I'm Alive (One Direction)

Livanna osse kaldt Liv, lever et hårdt og barsk liv sammen med hendes voldige far. Liv er ved at være vand til rutinen når hun kommer hjem fra skole. Hendes far voltager hende, og Liv er ved at få nok. Hun ture bare ikke at sige det til nogen fordi hun ikke stoler på nogen efter hendes mor forlod hende. Liv og hendes far flyttede til London. Til en uvan tilværelse, som ikke lignede den anden på nogen måder. Da liv var 14 skred hendes bedste ven for hende, bedre kendt som den nu verdens kendte Harry Styles. Han har ikke prøvet at kontakte hende siden den dag, og det pigner hende virkeligt. Hun savner ham. Liv har fået alt for meget og beslutter at tage sit eget liv. Men hvad sker der når hendes gamle bedste ven kommer tilbage?? Når nogle helt andmindelige drenge ser hende på vej hjem fra byen ved en bro?? Er drengene helt almindelige alligevel?? Men når Livanna overhovedet at begå selvmord?? Og hvad sker der når to fra bandet får følser for hende?? *Har rettet coveret et par gange...*

43Likes
105Kommentarer
9404Visninger
AA

6. The voice, the moment!...

HARRY's SYNSVINKEL

Mig og drengene var på vej hjem, efter en lang dag i studiet. Vi havde indspillet musikken til vores kommende musik video You & I. Det var blevet en virkelig fed sang. Og videoen passede så godt til, hverken for kedelig, eller underlig. Den var perfekt! Vi gik i parken. Louis og Zayn havde gang i en eller anden diskution om hvem af dem der var bedst til at lave mad. Men jeg havde svaret! Ingen af dem, de var begge lige elendige til at være i et køkken! Sorry Boy's! Niall gik og snakkede i telefon. Det var han's mor, de havde ikke set hinanden i lang tid, så det var fair nok. Han's familie bor jo i Mullingar i Ireland imens vi her her i London-England. Liam gik og nynnede, vis jeg ikke tog fejl så havde han fået sangen på hjernen. Imens jeg bare gik og vendte ordene fra Livanna's SMS. Jeg havde endelig ikke tænkt på andet, hvilket drengene var ret trætte af, da de ikke viste hvad jeg gik og speakulerede på. Men jeg havde lovet dem at det ikke var noget vigtigt, og at det bare var sangteksten jeg prøvede at huske. Nogen gange måtte man jo stikke folk en løjen eller to. Jeg ved godt at de er mine brødre. Altså ikke biologisk set, men de virker sådan!

Jeg kiggede lidt frem. Der var en eller anden pige der var igang med at komme op på broen. Og stå på gelænderet. Da vi kom tættere på, blev jeg nød til at knibe øjnene sammen en ekstra gang. Men det var rigtigt nok det jeg så. Så det var det hun mente! 'Ses på den anden side' Selvfølgelig! Hey bare lige så i ved hvem jeg snakker om, så var det Livanna! Ja min barndom's ven. Min pige, som jeg kunne fortælle alt til! Altså vi har aldrig været kærester eller noget, men hun var min tøz! Der var ingen der måtte tage hende fra mig den gang! Hun ville altid være der! Der ville altid være en plads i mit hjerte til hende! Hun måtte ikke! Hun måtte ikke glemme at jeg var her. Jeg ved godt at det var mig der skred! Og je jeg fortryder det! Jeg viste virkelig ikke at hun havde det sådan! Og det ved jeg stadig ikke! Ud over at hun altså prøvede at begå selvmord! Men hvorfor?? Hun viste at jeg altid ville have en skulder klar, og at jeg altid ville være der for hende! Men nej, det var jeg jo ikke! Jeg skred da hun havde det hårdest! Og hver gang hun skrev, ignorerede jeg hendes beskeder! Det var vel hendes måde at råbe op om! Hvorfor kunne jeg ikke se det? Jeg er jo blind! Men siger man ikke at kærlighed sløre alle de rigtige veje?? Jeg brude nok lige fortælle, at jeg måske har kunne lide Liv en lille smule hele tiden! Men altså kun lidt! Jeg brude læse mellem linjerne næste gang ikke?? Jeg tror det er et godt tip at huske!

