Blomsten i mit bryst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2014
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
"Nogle gange er alkoholens ar ikke værst, når de dannes - det, at de stadig er der femten år efter, er det værste. Det ved jeg alt om, for jeg har dem spredt ud over min sjæl og min krop. De har delt mit hjerte i to" - En ung piges fortælling om minderne og konsekvenserne af en fordrukken far gennem barndommen.

23Likes
37Kommentarer
653Visninger
AA

1. Blomsten i mit bryst

Der er helt stille. Jeg kan høre bilerne skynde sig forbi udenfor. Vinden der suser mod ruderne. Mine fodtrin der knirker, da jeg skråner over trægulvet. Jeg kan ikke lade være med at liste. Jeg lader mig synke ned på den knirkende vindueskarm, hvor jeg har fuldt udsyn til gaden. Jeg hviler hovedet mod den kolde rude.

Jeg kan høre mine vejrtrækninger. Stødte og rolige. De er det eneste levende herinde.

I dag er det 11. november. Min fødselsdag. For tyve år siden trak jeg vejret for første gang.

Der dufter ikke af nybagt kage i min lejlighed, der flyder ikke fødselsdagsflag og gavepapir rundt omkring på gulvet. De eneste flakkende lys der er, stammer ikke fra en lagkage med tyve lyserøde lys, men fra gadelygterne udenfor. Der står ikke andet på spisebordet end en tekop, jeg glemte at tage med mig. Dampen snor sig sirligt op fra den vaniljeduftende, gyldne overflade.

Det er ikke fordi, jeg ingen venner har. Jeg fortrækker bare at være alene, hvis nu han skulle komme. Og før han gør, har jeg brug for at samle mine tanker. Samle mig selv. Jeg føler mig altid så tom, som om jeg ikke er andet end en vase uden blomster, mens jeg venter, år efter år.

Jeg spejder ud, holder øje med de folk der kommer og går nede på gaden. To fulderikker, der smadrer en flaske og ler højt. Jeg bider tænderne sammen. Et kærestepar, der går og råsnaver mentalt, med deres fingre flettet tæt ind i hinanden. Det ville ikke overraske mig at finde sting, der binder dem permanent sammen. Jeg mærker et stik af jalousi, men fejer det til siden, ind under gulvtæppet.

En enlig person går alene på fortovet. Et øjeblik mærker jeg mit hjerte sætte farten op, vinger der rører på sig i min mave. Men så snart jeg ser det flagrende hår og de røde stiletter, holder vingerne op med at baske og trækker maven med sig i faldet.

Jeg kigger på mit svage spejlbillede i ruden. Mine turkise negle banker let på det kolde glas. Ikke en dråbe neglelak dryppede ved siden af, da jeg lagde det tidligere i dag, hver og en af neglene er perfekte. De er produkt af en tålmodighed, der ikke længer fylder min krop.

Jeg betragtede pigen i spejlet. Poserne under øjnene var hævede og læberne opsvulmede. Det lille lyserøde skørt var krøllet efter nattens mørke. Håret, der før var sat i en perfekt knold, var faldet sammen og små totter af hår var faldet ud hist og her. De små negle var malede i en rosa farve, men på pletter var farven ved at skalle af.

Havde det været i går, jeg stod foran spejlet, ville mine mundvige krænge opad i et smil. Jeg ville være spændt, begejstret og glad. Forventningsfuld.

Men nu knugede jeg en håndfuld af skørtet i min ene hånd. Stoffet var blødt. Mine små knoer var godt på vej til at blive helt hvide, så hårdt knugede jeg. Det føltes som om min hals slog knuder på sig selv. Hvorfor kom han ikke? Var jeg det ikke værd? Var det fordi, jeg havde gjort noget forkert? Nej, sådan var det ikke! Måske kunne han ikke. Hans arbejde forhindrede ham i det, ligesom det ofte gjorde. Gjorde at han kom sent hjem og var så træt dagen efter, at jeg ikke måtte forstyrre ham. For så blev han sur, fordi det gjorde ondt i hans hoved. Og det var synd for ham.

