Dance on roses? [Justin Bieber]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2'ern af "Never let you fall [Justin Bieber]" og jeg vil helt klart anbefale at i læser den først, eftersom den jo ligesom bygger en hel forhistorie op. Joy Samuelsen, pigen der var så heldig at blive kærester med Justin Bieber - prinse of pop - slog op med ham efter hun opdagede hvor hårdt det var for hende at han var berømt. Men hvad sker der når Joy pludselig møder Justin igen, på hendes families gravsted, og opdager hun i virkeligheden slet ikke er ovre superstjernen. Men kan Justin håndtere de skræmmende hemmeligheder der dukker op om Joys fortid. Og hvad sker der, når Joy igen kommer i kontakt med hendes værste fjender. Stoffer, alkohol og selvskade? Er deres kærlighed stærk nok til at holde. Find ud af det i Dance on roses?

34Likes
65Kommentarer
3122Visninger
AA

20. Høj

kapitel 18               Høj              Justins P.O.V

Jeg var lige kommet ud fra en lang sanke med Ellen o kring hvad der var sket, og hvordan jeg havde planer om at håndtere det her. Langsomt gik jeg ind i bilen. Havde ikke lige overskud til mine fans. Ville bare se på Joy igen. Se hendes smukke ansigt. Jeg så på datoen. Det var tre uger hun var blevet lagt i kunstig koma på grund af blodmangel. Det var direkte skræmmende at vide at ens kæreste lå halvt død et sted i verden. Mit blik gled ud af vinduet, og langsomt gang mine hænder frem til en lille hvid rulle et hemmeligt sted i bilen. Jeg lagde en af dem ned i min lomme, hvorefter jeg fandt en lighter og tændte en anden. Mærkede hvordan stofferne gik i hjernen på mig. Gled ind og forstyrrede min tankegang. Et sug mere. Mærkede hvordan jeg røg opad. Endnu et. Alle lyde omkring mig blev tydelige. Et til. Der var så klare farver at det næsten skar i mine øjne. Igen fandt røgen mine lunger, igen og igen et par gange mere blev alting forstærket. Det skar i mine øjne, alle lyde føltes som blev de spillet for højt ind i mine øre. Og så markere jeg det sidste sug på jointen. Følte hvordan jeg røg helt derop hvor alting blev meningsløst. Lydene nåede mig som var jeg under vand. Gled rundt i min krop, gav mig god tid til at registrere dem med min sløve hjerne. Farverne var klare, men ikke overdrevne. Det svingede lidt i udkanten af mit synsfelt. Jeg mærkede trængende til mere. Til at komme højre op. Igen søgte mine hænder det hemmelige skjulested, og en lille uskyldigt pille pose kom frem. Amfetamin. Jeg fandt en pille i posen. Fiskede den besværligt frem og lagde den på tungen. Slugte den med massere af spyt. Mærkede hvordan de stærke stoffer gled ind i min påvirkede krop. Jeg kørte som var jeg en ny opladt elbil, hurtigere end alle de andre. De bar så langsomme, mine øjne registrerende folks bevægelser uden for vinduet tydeligt. Vi droppede. Jeg kunne fornemme det før det rent faktisk gik op for mig at vi var stoppet. Det føltes så inderlig ikke at kør. Jeg gik ud. En pige kom ind foran mig. Sagde noget jeg ikke lagde mærke til. En arm blev lagt om mine skuldre, og jeg blev ført ind i en stor hvid bygning. Faldt næsten over trapperne. Kom ind i et værelse. En kvinde lå der. En smuk kvinde. Hun havde en masse slanger i den ene hånd, og der lå noget på hendes seng. Armen der lå om mine skuldre fik mig ned i en stol. Fjernede vægten fra min krop. Kom ind foran mig. Et ansøgt, det virkede velkendt. Men det hele flød ud. Hans hoved så ud som var det taget med en af de der størrelses forvrængede effekter man kan få til iPads. Han sagde noget, men lyden nåede mig langsomt.

"Juuuuustiiiiin. Hvooor meget haaar duuuu taaaget"

Et øjeblik vidste jeg ikke hvad han mente. Taget, jeg har da ikke taget noget for nogen. Jeg er ingen tyv. Så blev min o tågede hjerne mindet om stofferne. Jeg kiggede på manden. Hvorfor kunne jeg ikke huske hans navn. Jeg følte jeg burde kunne huske det. Han kendte mit navn. Virkede som en der kendte mig.

"En joint, og noget amf" min stemme lød underlig snøvlet. Det kørte rundt for mit blik. Alting virkede så ligegyldigt. Jeg følte mig så vigtig. Så meget bedre end alle andre. Jeg var den vigtigste.

Manden flyttede sig fra mit synsfelt, og jeg genkendte personen der lå i sengen. Hun var så smuk. Hun så så skrøbelig ud. Hun var min. Min pige. Min prinsesse. Jeg fik hendes hånd i min. På den sad en ring. Jeg kendte den ring. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg havde købt den. Til hende. Hun havde den på. Ubevidst rakte jeg hånden frem og to papiret og æsken fra sengen. Læste det. Forstod hvorfor jeg købte den ring. Mit blik fangede hendes ringen igen. Det var et bevis på hvor højt vi elskede hinanden. Jeg havde købt ringen, og hun havde sagt ja til den. ejg lagde mærke til en svag bib lød der løb igennem lokalet, ikke fordi den var unormal. Jeg vidste den skulle være her, den fortalte at hun levede. Med et chok gik det op for mig hvorfor jeg havde lagt mærke til den. den bippede ikke bare, den bippede unaturligt hurtigt.

Desperat kiggede jeg mig om efter noget at gøre. På en eller anden måde var min omtågede hjerne nået frem til hvad den skulle gøre, og med den sidste rest af fornuft jeg havde i min påvirkede tilstand kastede jeg mig frem mod nødhjælps knappen på væggen, i samme sekund som biplyden blev en lang tone

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

hey skatterbasser

Jeg spørg tit mig selv "hvorfor er jeg så dårlig til at udgive kapitler?" og svare er, fordi jeg simpelt hen føler det her ikke er godt nok til jer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...