I'm Alive (One Direction)

Livanna osse kaldt Liv, lever et hårdt og barsk liv sammen med hendes voldige far. Liv er ved at være vand til rutinen når hun kommer hjem fra skole. Hendes far voltager hende, og Liv er ved at få nok. Hun ture bare ikke at sige det til nogen fordi hun ikke stoler på nogen efter hendes mor forlod hende. Liv og hendes far flyttede til London. Til en uvan tilværelse, som ikke lignede den anden på nogen måder. Da liv var 14 skred hendes bedste ven for hende, bedre kendt som den nu verdens kendte Harry Styles. Han har ikke prøvet at kontakte hende siden den dag, og det pigner hende virkeligt. Hun savner ham. Liv har fået alt for meget og beslutter at tage sit eget liv. Men hvad sker der når hendes gamle bedste ven kommer tilbage?? Når nogle helt andmindelige drenge ser hende på vej hjem fra byen ved en bro?? Er drengene helt almindelige alligevel?? Men når Livanna overhovedet at begå selvmord?? Og hvad sker der når to fra bandet får følser for hende?? *Har rettet coveret et par gange...*

43Likes
105Kommentarer
9416Visninger
AA

16. ''Hey Zayn?

ZAYN's SYNSVINKEL

 

Jeg var virkelig rystet på en eller anden måde, da jeg var kommet hjem fra Perrie. Jeg havde ikke lige regnet med at hun havde en søster. Og bestemt ikke at det måske var Livanna. Louis kæreste, Harrys barndoms ven. Det havde jeg ikke lige regnet med. Og nu skulle jeg bare snakke med drengene om det, så vi og ikke mindst Perrie og Livanna kunne få det afklaret. Men jeg havde Lovet Perrie, ikke at sige noget om det til Livanna inden vi var sikre. Hun ville ikke gøre hende mere ked af det end hun var i forvejen. 

Da jeg var kommet hjem havde jeg bare midt mig i min seng, og prøvede på at få brikkerne til at hænge sammen. Men det gav ingen mening- Overhovedet. Drengene viste det endnu ikke endnu, da Harry og Louis er over ved Livanna, dag ud, dag ind. Men hun havde brug for selskab. Heldigvis måtte hun komme hjem en gang idag, så der kunne jeg få snakket med drengene om det. Hun måtte bare ikke få det avide, da intet var sikker endnu. Perrie havde haft ringet til mig tidlig om morgnen, hun var helt græde færdig. Det gjorde mega ondt at høre at hun var så trist, forvirret og på en måde bange. Jeg lyver ikke vis jeg siger at vi snakkede fra klokken syv i morges og til klokken elleve, om formiddagen. Hvilket osse resulterede i at klokken nu havde rundet klokken tolv. Liv og drengene var snart hjemme. Eller med drengene mente jeg Louis og Harry. Liam og Niall var hjemme. Hvad de lavede viste jeg ikke, men jeg var osse ligeglad. Det sagde mig ikke så meget lige idag. 

Det var helt underligt at tænke på hvad der var sket på denne her tid. Vi havde fået en masse ting avide som man nok ikke lige regnede med. Harry's bedste veninde, som måske var Perrie's søster. At hun overhoved havde en søster kom osse som et chok. Men That's the life?  Der var bare så meget man skulle holde styr på, men ingen længer kom det hele nok til at give mening. Tror jeg.

 

LIVANNA's SYNSVINKEL

 

Endelig var dagen kommet. Jeg måtte komme hjem. Nu skulle jeg bare hjem i en NORMAL seng, et normal hus. Eller normal og normal, men det var da mere normalt end et værelse på et hospital. Men ikke lige som alle andre's huse. De fik jo ikke lige lov til at bo med drengene fra One Direction, vel? Og oveni købet være bedste venner med Harry og komme sammen med Louis. Jeg havde det endelig ret dårligt med at komme sammen med Louis, når Harry godt gad at have mig som han's pige. Og når de oveni købet var bedste venner. De drenge var jo nogen af dem der havde det stærkeste Bånd. Det bedste Friend-ship. Men på den anden side kunne Harry jo ikke vælge om vi elskede hinanden eller hvad vi gjorde. selvfølgelig elskede jeg osse Harry- Som ven, soulmate, ham jeg kunne og kan fortælle alt til. Ham som er der for mig, i tykt og tynd. Det havde han lovet at være nu. Han ville bakke mig op i de ting jeg havde brug for. Han ville være ærlig, men fortælle sin mening. Jeg elskede bare Harry, men igen kun som ven. Desværre.  

