I'm Alive (One Direction)

Livanna osse kaldt Liv, lever et hårdt og barsk liv sammen med hendes voldige far. Liv er ved at være vand til rutinen når hun kommer hjem fra skole. Hendes far voltager hende, og Liv er ved at få nok. Hun ture bare ikke at sige det til nogen fordi hun ikke stoler på nogen efter hendes mor forlod hende. Liv og hendes far flyttede til London. Til en uvan tilværelse, som ikke lignede den anden på nogen måder. Da liv var 14 skred hendes bedste ven for hende, bedre kendt som den nu verdens kendte Harry Styles. Han har ikke prøvet at kontakte hende siden den dag, og det pigner hende virkeligt. Hun savner ham. Liv har fået alt for meget og beslutter at tage sit eget liv. Men hvad sker der når hendes gamle bedste ven kommer tilbage?? Når nogle helt andmindelige drenge ser hende på vej hjem fra byen ved en bro?? Er drengene helt almindelige alligevel?? Men når Livanna overhovedet at begå selvmord?? Og hvad sker der når to fra bandet får følser for hende?? *Har rettet coveret et par gange...*

43Likes
105Kommentarer
9404Visninger
AA

2. One more day'...

Igen sad jeg her igen i mine egne triste og forladte tanker, imens de små kolde tårene trillede ned af min kind. Jeg var kommet hjem fra min skole for femogfyrre minutter siden. Bestemt ikke en fed dag, men jeg glædede mig mindre til at komme hjem. Og hvorfor glædede jeg mig så ikke? Ko fordi- Skolen var det eneste sted hvor min far ikke er. På skolen er man i en form for hælde. Der er selvfølgelig altid nogen der står på vagt for at kritisere en, og alle de andre 'taber ting. Men der hjemme er noget helt andet.  Min far har tit heft sex med mig. Ja, det lyder over hovedet ikke normalt. Men med et andet ord- Han voldtager sin egen datter . Jeg er ikke han's datter. Det vil jeg ikke selv betragte det som om over hovedet. Men nok om det han har gjord det igen. Det var verdens klammeste følse. Når han tragte ind i mig, og maste din lodne krop ned mod min. Når smerten fordelede sig i underlivet på mig. Det var ulideligt- Det var det rene helved. Når han revmit tøj af mig, og jeg stod helt blottet foran ham. Det er ingen pige's drøm. Overhovedet. 

Altså jeg er sytten år. Jeg måtte ingengang leve mit eget liv længere! Min far havde totalt overtaget det! Jeg kendte ham ikke længere som den rare familie far, der altid var pinlig, og fuld med spas! Nu var han fuld af alkohol. Han var blevet til en alkoholiker. Han gav mig turen hverdag. Og men turen mener jeg det med at han rev mit tøj af, og så er der ingen vej tilbage desværre. Man viste udmærket godt hvad der så ville komme til at ske. Jeg hadede virkelig mit liv, så det var til at blive sindsygt af! -Just' saying, eller hvad fuck det hedder! Jeg spiste intet længere, jeg gad ikke. Jeg var begyndt at Cutte og en hel masse Shit, som jeg aldrig ville have gjord vis min far ikke var sådan, vis min Bedste ven ikke var skredet. Vis jeg havde min mor her ved mig, så jeg følte mig tryg, og vis jeg havde min søster. Jeg ville ingengang have skimtet det en tanke vis de var normale, og stadig var her. Jo min far var her jo, men ikke min bedste ven Harry. Hvem han er får i mere avide om senere. Og det med min mor og søster, finder i osse ud af. Bare vendt-

Men min far sagde tydeligvis ikke noget til det. Hav var vist røv ligeglad. OG ja, jeg lyder som om jeg er hård, men det er løjen. Jeg lyder hård, men inden i er jeg overhovedet ikke sådan. Jeg her en facade, som ingen lægger mærke til at den rent faktisk er falsk. De kender mig ikke længere, de kender ikke den rigtige mig. 

Jeg har prøvet at stikke af, men han opdagede mig, og siden den dag låste han min dør. Og vinduet er no go. Det er simpelhen for småt. Ja måske ville folk betragte mig som en ål, vis de så mig. Men så lille er jeg heller ikke. Jeg ville nærmere betegne mig selv som en.. Hmm en grankoble. Nej jeg ved det, det var et dårligt eksempel.