Men vi havde jo aftalt at mødes før det hele gik i gang. Han skulle bare lige ses med en kollega i byen først, og så ville han komme. ’Kun lige en hurtig snak’ sagde han og klappede mig kejtet på hovedet, som var jeg lidt dum, fordi jeg overhovedet tvivlede.

Men inderst inde i mit knugende bryst, dæmrede det for mig, at det ikke var hans arbejde der var skyld i hans fravær blandt tilskuerne. Det fortalte den skarpe, søde lugt mig, der sneg sig ind under døren som slangen i Paradisets Have.

Jeg snurrede rundt og løb over til døren. Skubbede forsigtig, men hårdt og bestemt til den, for at lukke den mere i. Jeg kunne ikke lide lugten, der kom fra stuen. Den rev og sled i min næse, gjorde mig svimmel, så end ikke det solide gulv kunne holde mig lige. Jeg ville have den til at gå væk. Men døren ville ikke holde den ude. Jeg kunne stadig lugte den hæslige dunst alt for godt.

Tårerne begyndte lydløst at glide ned ad kinderne.

Jeg kaster et blik på uret, der hænger på væggen overfor. Den røde viser arbejder sig frem i stive ryk, konstant og uden ændringer. Jeg kan mærke træet under mig, trækket fra vinduet. Men jeg flytter mig ikke. Sidder bare der, og betragter tiden gå, sekund for sekund. Lytter. Venter. Føler min hals snøre sig en anelse sammen. Men der er ingen tårer, der presser på. Ikke mere.

På et tidspunkt rejser jeg mig. Lader fingrene glide ind i hanken på tekoppen, mærker det glohede glas mod min hud. Så går jeg ud i køkkenet, vender bunden i vejret på koppen. Betragter dampen stige op fra vasken, da vandet rammer. De små dråber hopper skøjtende op og ramler ind i siderne. Så glider de lige så stille ned igen. Jeg fanger en af dråberne med fingerspidsen. Betragter den flygte ned ad min finger.

Jeg sætter vand over til en ny kop te. Smider det gamle tebrev ned til de fire andre, der allerede ligger i skraldespanden. Så finder jeg et nyt. Jeg læner mig op ad køkkenbordet. Kigger ikke på noget bestemt, mit blik fokuserer ikke. Jeg står bare og lytter, lytter til vandet der koger op, til ekkoet af dråberne. Lytter til lejlighedens åndedræt.

Popkornene sprang lystigt omkring nede i posen. Det lød som en masse champagnepropper der hoppede ud af flaskehalsen på samme tid. Jeg stod utålmodigt og spejde gennem det slørede glas i mikrobølgeovnen. Jeg kunne høre pigerne råbe og le inde fra stuen af.

Jeg smilede.

Mine fingre bankede utålmodigt mod indersiden af skålen, det trak i min krop for at komme tilbage ind i stuen til de andre. Jeg havde glædet mig til denne aften i dagevis, planlagt det hele ned til sidste detalje. Hvornår de kom, hvordan vi alle skulle presse os sammen på gulvet foran fjernsynet, hvilke snacks der skulle stå klar og hvilke der skulle komme i løbet af aften. Jeg havde fundet de perfekte film, vi skulle se. Og vigtigst af alt, havde jeg sørget for, at min far var i byen den aften.

Endelig angav tiden, at popkornene var færdige. Jeg skyndte mig at hælde dem over i en skål, og jeg lagde ikke rigtig mærke den hede luft, der brændte mine fingre. Mit blik fulgte popkornene suse ned i skålen, den svage lyd når de ramte bunden. Den mindede om nogen, der bankede på døren.

Bankende lød gennem hele huset. Det gik langsomt for mig, at der rent faktisk var nogen der bankede på. Forvirret og med rynkede bryn skyndte jeg mig ud og åbnede døren. Og der stod han selvfølgelig på trappetrinnet med skjorten uden for bukserne og den vrede stank af bourbon omkring sig. Han smilede fjoget til mig. Al farve forlod mit ansigt.

”Far?” hviskede jeg, ”Hvad laver du her?!”

