I'm Alive (One Direction)

Livanna osse kaldt Liv, lever et hårdt og barsk liv sammen med hendes voldige far. Liv er ved at være vand til rutinen når hun kommer hjem fra skole. Hendes far voltager hende, og Liv er ved at få nok. Hun ture bare ikke at sige det til nogen fordi hun ikke stoler på nogen efter hendes mor forlod hende. Liv og hendes far flyttede til London. Til en uvan tilværelse, som ikke lignede den anden på nogen måder. Da liv var 14 skred hendes bedste ven for hende, bedre kendt som den nu verdens kendte Harry Styles. Han har ikke prøvet at kontakte hende siden den dag, og det pigner hende virkeligt. Hun savner ham. Liv har fået alt for meget og beslutter at tage sit eget liv. Men hvad sker der når hendes gamle bedste ven kommer tilbage?? Når nogle helt andmindelige drenge ser hende på vej hjem fra byen ved en bro?? Er drengene helt almindelige alligevel?? Men når Livanna overhovedet at begå selvmord?? Og hvad sker der når to fra bandet får følser for hende?? *Har rettet coveret et par gange...*

44Likes
105Kommentarer
10340Visninger
AA

18. Thanks and.... Not goodbye..

 

LIVANNA's SYNSVINKEL

Den anden dag, var gået overraskende let, og nem. Drengene havde pakket det meste af dagen, og jeg havde bare lagt i sengen for at se film. Mig og Louis havde snakket kort om hvad jeg ville gøre. Han havde sagt at jeg skulle tage med, selvom jeg protesterede. Men han fik mig overtalt- Eller det troede han, han havde. For sandheden var, jeg skulle ikke med dem på tour. De var mine fucking bedste venner, men alligevel holdte de det shit hemmeligt for mig. Fuck det! De måtte sku godt fortælle mig det, jeg havde sku ret til at vide det, havde jeg ikke? Det havde jeg, basta bum! Jeg havde da osse 'Pakket'. Men jeg regnede med at jeg ville finde et sted at bo imens'. Der var bare tre steder der var udelukket! Her- Jeg skulle ikke bo i drengenes lejlighed alene i den tid de var væk. Men jeg ville heller ikke bo sammen med dem på deres tour. NO GO! Og jeg skulle da om ingen omstændigheder bo ved min far. OVERHOVED! Så ville jeg heller bo på gaden, end at være sammen med dem. Og Ja jeg overreagere, men når mine bedste venner ingengang kan fortælle mig det. Når jeg ingengang kan stole på min Soulmate, ham jeg havde det tætteste bånd med, så skulle jeg ikke være her. Og ja, jeg ville knuse deres hjerter, men det var sku dem, eller ham- Harry, der knuste mit til at starte med. De fik det tilbage, som de havde givet mig, så måtte de vel være glade?

Lige nu sad jeg i sengen, klokken var halv ti eller elleve. Jeg havde ingen tids fornemmelse. Det var faktisk min fødselsdag. Men det var jeg ligegad med. Nævnt som før- Der er ingen grund til at fejre min fødselsdag Og special ikke nu. Drengene lå stadig og sov, da de skulle afsted en gang her til eftermiddag. De var helt i hopla.  Men Louis var nervøs, jeg forstod ham ikke. Zayn havde ingengang snakkede med mig endnu, som faktisk irriterede mig grænseløst. Han viste det, det var ham der havde fundet ud af det. Hvorfor fanden kunne han ikke fortælle mig det. Han havde lovet han's kæreste- Rettere min søster, at holde kæft. Måtte jeg ingengang få det avide. Sig mig, regnede de med at jeg ville blive mindre sur, ked af det og skuffet, vis de fortalte mig senere. Så kunne de  ihvertfald tro om. Og det var lige med det samme! Ja undskyld jeg bliver så sur, men det er sku ikke fedt at de holder det hemmeligt for mig. Det irriterede mig grænseløst. Det såre mig, at ingengang Harry har sagt det. Han adlød han's NYE bedste ven, i steden for mig. Hva' havde han glemt hvad vi havde en gang. Hvordan vores venskab var før X-Faktor. Før han skred. Ja undskyld mig da lige. 