Jeg var endelig overrasket over at jeg var så glad. Vis det har bare havde været for et par uger siden, var jeg bukket under. Helt seriøst, så havde jeg forsøgt på et nyt selvmord vis det helved jeg levede i før, blev ved. Men nu havde jeg fået Harry tilbage, jeg havde Louis, og de andre drenge. Det skete nok ikke lige nu så. Det, det måtte det bare ikke. 

Der var nu tre dage til at drengene skulle afsted, to dage til min fødselsdag. Som oveni købet ikke var værd at fejre. Men jeg ville væde med at Harry havde glemt det, hvilket passede mig helt fint. Jeg havde ikke brug for at blive mindet om min egen fødselsdag. Vis det var jeg selv kunne vælge om det var sket, så havde jeg valgt et nej. Det var åbenlyst. Helt åbenlyst.

***

Harry og Louis havde været og hentet mig. Det var rart at se dem igen, selvom de var der igår, men det var ligemeget. Når de var der, var jeg mig selv, jeg kunne se mig selv i den person jeg var, jeg kunne se den person jeg engang var. Inden alt det der med min far. Overrakende nok havde jeg ikke tænkt på ham, ud over at jeg stadig havde lidt ondt i underlivet, men jeg overlevede. Det havde jeg gjord indtil nu, til min egen skræk. 

''Skat kommer du, eller har du tænkt dig at blive ståene der hele dagen?'' Måske skulle jeg lige påpege at vi var hjemme og nu stod lige ude foran døren.

''Øh ja, jeg stod lige i mine egne tanker, jeg kommer nu'' Han lagde han's beskyttende arm om mig, og trak mig ind i et varm kram.

''Hvad tænker du da på?'' Han viskede det i mine øre, så Harry ikke hørte det. Sprøg mig ikke hvorfor. Harry stod bare der og så mut ud, inden han gik ind til de andre. Jeg skulle snakke med ham på et tidspunkt, det var jeg vist nød til. Og det gjorde bestemt ikke noget.

''Ingen ting. Det er bare rart at være væk fra hospitalet'' Ja, måske sagde jeg ikke det helt rigtige til ham. Men han måtte da forstå mig. Jeg havde ikke lige lyst til at snakke om det med min far lige nu. Jeg ville bare nyde at jeg endelig var hjemme igen. 

''Okay, kom. Du skal da ind og sige hej til de andre igen'' Han trak sig ud af krammet igen. Guuud,, hvor jeg endelig savnede de andre. 

''Selvfølgelig'' Jeg smilte kort inden jeg trådte ind i lejligheden. Allerede inden jeg var kommet ind, havde Niall næsten overfaldet mig. Eller ihvertfald smækkede han armene om mig, og trak mig ind i et rigtig Niall kram. Hvad det så end var. 

''Hor har jeg savnet dig Liv. Det er godt du er hjemme igen. Så NOGEN kan lave mad til mig igen'' Han's fremhævelse af ordet 'nogen' fik mig kun til at at grine lidt.

''Jeg har osse savnet dig Nialler. Kan de andre da ikke lave mad?'' Tænk at de ikke kunne mad selv de var 21 eller noget. Det er vist ikke helt ude i hampen?..

''Jojo, Liam kan, men han gider ikke'' Han trak sig ud af krammet efter han havde sagt det. Lige i det Niall sagde Liam's navn, kom han frem i døren.

''Hvorfor nævner du mit navn?'' Han havde vist ikke lagt mærke til at jeg var kommet hjem. Det går nok.

''Jeg fortæller bare Liv  at DU ikke gider at lave mad til mig!'' Han prøvede vist at spille sur, hvilket bestemt ikke lykkes.

''Liv?'' Han lignede et spørgsmålstegn, inden han fik øje på mig.

''Du er hjemme igen?'' Han smilte kort inden han trak mig ind i endnu et kram.

''Dejligt at se dig igen'' Jeg smilte lidt for mig selv. 

''Tak Payno, og ja jeg er hjemme. Endeligt!'' Jeg smilte lidt. Indtil jeg selv afbrød krammet.