Jeg forstod virkelig ikke hvad han ville med mig?? Jeg var sytten forhelved! Men snart blev jeg dog atten, så  kunne han sku' ikke holde på mig længere! Bare glem det sidste! Jeg ville ikke her på min attenårs fødselsdag alligevel! Jeg ville væk, jeg ville ikke levet det her lorte liv længere, der er jo alligevel ingen der forstod mig. Hvorfor var livet så noget vær?? -Jeg spurgte bare? Jeg ville ikke leve i det her helved længere, jeg ville være fri! Og det er den eneste udvej! Den eneste udvej jeg så, var at jeg skulle tage mit eget liv! Ja der var ingen der forstår mig, de synes sikkert at jeg var komplet  dumt! Men så skulle de prøve at live i den fuckt' verden jeg levede i. Så burde de da at forstå mig. Jeg måtte ikke være sammen med veninderne, ikke fordi jeg havde særlig mange, fordi det havde jeg bestemt ikke! Jeg måtte ikke få et job, så vi kunne få noget at leve af. Jeg måtte ikke gå ud i to minutter for at få noget luft! Jeg var fanget her inde i det her helved, eller fængsel kald det, det du vil. Jeg måtte virkelig ikke mere! Det eneste jeg havde var en gammen Sony! Men hvad hjalp det??..

Jeg sad og stirrede på den samme grå og kedelige væg, som jeg altid gjorde! Det var røvsygt, men i det mindste sjovere end det min far havde 'fundet på'. Kunne du mærke ironien?? Haha godt! Jeg ville virkelig bare ønske at jeg kunne stikke af. Komme ud og se verden, der 'Ikke' ventede mig. Jeg ville jo ikke mere, det var jeg sikker på. Jeg kunne ikke holde tik det her mere. Det kvæler mig langsomt. Man kan ikke se det, men det er heller ikke på det ydre, men det indre. Eller i ihvertfald ikke blive i denne her skrot bunke slash flyttekasse. Kald det, det du vil! Det ligner ihvertfald bare lort herinde! Eller rettere i hele det her SKOD hus! Vi var flyttet i et lille hus, fordi min far synes at det andet hus var for stort til osse to. Jaja nok om det her halløj!

Jeg kiggede lidt rundt i værelset og faldt over en slidt bog der lå over i hjørnet blandt alt roddet!. Kort efter stod jeg med bogen i hånden. Jeg pustede forsigtigt noget at støvet af, som havde samlet sig ovenpå den. Aha det var den bog! Det var en bog jeg havde fået at Harry et par år før han skred. Jeg satte mig på madrassen  som jeg havde fået 'tildelt' mig! Den var gammel og slidt som alt det andet!... Ja det kan du nærmest forstille dig eller ikke?? Jeg billede lidt ved det kedelig omslag før jeg åbnede den, og frem kom alle minderne frem. Jeg kunne så tydeligt huske det hele. Det her var den bog jeg havde fået som jeg skrev i, vis jeg havde lyst. Men jeg var så stille begyndt at glemme det, da vi flyttede til London, for nogle år tilbage. Bland andet til en helt uvan tilværelse. Jeg viste intet om noget, men jeg blev bare sat i bås!.. 

Jeg kiggede hurtigt igennem den og faldt over en side som jeg havde skrevet det år hvor jeg blev tolv.  Jeg kunne huske det som om det var igår. 

Vi sad begge to på stranden efter en mega god dag. Altså min far og mig. 

Bare lige så i ved det, så skred min mor kort efter jeg blev født, og min far beholdte mig. Det viste sig at hun havde været utro med en eller anden. Og hun havde åbenbart et barn med ham. Jeg havde ikke set det der så var min søster eller hvad man kalder det. Og jeg kunne enligt heller ikke finde ud om jeg gad. På den ene side ville jeg jo gerne vide hvem min søster var, og hvor min mor var i verden. Men på den anden side, var jeg sur på hende. Hun havde efterladt mig og min far til en eller anden, anden mand. Jeg viste virkelig ikke hvordan jeg skulle reagere når min far nævnende hende. Jeg tænkte på det hver dag, men ellers var det ikke noget jeg tænkte videre over. Jeg havde ingengang et billede eller noget, så ja?? Det er en uretfærdig verden vi liver i her idag. 