''Livanna er du vågen'' En træt stemme kunne høre ude foran den anden side af døren. Det var Niall. Hvorfor var det nu ham? Nå fred være med det, han var dem af drengene der var mest uskyldige. Liam havde heller ikke gjord noget, så han var osse på sine's vis uskyldige. Men så var der jo lige Harry, Louis og Zayn tilbage. 

''Ja??'' Det var endelig ret underligt at snakke med ham. Vi havde stort set ikke vekslet det eneste seriøse ord imens jeg havde været.  

''Kommer du ikke ud, vi har lavet morgenmad til dig?'' Morgenmad, de sov da. Og oven i købet til mig? De hunde hoveder viste da udmærket godt at jeg ikke spiste. men jeg måtte jo bare spile med på det, som om alt var hundrede procent okay. Selvom det rent faktisk var langt fra hundrede procent ok. LANG FRA! Gentagelse på gentagelse! Jaja.

 

''Jo, jo. Jeg kommer lige om lidt Nialler'' Nialler? Måske fordi drengene kalder ham det. Hvem ved?

''Okay'' Jeg fik slæbt mine fødder over til den bunke at tøj som jeg havde. Kun det der var i min taske dengang. Jeg fik hurtigt fisket en jumpsuit op. Bare en basic mørke blå. Jeg mener nok at jeg købte den engang, hvor den var på udsalg. Ja jeg ved godt at jeg har nævnt at jeg ikke måtte gå ude for min far, men der var en gang hvor jeg havde mulighed for at gå igennem byen da han skulle til et eller andet møde. Selvom det overhovedet ikke lignede eller ligner ham. Jeg ved jo ikke hvor han er henne? London, den gamle kompostbunke, om han er flyttet eller om han er død? Man ved jo aldrig, men man kan vel have lov til at håbe! Jeg fik hurtigt mit nattøj af og fik jumpsuiten på. Mit hår blev bare sat op i en rodede knold, og så var jeg ellers klar. Jeg manglede bare et par sokker, som bare blev til et par tennis sokker. Så let var det. Min hånd fandt håndtaget og blev trukket ned. Fem drenge kom til syne. De sad alle sammen inde i stuen, rundt om bordet. Louis rejste sig op, og lagde armene om mig.

''Tillykke med Fødselsdagen skat'' Hvad skulle det til for? Jeg ville jo ikke fejres, jeg fortjente det ikke. Fattede de ikke det? De er jo hjernelamme. Ellers var det måske bare fordi jeg ikke havde fortalt dem det? Fail...Fra min side altså.

''Tak Louis?'' Hvor fanden viste han det fra. Når ja, det var jo ikke fordi at han's bedste ven, var min gamle bedste ven vel? Slet ikke?

''Tillykke med Fødselsdagen smukke'' Inden jeg nåede at reagere lå et par muskuløse arme om mig. Jeg kunne straks dufte den velkendte parfume, og var ikke et sekund i tvivl om at det var Harry. Jeg havde lovet mig selv ikke at smile, men det var sku lidt svært lige nu. Han betød så uendeligt meget for mig. Men alligevel var jeg sur på ham. Selvfølgelig var jeg sur på ham, han gad ikke og fortælle sandheden som han lovede. Men han var alligevel osse min Soulmate, ham der reddede mig, for at dræbe mig selv. Ham der fik mig ført tæt på mi søster. Ham der fik mig ført til de drenge, som betyder så meget. Det er bare så pokkers svært. Jeg anede ikke hvorfor. Nogen der kan hjælpe?

''Tak, tænk du huskede det'' På med det falske smil. Jeg var jo ikke glad for at han huskede det, men ja ja.

''Selvfølgelig har jeg da husket det. Hvorfor skulle jeg ikke have husket den?'' Når ja, det ved jeg da ikke.

''Tja, det ved jeg ikke'' Jag trak mig ud af krammet og satte mig ned på den tomme plads. Det var ok rart fordi det var imellem Niall og Liam. De mest uskyldige. Haha, i ved hvad jeg mener. 

''Livanna, vi har en gave til dig faktisk!'' Niall havde rejst sig og var gået ind på værelset. Lidt efter kom han tilbage med en ok stor pakke. Han lagde den på bordet, og satte sig ned. Hvorfor havde de købt en gave til mig? -Don't Know!

''Hva' skal du ikke åbne den?'' Den lille splejs var godt nok hurtigt, eller hvad man siger. Ej han var da ikke lille, Niall var da ikke lille på den måde. Han var da højere end mig. 