'''Hvor er Zayn? Jeg vil gerne lige snakke med ham, og sige hej'' Ja på en eller anden måde havde jeg bare lyst til at snakke med ham. Han var den af drengene der havde holdt sig mest på afstand siden jeg kom. Hvorfor?

''Han gemmer sig i sin hule. Han er på værelset'' Niall sukkede lidt efter han havde sagt det.

''Tak Niall'' Jeg kiggede kort over på Louis.

''Jeg går lige ind og siger hej okay?'' Han nikkede bare og sendte mig et smil, som svar på at det var okay. Jeg gik en til han's dør, og bankede forsigtigt på.

''Zayn??''

 

ZAYN's SYNSVINKEL

Jeg sad i mine egne tanker, og stirrede ud på London's gader. Der var så mange mennesker, som tanker i mit hovede. Ja dårligt sammenlignet, men det går nok. Mine tanker kørte i ring. det kunne ikke passe. Det måtte ikke passe. Liv kunne ikke være Perrie's søster. Vis bare vi havde vist det, ville vi måske ikke sidde her nu. Hun ville måske ikke have prøvet på selvmord. Hun ville måske ikke have været ved hendes far i alle de år, men ved Perrie og hendes mor. Hun ville måske ikke blive mishandlet af hendes far. Det var helt ubegribelig, urimeligt, forfærdeligt, alt hvad du kunne forstille dig. En stemme og en banken på min dør, afbrød mine tanker. Tænk det kunne afbryde dem, men de kunne de. Specielt når det var... Livanna. 

''Zayn'' Hendes stemme fik mig il at blive nervøs. Var det Perrie's søster. Stemmen mindede ikke om hende, men alligevel.

''Ja??'' Jeg rettede mig op fra stolen som jeg sad i.

''Må jeg komme ind?'' Hendes stemme rystede lidt. Var hun nervøs eller?

''Selvfølgelig'' Jeg skulle virkelig bide tænderne sammen for ikke at fortælle hende det. Gard det var svært. Håndtaget blev trukket ned, og ind kom Livanna. Hun lukkede forsigtigt døren efter sig som om hun var bange. Der var ingen grund til at hun skulle være bange. 

''Hvad så?'' Var alt vad jeg kunne sige til hende. Mine ord sad på tungen og brændte for at komme ud, men mine læber tillod det ikke. 

''Ikke noget. Zayn jeg tænkte på noget'' Det måtte bare ikke komme nu. Hun kunne ikke osse sige at hun havde en søster der hed Perrie.

''Da jeg var indlagt fortalte jeg drengene noget. Din kæreste eller rettere forlovet hedder jo Perrie ikke?'' Ohh gud. Sig det er løgen!

''Ja?'' Jeg måtte bare spille med, lade som om jeg ikke viste noget. Det var svært men jeg skulle gennemføre det. Det skulle jeg bare.

''Jo, jo hun hedder Perrie'' Min stemme rystede. Det kunne ikke undgås at lægge mærke til det.

''Jeg ved det lyder underligt ikke. Men kort inden jeg mødte Harry, fandt jeg ud af at jeg havde en søster. Hun hed Perrie, eller jeg ved ikke om hun lever.'' Jeg kunne se hun trak noget op af baglommen. det lignede et eller andet papir af en art. Inden jeg havde nået at reagere, lå det i min hånd.

''Det er hende. Jeg ved ikke, men du kender Perrie. Jeg ved ikke om hun ligner hende, men det ved du måske. Jeg hedder rigtig Livanna Edwards..'' Hun rejste sig hurtigt, inden jeg kunne nå at reagere. Hun var ude af værelset. Mine øjne søgte hurtigt billedet. Det kunne ikke være sandt. det måtte ikke være sandt. Forfanden da. Hvorfor var jeg, vi være så blinde. Det var Perrie som lille. Det hele gav mening nu. Jeg skulle fortælle drengene det, og du skulle være nu!

 

****************************************************************************************************************

Hej.

Jeg har brugt hele aftnen på det her kapitel, og jeg håber virkelig i kan lide det.

Er ikke søde at give ris og ros til mig? Og for øvrigt så regner jeg med at jeg har skrevet denne her novelle færdig inde for en uge:(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...