I'm Alive (One Direction)

Livanna osse kaldt Liv, lever et hårdt og barsk liv sammen med hendes voldige far. Liv er ved at være vand til rutinen når hun kommer hjem fra skole. Hendes far voltager hende, og Liv er ved at få nok. Hun ture bare ikke at sige det til nogen fordi hun ikke stoler på nogen efter hendes mor forlod hende. Liv og hendes far flyttede til London. Til en uvan tilværelse, som ikke lignede den anden på nogen måder. Da liv var 14 skred hendes bedste ven for hende, bedre kendt som den nu verdens kendte Harry Styles. Han har ikke prøvet at kontakte hende siden den dag, og det pigner hende virkeligt. Hun savner ham. Liv har fået alt for meget og beslutter at tage sit eget liv. Men hvad sker der når hendes gamle bedste ven kommer tilbage?? Når nogle helt andmindelige drenge ser hende på vej hjem fra byen ved en bro?? Er drengene helt almindelige alligevel?? Men når Livanna overhovedet at begå selvmord?? Og hvad sker der når to fra bandet får følser for hende?? *Har rettet coveret et par gange...*

43Likes
105Kommentarer
9411Visninger
AA

7. My story...

LIVANNA's SYNSVINKEL

 

Jeg var lige vågnet, et helt fremmed sted. Jeg kendte det ikke. Det var et lyst rum jeg var i, og der var stille, meget stille. Det var faktisk en lille smule skræmmende. Jeg rejste mig op og gik hen i et vindue. Jeg kunne se ud over hele London, både Tower Bridge og London Eye. Det var virkelig vildt. Jeg havde aldrig set det på denne her måde før. Jeg ville næsten kalde det en oplevelse for livet.

Jeg fattede ikke en skid, for at sige det rent du. Jeg brude da være død. Jeg prøvede forhelved at begå selvmord igår. Hvordan kunne jeg være her nu?- Nogen der kan svare? Nej okay, men tak fordi i prøvede. Vindues karmen var dejlig kold, og nok plads til at man kunne sidde der i, så det gjorde jeg selvfølgelig.Jeg havde aldrig prøvet det før, så hvorfor ikke hoppe ud i det?. Hovedet lagde jeg imod vinduet og kiggede ud på den travle morgen. Jeg burde endelig at bekymre mig om hvor jeg var, men det gad jeg ikke. Jeg var for træt og forvirret til at finde ud af det. Der kørte simpelhen så mange tanker rundt i mit hoved, så man skulle tro at det kunne eksplodere hvert sekund. Bland andet... Hvorfor var jeg her? Hvem havde stoppet mig? Hvem havde fundet mig? Og hvorfor var jeg overhovedet her? Der var da ingen der gad mig! 

Jeg blev revet ud af mine tanker, da der var nogen der bankede på. Personen bankede på igen, men fik ikke et svar, da jeg valgte at undlade at svare. Håndtaget blev trukket ned, og en person med brunt, let krølled hår kom ind. Seriøst, hvad skete der lige her? Det måtte sku være løjen. Jeg kiggede hurtigt ud, for at lade som om at jeg ikke havde set ham. Det var Harry jeg snakkede om.

''Livanna??'' Jeg fik helt gåsehud ved hans rug og hæse stemme.  Wow jeg havde savnet det. Tårene kom snigene igen, men jeg prøvede alt på at ignorere den, og lade som om jeg ikke havde hørt noget. Jeg kunne høre nogle lette trin komme tætter på, og inden længe en der satte sig i den anden ende af vindues karmen. Bare lige en riminder, så var den faktisk virkelig stor. Det var virkelig svært at lade være med at sige noget. Alle ordene boblede og kæmpede sin op igennem halsen. Det var virkelig en ubehaglig følelse. Det lød som om at han skulle til at sige noget, men jeg tog ordet fra ham.

''Harry..'' Jeg kiggede op på ham. Det var seriøst underligt. Man havde ikke set en person i 4 eller 5 år, og så stod personen lige foran en dagen efter sit selvmords forsøg! Wow siger jeg bare. 

''Liv, jeg er virkelig, virkelig ked af at jeg ikke har svaret! Jeg føler mig virkelig som om jeg er det største fjols. Jeg viste ikke at- du havde det sådan. Du boede i en kærne familie som alle ville ønske at have. Undskyld...''

''Jeg ved det Harry...'' Jeg kiggede ned på mine hænder. Jeg var virkelig nervøs af en eller anden grund. Hvad skulle jeg ellers sige? Jeg vendte alle ordene inde i hovedet.

''Hvorfor siger du det, jeg har aldrig boede i en kærne familie. Men hvordan ved du det her?'' Jeg undrede mig over at han sagde det der med en Kærne Familie.

