prinse of pop - slog op med ham efter hun opdagede hvor hårdt det var for hende at han var berømt. Men hvad sker der når Joy pludselig møder Justin igen, på hendes families gravsted, og opdager hun i virkeligheden slet ikke er ovre superstjernen. Men kan Justin håndtere de skræmmende hemmeligheder der dukker op om Joys fortid. Og hvad sker der, når Joy igen kommer i kontakt med hendes værste fjender. Stoffer, alkohol og selvskade? Er deres kærlighed stærk nok til at holde. Find ud af det i Dance on roses?

34Likes
65Kommentarer
3124Visninger
AA

5. Justin You Ass!

kapitel 4              Justin You Ass1             Justins P.O.V

Joy havde boet hjemme hos mig i en uge, mens hun vendte sig til at være lam i benet, men nu gik det da nogenlunde, og hun skulle ikke hele tiden til at rejse sig, for det kunne hun jo ikke længere. I hvert fald ikke særlig godt. Jeg var flyttet med hende hjem, for to uger siden. Da hun jo gerne ville holde skolen, så nu boede vi i hendes lille hus. Jeg havde flere gange tilbudt at købe et hus til hende tættere på skolen, men hun havde sagt nej alle gangene. Jeg tror det her hus betød noget for hende. Her havde hun boet med sin far indtil for et halvt år siden, det er vel egentligt klart. Jeg kørte med hende i skole, skubbede kørestolen foran mig, og når det ikke var mig, var den Ryan, eller Kenny. Kun det bedste for min prinsesse.

Jeg lagde mærke til hvordan hendes krop strakte sig over klaveret hun sad ved. Hånden dykkede ned i posen med chips. Hendes egen perfekte mærkelige smag, chips med salt og blå ost, var noget hun var afhængig af. Jeg holdt mig pænt fra dem. Hun sad konstant ved det klaver når hun foretog sig noget hun syntes var vigtigt. Jeg havde flere gange taget hende i at kravle over stuegulvet med benet trukket klodset efter sig, for at komme over til det. Jeg havde ellers sagt hun bare skulle kalde uanset om jeg så var i bad. Når det gjaldt hende, ville jeg med glæde se dum ud, bare hun havde det godt. Hun sad med en høj hestehale og læste geometri, så jeg vendte tilbage til at skrive med Alfredo. Eller det vil sige lige til jeg hørte klaverets søde toner, der blandede sig med Joys blide stemme.

"If you ever leve me bebe

Leve som morfin on my door

For it will take a whole lot of medication

To realize what we used to have,

We don't have it anymore.

 

There's no religion that could save me

No matter how long my knees are on the floor

So keep in mind all the sacrifices I'm makin'

To keep you by my side

To keep you from walkin' out the door.

 

Cause there'll be no sunlight

If I lose you, baby

There'll be no clear skies

If I lose you, baby

Just like the clouds

My eyes will do the same, if you walk away

Everyday it'll rain, rain, ra-a-a-ain"

Hun smilte til mig, og jeg kunne ikke lade vær med at gå over til hende. Jeg vidste ikke hun havde øvet det, men hun er også ret god til at gemme ting for mig. Er du sindssyg hun hun har mange hemmelige rum i skufferne og skabene. Det eneste der i det hele taget var forandret fra min gamle smukke Joy, var at i det sekundet mine kys blev lidt for intense, trak hun sig væk. Meget langt væk. Hun ville ikke lade mig røre hende, og når jeg prøvede at opmuntret hende til at lade mig elske hende, rystede hun bare på hoved, og gik ind til klaveret, for at synge samme sang om og om igen til hun faldt til ro. Jeg lagde en gang imellem mærke til retsløse bevægelser fra hendes side af, og det undrede mig hvorfor. Det var som om at hun hellere ville være død end at ende uden et brugbart ben. "Justin?" hendes stemme flåede mine tanker, om hende, fra hinanden på en blid kærlig måde.

"Ja bebe?"

"Da jeg blev opereret? Der vågnede jeg op, og fik et valg" hendes stemme var bedrøvet, og jeg forstod ikke hvad hun ville sige. Eller det vil sige, jeg vidste det i virkeligheden, for der var en ting mere der manglede ved min Joy.

"Hvilket valg bebe?"

"Om jeg ville have skåret benet af, eller om jeg ville, i narkose. Der var 50% for at jeg ikke vågnede fra narkosen, og det var derfor jeg valgte den. Jeg håbede på ikke at vågne op igen“ jeg kiggede målløs på den pige jeg elskede. Hun sad der udelukket fra livslyst, og sagde at hun havde håbet ikke at vågne op igen.

"Justin, bebe, skat, du betyder alt for mig, men vil du love mig en ting?" hendes stemme var sikker, og jeg var bange for hvad hun ville sig

"Hvad bebe?"

"At skaffe mig noget der kan gøre en ende på det her" jeg tumlede det sidste stykke over til hende, faldt på knæ foran hende, og tog hendes ansigt mellem mine hænder. "Bebe, du må ikke be mig om det" jeg kunne selv høre gråden i min stemme.

"Det er det jeg vil Justin. Jeg kan ikke holde ud ikke at bevæge mig" hendes øjne fyldtes med tåre, men jeg vidste hun græd fordi hun gjorde mig ondt. Hun havde aldrig været bange for at dø, men jeg troede ikke at hun mente det. "Så lad mig elske dig en gang først bebe, giv mig en chance for at vise dig at du stadig har ting at leve for" hun nikkede lidt til mig."men hvis jeg ikke siger jeg har ombestemt mig, vil jeg have det inden ugen er omme" jeg kyssede hende blidt på munden, og nikkede så, garanteret med sorg ud af øjnene. En chance, og den skulle bruges i aften.

 

***

 

Jeg havde været røv dum, selvfølgelig havde det ikke virket. I går aftes havde været noget af det bedste i mit liv, jeg havde givet hende alt have jeg kunne, men det var ikke nær nok. Bag det hele var der hele tiden en form for ligegyldighed, og det var åndssvagt at forsøge, jeg ville bare så gerne få hende til at blive. Jeg lagde forsigtigt æsken med de små piller på hendes natbord før jeg satte mig ind i stuen, og gloede tomt ud i luften. Mine hænder fandt af sig selv en joint, og begyndte at ryge den. Jeg havde brug for at komme væk fra hvor ondt det gjorde. Men jeg ville sige farvel til hende. Jeg vidste hvad hun havde tænkt sig at gøre, ikke fordi jeg ville hjælpe hende mere end jeg havde gjort allerede, men jeg vidste det.

Jeg hørte hende stå op inde på værelset, hvorefter hun kom til syne i døren, med pillerne i hånden. Fire pakker amf skulle nok gøre sit, og jeg vidste hun også havde en masse Panodiler på sig. "Jeg elsker dig" ordene forlod mine læber lavt, men jeg vidste hun hørte dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...