This is my story - Divergent FF -

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2014
  • Opdateret: 24 mar. 2014
  • Status: Igang
Dette skulle have været en kort historie omkring Natalie Prior, men det blev til et oneshot, så det er måske en smule rodet i det.|Jeg deltager i Divergent konkurrencen | OOPS: Denne movella kan indeholde spoilers.

6Likes
14Kommentarer
376Visninger
AA

1. 1.- Udvælgelsesceremonien


 

''Er du klar?'' råbte Kristine til mig, for at overdøve resten af de råbende skytsengle. Typisk skytsenglevane, at råbe når vi er nervøse. Enhver anden dag ville jeg også have været en del af dem., men ikke i dag.

''Ja, så klar som jeg nu kan blive,'' råber jeg tilbage, og tvinger et smil frem. Det varer i få sekunder, før jeg bliver nødt til at gabe. Jeg var oppe hele natten, og lytte til de andres tunge og langsomme åndedrag, mens jeg forgæves prøvede at finde på noget som jeg ville kunne sige til Kristine, efter jeg havde valgt Puritanerne.

Men det eneste jeg kunne finde på, var at jeg bare aldrig havde følt at jeg hørte til hos Skytsenglene. Og hvem ville også høre på det pjat?

Jeg sukkede stille for mig selv. Det hele var alligevel bare tomme ord, hun ikke kunne bruge til noget.

Pludselig bankede en albue ind i min side.

''Av..'' gryntede jeg, og kiggede op. Kristine kiggede på mig med store grønne øjne. ''Hvad skulle det gøre godt for?'' spurgte jeg med høj stemme, og ømmede min hofte.

''Hørte du overhovedet halvdelen af hvad jeg sagde?'' råbte hun tilbage.

''Njaa.. Undskyld,'' mumlede jeg, selvom jeg vidste hun ikke kunne høre andet end en mumlen, og gav hende et undskyldende blik.

Hun skulle lige til at give sig til at grine, da alle skytsenglene pludselig stoppede op, og der blev fuldkommen stille.

Mig og Kristine udvekslede nervøse, men også spændte blikke, og jeg lod hendes hånd tage mig. Jeg fik med det samme et stik af dårlig samvittighed.

Jeg undgik hendes forsøg på at fange mit blik igen, og bed mig i læben. En vane, jeg havde haft lige så længe jeg kunne huske.

En mand, jeg aldrig havde set før, trådte ind i miden af en kreds, alle 16årige og deres familier havde formet.

Jeg kunne lige se hans hoved mellem alle de andre skytsengle.

Han var ung, for en gammel mand, men gammel fra en 16årig piges.

Og jeg var det sidste.

Han foldede sine hænder omme bag på ryggen, og begyndte at tale. ''Vi er i dag samlet, fordi alle 16årige i dag, skal vælge hvilken faktion de vil tilbringe resten af deres liv i.'' sagde han og smilte stift. Stift og falskt.

Alle klappede, men stemningen var ikke nær så festlige som alle de hænder, som klaskede sammen – det var som hvis nogen havde lagt et stort, tungt tæppe ned over den store bygning vi var i, og havde skrevet vi er i dårligt humør over alt på væggene.

''Alle 16årige, stil jer i kø med de andre 16årige fra jeres faktion, alfabetisk rækkefølge.'' sluttede han smilende af med.

Vi gjorde lydigt som han sagde, og efter noget tumlen og Av og Se dig lige for, fra Skytsenglenes side, var alle omsider på plads.

Pacifisternes kø startede, og jeg talte hvor mange som ikke valgte deres egen. 2, så vidt jeg kunne se.

Begge to til Puritanerne. Ikke nogen stor overraskelse, de to faktioner mindede alligevel meget om hinanden. De var begge så stille og rolige, så hyggelige.

Det var efter min mening, den charme Puritanerne havde – de skulle aldrig slå på nogen, eller værre. De havde sikkert aldrig holdt en ægte – eller falsk – pistol.

 

Efter så lang tid, at jeg næsten havde fået kolde fødder og var gået i panik, var det endelig Skytsenglenes tur. Den første var en høj pige, med stort, rødt, krøllet hår, som jeg aldrig havde set før. Hun var meget køn, hvis man så bort fra den vraltende måde hun gik på. Hvilket jeg gjorde, for jeg kunne lige så godt lære mig selv kun at se det gode i folk, så jeg var klar til Puritanerne.