''Fordi.. Igår da jeg så at du skulle til at hoppe, fik jeg dig ned. Og du begyndte at mumle om en eller anden bog. Som så viste sig at det var den bog, fra den gang. Og Niall læste i den. Undskyld, men han kan ikke holde fingerne væk. Han sagde at jeg skulle læse det, og jeg ville finde svaret. Jeg er virkelig ked at det Livanna'' Jeg stivnede i det sekund han nævnende bogen. Havde de læst den?? Altså jeg ved godt at jeg havde håbet på det, men først når jeg ville være død! Jeg var tom for ord, jeg viste virkelig ikke hvad jeg skulle sige, jeg var mundlam! 

''Men....'' Jeg kiggede ud, og kunne mærke tårene komme strømmene, som jeg prøvede at holde tilbage tideliger. Harry skulle ikke lægge mærke til at jeg græd. Men det gjorde han nok alligevel! Jeg kendte Harry godt nok til at lægge mærke til det. 

''Liv, det var ikke med vilje. Det er okay vis du ikke vil snakke om det. Husk at jeg altid har en skulder klar'' Han tøvede kort.

''Ihh, tak! Det sagde du osse sidst! Og det var jo bare for at holde dig egen røv oppe!'' Hvorfor blev jeg lige så sur? Det var ikke meningen, men på den anden side så. Han brændte mig af, da han sagde de ord sidst!

''Jeg lover det nu. Jeg mener det. Jeg vil æde min gamle hat, vis jeg bryder det. Plzz'' Jeg afbrød ham.

''Du lover det?''

''Jeg lover det'' Han rejste sig , og gik over til mig. To sekunder efter lå mit hoved mod hans bryst. Jeg havde savnet det.

''Ved du hvor meget jeg har savnet dig??''

''Vis det bare er halvt så meget som mig, så ja!'' Han grinte kort over min kommentar.

''Dejligt at have dig tilbage Liv'' Han gav slip på mig, og trådte lidt tilbage. Jeg hoppede ned fra vindues karmen. Han kiggede underligt på mig.

''Er jeg vokset meget siden sidst, eller er du skrumpet?'' Han grinede kort.

''Nææ.. Men hvad er du?? En en meter og firs eller?? Jeg er en treds!'' Jeg smilte kort.

''Så det er nok ikke kun dig'' Jeg satte mig på sengen. Der var en let akavet stemning. Harry gik over imod døren. 

''Vis du er sulten kan du bare tage noget ikke?? Og bare lade som om du er hjemme, eller... Nej jeg holder mund, men du ved hvad jeg mener'' Jeg tænkte kort. Jeg spiste jo ikke noget så... Hvad mente han med det, skulle jeg blive her eller?

''Altså, når du siger det på den måde, lyder det som om jeg skal blive her!'' Han grinte over min kommentar. Synes han virkelig at det var så sjovt??

''Altså ja ind til videre, du skal ikke bo ved din far. Han er jo en gammel stodder på rulleskøjter'' Okay, jeg kunne bare ikke holde masken længere. Vi flækkede begge af grin!

''Harry, du har en plat humor!''

''Jeg ved det, jeg ved det! Vil du låne noget??'' Han smilte og gik ud af døren. Nu var jeg igen alene.

Jeg havde stadig det sammen tøj på som dagen før. Hvad skulle jeg tage på nu?? Jeg valgte at gå ud til Harry for at høre om jeg kunne låne noget. Efter to minutter kom han tilbage, men en Blå t-shirt og et par joggin bukser. Jeg elskede sådan noget tøj. Der sad nogle drenge og spillede et eller andet, Så de lagde ikke mærke til at jeg kom der ud til dem. Jeg gik hurtigt ind igen og fik mit tøj op. Og fik sat mit hår op i en rodet knold. Og så gik jeg der ud igen. Harry smilte med det søde smil. Alle minderne var begyndt at poppe op i mit hoved. Men jeg kunne ikke andet end at elske det. De andre drengene råbte lidt op hist og her, og lidt efter smed de deres spille tingester fra sig. Jeg tror Harry kunne se at jeg var nervøs, fordi han puffede lidt til en fri plads ved siden af ham, og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig der. Jeg tøvede lidt, og satte mig så ved siden af ham. De andre kiggede overraskende på mig, som om de havde set et spøgelse. Men helt ærligt, så viste jeg heller ikke hvad jeg ligende. Harry lagde en arm om mig og smilte. Hvem var de drenge? Måske bandet.. Jeg blev simpelhen nød til at spørge selvom det var mega pigenligt. 

''Hvem er i??'' De smilte lidt, og begyndte at præsentere sig. 

''Jeg hedder Louis'' Sagde ham med det ok lange hår, og med nogen mega søde blå, grønne øjne. Jeg smilte bare kort.

''Jeg hedder Liam!'' Det var ham der, den lidt muskuløse en. Og med skæg. Han så faktisk ok sød ud. Med det gjorde de andre osse. 