Hurtigt råbte mine lunger hendes navn, af al den kræft de havde! Jeg stod hurtigt ved siden af hende, og fik hende ned at lægge på astfalden. Jeg ved endelig ikke hvorfor jeg lagde hende ned, men det var nok lige det letteste i det sekund. Jeg havde allerede tåre i øjnene. Men måske fordi jeg lige var ved at miste hende. Jeg burde have haft ringet ikke?? Nu forstår jeg godt den sorg hun har holdt tilbage, da jeg skred! Niall satte sig hurtigt på hug ved siden af mig, han så nervøs ud. Har var vist blevet færdig med at snakke i telefon.

''Hey bro, hvad sker der??'' Med Niall's ord var det let at gætte at han var nervøs!

''Intet...'' Min stemme var rystet, så det var vist svært at høre hvad jeg sagde. Men åben bart ikke for Niall. Han åbnede igen munden. Vis jeg kunne ville jeg have råbt at han skulle holde kæft! Ej seriøst, men jeg hader at folk snakker til mig, vis jeg er trist, eller noget.

''Harry er du sikker? Ellers var du ikke styrtet hen til hende, og sad her lige nu. Hvad sker der??''

''Det...Det er Livanna..'' Det var alt jeg kunne få frem. Jeg kiggede på hende, og tog hendes hånd. Hun var helt kold. Endeligt underligt når det var ok varmt! Det så ud som om Niall tænkte. Hurtigt havde jeg fået drengene til at hjælpe mig. Vi havde fået hende til bevidst heden igen. Men det var lidt som om at hun var stum, eller havde mistet ord. Liam havde allerede haft ringet til en af vores manigere til at hente os. Vi kunne endelig godt gå vis det skulle være, men vi turde ikke at lade hende gå. Hun måtte have et sted at være. Hun var jo trosalt min gamle bedste ven. Eller veninde. Kald det, det du vil.. Livanna begyndet at mumle noget utydelig. Som om hun manglede noget. Det lød cirka sådan her..

''Mi..Bog.Henne..træet'' Hvad mente hun?? Hun var  ihvertfald i chok det kunne man altså mærke. Hun rejste sig op, og begyndte at gå. Hurtigt stod jeg ved siden af hende og støttede hende.

''Liv hvad skal du?'' Jeg var måske bare en lille smule bange for at hun skulle falde, hun var jo åle tynd. Sikkert fordi hun trænede meget eller noget. Det havde jeg ikke tid til at tænke på lige nu. Hun svarede mig ikke, men gik med små skridt hen til et træ. Hun havde bukket sig ned og havde fundet en slidt bog. Jeg huskede den tydeligt. Det var en bog hun altid havde med sig den gang vi var sammen 24.7! Hun holde den tæt ind til kroppen som om hun skjulte noget.

 

****

 

Drengene og jeg havde fået Livanna med hjem. Lige nu lå hun og sov inde på mit værelse. Mig og drengene sad bare og kiggede ud i luften. Der var stilhed indtil Zayn brød den.

''Harry hvorfor har du endelig ikke fortalt noget om hende??'' Zayn. Han ville vide alt.

''Hvad skulle jeg have sagt??'' Jeg lød måske lidt hårdt, men jeg havde ikke lyst til spørgsmål lige nu. Jeg glædede mig bare til at hun ville vågne så vi kunne snakke tingene igennem

''Det var hende der skrev her igår. Det var derfor du sagde at du gik tidligt i seng fordi du var træt?'' Kloge ågen Liam træder til. De ord der lige var kommet kom fra Liam.

''Jo..'' Hvorfor kunne jeg ikke sige noget?? Hvorfor havde jeg det som om der var noget der stoppede min hals, så alle ordene ikke kunne komme ud?? Niall hjalp mig i det mindste i forkøbet.

''Harry jeg tror du har svaret her!'' Han lød meget overresket, og trist på sammentid. Mine øjne flakkede over til ham, og så at han sad med Liv's bog.

''Niall sider du og læser hendes ting! Du er godt nok nysgerrig hva'??''

''Undskyld, men jeg kunne ikke lade være. Læs det nu bare!'' Han rejste sig op, gik igennem stuen og gav mig bogen.

''Behøver jeg virkelig at læse det nu??'' Jeg gad endelig ikke noget. Det var hendes personlige ting, hvorfor skulle vi blandes ind i det??