Vi havde været i vandet hele dagen, og havde spist på stranden. Det havde været mega hyggeligt! Jeg havde vist ikke været mere end otte år eller noget. Jeg kan huske at der var et tidspunkt hvor min far greb fat i mig, og løb med mig ud i vandet. Dengang var han virkelig en god familie far! Han kastede mig ned under  det lette mørke vand. Det havde været virkeligt sjovt! Dagen efter tog vi derud igen. Men den dag var ikke som den anden. Der skete nemmelig noget. En drenge på hvad ti år og med brunt og krøllede hår og de flotteste grønne øjne jeg havde set. Hans navn var Harry. Den dag legede vi sammen indtil vi skulle hjem. Vi boede faktisk ikke særligt langt fra hinanden. Vi var ofte sammen, næsten hverdag efter skole. Han gik to klasser over mig. Han var der altid for mig. Vi kunne snakke om alt og ingenting. Selvfølgelig først da vi blev ældre, men ja. Vis i ved hvad jeg mener, da vi blev ældre snakkede vi om alt fra lektier, til musik og kærelighed.Vi havde været venner lige siden. Han var der til at snakke om ting, vis jeg eksempelvis havde nogle spørgsmål, eller bare ikke kunne forstå tingene i livet. Band andet det med min mor, og at jeg havde en søster som jeg ikke kender.! Men da jeg blev fjorden så jeg ham ikke længere. Han skred bare. Han var fucking min bedste ven, og så skred han bare! Jeg savner ham stadig væk! Jeg har skrevet til ham, de første to år efter, men jeg begyndte stille at stoppe da han ikke svarede tilbage. Han er verdens kendt idag! Og hvorfor jeg ved det var fordi alle i skolen snakker om dem 24.7. Kunne de ikke bare lade ham være?? Så havde jeg ham da for mig selv, men han savnede mig tydeligvis ikke længere. Jeg forstod det bare ikke. Han havde jo smidt det hele væk... Arrgh, jeg savnede ham bare forfanden!..Harry kom tilbage..

Jeg bladrede på på en blank side. Jeg fandt hurtigt en blyand og begyndte at skrive alle mine følser ned.... Underligt nok.

 

Hej... Eller ja..

Fuck man, det hele går bare af lort. Jeg savner alt det gamle, alt fra de gamle dage. Det hele, jeg fucking savner det. Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere, jeg vil ikke! Jeg vil væk, op til de andre, med fred i sindet. Der er ingen der forstår mig, ingen.. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg hader mig selv! Hvad gør jeg galt?? Plzz en eller anden fortæl mig det! Hvad?? Et simpel spørgsmål. Hvad gør jeg galt??.. Alle er ligesom skredet fra mig, et eller andet er jo gået galt. Er det på den måde jeg er?? Fint jeg kan ændre mig, men så giv mig dog en chance ikk? Jeg kan ikke snakke med nogen længere, jeg har ingen tilbage ingen! Harry ignorerer mine bedskeder og opkald. Gider han mig ikke længere?? Han kan da i det mindske sige det så! Men nej, det gider han ikke, han har jo så travlt med det der skide bandt!.. Hvorfor skred han overhovedet?? Fordi jeg var et monster?? Fint det er jeg jo siden alle hader mig.. Jeg må jo bare fucking leve med det! Plzz... I kan jo fortælle hvad jeg gør galt, vil ikke nok? Jeg vil jeg bare gerne vide det!.. Jeg vil ikke leve mere, helvedet er snart slut! Endelig. Jeg har skrevet til Harry her den anden dag, men han svare stadig ikke. Måske fordi han var verdens kendt?? Narr... Han kunne skulle godt skrive. Jeg savner ham som en sindsyg! Jeg ved godt at det er tre år siden nu, men jeg kan stadig ikke glemme ham. Det er frygteligt! Vis jeg bare kunne glemme ham, ville jeg måske have det bedre?? Måske. Harry svar, bare en gang. Så ved jeg at du ikke har glemt mig. Bare skriv 'Hej' Et eller andet, bare så jeg ved at du er der. Jeg vil jo bare have min Bedste Ven tilbage...

 

Jeg lagde bogen fra  mig, og tørrede forsigtigt nogle tåre væk, som igen havde samlet sig i kanten af min øjenkrog. Mit hoved lignede sikkert lort. Da mit makeup sikkert var mega udtværet. Men det var sku ligemeget, nu ville jeg bare i seng og sove...

 

 

****************************************************************************************************************

Jeg undskylder virkelig for det måske korte kapitel, men jeg ville bare gerne lægge et ud.

Jeg har ikke skrevet andet på denne her novelle, så jeg er rigtigt spændt på hvad i synes om den:)

Hvad synes i indtil videre??:)

Og undskyld for stave fejl, og gramattiske fejl eller hvad det hedder:) (Kapitlet er IKKE rettet igennem)

 

Knuzz, og god ferie til jer!<3

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...