Dance on roses? [Justin Bieber]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2'ern af "Never let you fall [Justin Bieber]" og jeg vil helt klart anbefale at i læser den først, eftersom den jo ligesom bygger en hel forhistorie op. Joy Samuelsen, pigen der var så heldig at blive kærester med Justin Bieber - prinse of pop - slog op med ham efter hun opdagede hvor hårdt det var for hende at han var berømt. Men hvad sker der når Joy pludselig møder Justin igen, på hendes families gravsted, og opdager hun i virkeligheden slet ikke er ovre superstjernen. Men kan Justin håndtere de skræmmende hemmeligheder der dukker op om Joys fortid. Og hvad sker der, når Joy igen kommer i kontakt med hendes værste fjender. Stoffer, alkohol og selvskade? Er deres kærlighed stærk nok til at holde. Find ud af det i Dance on roses?

34Likes
65Kommentarer
3134Visninger
AA

3. Du bløder ret meget

kapitel 2             Du bløder ret meget              Joys P.O.V

 

Justin havde fundet mig på kirkegården, det var godt nok ikke lige det jeg havde forestillet mig, men nogen gange er livet bare anderledes end det man lige tror. Jeg havde fødselsdag i dag, men forventede ikke rigtig at han huskede det, da vi jo ikke rigtig havde været sammen siden jeg gik fra ham. En pludselig indskydelse fik mig dog til at åbne munden.

“tak for fødselsdagsgaven Bibz” jeg smilede stort til ham, og han drejede hoved fra vejen. Og kiggede underligt på mig, før han fik et forstående glimt i øjet. Det var der jeg ud af øjenkrogen så det. Bilen var svinget da Justin drejede sig for at se på mig, og lå nu i den forkerte vejbane. En sort bil var på vej direkte mod os, og min reaktion var øjeblikkelig. Jeg kastede mig ind over Justin, drejede rettet hård, og bilen svingede lige forbi den modkørende, Og videre ud i grøften ved siden af vejen. Det gav et hårdt stød i mig da vi ramte jorden, og jeg bankede halvdelen af kroppen ind i instrumentbrættet, men intet virkede brækket. Justin stirrede på mig med store skræmte øjne, før han forsigtigt, fik taget min sele af, og lagt mit sæde ned.

“Undskyld! Undskyld! Undskyld! Joy åh gud, du bløder ret meget. Skal jeg ringe efter en ambulance? Undskyld! det var min skyld, du må ikke hade mig” Jeg kiggede på ham, og smilte så. Jeg kunne ikke rigtig mærke min krop, hvilket var underligt. Burde den ikke gøre ondt. En tyk væske løb ned i øjet på mig, og da Justin tørrede den væk, så jeg at det var blod. Gad vide hvorfor jeg havde blod i ansigtet. Justin var ret bleg, og han ringede til en eller anden, men jeg kunne ikke høre hvad han sagde, da det summede højt for min øre. Det var som om der var nogen der havde bygget en bikube i mine øre, og det var ikke helt sjovt.

 

***

 

Jeg må være faldet i søvn, for da jeg vågnede igen lå jeg på et hospital. Der stod en med noget der lignede en hjertestarter i hånden, og var klar til at bruge den på mig. Vent! hvad? En hjertestarter? På mig? havde jeg været død? En mørk tåge gled ind over min eøjne. “hun glider væk igen”  stemmen lød fjern, og så var det som om min hjerne blev stukket af en bi, og det hele var klart igen. jeg kunne ikke helt huske hvorfor jeg lå på et hospital, men da jeg igen lukkede øjnene for at slappe af kunne jeg huske det hele. Bilen, Justins bekymrede ansigt, Den underlige summelyd. For fanden, jeg havde været død! Jeg slog øjnene op igen, lige i tide til at se en læge komme over til mig med en sprøjte, og nogle piller.

“nu skal du tage et valg, enten kan du ende med at få skåret højre ben af, eller også ligger vi dig i narkose. Det er 50/50 om du vågner op af narkosen igen. hvad vil du helst?”

“stik mig den narkose” der var ikke et øjebliks betænkningstid ved det, da jeg fik stukket en maske over hoved sugede jeg ind, og mærkede hvordan jeg gled væk igen.

 

***

 

Det første jeg så da jeg igen slog øjnene op, var et par meget bekymrede brune øjne, der stirrede direkte på mig, hvilket havde været ret creepy, hvis de ikke var så velkendte, og virkelig så bekymrede ud. ikke noget falskhed, eller nogen forestillinger, bare ren og helt ubeskyttet bekymring. Jeg var forbundet til forskellige slanger, og bippende apparater, men det var okay, for jeg levede stadig, og jeg havde Justin.

“hey prinsesse” han lød simpelthen så sød og nusser, selvom han lignede en der havde brugt de sidste to år på at græde, og han stemme var helt hæs af det.

“hey, hvordan går det?”spurgte jeg. han smilede svagt til mig, og fandt min hånd under dynen. Jeg undrede mig lidt over hvor lang tid der var gået, for der var faktisk rimeligt mørkt udenfor, og det var lyst da vi kørte hjem.

“fint” han trykkede kort min hånd, men fortsatte så. “du har været væk i næsten en månede Joy, de var begyndt at snakke om at du nok ikke vågnede igen, fordi du var gået i koma, over narkosen. Men jeg har betalt dem for at holde dig ved livet lige indtil nu, for du skulle have en fair chance for at overleve” jeg smilte lidt til ham, og løftede den hånd han ikke hold i og strøg en lille ensom tåre væk fra hans kind.

“vil du så ikke kysse mig så jeg er sikker på jeg er i live?” Hans bløde læber fandt med det samme frem til mine. Jeg kunne føle alt hans angst for at jeg ikke skulle vågne op, håbet om at se mig slå øjnene op, skuffelsen ved at det ikke skete, lykken over at det endelige skete, og hvor meget han elskede mig, og havde savnet mig. Han trak sig alt for hurtigt tilbage, og smilede til mig. Jeg savnede allerede sødmen af hans læber, men det var okay at vi ikke brugte hele tiden på at kysse, for jeg var sikker på at det hele var okay nu.

En læge kom ind af døren, med næsen ned i sine papirer. han kiggede ikke engang op for at se om der var nogen da han snakkede, han gik vel bare ud fra at Justin sad på stolen, og gloede på mig. tænk sig at han havde gjort det i en måned.

“nå Justin, nu er det altså meningsløst at holde liv i hende længere, hun er død og det må vi bare indse. Hun tog selv risikoen” Jeg rømmede mig, og han kiggede forskrækket op på mig. så rødmede han forlegent.

“undskyld miss. Samuelsen, jeg vidste ikke at De var vågnet. Kunne De tænke dem noget mad?” Han så så komisk ud, at jeg begyndte at smile, og hvis det ikke havde været fordi jeg kun var vågnet op, så jeg lige nåede ikke at dø, så var jeg nok begyndt at grine.

“em nej, men jeg vil meget gerne vide, om jeg er kommet til skade efter ulykken”

“selvfølgelig vil De det miss. Samuelsen. Det er sådan at du er…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...