”Festen blev kedelig, og så tænkte jeg, at jeg ville tage hjem og være sammen med min pige!” slingrede han og gav mig et hårdt knus. Jeg stivnede i hans favn. Min hjerne begyndte at arbejde på højtryk.

”Uhhh, popkorn!” råbte han og glemte alt om mig igen. Før jeg vidste af det, spankulerede han skævt ned af gangen mod køkkenet og duften af salt og smør. Rædselsslagen snurrede jeg rundt. Nede ad gangen kunne jeg se, hvordan alle hovederne blev stukket frem i døråbningen. Nysgerrige. Men alle som en ændrede deres ansigtsudtryk sig. Smilene stivnede og øjne blev klare og på vagt. Nervøsitet, afsky, frygt. De stod alle malede i ansigterne på mine veninder.

Mine kinder brændte, og jeg kunne mærke tårerne presse på. Min hjerne var blank, da jeg hårdt greb min far i armen og slæbte ham ind på sit værelse. Forvirret og forurettet kiggede han på mig, som en lille dreng, der ikke forstod, hvorfor han ikke måtte løbe ud på togskinnerne. Men jeg var ligeglad. Skammen og vreden flød side om side i mine årer. Jeg kastede kun ét blik på ham, da jeg hårdt smækkede og låste døren efter mig.

Der lå en tung stilhed over stuen. Og den blev der resten af aften.

Mine muskler sitrer, hver og en af dem. Jeg ser for mig, hvordan jeg griber koppen på bordet, slynger den gennem rummet, flyvende i tid og sted, indtil den rammer væggen. Smadres i store som små stykker, så keramik flyder over gulvet. Jeg længes efter at gøre det, der trækker i hele min krop som marionetsnorene i en dukke.

Men jeg tøver, kan ikke få mig selv til at gøre det. I stedet går jeg ind i stuen. Mine ben er spændte og stikkende, jeg har brug for at bevæge mig. Hvorhen ved jeg ikke. Så jeg går bare rundt i ring.

Det er som om, at der er blevet to halvdele af mig. I den højre side af hjertet suser de glohede følelser af vrede, skam og svigt i en hvirvelvind. De har været i min krop så længe jeg kan huske, har for længst bundet knuder og sløjfer på sig selv og hinanden. De flyver rundt i blodårerne med lynets hast, pumpet ud i min krop. Alarmerer mine muskler, mine sanser og min hjerne. Gør mig så rastløs og spændt, at jeg kunne løbe et maraton på denne rene adrenalin.

Jeg ønsker virkelig at være vred på den mand, der smed ansvaret fra sig i vejkanten, da han fandt ud af, hvordan bunden af glasset så ud. Selv da hans lille pige ikke havde andre, fordi en uopmærksom bilist tog ansvaret fra hendes mor. Efterlod de to alene i verden.

Jeg ønsker, at han skal se mig nu, se hvor godt jeg klarer mig uden ham. Se ham vride sig inden i af skyld. Se hvordan hans ansigtsudtryk vil ændre sig, når jeg afviser ham i døråbningen. Tilfredsheden, der vil strømme gennem mig, ved at gengælde den smerte, skyld og svigt, han selv serverede for mig, da jeg var barn. Retfærdigheden.

Men den boble brister, punkteret af virkelighedens nål, der er ført af min venstre side af hjertet.

For dybt inde i mig, på underbevidsthedens overflade, håber jeg, at min far kommer. Ikke for at smække døren i hoved på ham. Ikke for at slynge ord ud i en velovervejet lussing. Ikke for at gøre ham ondt. Men for at give verden en chance for at rette op dette rod, den har lavet. For at give min far en chance. Og ikke mindst for at give mig selv en chance for at tro på de gode minder, der så ofte føles som flygtende dråber på bagsiden af hjernen. Umulige at fange.

For at give d. 11. november chancen for igen at være så magisk, som jeg fandt den, da jeg kun var en lille pige. Dengang jeg havde en far indhyllet i så mange tåger, at han sjældent så længere end spidsen af sig selv, var denne ene dag tidspunktet, hvor alle tåger lettede og tillod lidt sollys at trænge igennem.