Jeg stilte mig på tæer for at prøve at se hvad pigen valgte, men opgav, efter at det eneste jeg kunne se var en sort T-shirt, fordi en gigantisk dreng havde stillet sig foran mig.

Turene gik hurtigt. Jeg beroligede mig selv så godt jeg kunne, imens manden fra tidligere, råbte navn efter navn op, og jeg hele tiden trådte et skridt tættere på min skæbne. Det sted, jeg skulle bruge resten af mit liv i. Jeg sank klumpen i min hals, før den voksede sig så stor at den sprængte min hals.

''Kristine Jupir,'' sagde en dyb mandestemme.

Kristine klemte min hånd, som hun stadig holdte fast i fordi hun havde nægtet at gå hen på sin plads i køen, da en mand bedte hende om det. Hun havde stampet i gulvet, men da det ikke havde hjulpet, spærrede hun sine grønne øjne op, og underligt nok fik hun lov. Hun klemte den en gang til, og gav så slip. Jeg ville have kigget hende ind i øjnene, og smilet og ønsket held og lykke til hende, men jeg var alt for bange for at jeg ville begynde at græde, eller gå i panik. Det var min tur meget snart.

Jeg prikkede på den gigantiske dreng som stod foran mig, og han vendte sig og kiggede på mig.

''Undskyld, må jeg ikke komme foran dig? Det er min veninde og..'' begyndte jeg, men han afbrød mig.

''Jo, selvfølgelig.'' sagde han, og stilte sig om bag mig.

Jeg stilte mig på tæer, og strakte hals, og så kunne jeg se Kristine. Hun så fattet og cool ud, men jeg vidste af erfaring, at det kun var overfladen. Inden i var der som et vandfald – ude af kontrol.

Manden fra tidligere, kom hen med en kniv, og så skete det hele meget hurtigt. Ingen følelser, bare sådan.

Hun skar en lille streg, og førte hurtigt hånden hen til Skytsenglenes krukke, som om hun bare ville have det hurtigt overstået. Det ville hun sikkert også.

Det kom ikke bag på mig, at hun valgte Skytsenglene. Men jeg havde håbet på, at hun havde valgt at skifte. Så ville det ikke gøre nær så ondt at jeg også skiftede – ikke nær så selvisk.

Hun gik med hurtige, lange skridt tilbage, og fangede mit nervøse blik.

''Du er på snart,'' sagde hun, blinkede til mig, og klemmede min skulder. Alle de andre foran mig, gjorde det alt for hurtigt. Og pludselig var det min tur.

''Natalie Prior.'' sagde manden.

Jeg gik med faste skridt hen ad gulvet, og beordrede vandfaldet inden i mig, til at stoppe. Det lykkedes næsten.

Efter mange nervøse skridt, stod jeg i midten. Manden kom hen til mig med en kniv, med et langt, skarpt blad.

Jeg tog imod den med rystende arme og hænder, og jeg måtte kæmpe for at mine tænder ikke begyndte at klapre.

Manden gik med lange skridt tilbage, væk fra alle de spændte øjne.

Jeg undgik mine mor og fars blikke, og lavede en lidt for dyb rift i min håndflade. Det sveg, men så kunne jeg i det mindste fokusere på det, i stedet for.. alt andet.

Med en hurtig bevægelse (jeg prøvede at efterligne Kristines afslappede stil), gik jeg hen til Puritanernes krukke. Jeg hørte nogen få gisp, men jeg prøvede stadig på kun at fokusere på smerten.

Men så gav jeg op, og mødte mine forældres blikke. Deres kolde udtryk, og sammenbidte munde, fik mig til at stivne. Og så gav jeg slip på mit greb på min håndflade, og lod blodet dryppe i.

Jeg kiggede væk fra deres følelsesløse blikke, og bed i min læbe, så hårdt at det gjorde ondt. Og kort efter, kunne jeg smage blod.

Jeg havde heldigvis en langærmet på, så jeg kunne tage min hånd ind i ærmet, og gå med faste skridt, hen til Puritanerne. Så det gjorde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...