Dance on roses? [Justin Bieber]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2'ern af "Never let you fall [Justin Bieber]" og jeg vil helt klart anbefale at i læser den først, eftersom den jo ligesom bygger en hel forhistorie op. Joy Samuelsen, pigen der var så heldig at blive kærester med Justin Bieber - prinse of pop - slog op med ham efter hun opdagede hvor hårdt det var for hende at han var berømt. Men hvad sker der når Joy pludselig møder Justin igen, på hendes families gravsted, og opdager hun i virkeligheden slet ikke er ovre superstjernen. Men kan Justin håndtere de skræmmende hemmeligheder der dukker op om Joys fortid. Og hvad sker der, når Joy igen kommer i kontakt med hendes værste fjender. Stoffer, alkohol og selvskade? Er deres kærlighed stærk nok til at holde. Find ud af det i Dance on roses?

34Likes
65Kommentarer
3126Visninger
AA

15. Joy

Kapitel 13              Joy!                Justins P.O.V

 

efterhånden var jeg faldet i søvn liggende på sofaen, og jeg følte mig virkelig intelligent da jeg vågnede med åben mund og savl løbende fra den ene mundvig. Jeg kiggede på klokken, der viste 02.07. Det var lang tid hun var ude i aften, og jeg besluttede mig for at det ikke kunne betale sig at vente oppe. Hun havde jo nok ikke planer om at tag hjem foreløbig, hvis hun nu ikke var hjemme allerede. Langsomt rejste mig fra sofaen, og gik ud for at børste mine tænder. Mine øjne var små røde af manglen på ro, over at Joy stadig var ude. Da mine tænder var børstet, tøffede jeg ind i soveværelset, og smed tøjet. Det var underligt ikke at skulle holde om Joy i nat, når jeg var vant til at falde i søvn med min nøgne krop mod hendes nøgne krop, efter en god og hed omgang. Jeg smed mig i min egen side af sengen, og pressede Joys dyne ind til mig, med den søde duft af hendes kirsebær parfume, og citron shampoo. Blandet med hendes naturlige duft, der fik lullet mig til ro.

Jeg var næsten faldet i søvn da jeg fik en sms. Selvfølgelig kiggede jeg på den, da det kunne være Joy der ville hentes, men sms’en var ikke fra Joy, men fra Julie. Halvsovende åbnede jeg sms’en og læste den:

Hey Justin, undskyld det syge tidspunkt! Men ved du godt at Joy er på Lant? Det er flere timer siden hun gik derind alene, og hun har slet ikke vist sig noget sted på klubben siden hun gik ind for at mødes med sin ekskæreste.

Jeg vågnede hurtigt igen, og genkaldte mig et minde, som jeg skulle have været forsvundet, men praktisk nok ikke var det.

Joy der stod og snakkede i telefon, med en stemme der dirrede af gift og had til personen hun snakkede med, hvorfor havde jeg ikke spurgt ind til det? fordi du ville give hende privatliv. Irriterende stemme i mit hoved der havde ret, men nu måtte jeg redde hende. Hurtigt kom jeg op fra sengen og fik tøj på. Jeg kiggede hurtigt Joys skab igennem og fandt ud af at der manglede en pistol, og nogle ekstra patroner, men jeg greb bare den anden pistol der lå derinde, og tog ekstra patroner med, for derefter at styrte ud af huset. Selvfølgelig låste jeg døren efter mig, og sikrede at vinduerne var lukket, men ellers var jeg virkelig hurtigt ude af døren.

 

***


 

Jeg maste mig igennem svedende kroppe, der maste sig liderlig op af hinanden og mig. Trykkede sig sammen for at komme til at se mere tiltrækkende ud. Piger der desperat prøvede at fange min opmærksomhed ved at vugge alt for overdreven med røven, eller stritte så meget med barmen, at det så ud som om det havde en bygningsfejl i ryggen. Den eneste der kunne fange min opmærksomhed var Joy, men eftersom hun ikke var blandt dem, var der ikke noget at kigge på for mig.