''Jo jo'' Jeg tog pakken op. Den var overraskende nok tung. Jeg løsnede hurtigt gave båndet og pakkede den op. Det var simpel hen for meget. Hvorfor fanden gav de mig det? De var sindsyge! De havde givet mig en Laptop. 

''Kan du bruge det?'' Det kom fra Liam. Typisk Daddy.

''Øhh, ja hvad tror du selv? Selvfølgelig kan jeg det. Tusinde tak drenge!'' Jeg smilte kort til dem. Dog var det et falsk smil. Jag var stadig mega skuffet over dem, men alligevel. 

'Vi har faktisk en gave mere'' A hvad? en mere, jeg skal sku ikke have en gave mere! Zayn tog en kasse frem med guld papir på. Han rakte mig den, uden et ord. Var han stum eller hvad? Jeg pakkede den stille op. Det var simpelhen løgn. De havde givet mig en Iphone 5. Den bliv  ihvertfald skiftet ud med den jeg havde i forvejen. Den var regent ud skod!

''Tusinde tak drenge'' Jeg viste over hoved ikke hvad jeg skulle sige. Det var urimeligt. På den ene side, hader jeg dem. Men på den anden side, jeg kan jo ikke være sure på dem. Arrgh! I feel like i am a bitch! Eller? Nej, bare nej. 

''Det var da det mindste vi kunne gøre'' Det mindste? Zayn det måtte være din spøg. Zayn!! Det, Wow, han var ikke stum. Wup, Wup. Nej, bare nej igen. Glem det. 

''Det mindste? I er da sindsyge'' Ej måske ikke lige sindsyge, men ja.

''Sindsyge? Det ville jeg nu ikke kalde det''  Harry grinte kort. Han eller de drenge er bare ikke normale, vel?

''Nej nej så siger vi det'' Jeg tog en tår af det vand som stod på bordet, foran mig.

''Nu er jeg altså sulten'' En typisk Niall kommentar. Eller det havde jeg ihvertfald fundet ud af, imens jeg havde været her. Eller rettere er her. Og nej, min ordbog er ikke helt optimal idag. Inden du siger noget, så skal jeg nok lige definere ordet 'ordbog' for dig, i denne sammenhæng. For mig betyder ordbogen, hjernen. Så når jeg siger 'min ordbog er ikke helt optimal idag' betyder det endeligt 'min hjerne fungere ikke rigtigt idag'. Jeg håber i ved hvad jeg mener. Niall havde allerede kastet sig over maden, hvilket allerede havde givet mig kvalme. Jeg måtte bare bide tænderne sammen for ikke at knække over- Eller sammen. Man ser det på hver sin måde, er det ikke det man siger? 

Jeg rakte forsigtigt ud efter en bolle. De andre drenge var i fuld gang med at spise. Jeg fatter dem ikke. Undskyld mig. Det bliv ikke til å meget jeg spiste. Jeg tror max. det var en kvart bolle. Men drengene lagde åbenbart ikke mærke til det. De havde travlt med en eller anden diskution. 

 

***

 

Efter vi havde spist sag vi bare i stuen, og snakkede. Det var som ment, meget hyggeligt. Liam havde hjulpet mig med min mobil og computer, så den kom op og køre. Han havde ovn i købet installeret et eller andet de kaldte for Skype. Bare for at vi hele tiden kunne komme i kontakt.  Spørg mig ikke hvorfor. Jeg viste bare ikke hvad det var. Er det underligt at jeg ikke ved det?? Drengene havde fået pakket færdig, hvilket osse var på tide. Niall sad og sang den der 'What does the fox says'. Den  var forfærdelig. Bare til en orientering. Louis og Harry sad og snakkede om touren, jeg fatter ikke at de kan bruge så meget tid på det. Vis det var mig, så havde jeg allerede fået nok. Men når ja, jeg er jo heller ikke verden's kendt. Og Zayn. Ja han sad som altid, med hovedet begravet i hovedet. Han's hænder skrev, ja jeg lyver ikke vis jeg siger 5 sms'er i minuttet. Det var i hvert fald meget. Han skrev sikkert med Perrie . Jeg ved ikke hvorfor, men  jeg hader bare at skulle nævne det navn. Jeg viste jo forfanden at hun var min søster. Det var på en måde ubehaglig følse. Zayn rejste sig op fra sofaen i det samme sekundt som nogen ringede på døren. Hvorfor udtaler jeg det som nogen? Jeg vil gerne væde med at det er Perrie. Det skulle ikke undre mig. Slet ikke. Niall rejste sig, og fulgte lige så stille med. Efter få sekunder var jeg sikker.