''Jeg hedder Spider man!'' Han grinte lidt..

''Ej mit navn er Niall'' Han havde den meste nuttede stemme.


''Hej'' Var alt hvad jeg kunne sige.. Hvorfor var jeg så stum?? Haha Lol.

''Og jeg er Zayn!'' Han så virkelig sød ud. Jeg elskede sådan nogle typer. 

''Okay....'' Jeg var faktisk virkelig nervøs. 

''Så i er bandt medlemmerne??'' Jeg følte mig virkelig som en idiot siden jeg ikke viste det.

''Jeps! Hvor meget ved du lige om One Direction??'' Jeg skulle lige til at svare Niall, men Harry hjalp mig.

''Det kan da være ligemeget!'' Han var vist ligeglad. Der var en akavet stemning, hvad skulle jeg sige?? 

Mine øjne flakkede hen på en guitar som hang på vægen. Det lagde Harry vist mærke til.

''Spiller du stadig Liv!?'' Jeg ved at jeg ikke har fortalt om det. Men inden jeg 'mistede Harry, spillede jeg Guitar. Men jeg stoppede da det var, selvom det var svært. Jeg havde allermest lyst til at sige ja, men det kunne jeg ikke.

''Nej...'' Jeg trak lidt på den.

''Hvorfor??...'' Det var Niall igen.

''Det intrassere mig ikke længere'' Ej okay, både mig og Harry viste at det her var løjen. Han kendte mig for godt til at det kunne være sandt.

''Det er jo løjen Liv'' Harry's stemme skar i mine øre, da han sagde det.

''Og hvad vis det ikke er?'' Okay, jeg kunne godt mærke at vreden steg i mig. Vis der var noget der kunne sætte mit pis i kog, så var det at folk viste sandheden bag mine ord. Det var jo ikke fordi Harry viste alt om mig, overhovedet!  Men han viste han jo ikke længere. 

''Liv, hvorfor har du droppet det?? Du elskede det mere end noget andet'' Han lød virkelig opsat på at finde ud af hvorfor. Tårene kom stille tilbage, så jeg plantede blikket på mine hænder der lå i mit skød.

''Harry. Jeg elskede kun at spille for dig, når du sang. Og ja.. Jeg kunne bare ikke spille når du ikke var der til at synge. Jeg savner det ubeskriveligt meget, men det er lige meget nu. Jeg kan nok ikke spille længere'' Jeg tørrede forsigtigt nogle tåre væk, så de ikke skulle lægge mærke til at jeg græd. 

''Sødt!'' Var der en af drengene der mumlede, og fik et puf i siden, som tegn på at han skulle lukke kæften. Jeg kunne mærke nogle arme om mig, og kunne straks dufte den velkendte parfume. Jeg lå i Harry's arme, imens han nussede min ryk.  

''Mener du virkelig det??'' Det var Harry igen.

''Mmm'' Jeg gabte kort, og smilte flovt.

''Men vil du så prøve at spille??'' Det var den blonde splejs. Eller helt blond var han nu ikke, men det var ham der sagde at han hed Spider man.

''Nej ikke lige nu. Ellers tak'' Jeg smilte lidt til ham.

''Okay, du tager bare min guitar vis du vil prøve'' Nu gik jeg ud fra at det var hans guitar. Men jeg kunne ikke sige andet end at det var nice.

''Tak'' Jeg lagde mig op af Harry. Det var virkelig rart. Han lå og legede med mit hår som han altid havde gjord.

''Det ligner altså at i har været kærester!'' Ham med det der mørke brune, næsten sorte hår, var kommet med den kommentar.

''Haha Zayn, virkelig morsomt'' Og her har du Harry igeeen! 

''Skal vi ikke se en film. Vi har fri idag!'' Det var Liam. Ham kunne jeg da huske. Pssst, så er jeg glemsom til tider. 

''FIND NEMO'' Skreg splejsen næsten.

''Niall seriøst? Du så den igår'' Det var vist Zayn. Haha, jeg tror jeg er ved at få styr på navnene nu. Eller sådan næsten. 

''Ja og?  Den er da god'' Det var Niall, fandt jeg ud af.

''Kan vi ikke se Pitch Perfect?'' Det var selvfølgelig Harry. 

''Jojo'' Liam satte filmen til, og smed sig på gulvet. Det var endelig utroligt hyggeligt her.

Filmen havde ikke været igang i mere end en halv times tid, da mine øjnelåg lukkede sig i. Alt i alt, jeg var bombet!

 

 

****************************************************************************************************************

Jeg undskylder virkelig det kedelige kapitel, men jeg var bare flad for ideer!

Hvad synes i endelig om den indtil videre??

Knuzz:)

 

OG LIGE EN TING: SÅ RETTER JEG NÆSTEN ALDRIG MINE KAPITLER IGENNEM!..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...