Dance on roses? [Justin Bieber]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2'ern af "Never let you fall [Justin Bieber]" og jeg vil helt klart anbefale at i læser den først, eftersom den jo ligesom bygger en hel forhistorie op. Joy Samuelsen, pigen der var så heldig at blive kærester med Justin Bieber - prinse of pop - slog op med ham efter hun opdagede hvor hårdt det var for hende at han var berømt. Men hvad sker der når Joy pludselig møder Justin igen, på hendes families gravsted, og opdager hun i virkeligheden slet ikke er ovre superstjernen. Men kan Justin håndtere de skræmmende hemmeligheder der dukker op om Joys fortid. Og hvad sker der, når Joy igen kommer i kontakt med hendes værste fjender. Stoffer, alkohol og selvskade? Er deres kærlighed stærk nok til at holde. Find ud af det i Dance on roses?

34Likes
65Kommentarer
3121Visninger
AA

2. In jail

Kapitel 1             In Jail              Justins P.O.V

(Tre måneder senere)

 

Det var lang tid siden jeg sidst havde ringet til Joy, ærligt havde jeg opgivet at se hende igen. Men jeg blev ved. Lyden af hendes stemme, selvom det var optaget og den samme hele tiden, så betød det noget for mig. Først den dag jeg døde ville jeg holde op med at tænke på hende. Jeg elskede hende fra det sekundet jeg reddede hende, og fandt ud af hvilken skøn person hun var. Jeg var blevet taget for spritkørsel, og sad nu i fængsel. Faktisk havde jeg ikke noget imod det, for så kunne jeg tænke på noget andet end hvordan Joy havde det. Ikke fordi det var meget bedre, for nu tænkte jeg på om Joy ville hade mig for det her. En velkendt stemme flængede luften, det gjorde ondt, men på en måde var det sødt.

"Jeg skal besøge Justin Drew Bieber"

"Hvad hedder du miss."

"Joy Maria Angelina Samuelsen"

En masse trykken på knapper, og roden i papiret. Joys utålmodig fingerneglene der trimmede med en hul lyd mod skranken. Jeg kunne se hende for mig, og det var virkelig et rart syn.

"Desværre, det kan ikke lade sig gøre. Du må vente med at snakke med med Bieber til han bliver løsladt"

Så klikkede Joys hæle væk, og den lyd genkendte jeg alt for godt. Hendes støvletter, der gav 5 cm. Til hendes højde, og lavede en mellemting mellem en banken og en klikken.

 

***

 

Joys hænder kørte lige så stille ned af min mave, jeg spændte op for at imponere hende, og det så ud til at virke. Så lå hendes hænder om Jerry, der tilfreds mindede mig om at jeg ikke kunne have rejsning for evigt. Jeg stønnede hendes navn, og hun lagde sin varme mund omkring hans hoved. Og så en metallisk lyd.... Tik.... Tik.....tik.

Jeg vågnede, og kiggede op. Så lagde jeg mærke til at alle kameraerne på mystisk vis var slukket, og at vinduet på gangen manglede glas. En pige skikkelse stod uden for tremmerne. Hendes hår var sat op i en høj knold, og hun havde et par stramme sorte bukser på. En sort stram top, og sorte gummisko. Palietter pyntede fra hendes negle, og lavede genskin i lyset fra exit lampen. Det samme gjorde pynte stenene der lå på kanten, af det der sikkert ville være øjenskygge hvis jeg kunne se andet end genskin, og hendes smukke øjne. Og kroppens form.

"Justin, kom herhen for helvede"jeg rejste mig forsigtigt op, og gik over til tremmerne. Hendes hænder lå om trammerne, og jeg lagde mærke til adskillige ringe der kunne bruges som våben på grund af skarpe kanter, og hårde overflader. Sorte nitter glimrede nu og da til mig fra hendes bælte, og jeg var ikke i tvivl om at hun gemte en pistol et eller andet sted.