''Ja! Du finder svar på alt! Hvorfor hun hele tiden skrev! Hvorfor hun er så tynd! Alt... Plzz Harry''

''Fint..'' Jeg var nervøs, men jeg åbnede den, og så den genkendte håndskrift. Jeg kunne tydligt se at det var hende der havde skrevet det. Billederne fra de dage hvor vi var sammen hele tiden, sad printet fast som om det var en tatovering. Jeg begyndte stille at læse...Det var jo umuligt det her. Hun levede da ikke sådan det kunne hun jo ikke. Jeg kunne godt se hvor meget hun havde brug for mig! Hvorfor var jeg så blind? Jeg gik for meget op i karrieren ikke?' Orgh, hvorfor kunne jeg ikke se det?? Hvordan kunne hun leve sådan? Det ville jo være fysisk umuligt! Man ville jo blive totalt ødelagt! Men det var måske grunden.

Jeg kiggede hurtigt op på de andre drenge, som sad og gloede tv. Eller det var ikke alle, Niall og Louis, sad og kiggede på mig. Vis jeg skulle være ærlig, så viste jeg virkelig ikke hvorfor? Mine øjne flakkede hurtigt videre til næste side. Man kunne se at hun havde grædt, fordi noget af den går blyands farve var blevet tværet ud. Så det var lidt svært at læse, men det gik. Det var virkelig en hård side at læse. Der stod en masse, om skolen, og en masse om hendes far. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til at hun skrev til mig. Mine øjne blev mere og mere besat af at finde ud af hvordan hun havde det. 

''Det er umuligt. Hvorfor er jeg så blind?'' Min læbe slap en lille mumlen, men nok til at Louis spurgte ind.

''Hvad er umuligt??'' Kan kiggede med et undrenblik.

''Hun er ikke den samme længere'' Jeg kiggede hurtigt op, men læste så videre.

''Hvad mener du med det??'' Okay, jeg blev vist nød til at fortælle hele historien nu, og så hvad der lige skete. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at fortælle.

''Mig og Liv var bedste venner inden X-Faktor. Da hun var 14 og jeg var 16, flyttede vi til London, altså Anna, Gemma og mig. Så jeg efterlod hende i Holmes Chapel. Hun skrev hverdag, men gang på gang ignorerede jeg hendes beskeder. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg gjorde det. Hun var den jeg kunne fortælle alt til, selvom at der var to års mellemrum imellem os. Den gang vi mødes legede vi på stranden dagen lang. Vi sang for hinanden, og hun spillede guitar. Men det gør hun vist ikke længere. Det var virkelig en god tid. Hun boede i en kærne familie. Hende, en mor og en far. Men da hun var 12 altså et år efter vi mødes, forlod hendes mor hende. Og mun var fuldstændig nede. Så jeg boede nærmest ved hende i den periode. Der var ingen der viste hvor hendes mor tog hen. Hun var og er stadig sporløs væk. Hun fortalte mig alt, og jeg fortalte hende alt''. Jeg holde en kort pause, for at trække vejret. Mine øjne kørte fra bogen og op til de andre. De var  vist lidt mundlamme siden jeg ikke havde fortalt dem noget. Jeg kunne mærke at jeg fik tåre i øjnene. Derfor plantede jeg hurtigt blikket på bogen igen.

''Hun har skrevet, at hun savner sin gamle far. Hendes far voldtager hende åbenbart'' Wow det var svært at sige at en af ens bedste venner  blev Voldtaget, af sin egen far.

''Hun savner det gamle. Det gamle liv, hvor jeg ikke ville være kendt, og hvor hun havde mig for sig selv, så jeg ikke skulle bo her. Men hun er osse glad for at jeg har denne her karriere. Puha...'' Hvad skulle jeg mere sige.

''Hold da op. Harry hvorfor har du ikke fortalt noget om hende før??'' Det var Louis, der spurgte.

''Jeg viste ikke hvordan jeg skulle sige det...'' Jeg trak kort på skulderne, og tørrede de tåre der havde samlet sig i min øjenkrog.

''Husk at vi er her for dig okay Harry??''

''Selvfølgelig Louis'' Jeg smilte kort.

''Jeg tror jeg går i seng nu, klokken er mange. Og studiet venter..'' Jeg rejste mig op.

''Jeg har sagt til Paul at vi gerne ville have fri imorgen, så du kan snakke med Livanna!''

''Tak Liam. Vi ses imorgen'' Jeg gik ind på værelset og lagde mig ned. Jeg kiggede lidt i bogen inden jeg lade den fra mig. Og så var jeg ellers i drømmeland....'

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...