''Perrrrrie'' Kom der fra Niall. Jag sank en klump. Jeg var i samme hus som min søster nu. Nu gik det løs. Liam, Louis og Harry rejste sig fra sofaen og gik den samme vej som Niall. Det samme gjorde jeg. Dog holdte jeg mig lidt på afstand. Man kunne rolig sige at jeg var nervøs. Meget nervøs. 

 

PERRIE's SYNSVINKE

Jeg havde siddet der hjemme og skrevet med Zayn det meste af formiddagen. Igår havde jeg fået avide at Livanna var min søster. Min reaktion var først meget stille. For hey, hvordan skulle jeg reagere? Bagefter brød jeg sammen- Af lykke. Jeg havde langt om længe fundet min søster. Det var helt uvirkeligt. Zayn havde spurgt om jeg ikke ville komme over fordi det var hendes fødselsdag, og for at sige farvel. Og det kan man vel ikke sige nej. Men jeg var i den grad nervøs. Det betød jo at jeg skulle se min søster, Livanna. Det giver mig helt gåsehud at tænke på det. Men det er på samme tid, osse mega rart, nærmest en lettelse. Nu ved jeg jo at hun er min søster. Det er da det vigtigste', er det ikke? Det synes jeg i hvert fald. 

Jeg havde lige skrevet til ham at jeg var på vej. i det næste sekund bankede jeg på. Nu var det nu. Nu skule jeg se hende, orrgh, det bliver så rart at få sat ansigt på hende. Ja, jeg har set billeder af hende, men ikke på face to face måden.  Zayn åbnede døren og trak mig straks ind i et kram. Sådan et kram jeg havde savnet længe. Et beskyttende, varmende, kærligt kram. Det har alle vist brug for nogen gange, har det ikke? Kort efter kom Niall luntende. Hvoror viste jeg det? Som ment fordi han altid kommer med sit 'Perrrrie'. Man kan da ikke andet end at elske de dreng Og de drenge. You know what i mean. I baggrunden stod hun. Det var det eneste jeg lagde mærke til, hende. Min søster, stod lige foran mig, næsten lige foran mig. Ikke andet end få meter fra mig. Jeg tror aldrig jeg har været så lettet som nu. Det er helt befriende. Hun står bare der med sit brune hår som er sat op i en rodet knold. Og en mørkeblå jumpsuit. Det pynter, hun er virkelig, virkelig smuk. Hendes øjne, hendes ansigt, hendes måde at stå på og kigge flovt, og en smule nervøst ned i jorden. Det er så ubeskriveligt. Jeg måtte bide tænderne for ikke at græde. Det er så, så uvirkeligt. Jeg kan overhoved ikke beskrive det. 

''Hej drenge, og hej Livanna'' Jeg måtte klemme ordene ud, det gjorde ondt at få dem ud. Ord man havde ventede på at sige så længe. Hvordan kan det være så ubehageligt? 

''Hej'' hun kiggede op. Jeg kunne svagt se perler som dannede sig i hendes øjenkrog. Der forlod hendes øje, og trillede vejen ned af hendes kinder, og stoppede ved hendes mundvig. det gjorde ondt, men det var befriende. Louis havde åbenbart bemærkede det. Han lagde straks armene om hende. Hun begravede hovedet i hans skulder. Et smil blev plantet på mine læber, men blev straks afbrudt af Zayn der pressede han's læber mod mine. Jeg var nok verden's lykkeligste person lige nu. 