"Joy min skat, er det virkelig dig. Var det også dig tidligere i dag. Du er ikke sur over det her vel? Det var ikke med vilje"

"Hold nu bare kæft Bieber, jeg skaffer dig en god advokat, og du sørger for ikke at lave mere lort mens du sidder herinde. Så glemmer vi alt om at jeg brød ind i et fængsels, og at vi nogensinde har set hinanden. okay?"

"Nej det er ikke okay Joy, jeg har brugt de sidste tre måneder på at ringe til dig, prøve at komme i kontakt med dig, og så kommer du her, og tilbyder mig hjælp. Men jeg må ikke så meget som tænke på dig under det hele. Så vil jeg hellere sidde i fængslet. Jeg savner dig virkelig Joy"

"Okay, Bieber, så går jeg igen" jeg kiggede på hende vende sig om, men så tog jeg fat i hendes håndled. Hold fast med alt have jeg havde i mig, og trak hende tilbage til mig. Hun kunne umuligt være kommet over det vi havde.

"Kig mig i øjnene og sig du ikke elsker mig" og så kiggede hun mig i øjnene, helt fast, uden på nogen måde at kigge væk.

"Jeg elsker dig ikke"

 

Kold vand blev smidt over mig, og jeg vågnede op i fængslet. Det var helt ufatteligt at jeg endnu engang havde haft den drøm, den hvor hun sagde at hun ikke elskede mig længere. Hun kunne jo ikke bare holde op med at elske mig.

 

***

 

En politimand stod udenfor, og det mindede mig om at jeg skulle lukkes ud i dag, og seriøst hvor jeg glædede mig til det. jeg fik mit eget tøj, og tog det hurtigt på. Det var rart at det var tøj jeg selv havde købt, og var vant til at have på, og ikke en orange fangedragt.

Jeg gik langsomt hen ad gaden, da jeg ud af øjenkrogen, så en velkendt person. det var hende det hele startede med, Joy Samuelsen. pigen der hjemsøger mine drømmer, og danser på indersiden af mine øjenlåg. hun kom ud af en blomsterbutik, med fem roser i hånden, og drejede ned af en sidegade. Uden at tænke over det fulgte jeg efter hende, og halede langsomt ind på hende. Hun lagde hånden på en sort smedejernslåge, og skubbede den op. Neglene var lakeret mørkeblå, med spredte palietter rundt omkring Håret var sat op i en hestehale, og hun havde et par almindelige mørke bukser på. en hvid løs crow top, og viste mig at hun havde en pink bh inden under. Jeg fulgte efter hende, ind på det jeg fandt ud af var en kirkegård, og prøvede at være så stille som muligt. Hun stoppede fire meter foran mig, og drejede ind på et stort familiegravsted, med fem sten. Oven på hver af de fint udskårne sten, der alle lignede en bog, lagde hun en rose. Og bad fadervor. de tre første sten blev hun lidt længere ved, og særligt en blev hun lang tid ved. Jeg gik over til indgangen af det store gravsted, og lagde mærke til at det jeg havde forestillet mig var andre gravsteder, var en forlængelse af det ene, og at der lå ti stene der på.

“Joy, er du okay” jeg hørte et lavt snøft fra hende, og hun lagde sig på knæ og kyssede den gravsten hun sad ved. foran den lå en hånd, der holdt om en baby, og jeg spekulerede på hvorfor.

“ja, det er fint, jeg troede ikke vi skulle snakke mere sammen” jeg følte mig såret, men så tog hun sin taske op fra jorden, og kom med besvær på benene. hun vaklede lidt på det højre ben, og jeg stod ved siden af hende på ingen tid.

