Dance on roses? [Justin Bieber]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2'ern af "Never let you fall [Justin Bieber]" og jeg vil helt klart anbefale at i læser den først, eftersom den jo ligesom bygger en hel forhistorie op. Joy Samuelsen, pigen der var så heldig at blive kærester med Justin Bieber - prinse of pop - slog op med ham efter hun opdagede hvor hårdt det var for hende at han var berømt. Men hvad sker der når Joy pludselig møder Justin igen, på hendes families gravsted, og opdager hun i virkeligheden slet ikke er ovre superstjernen. Men kan Justin håndtere de skræmmende hemmeligheder der dukker op om Joys fortid. Og hvad sker der, når Joy igen kommer i kontakt med hendes værste fjender. Stoffer, alkohol og selvskade? Er deres kærlighed stærk nok til at holde. Find ud af det i Dance on roses?

34Likes
65Kommentarer
3143Visninger
AA

7. Det snurrer

Kapitel 5              Det snurrer              Joys P.O.V

 

Jeg var vågnet med en mærkelig snurrende følelse i højre ben. Det føltes som om det sov, og en gang imellem kunne jeg mærke små ryk i det, som jeg ikke selv havde noget med at gøre. Jeg tog krykkerne fra væggen, og begyndte at humpe ind til Justin i stuen. I hånden havde jeg de fire pakker amf han havde lovet mig. En overdosis skulle nok klare det hele. Jeg kunne huske i går, da hans læber kærtegnede min krop, men på en eller anden måde var det ikke nok længere. Jeg havde brug for at bevæge mig, og det kunne jeg ikke. Jeg nåede døren, og så på Justin, mens ordene lavt forlod hans læber. "Jeg elsker dig"

Jeg vendte hoved væk fra ham, og humpede videre ud i gangen, hvor jeg med besvær fik både sko og jakke på. I min taske gemte jeg vand og pillerne. “jeg elsker dig” ordene forlod lavt mine læber, inden jeg smækkede døren efter mig. Min mobil lod jeg ligge, sammen med mine nøgler på den lille skænk jeg havde i gangen. Nu var det hele Justins, for jeg kom ikke tilbage. Jeg håbede inderligt han ville tage sig godt af huset, og passe på min elskede kat. Hvert enkelt lille hump jeg foretog mig fik krykkerne til at mase sig hårde ind mod mine arme. Jeg frøs, fordi jeg ikke havde særlig meget tøj på, men det hele skulle nok snart blive bedre. Jeg ville møde min mor og far igen. I himmelen kunne jeg vendte på Justin, jeg kunne sidde og kigge på ham fra, og holde øje med at han ikke foretog sig noget dumt. Jeg stoppede mine bevægelser da jeg stod ved vandet. Det her sted betød noget særligt for mig.

 

Mine øjne fangede min fars blå øjne, og han sendte mig et stort smil. Det var så lang tid siden vi havde haft god tid til hinanden, og derfor betød det noget særligt for mig at gå den her tur med ham igen. Det var her vi altid havde gået og snakket ud om tingene.

“Du er blevet så smuk Joy. Meget li din mor. Der gik ikke en dag hvor hun ikke var lidt smukkere end den forrige. Sådan er det også med dig” Han bøjede sig ned og kyssede min pande. Jeg var så glad for at blive sammenlignet med min mor, for hun var bare så smuk. “tak far”

 

Øjeblikket fra min 13 års fødselsdag strømmede igennem mig, sammen med den første Panodil der gled ned gennem min hals. Jeg slap krykkerne, og skulle til at tage den næste pille, da det gik op for mig at jeg stod på mine egne ben. Oprejst, med lige meget vægt på dem. Prøvende tog jeg et skridt frem. Jeg vaklede lidt på det ustabile sand, men jeg kom frem ad. Forsigtigt tog jeg et skridt mere. Og så et til. Før jeg vidste af det havde jeg gået et godt stykke tilbage mod mit hus. Jeg bevægede mig længere og længere frem, hurtigere og hurtigere. På vejen smed jeg skoene, desperat efter at mærke sandet under mine fødder. Jeg bevægede mig med hurtige lange skridt, og blev for hvert minut mere og mere sikker på mine bare fødder. Og til sidst ramte mine fødder asfalten, og det gik op for mig at jeg løb. Det eneste jeg kunne tænke på var hvor glad jeg var, mens jeg siksakkede ud mellem New Yorks beboere. En blidt latter banede sig vej op gennem min strube.

Jeg hamrede næsten ind i døren til mit eget hus, og famlede efter nøglerne i mine lommer, men det var der jo ikke. Mine Knoer hamrede utålmodigt på døren, til Justins ansigt kom frem i den, Og jeg langt om længe kunne kaste mig om halsen på ham. Han stod stille et øjeblik, men knugede mig så ind til ham.

“Joy, Joy, Joy. Er det virkelig dig skat” hans stemme lød lav i mine ører, og jeg mærkede hvordan hans arme strammede grebet om mig. Jeg trak mig lidt tilbage og kiggede ham i øjnene. Jeg kunne ikke kontrollere det store smil der lå på mine læber. “ja det er virkelig mig” Hans hænder lagde sig om mit ansigt, og så lå hans bløde læber over mine. Jeg skubbede døren i med højre fod. Og han pressede min krop op mod den nu lukkede døre med hans egen. Mens hans kys blev mere og mere intense. Så trak han sig væk igen og kiggede på mig. Hans øjne blev lige så stille meget meget store.

“Joy hvordan er du kommet her over ruden krykker”

“når det, jeg er du ved… bare gået”

“men det kan du jo ikke Joy, skat du er lam i benet” Jeg bevægede mig langsomt over mod ham, med små vaklende skridt, nu da adrenalinen var forsvundet fra min krop var det en del sværere at gå, men jeg gik ud fra ta det bare skulle trænes, og så var det der.

“jeg var lam i benet. Og du skal ikke spørger mig hvordan, for jeg aner det ikke” igen kunne jeg mærke at der ikke var noget adrenalin tilbage i min krop, og at det gjorde det hårde for mig at stå på det dårlige ben. Nu hvor rusen var ovre, var jeg konstant ved at falde. I et forsøg på at holde mig selv oprejst, søgte min hånd ud efter væggen. Dog nåede mine fingre kun et strejfe den kolde hvide maling, før hele min krop faldt ind mod den hårde træ væg. Justins hænder tog hurtigt fat om mit liv, hvilket hold mig oppe, nu halvt liggende mod Justin og væggen, og halvt stående. "Bebe, måske skal vi have fat i en læge, for du kan ikke gå rundt på det ben endnu" Jeg nikkede lidt til det han sagde, da det nok gav meget god mening, at vi lige skulle have set på det. Derfor protesterede jeg for en gangs skyld ikke da Justin løftede mig op, og bar mig ud i hans bil - der lige for tiden holdt i min indkørsel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...