Jeg skubbede mere eller mindre brutalt de klæbende piger fra mig gennem klubben. på vej mod baren, hvor en eller anden måske havde snakket med Joy. Dog blev mine handlinger, og resten af klubbens også afbrudt af at pistolskud. Den lyd kende jeg for godt til at kunne tage fejl af hvem det var der skød. Lyden af Joys pistol ville for altid have boret sig ind i mine øre, som et evigt minde om at min kæreste havde en god grund til at være livsfarlig. Jeg skyndte mig mod lyden, og en af bartenderne smed et viskestykke, og sprang overraskende adræt over baren, for at følge efter mig mod lyden et skud mere, og en dør der smækkede. Det tog os ikke lang tid at finde det sted hvor de var. Vi brasede igennem døren, lige tid nok til at se Joy besvime, og få øjenkontakt med en stor fyr jeg kendte alt for godt.

 

“Hold dig fra mig Derek, jeg gider ikke være din åndssvage ludder” Denne gang var det et knytnæveslag, og lyden af hendes næse brusk der brækkede rungede i mine øre. Så gik jeg over til dem, og langede den første den bedste fyr i gulvet, med et spark i hans knæhaser. De andre kiggede På mig, men Ryan var ikke sen til at komme og hjælpe mig med at redde hende. Drengen der sad oven på hende - Derek - rejste sig, og pigen kastede sig til siden. Først der gik det op for mig at der lå en pistol et stykke væk derfra. Hendes fingre lukkede sig om den, og lyden af en sikring der blev slået fra fik min, Derek, og Ryans opmærksomhed.

 

Den anden var da dog fuldkommen fremmed for mig, men han havde en pistol rettet mod Joy. Uden at tænke over det hev jeg min egen pistol op Og slog sikringen fra, på samme tid med at fyren ved siden af mig gjorde det samme. Ham der sigtede på Joy vendte sig, og kneb øjnene sammen.

“smid pistolen, og gå over til væggen” Min stemme var underlig rolig, og overraskende nok gjorde han som der blev sagt. Da han stillede sig ved væggen, løb tårerne ham ned af øjnene, mens han kiggede på Joys blødende lår. Jeg sigtede stadig på ham da jeg gik over, og løftede Joy op. Dog blev jeg nødt til at sænke mit våben for at holde hende, og gå baglæns ud.

Da mig og ham den anden fremmede som hjalp mig kom ud af rummet, var han i gang med at ringe til en ambulance, Mens jeg bevægede mig ud på gaden med ansigtet begravet ved Joys skulder. Min pige måtte bare ikke dø nu, det var hun alt for ung til. Den fremmede kom op på siden af mig, og kiggede forsigtigt på Joy. Jeg drejede hoved og så på ham der strøg noget hår væk fra hendes ansigt med en faderlig bevægelse.

“Rolf” Manden der åbenbart hed rolf, så ud til at være sidst i trediverne, og en solid person, der var nem at betro sig til, og til at stole på. Lige sådan en type Joy kunne finde på at kalde sin ven, selvom han kunne være hendes far.

“Justin, men det ved du vel?” Han nikkede lidt, og sendte igen et bekymret blik på Joy, hvorefter han satte farten lidt op. “ja, det ved jeg. Det er godt hun har fundet en god fyr som dig Justin”

Jeg tænkte lidt over hvad han sagde, normalt var jeg ikke ligefrem typen der blev betragtet som en god fyr længere, med mindre det var Joy der snakkede om mig. Med alt det om politiet og mig der måske skulle udvises, ja så var det sku ikke gode ord der blev sagt om mig. Men det var bare rygter, jeg var helt holdt op med at ryge hash, fordi det var hård for Joy at skulle være i nærheden af lugten, så det ville jeg helst ikke gøre når hun var her. Og eftersom jeg brugte det meste af min tid med hende, så…

“Sagde hun til dig at hun skulle snakke med Phil?” Rolf rev mig ud af mine tanker, og jeg kiggede på ham. Så det var det de kaldte ham fyren der havde skudt min pige. En fyr jeg hader inderligt af den grund.

