I'm Alive (One Direction)

Livanna osse kaldt Liv, lever et hårdt og barsk liv sammen med hendes voldige far. Liv er ved at være vand til rutinen når hun kommer hjem fra skole. Hendes far voltager hende, og Liv er ved at få nok. Hun ture bare ikke at sige det til nogen fordi hun ikke stoler på nogen efter hendes mor forlod hende. Liv og hendes far flyttede til London. Til en uvan tilværelse, som ikke lignede den anden på nogen måder. Da liv var 14 skred hendes bedste ven for hende, bedre kendt som den nu verdens kendte Harry Styles. Han har ikke prøvet at kontakte hende siden den dag, og det pigner hende virkeligt. Hun savner ham. Liv har fået alt for meget og beslutter at tage sit eget liv. Men hvad sker der når hendes gamle bedste ven kommer tilbage?? Når nogle helt andmindelige drenge ser hende på vej hjem fra byen ved en bro?? Er drengene helt almindelige alligevel?? Men når Livanna overhovedet at begå selvmord?? Og hvad sker der når to fra bandet får følser for hende?? *Har rettet coveret et par gange...*

43Likes
105Kommentarer
9404Visninger
AA

17. Listen to the Conversation.

ZAYN's SYNSVINKEL

Efter igår, hvor jeg havde fået stukket et billede af Perrie som lille i hånden. Efter Livanna havde spurgt om jeg viste om det passede. Jeg var frossen til is, jeg kunne ikke fatte det. Det hele stod klar, det var umuligt. Jeg havde været så blind, drengene havde været så blinde. Godt nok viste de ikke det med Perrie endnu. Men de burde bemærke at de mindede lidt om hinanden, og så alligevel. De var så forskellige, men så ens. Ja jeg ved ikke om det giver mening, men de mindre om hinanden. Udsenet. Special deres næser. Det var så små ting, man lagde mærke til. Det var forfærdeligt, urimeligt. De havde det sagn til hinanden, og nu var jeg den eneste der viste det. Det gav mig kvalme. Selvom jeg ikke havde noget at gøre med det, men så alligevel. Jeg var forfanden den eneste der viste at de var søskende. Jeg skulle fortælle drengene det, sagen var bare den. Hvordan? Skulle jeg fortælle dem det først, eller skulle Perrie vide det først. Tankerne kørte i ring. Jeg stod næsten lige foran målet, deres drøm. Men jeg kunne ikke for mig selv til at sige det. Arrgh, hvordan kunne det overhovedet være muligt? Jeg gentog mig selv, snakkede med mig selv, det var forfærdeligt. 

Klokken nærmede sig de halv ni om morgnen, og jeg havde ikke fået lukket et øje. Jeg havde, tænkt og tænkt, hvordan skulle jeg fortælle drengene det? Det var jo ingengang sikkert at de troede på mig vel? Jeg satte mig op i sengen og tog mig til hovedet inden jeg gabte. Højt. Jeg var træt, nej ikke træt. Smadret, død, forvirret, bange, nervøs, alt! Jeg slæbte min 'døde' krop over til skabet, inden jeg trakte et par joggin bukser, og en t-shit ud fra skabet. Jeg havde ikke forfærdeligt meget tøj i mit skab da alt det andet var pakket ned til Touren. Glæden boblede inde i mig, det blev så fedt. Men osse alligevel, jeg viste ikke hvordan de ville reagere. Når jeg ikke fortalte Perrie det med det samme, det gav mig gåsehud.  

Hurtigt fik jeg trukket mig i tøjet som jeg havde fundet frem. Nu var kursen sat mod stuen. Jeg var sikker på at de andre stadig sov, hvilket bestemt ikke gjorde noget. Mine fødder gled hen over det kolde gulv og ingen længe stod jeg i køkkenet. Jeg ved godt det ikke var der jeg havde sat min kurs, men jeg blev nød til at have noget kaffe ellers drattede jeg sku om af søvnmangel! Jeg fik hurtigt lavet mig en kop kaffe i den der kaffe maskine, tingest vi havde. Ja den der lavede kaffe, på ti sekunder eller noget. Koppen gled ind i min hånd, og gik ind i stuen. Billedet lå i min lomme, skulle jeg aflevere det? Ej jeg ville vente til hun stod op. Mit blik var plantet på kaffekoppen hele vejen hen til sofaen. Jeg var nervøs, det var helt forfærdeligt... Lige i det jeg satte mig ned, gav min mobil lyd for dig. Jeg stillede kaffekoppen på bordet og fiskede den på af lommen. Skærmen lyste stadig, hvilket gav mig rig mulighed for at læse hvad der stod, det var fra Perrie.

