I'm Alive (One Direction)

Livanna osse kaldt Liv, lever et hårdt og barsk liv sammen med hendes voldige far. Liv er ved at være vand til rutinen når hun kommer hjem fra skole. Hendes far voltager hende, og Liv er ved at få nok. Hun ture bare ikke at sige det til nogen fordi hun ikke stoler på nogen efter hendes mor forlod hende. Liv og hendes far flyttede til London. Til en uvan tilværelse, som ikke lignede den anden på nogen måder. Da liv var 14 skred hendes bedste ven for hende, bedre kendt som den nu verdens kendte Harry Styles. Han har ikke prøvet at kontakte hende siden den dag, og det pigner hende virkeligt. Hun savner ham. Liv har fået alt for meget og beslutter at tage sit eget liv. Men hvad sker der når hendes gamle bedste ven kommer tilbage?? Når nogle helt andmindelige drenge ser hende på vej hjem fra byen ved en bro?? Er drengene helt almindelige alligevel?? Men når Livanna overhovedet at begå selvmord?? Og hvad sker der når to fra bandet får følser for hende?? *Har rettet coveret et par gange...*

43Likes
105Kommentarer
9404Visninger
AA

12. The black side!!?

LIVANNA's SYNSVINKEL

 

Der var  nu gået en uge, en meget hurtig uge. Mig og Harry havde fået snakket lidt, men han var ikke den af drengene jeg snakkede mest med lige nu. Ikke fordi jeg ikke gad, men jeg følte stadig ikke at jeg kunne fortælle ham alt. Det var på en måde lettere at snakke med Louis, om alt det her. Han havde ikke fundet ud af at jeg cuttede, eller havde en søster.  og det ønskede jeg heller ikke at han skulle. Der var ikke nogen der skulle vide det.! Harry viste heller ikke at jeg havde en søster. Det var min ting. Det var min måde at mærke adrenalinen i min efterhånden meget spinkle krop.  Louis havde fået mig til at spise en gang. Men som sidst ville det bare op igen. Det var en kamp for os begge, jeg mener en kamp for mig! Drengene havde kommenteret mine spisevaner en gang, men det var ellers det. Jeg tror måske at Louis havde sagt et eller andet til dem, som fik dem til at holde mund- Hvilket oven i købet passede mig helt fint. Harry havde været her igår, men han skulle et eller andet, så det var bare de andre drenge der havde været her. Jeg var blevet tilbudt at bo her, hvilket jeg takkede ja til, jeg gad da ikke hjem til ham der stodderen! -Kald ham hvad du vil! Det er min far vi snakker om... Jeg vil ingengang kalde ham min far længere.

 

Jeg havde været oppe i en times tid, og sad nu ude i deres stue. Det var dejligt fredeligt. Niall og Liam var taget ned for at handle. Zayn sov stadig og Louis, hvad lavede Louis enligt?? Nå, det er da ligemeget. Jeg var stået så tidligt op da jeg ikke kunne sove. På en eller anden måde havde jeg det dårligt. Eller jeg havde det altid dårligt, men ikke sådan dårligt som lige nu. Jeg havde kvalme, hovedpine, og følte mig svimmel.

 

Jeg rejste mig for at gå ud på badeværelset for at finde noget der kunne tage toppen af svimmelheden og hovedpinen. Der var et skab fyldt med hår produkter, sig mig, hvor meget kan de drenge lige bruge?? 

Mine øjne søgte efter en pakke med panodiler, jeg kunne ikke finde dem. Men da mine øjne fik øje på noget andet havde jeg helt glemt det. Et barberblad. Mine Jeg kunne stille begynde at ane Adrianalinen i min krop. Jeg havde savnet det, ja det lyder underligt at man kan savne at Cutte, men når man har været langt nede, og ikke har fået bearbejdet sine problemer så er det svært. Og jeg er bestemt ikke kommet op af hullet endnu. Jo, jeg var ikke sammen med min far længere, og jeg havde Harry, men alligevel. Jeg kunne ikke snakke med nogen ud over Louis. Jeg havde ikke andre steder at tage hjem. Jeg savnede trykheden, jeg savnede det gamle og jeg savnede min Mor. Jeg var indebrændt, jeg var sur, hvordan kunne en person eller flere personer man har det allerbedst med bare lige sådan forsvine??- Ud af den blå luft? Jeg forstod det simpelhen ikke. Jeg har skyldfølse, jeg føler mig dum, klam, billig, svag, alt hvad man kan nævne i den sammenhæng af ordet SORG!! 