“vil du ikke nok begynde at acceptere at jeg lever igen, Joy? Jeg er aldrig holdt op med at tænke på dig. Du fylder mine drømme ud, og pirre mine tanker om dagen. Og hvorfor har du ikke svaret på mine opkald, ikke et eneste af dem. Jeg har sådan savnet at høre din stemme”

“det hørte jeg godt du sagde. Men Justin, der er ikke noget der kan bygges på mellem os. det er kompliceret, og vi har ikke tid til det” Mine øjne fandt hendes, og jeg førte hende over til bænken der var i den ene ende af gravstedet. Jeg ville på ingen måde begrave mine følelser for hende, det kunne jeg bare ikke

“bebe, forklar mig det. Jeg tror på os, vi kunne blive det perfekte par” Jeg tog hendes hånd, og underligt nok trak hun den ikke til sig. “hvordan har du levet bebe, for jeg har ikke gjort det side du gik ud af min dør sidst”

“det har jeg heller ikke Justin, jeg har overlevet, og det er noget helt andet. Men jeg har arbejdet en hel masse, og så har jeg lavet mine lektier. gået op til de sidste eksamener, og spist lidt, en gang imellem”

“du burde have spist mere, end en gang imellem. Du har tabt dig” Hun drejde hoved væk, og jeg kunne se rødmen brede sig over hendes kinder. Jeg vidste godt inderst inde nu, at ingen af os rigtig havde givet slip på det der var. Problemet var bare, at det lige nu handlede om at få hende til at indse, at der ikke var noget galt med at kæmpe lidt for det.

“bebe, vi ved det jo godt begge to, vi er gode sammen, og det er kærlighed. Lad mig nu bare prøve at få det til at hænge sammen for os. Du bliver måske nødt til at forklare mig det hele, for jeg er virkelig dårlig til at læse tanker, og det er meget svære på afstand, end når du er hos mig”

“justin det er bare, det er jo ikke nogen hemmelighed, at du tager stoffer, og jeg har virkelig arbejdet på at komme af med at tage stoffer, så jeg kunne fokusere på min skole. Det er fristende at begynde igen, når jeg ved at du med garanti har noget liggende i huset, og jeg har ikke været til fest i snart to år, fordi jeg ikke kan styre mig selv endnu når det kommer til alkohol”

“jeg kunne få det ud af huset, bare så du ikke bliver fristet. Og måske i længden, kunne det hjælpe mig til at stoppe. Du kunne være min motivation til at stoppe”

“Justin, jeg ved ikke helt, måske burde vi bare glemme det her okay. Selvom det bliver svært - okay hvem prøver jeg at narre, det bliver umuligt, men vi kan undertrykke det”

“bebe, det kan vi ikke okay. Det er ikke noget livet vil have vi skal kunne klare. Det er os to for evigt bebe, og jeg vil aldrig lade dig falde”

“okay Justin. Hvis jeg får fem minutter til at forstå at jeg skal til at sige at min kæreste er Justin Drew Bieber. Det er kun fordi der er 50.000 piger der vil hade mig for det” Jeg grinte bare lidt af det, da det lang fra var det jeg havde troet hun ville sige. Men jeg var glad for at hun var min pige igen. Godt jeg ikke var den eneste der havde savnet det vi havde. For helt seriøst, så var det virkelig ikke noget jeg kunne leve uden. Hun trak vejret dybt ind, og da hun havde pustet ud, pressede hun sine bløde læber mod mine, og jeg lagde mine arme om hendes talje. Hendes hænder begravede sig i mit hår. Jeg kunne ikke andet end at nyde det at min pige var tilbage i mine arme, og smile til hende da vi trak os for at få luft.

--------------------------------------------------------------------------

Nåå, Hvad synes i så om det første kapitel i 2'ern? jeg kunne også virkelig godt tænke mig at i skrev, hvad i forventer der kommer til at sek, og om der er noget i gerne vil have med. Faktisk vil jeg bare gerne høre jeres mening om det hele, lige ind til videre, så gider i ikke skrive det?


Og forresten, det kan godt det bare er mig der ligger for meget i det, men nu har jeg det sådan at når der er så mange der læser med, at jeg faktisk godt kan føle mig presset til at gøre det perfekt. nu er jeg jo meget perfektionistisk, men jeg vil bare lige hør, om det kun er mig der synes at jeg ikke kan ligge et kapitel jeg hurtigt har skrevet ud?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...