#Hej Zayn. Har du fået snakket med drengene. Jeg er virkelig nervøs.. xx Perrie# Jeg havde virkelig dårlig samvittighed, jeg viste jo svaret, men jeg havde ikke fået fortalt dem det.

#Nej ikke endnu skat<3. De sover. xx Zayn# Det kvalte mig langsomt at jeg viste det hele. Det var svært at skjule, men jeg formod da at gøre det meget godt.

#Når okay... Jeg ville bare høre. Elsker dig. xx Perrie#

#Elsker osse dig skat<3 xx Zayn# Efter at der ikke kom noget svar tilbage, lagde jeg mig ned i sofaen, bare for at tænke. Men min øjenlåg faldt kort efter i.

 

***

 

''Zayn? Hallo makker, er der nogen hjemme?'' Jeg slog øjnene og mødtes med Niall's altid glade smil.

''Du var hel væk mand!'' Han grinte. Den lille mide, ej jeg elskede Niall mere end nogen anden. Han var sku den bedste, sjoveste og madglade person jeg kendte. Og så den eneste.

''Undskyld Niall, jeg har ikke lukket et øje hele natten'' Han kiggede bekymret på mig. Jegsatte mig ud og rakte ud for at tage min kaffekop, men opgav da den sikkert var kold. Hurtig kiggede jeg på klokken. Halv elleve. Forhelved jeg var vist træt.

''Zayn er der noget galt? Vi så dig næsten ikke igår efter du havde snakket med Liv. Du virker trist eller noget. Er der noget galt?'' Niall var altid bekymret. Jeg rystede på hovedet og prøvede at skjule det.

''Zayn er du sikker'' Først nu kunne jeg ikke skjule det længere.

''Niall jeg skal snakke med dig og drengene her engang idag. Det er vigtigt!'' Han kiggede alvorligt på mig inden han nikkede. 

''Okay?'' Orgh fuck, hvordan skulle jeg fortælle dem det?.. Han satte sig ned ved siden af mig, inden han tændt fjernsynet. Eller rettere den store fladskærm. Til han's held var der fodbold. Han satte sig til rette og kiggede på skærmen. Inden længe var han helt optaget og råbte op her og der. Typisk Niall..

 

***

 

Alle drengene var stået op, og sad nu i sofaen. Selv Livanna var der, til min store overraskelse. Der var da stadig nogle akavet stilheder imellem os, når vi kiggede på hinanden. Det blev aldrig mere end to sekunder før vi slog øjnene vær fra hinanden. Jeg havde bare lyst til at råbe det ud, at Perrie var hendes søster, men jeg havde lovet hende det. Jeg måtte holde mit ord, hun var min Kæreste, mit et og alt. Vis jeg sagde det, var jeg død. Eller ikke død sådan bogstavligt talt, men alligevel. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige det. Lige nu lå hun op af Louis. Altså Livanna. Han nussede hendes ryk, ligesom jeg altid nussede Perrie's. Drenge er bare ens på nogle punkter. 

''Zayn er der noget galt?'' Det var Louis der spurgte. Automatisk søgte mine øjne Liv's. Ikke fordi der var noget imellem os overhovedet. Men jeg viste bare at hun tænkte på det samme som mig. Eller noget alla det, hun havde jo spurgt mig privat. Hun havde spurgt mig om jeg viste om det var Perrie. Men jeg havde ikke kunne fortælle hende noget. Jeg følte mig som en idiot. Rent ud. Vi havde ikke vekslet det eneste ord imellem os siden igår.  Hun kiggede hurtigt væk. Det gav mig kvalme, at holde det hemmeligt. Jeg havde ondt af hende, jeg havde ondt af Perrie, jeg havde ondt at dem begge.