“Nej, hun sagde hun skulle ud med nogle veninder” Mit blik søgte Joys lyserøde læber, og de lukkede øjne. jeg ønskede så brændende at hun skulle åbne de øjne og se på mig, se hvor ondt det gjorde på mig at hun havde ondt. Forstå hvor såret jeg var over at hun havde løjet for mig. Hvordan det flåede min sjæl fra hinanden, og efterlod mig som en tom meningsløs tom skald, der ikke engang kunne være sur på hende, fordi hun var døden nær. Igen.

“hvorfor tog hun afsted?” Min stemme lød død og hul, fordi alt hvad jeg kunne fokusere på var den fredfyldtehed der lå i Joys ansigt mens jeg bar hende igennem den store menneskemængde, der heldigvis flyttede sig for os. Kold luft nåede at ramme mit ansigt, og lave gåsehud på mine arme før Rolf endelig svarede på mit spørgsmål. Men ordene lød som om de kom langt væk fra.

“Han truede med at lægge oplysninger til pressen om hendes tidligere prostitution, og stofmisbrug hvis hun ikke afleverede forældre papirer til deres bortadopterede datter. Hope”

Først forstod jeg ikke ordene, men så gik det langsomt op for mig hvad han sagde. Joy havde en datter, en lille pige som var hendes kød og blod. Godt nok blandet med en galnings, men det var hendes. Noget der fortjente at se sin mor, og ikke denne gale far der havde skudt Joy. Men noget andet gik også op for mig. Joy ville aldrig blive hel igen, det var derfor hun undgik fester, og at drikke sig fuld. Derfor hun var så erfaren i sengen, og vidste hvordan hun skulle tænde mig uden overhoved at røre ved mig. Joy havde solgt sin krop, for at få penge til at overleve.

“Hvorfor?” Min stemme var lav hviskende, og henvendt til Joy, men det var Rolf der svarede mig. Rolf der fortalte mig om Joys dybe depression, og mangel på kærlighed.

“Hun var så ensom efter hendes fars død. Og hun manglede penge, penge hun ikke kunne skaffe som andre mennesker. Engang sagde hun at Det gjorde ondt på hende uanset hvad hun gjorde. Men når hun havde taget noget, eller drukket kunne hun udholde smerten, i stedet for at tænke på at forhindre den i at tage livet af hende. Hun har altid elsket at leve, og hun var bange for had Philip ville gøre ved deres datter når hun var væk. Så hun bortadopterede hende uden at snakke med ham om det først. Hope var det eneste der holdt hende nogenlunde normal, og tabet af hendes datter fik hende til aldrig at være ædru. Det var hendes måde at holde sig i live på. Derfor er jeg glad for at du har fundet hende, for så behøves hun ikke holde sig i live for andres skyld, men for sin egen”

Først der gik det op for mig hvor ondt det må have gjort at være Joy .Hvilken smerte hun skulle igennem, og nu kunne jeg slet ikke være sur på hende. Jeg ville bare beskytte hende mod den grusomme verden, der havde ødelagt hendes liv, og taget hendes forældre og hendes barn fra hende.

----------------------------------------------------------------------------

Jeg ved ikke helt om jeg skal sige undskyld ventetiden her, da jeg godt ved den har været der, men at jeg også ved i har ventet længere tid på et kapitel. Jeg ville gerne udgive mere regelmæssigt, men min tid er simpelt hen bare ikke til at jeg kan love et kapitel om ugen. Hvis det stod til mig skulle i have et ca. vær anden dag! Men jeg har ikke altid muglighed for at skrive så meget til jer, og jeg vil nødigt skuffe jer ved at love noget jeg ikke kan holde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...