 

Jeg havde savnet at have et barberblad imellem mine hænder. Hurtigt kontrollerede jeg at døren var låst inden jeg trak mit ene ærme op. Jeg plantede barberbladet på min arm og trykkede det ned i huden. Adrianalinen var der, det hele jeg havde savnet, jeg kunne mærke den. Blodet kom stille frem og dannede sig som om det var regndråber på et blad en våd September dag. Jeg placerede bladet lidt ved siden at det snit jeg lige havde lavet, og ingen længe var der 3 pæne snit hen af min arm. Smerten var der, men jeg kunne bedre lide denne her smerte end den smerte jeg havde når jeg havde mistet en. Den var der stadig, selvfølgelig var den det, men når jeg havde barberbladet i hånden erstattede den, den sorg. Tårene trillede ned af  mine kinder, men ikke fordi jeg græd, bare fordi.

 

Men jeg blev hurtigt afbrudt af en der bankede på. 

''Er du snart færdig derude, jeg skal tisse!'' Det var Louis. Typisk, så var han sikkert lige vågnet. Hvad skulle jeg svare tilbage?? 

''Jeg er færdig lige om lidt..'' Panisk skyndte jeg mig at trække mit ærme ned, og smed barberbladet ud i skraldespanden. Jeg gik hen og åbnede døren og gik ud.

''Så er der fri'' Mit blik var plantet i jorden, jeg turde ikke at kigge op på ham.

''Tak. Hey er du okay Liv??'' Han kiggede op på mig. Jeg kiggede stadig ned i jorden. 

''Jeg har det fint'' Jeg kunne jo ikke bare sige 'Ja, jeg har bare lige været ude at Cutte. 

''Okay..'' Og han gik ud på badeværelset. Jeg gik ind på værelset og skiftede til et tyk hætte trøje, da den anden så småt var ved at blive mørkeblå af blodet. -Ja jeg havde en lyseblå trøje på. Da jeg havde fået trøjen på satte jeg mig i vindues karmen. De små mennesker gik rundt i Londons gader, som altid. De havde sikkert mega travlt. Og jeg, jeg sad bare her, jeg burde have været i skole idag, men eftersom jeg var her ved Harry, eller rettere de andre drenge. Så kunne skolen da være ligemeget- Nej det vil i alle nok ikke sige, men jeg ville alligevel dumpe, så, i forstår mig nok?

 

Igen, igen blev jeg revet ud af mine tanker da Louis kom dumpene ind af døren, som om man skulle tro at han var en vælte Peter. 

''Liv vil du ikke med ud at gå en tur sammen med mig??'' Jeg tørrede hurtigt nogle tåre væk, og kiggede på ham.

''Det kan jeg da godt, jeg kommer om lidt'' Jeg var inderst inde bange for at han havde set at jeg havde grædt. 

''Okay, jeg spiser lige noget morgenmad og får Zayn op, så går vi'' Han gik ud af døren og lod mig blive tilbage inde på det ret så store værelse. 

 

***

 

Mig og Louis var lige kommet ud af den store etage bygning. Det lignede ham slet ikke når han havde det der forklædning på, men på den anden side var det fedt, så vi ikke skulle blive omringet af hundrede og tusinde paparazziaer. 

 

Vi gik lidt i en akavet stilhed, inden Louis brød ordet. 

''Tror du enlig nogen af drengene Cutter??'' Shit, havde jeg glemt at lukke skraldespanden eller noget. Han skulle jo ikke tro at nogen af drengene cuttede eller jeg cuttede.

''Nej, hva da'?'' Jeg var faktisk ok nervøs. Mit hovede føles som om det var en ballon med atl for meget luft i, og kvalmen overtog næsten min krop.

''Der lå et barberblad med blod på i skraldespanden her for lidt tid siden. Men det er sikkert bare mig, drengene ville aldrig cutte, men mindre der var et eller andet sindsygt galt!'' Jeg ville give ham ret i det han sagde. Men jeg nøjes med at skifte emne.

''Hvornår skal i enlig på tour??'' Jeg var ret nervøs, tænk på vis de glemte mig imens jeg var her i London, så havde jeg mistet Harry, og for den sags skyld osse Louis og de andre drenge selvfølgelig. -Snakker meget med Louis. 

''Om ti dage, men hey tager du ikke med?? Det havde vi da regnet med'' Okay seriøst her var jeg blank. Mig med på One Direction's tour. Nej, nej, nej, nej nej nej nej nej. Det skulle jeg da ikke.