''Nej overhoved ikke'' Jeg smilte falsk til dem, og var endelig godt klar over at det viste at jeg løg. De kendte mig for godt, det kan jeg ikke løbe uden om.

''Zayn er du helt sikker?'' Liam kiggede op fra sin mobil i et kort øjeblik. Han sad sikkert og skrev lange romaner om hvor meget han elskede Sophia. LoveBirds.!

''Liam, ja jeg er helt sikker'' Vis bare jeg var bedre til at skjule mig bag en facade, så havde jeg skjult mig bag den. Og så ville de ikke bemærke noget. 

''Det passer jo ikke, du sagde du skulle snakke med mig og drengene her engang idag og det var vigtigt!'' Tak Niall, tusinde tak! Det var LIGE den jeg havde brug for ikke. Bare tak!!

''Så må jeg heller gå...'' Livanna rejste sig op, og kiggede ned på Louis, inden hun kiggede over på Niall.

''Niall må jeg godt låne din guitar?'' Harry kiggede rundt på dem. Den stakkels dreng havde jo ikke fået han's Prinsesse. Han var jo missundelig. Men ja.. Hun ville flytte fokuset fra hendes selv, og spurgte Niall om hun måtte låne den. Det var jeg sikker på. Men på den anden side, så havde den tøs osse et talent uden lige med en guitar og nogle strænge imellem hænderne. Jaja grin i bare, den skulle IKKE misforstås.

''Altid, du tager den bare. MEN! Pas nu på den ikke'' Han grinte lidt.

''Selvfølgelig, jeg regner da med at jeg smadre den. Niall bare rolig det skal jeg nok'' Hun gik over og tog han's guitar inden hun forsvandt ind på værelset. Hurtigt blev døren lukket efter hende. Hurtigt blev alle blikke vendt over mod mig, fokuset blev flyttet fra skærmen.Der blev stille, ikke bare stille men helt stille. Jeg var sikker på at man kunne høre en knappenål falde til gulvet, så stille var der. 

''Nå Zayn fortæl'' Slap nu af Niall vi er ikke med i Leman- Et formel et løb af en slags. Eller noget vel? Jeg rettede mig op i sofaen, ligesom Perrie igår, da jeg fik det avide.

''Jeg var over ved Perrie igår. Hun sagde faktisk noget til min som kom bag på mig. Ikke bare normalt bag på mig, men sådan rigtigt bag på mig. Hun har en søster. Jeg viste ikke hvordan jeg skulle reagere da hun sagde det. Men hun begyndte af fortælle noget om hendes søster. '' Alle de ord jeg havde brændt inde med siden igår, begyndte stille at fortage sig i min hals.

''Hendes søster hedder Liv, vis hun altså stadig lever.. Og det ved jeg hun gør. Vi snakkede lidt om det, og besluttede os for at jeg ville snakke med jer. Hun havde set en masse billeder på Twitter af Livanna, og synes der var noget bekendt over hende. Og jeg gav hende ret. Vi kiggede på  et billede af Liv og et af Perrie. De lignede hinanden på en prik'' Det lignede at drengene var  ved at tabe deres kæber, måske ringede deres klokker for fuld hammer inde i deres hoveder. Hvad ved jeg?

''Da Livanna kom ind til mig igår aftes snakkede vi lidt. Ikke på den måde, men hun havde osse lagt mærke til noget nært det samme som Perrie. Hun fortalt at hun havde en søster. Der hed, eller faktisk hedder Perrie. Og at hendes rigtige navn faktisk er Livanna Edwards. Først kunne jeg ikke rigtigt få det til at hænge sammen, men så gav hun mig det her billede'' Jeg rakte drengene billederne af Livanna og Perrie som børn.

''Jeg ved det lyder underligt, men jeg tror altså at de er søskende...Men jeg ved ikke jeg har lo-'' Harry afbrød mig.

''Zayn du kan sku ikke mene det her seriøst. Det er da en joke!?'' Han var sur, man kunne se vreden boble inden i ham.