 

LIVANNA's SYNSVINKEL

 

Hun stod lige foran mig. Mit hjerte føltes slet ikke så tungt længere. Jeg skulle snakke med drengene og det skulle være nu. Men inden jeg havde opfattet det, trillede tårene ned af kinden. Det var af glæde. Louis trak mig hurtigt ind i et kram. Lidt efter stod vi- Mig og Perrie og kiggede på hinanden, inden hun trak mig ind i et kram. Det var helt ubeskriveligt. Det tunge sten der havde lavet en lås om mit hjerte, forsvandt langsomt. Kort efter sad vi alle sammen i sofaen. Jeg sad imellem Louis ben. Underligt nok var jeg ikke sur. Den vrede der havde været der de sidste par dage, var ved at fortage sig. Perrie sad ved siden af os, sammen med Zayn. Det var ligesom om stemningen var blevet ti gange bedre. 

''Livanna, vi har noget vi skal sige'' Harry kiggede trist, og sammentid alvorligt på mig. Jeg viste godt hvad han skulle til at sige.

''Her den anden dag, hvor mig og drengene snakkede, hvor du sad og spillede musik inde på værelset. Det var ikke noget om turen, eller det jeg sagde det var.. Vi snakkede og mig og Perrie. Perrie havde vist et billede til ham, fordi hun har fået avide at du ahnde en søster. Da han kom hjem, gav du Zayn et billede. Det billede Perrie gav Zayn var et billede af... dig. Og det billede du gav Zayn var et billede af Perrie, som lille. Nej, det jeg prøver at sige er at dig og Perrie... er søskende'' Selvom jeg godt viste det, trillede tårene ned af mine kinder igen. Det samme gjorde Perrie's.

''Undskyld vi ikke har sa-'' Jeg afbrød ham.

''Harry, eller rettere, drenge. Jeg ved det godt. Det kommer ikke som en overraskelse. Jeg viste det med det samme den dag'' Forsigtigt tørrede jeg mine tåre væk med kanten af min ærme.

''Hvordan ved du det?'' Zayn kiggede mystisk på mig. De så, så romantiske ud, når ham og Perrie sadder og flettede finger.

''Zayn, det er ikke svært at gætte, når du ikke har sagt et ord til mig side vi to snakkede sammen. Og det er sku svært at undgå at finde ud af. Når i, ja undskyld mit sprog, står her ude og kæfter op. De døre er altså ikke særlige tætte'' Drengene grinte kort over min kommentar.

''Undskyld, jeg skulle have fortalt det, eller vi skulle have fortalt det med det samm-'' Denne gang var det overraskende nok Perrie der afbrød.

''Hey, det er ikke nogen af jeres skyld. Det var mig der bad Zayn lade være med at sige noget, inden vi var sikre. Jeg fik det først avide igår''

''Nu holder i sku kæft, jeg er okay. Det er ikke nogen af jeres skyld'' Nu kunne jeg lige love for at jeg fik munden lukket på dem. Jaa, stilhed!

''Livanna vil du ikke fortælle noget om dig, altså jeg er sku på bar bund. Man kan ikke rigtigt søge på dig på google, der kommer ikke særligt meget. I forhold til vis man søger på One Direction eller Perrie Edwards. Ja du ved hvad jeg mener'' Ja jeg viste udemærket hvad hun mente.

''Jo. Da jeg var elleve mån-'' 

''Sorry, ladies, men vi skal være i lufthavnen om et kvarter! Så det må blive en anden gang'' Om et kvarter?!! Shit! 

 

Der var tre ting jeg var sikker på.

Den første- Jeg var fast besluttet på at jeg tog med drengene på tour alligevel. Ja, jeg havde opført mig som en idiot, drengene havde opført sig som en idiot, men det er værd at glemme. Jeg skulle nyde at jeg havde Harry tilbage. Og at jeg ovn i købet havde verden's bedste kæreste. For ikke at nævne, verden's bedste venner. 

For det andet- Jeg havde fundet min søster, og det var ikke sidste gang at vi var sammen. Vis jeg ikke tog helt fejl, ville vi få mage gode minder, og mange gode dage sammen. Der var en masse vi skulle nå og indhente. Men hey, der er tid endnu. 

Og for det tredje- Vis drengene ikke havde været der på det tidspunkt ved broen, havde jeg aldrig været her nu. Jeg er taknemmelig for at de her her idag, og at jeg er her den dag idag. Jeg ved ikke hvor meget jeg skal takke dem, for alt det her. Det er helt ubeskriveligt, jeg kan ikke beskrive  hvor taknemmelig jeg er. Vis de ikke havde reddet mig, så ville det ikke passe til titlen 'I'm alive'

 

 

***

 

 

Slut...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...