''Argh Det tror jeg ikke lige jeg skal. Det er jeres tour, jeres karriere, der blivber bare alt for mange problemer så'' Hey jeg løj da ikke, gjorde jeg?

''Liv prøv at hør her... Du giver os ikke problemer tvært imod, du hjælper os faktisk. Harry vil gå fuldstændigt ned vis du ikke er der. Han har set så meget op til det siden han så dig for et par uger tilbage'' Han lod nu alligevel meget overbevisende. Kvalmen havde for alvor overtaget min krop nu. Og jeg frøs, selvom der var godt og vel 15 grader idag. 

''Okay, vis du siger det'' Jeg smilte kort.

''Tak Liv, husk du kan altid komme og snakke okay. Jeg vil altid være der uden anset hvad!'' Jeg smilte bare svagt over hans svar, eller hvad det var og gik videre. 

 

Vi satte os på en bænk henne i en lille park tæt på London midtby. Det var virkelig smukt. Børnene legede sammen nede ved søen, eller spillede fodbold. Det bragte virkelig mange minder frem inde i mig. Jeg begyndte kort at smile til det.

''Liv må jeg spørge dig om noget??'' Jeg kiggede op op ham.

''Altid'' Standart svar.

''Altså det var fordi jeg... Jeg er vild med hende her pigen ikke??'' Uf kærligheds problemer.

''Ja??'' Jeg kiggede spændt på ham.

''Det er fordi, jeg ved ikke om hun kan lide mig. Hun har lukket sig meget inde her på det sidste og..'' Okay måske var jeg lidt Jaloux? Bare en lillesmule. Jeg måtte indrømme at jeg godt kunne lide Louis. Han var bare noget for sig selv, han fik alle i godt humør, han var bare fantastisk. Men hey, jeg vil da altid gerne hjælpe ham.

''Hvordan mener du??'' Jeg kiggede stadig på ham.

''Hun gemmer på et eller andet.. Jeg vil virkelig gerne finde ud af hvad det er, men jeg er bare bange for at hun føler sig truet eller støt. Jeg ønsker jo ikke at gøre hende ked af det'' Aww hvor var det sødt!

''Du skal jo bare spørge hende. Louis hør, du kan aldrig gøre nogen sure, det ville jo aldrig kunne lade sig gøre. Hvem er denne pige så??'' Han var vist mere end rigeligt forelsket, det kunne jeg se i hans øjn. Ja underligt med det kunne jeg. Han trak lidt på den.

''Dig'' Mig var Louis vild med mig?? Wow den havde jeg ikke lige set komme. En verdensberømt som ikke havde kendt mig i mere end 10 dage, vild med mig?? Wow.

''Men altså, det er okay vis du ikke syntes.. Det acceptere jeg fuldt ud'' Jeg kunne ikke svare, men kiggede bare på ham. I det næste øjeblik rørte vores læber hinanden. Der var en helt ubeskrivelig følse inden i mig.

3 ting jeg var sikker på!

-Jeg kunne stole på Louis.

-Jeg kunne fortælle ham alt uden at han sagde det til 750 andre personer.

-Jeg var forelsket i Louis Tomlinson og han elskede osse mig.

 

Vi trak os stille væk fra hinanden, og kiggede hinanden i øjnene.

''Jeg elsker dig Liv''

''Jeg elsker osse dig Louis'' Jeg smilte og rejste mig op. Wow jeg var svimmel.

''Skal vi gå??'' Han rejste sig op inden jeg svarede.

''Ja lad os det''¨Jeg tror Paparazziaerne havde opdaget os, da der efterhånden var ret mange kamera der stak op i fjæset på os. Jeg hader mange mennesker, det bliver så indelukket. Jeg har vel endelig en form for klaustrofobi. Hele omverden begyndte at svaje for side til side. Jeg blev nød til at læne mig op af Louis for at holde balancen. 

''Liv er du okay?'' Jeg kunne ikke svare. I det næste øjeblik blev alting sort og jorden forsvandt langsomt under mig...

 

****************************************************************************************************************

Hej.

Jeg undskylder virkelig for det her platte kapitel. Jeg ville vare så gerne komme ud med et, da jeg havde virkelig dårligt samvittighed over for jer. Jeg har ikke fået lagt et kapitel ud i noget der føles som hundrede år, selvom det vist kun er 4 dage eller noget.

 

Hvad tror i der er sket med Livanna??

Og blev i overrasket over for Louis følser??

 

Og ja jeg ved godt at det går rimeligt hurtigt med kæreligheden i denne her novelle, men jeg synes ikke rigtigt jeg kan lave om på den nu??:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...