''Harry jeg laver ikke sjov, hun fortal-'' Han afbrød mig igen og rejste sig vredt op fra sofaen.

''Du kan da ikke stå her og sige at de er søskende! Du er blind. Hvorfor fanden har du ikke tænkt på det noget før din spa-'' Nu var det Liam's tur til at afbryde.

''Harry slap af! Jeg tror ikke det her er en Joke. Hvorfor vil han sige det? Og hvorfor vil han have et barndoms billede af Livanna med sig?'' Harry satte sig stille ned igen.

''Undskyld, jeg fatter det bare ikke'' Han begravede hovedet i hænderne. Louis sad og stirrede ud i luften, og Niall, ja han lignede et spørgsmåls tegn.

''Er jeg den eneste der er forvirret her?'' Nej Niall, det er du ikke.

''Det hele giver mening, undskyld Zayn, det er ikke dig der er blind. Jeg skulle have lagt mærke til det noget før. Alt hvad hun fortalte da hun var mindre, det hele giver mening'' Hvad fanden snakkede Harry om?

''Jeg går ind og snakker med hende'' Han rejste sig op i sofaen.

''Harry plzz, lad være med at sige noget om det her til hende. Jeg har lovet Perrie, ikke at sige det'' Han nikkede bare inden han gik ind på Livanna's værelse. Jeg følte mig splittet, helt og aldeles. Jeg fiskeden min mobil op af lommen på mine Jogginbukser og gik ind og trykkede Perrie's nummer ind. Hun skulle vide det her, jeg kunne ikke holde det hemmeligt længere..

''Hej Zayn'' Hendes stemme rystede. Hun var uden tvivl nervøs.

''Perrie, jeg skal fortælle dig noget okay?'' Jeg var osse selv nervøs i den grad. Mine ben satte kursen mod døren. Jeg havde brug for at være alene og få snakket tingene igennem med hende. 

''Ja?'' Jeg satte mig på trappen ude i opgangen. Der var stort set aldrig nogen der benyttede den, sp jeg kunne være her i fred og ro.

''Igår kom Livanna ind til mig. Hun spurgte om jeg kendte den pige der var på et billede. Hun fortalte det var hendes søster.Og at hendes navn var Perrie.  Her for ti minutter siden snakkede jeg med drengene. Jeg fortalte dem det. De fattede ikke en pind, til at starte med. Men jeg tror klokken i deres hoved begyndte at ringe da jeg viste dem billedet du gav mig, og som Livanna gav mig.  Skat, jeg eller vi har fundet din søster.'' Jeg kunne høre små hulk i den anden ende af røret.

''Shh skat, det er okay, vi har fundet hende nu Okay?''

''Mmm..'' Var alt hun sagde inden hun brød sammen..

 

 

LIVANNA's SYNSVINKEL

Efter jeg havde snakket med Zayn igår, var jeg gået direkte i seng. Drengene havde heldigvis ikke kommenteret det. Jeg havde brug for at være alene, brug for at snakke med mit indre mig. Det stod ikke helt klar for mig, men jeg havde stadig den tankte, der kørte på højtryk inden i mit hovede. Det kunne ikke være Perrie, det var da umuligt. Jeg viste det simpelhen ikke.

Lige nu lå jeg oppe af Louis inde i sofaen. Jeg lå endelig bare og tænkte. Nogen gange søgte mine øjne Zayn's og nogen gange fik vi øjenkontakt, men det blev ikke mere end til små sekunder.

'Er der noget galt Zayn??'' Kunne jeg høre Louis sige.

''Nej overhoved ikke'' Han gav bare et kort svar tilbage. Det ville jeg osse have gjord vis det var mig.

''Zayn, er du helt sikker?'' Det var Liam der brød ind.

''Ja, ja jeg er helt sikker'' Han kiggede ned i jorden.

''Det passer jo ikke, du sagde du skulle snakke med mig og drengene her engang idag og det var vigtigt!'' Jeg kiggede hurtigt ned inden jeg rejste mig op.

''Så må jeg nok heller gå..'' Hurtigt kiggede jeg på Louis, inden mit blik søgte Niall.