Jeg lå i min seng med dynen trukket op over skuldrene. Jeg havde vidt åbne øjne, lå og lyttede til de få fugle, der stadig var tilbage i verden. De havde allerede påbegyndt deres fødselsdagssang for mig, det kunne jeg høre, mens jeg lå og ventede. Lyttede efter fodtrin ude på gangen, lyttede til køkkenet og min far.

Da jeg kunne høre ham komme listende ude i gangen, lukkede jeg fast øjne i. Kun lyden af mine små spændte åndedræt brød stilheden mørket. Jeg ventede. Sommerfugle flakkede livligt rundt i maven. Døren blev forsigtigt åbnet, og gennem mine øjenlågene kunne jeg se striben af lys der faldt ind. Jeg forsøgte ikke at smile, lade som om jeg stadig sov. Så min mund endte som altid i en underlig trutmund og mine øjenlåg dirrede.

Fjedrende knirkede, da min far sank ned på sengen. Jeg kunne dufte både æg og bacon og friskt brød. Den søde duft af appelsinjuice var der også. Og så kunne jeg ikke holde den sovende maske længere. Samtidig med, at min far begyndte at synge ’I dag er det Agnes’ fødselsdag, hurra, hurra, hurra!’, flækkede mit ansigt i et smil, der gik fra øre til øre.

Jeg åbnede øjne og lod som om jeg stadig var lidt groggy, da jeg kiggede op på ham. Han havde friseret sit brune hår, der lå i en krans om hans ansigt, og han duftede sæbe. Hans ånde lugtede af tandpasta og hans øjne smilede mere end hans læber. Små rynker spredte sig omkring hans øjne. Jeg havde altid syntes de lignede solstråler.

”Tillykke med fødselsdagen, prinsesse” sagde han og trykkede sine læber mod min pande.

Jeg smilede så meget, at det gjorde helt ondt i mine kinder, og i det øjeblik, var det kun den rene gyldne følelse af lykke, der gennemstrømmede min krop. Jeg vidste, at det ville blive en perfekt dag. Det gjorde det altid.

Mit voksne jeg fortæller mig, at jeg er dum.

Dum, fordi jeg giver gode slutninger, der kun forekommer i bøger, en chance. For at give det håb, der er altid er plantet i mit hjerte, når jeg vågner om morgenen d. 11. november, lov til at være der. For jeg har altid forestillet mig, at hvis min far nogensinde skulle vælge at opsøge mig, ville han gøre den på min fødselsdag.

Så hvert år venter jeg. Venter på at blomsten i mit hjerte skal folde kronbladene ud, når håbet bliver til virkelighed. Hvert år venter jeg på at høre bank på døren, se ham stå nervøs og med et klart blik i døråbningen. Se solstrålerne begynde at stråle omkring hans grå øjne. Lade mig falde i hans arme endnu en gang og mærke hans læber mod min pande, som var jeg syv igen.

Og hvert år ender jeg det samme sted. Siddende på gulvet halvvejs mellem vinduet og hoveddøren, med lukkede øjne og et hjerte, der farer sammen ved den mindste lyd ude på gangen. Med en mave fuld af stadig flagrende sommerfugle.

Udenfor flænses mørket af et råb. En fugl synger. Vand der drypper. En der ser tv i lejligheden ved siden af. Fodgængere på gaden. Biler der bumper forbi. Mit åndedræt lyder fjernt og overfladisk. Dagen i dag får verden i mig til at stoppe med at dreje. Tiden er en anden. Verden er en anden.

Indtil en anden dag gryer. Den ventende blomst i mit bryst vil visner, og verden vil begynde at rotere igen.

Uret tikker inde i stuen. Tikker i takt med lyden af mit bankende hjerte. Sommerfuglene er blevet langsomme og trætte, holder en efter en op med at baske rundt.

Ti minutter inde i den 12. november falder mit hoved til siden og øjnene lukkes i.

Jeg flyder væk.

Blomsten visner.

D. 11. november dør hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...