''Niall, må jeg godt låne din guitar'' Et eller andet skulle jeg jo have tiden til at gå med imens de snakkede.

''Altid, du tager den bare. MEN. Pas nu på den ikke??'' Han grinte kort.

''Selvfølgelig, jeg regner da med at jeg smadre den. Niall bare rolig det skal jeg nok'' Jeg gik over og tog guitaren, inden jeg forsvandt lydløst ind på værelset. Jeg plantede min fede mås i sengen og foldede benene, under mig. Guitaren lå allerede i mit skød, og strengene imellem mine finger. Jeg begyndte stille at spille en af Troye Sivan's sange. Han er endelig ikke voldsom kendt men han er god, rettere et natur talent. 

Jeg havde siddet og spillede lidt, men jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til råbene inde fra stuen.

''Zayn du kan sku ikke mene det her seriøst. Det er da en joke!?'' Han var sur, man kunne tydeligt høre det. Hvad var det der skulle være en joke?

''Harry jeg laver ikke sjov, hun fortal-'' Hun fortalte hvad? Hvem snakkede de om? Jeg lagde Niall's guitar fra mig, og satte mig tiol at lytte

''Du kan da ikke stå her og sige at de er søskende! Du er blind. Hvorfor fanden har du ikke tænkt på det noget før din spa-'' Var det mig de snakkede om? SHIT!.

''Harry slap af! Jeg tror ikke det her er en Joke. Hvorfor vil han sige det? Og hvorfor vil han have et barndoms billede af Livanna med sig?'' Liam afbrød Harry. Jeg kunne ikke høre ret meget mere. Men jeg kunne svagt høre Zayn's stemme på et tidspunkt, som fik mit til at stivne. 

''Harry, Plzz ikke sig noget til hende. Jeg har lovet Perrie'' Mere hørte jeg ikke. Mit hoved slog fuldstændigt fra. Den stoppede simpelhen med at fungere. 

Altså lige indtil Harry braste ind på mit værelse. Jamen goddag med dig osse!
''Hej'' kom der stille for mig''
''Hej'' han satte sig ved siden af mig og lagde en arm om mig.
''Hvad snakkede i om Harry?'' Ja måske var jeg nysgerrig, og jeg viste det jo endeligt godt. Men jeg ville bare se om han gad og fortælle mig det. Om han var den ven han lovedea at være. 
''Ikke rigtigt noget'' Han trak lidt på den.
''Det var bare Zayn de ville spørge os om noget til touren. Yeah right! Tak for shit Harry.
''Hvordan går det endeligt med dig Liv?'' Hvad skulle jeg svare, at jeg havde hørt deres samtale? Nej, det skulle han ikke vide, han kunne selv åbne hans 'kæft for at fortælle mig det.
''Godt'' Var alt hvad jeg sagde. Jeg var kold, jeg var vred, han kunne ingengang fortælle MIG hvad de snakkede om!
''Det var da godt. Hvad spiller du??'' Han var god til emne skift, det måtte jeg sku give ham!
''En af Troye Sivan's sange. Du kender ham nok ikke'' Han havde jo travlt med at holde røven oppe på de andre, så han lyttede jo aldrig til noget 'fornuftigt!'
''Fedt og nej jeg ved ikke hvem han er''
''Det er typisk dig Harry!'' Jeg var godt sur på ham lige nu.
''Nå men jeg tror jeg smutter igen, du komer bare vis du har lyst ikke??'' Han rejste dig op. Og var ude af værelset på 0.5. Arrgh! Han skjulte det, bare ikke godt nok. Han var let at knække koden på, ud fra hans kropssprog!
Der var en ting der igen stod klar! Jeg skulle spille med i det her spil! De skulle ikke vide at jeg viste det. Det måtte de selv finde ud af. Jeg greb hurtigt ud after Harry's pc, som jeg havde fået lov til at låne. Nu ville jeg finde ud af noget om min søster!

 

************************************************************************

Tak alle samme! Uf, nu er der kun et kapitel tilbage!! Eller faktisk to:) Hvad synes i om den??:) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...