I'm Alive (One Direction)

Livanna osse kaldt Liv, lever et hårdt og barsk liv sammen med hendes voldige far. Liv er ved at være vand til rutinen når hun kommer hjem fra skole. Hendes far voltager hende, og Liv er ved at få nok. Hun ture bare ikke at sige det til nogen fordi hun ikke stoler på nogen efter hendes mor forlod hende. Liv og hendes far flyttede til London. Til en uvan tilværelse, som ikke lignede den anden på nogen måder. Da liv var 14 skred hendes bedste ven for hende, bedre kendt som den nu verdens kendte Harry Styles. Han har ikke prøvet at kontakte hende siden den dag, og det pigner hende virkeligt. Hun savner ham. Liv har fået alt for meget og beslutter at tage sit eget liv. Men hvad sker der når hendes gamle bedste ven kommer tilbage?? Når nogle helt andmindelige drenge ser hende på vej hjem fra byen ved en bro?? Er drengene helt almindelige alligevel?? Men når Livanna overhovedet at begå selvmord?? Og hvad sker der når to fra bandet får følser for hende?? *Har rettet coveret et par gange...*

43Likes
105Kommentarer
9408Visninger
AA

10. Can i tell you a Secret!??

(Louis er ikke sammen med Eleanor i denne her Novelle desværre:$)

LOUIS's SYNSVINKEL

 

 

 

Mig og drengene havde siddet og set en eller anden serie. Jeg viste endelig ikke helt hvad den handlede om, men den var da meget sjovt- At en serie at være. Vi så enlig ikke særlig mange serier, men det var nok fordi vi havde travlt og det var sjover at se film. 

Liam var kommet hjem for en times tid siden, og var nu igang med at lave mad. Han havde sagt at Harry var kommet hjem, og var mega skuffet over sig selv. Liam havde spurgt hvorfor han havde kysset hende, men han havde ikke fået et svar tilbage. Men det er enlig normalt, fordi når Harry var flov og skuffet over sig selv, svarede han som regel ikke. 

Liam havde lige råbt til os at vi skulle spise, så jeg var gået hen for at vække Liv. Jeg bankede forsigtigt på og gik ind på værelset. Hun lå stadig og sov, men jeg ville vække hende da hun havde sovet  i 5 timer næsten, og så hun kunne få noget mad. 

Jeg satte mig på kanten af hendes seng og lagde den ene hånd på hendes skulder. Hun rykkede kort på sig selv og åbnede hendes øjn. Hun havde virkelig nogle pæne øjn, de var en pæn blå farve. Vi fik øjn kontakt, men det var smule akavet så hun kiggede hurtigt ned. 

''Der er mad nu. Vi skal have Pizza..'' Mine tænder løb næsten i vand, men det var osse kun fordi jeg ELSKEDE pizza! Det var simpelhen gud.. Det skulle have været Niall's replik! Hun satte sig og, og satte håret op i en løs knold. Det er virkelig pænt- Ja jeg elsker at kommentere idag åbenbart! Hun gabte og trak lidt på den inden hun svarede.

''Okay... Jeg kommer om lidt'' Jeg rejste mig op og gik ud af værelset, og satte mig ved de andre. 

''Kommer hun??'' Det var Zayn. 

''Ja, hun skulle lige sætte sit hår eller noget i den dur'' Jeg viste jo ikke hvad hun skulle såå..? Døren bag os og en træt Liv kom ud. Hun satte sig ved siden af mig. Til mit held!- Bare lige noget.. Pinligt noget...- Men jeg kunne endelig godt lide hende, hun var noget for sig selv. Jaja..

''Bare tag for jer!'' Chef kokken Liam Payne! Niall havde allerede taget et stykke inden vi kunne nå ar reagere, typisk madglade Nialll. Hun tog et lille stykke pizza og begyndte at spise det. Hun så sjovt nok ikke helt glad ud,  men jeg tænkte ikke over det. Jeg tog bare et stykke pizza og begyndte at spise. Der var en akavet stilhed, men da drengene begyndte at snakke sammen gik det meget godt. Pludselig kunne jeg høre en stol der blev trukket ud efter fuldt af et lille 'Undskyld mig' Jeg kiggede op og så at det var Livanna der havde rejst sig op. Hun løb nærmest ud på badeværelset og lukkede døren. Mig og drengene kiggede overraksende på hinanden. Det var da ikke helt normalt?- Eller var det bare os?

 

LIVANNA's SYNSVINKEL

Louis havde lige været inde og sige at vi skulle spise. Jeg havde bare sagt at jeg kom lige om lidt, men sandheden var faktisk at jeg skulle gøre en ting op med mig selv. Skulle jeg prøve at spise noget, eller skulle jeg fortælle dem det hele??- Det var nok lettest at prøve at spise noget selvom jeg ikke var meget for det. 

Jeg rejste mig tungt op fra sengen og gik ud af værelset. Drengene sad ved bordet- Eller alle undtagen Harry. Jeg havde stadig ikke forstået det, men en forklaring ventede jeg dog stadig på! 

Jeg satte mig ved siden af Niall, bare fordi, ja?? Det ved jeg ikke. Liam tilbød os et stykke pizza. Jeg tøvede, men tog dog et lille stykke, som jeg begyndte at spise af små omgange. Fornemmelisen af mad følte sig helt forkert nede i min mave. Det vendte og drejede sig, og pludselig kunne jeg mærke at det var på vej ud.

Jeg trak hurtigt stolen ud efter et lille 'Undskyld mig' og styrtede bogstaveligt talt ud på deres badeværelse. Jeg låste hurtigt døren efter mig, og trak toilet brættet op. Efterfulgt af at alt maden kom op. Jeg hadede virkelig at brække mig. Bare drengene ikke hørte det. Det håbede jeg virkelig inderligt ikke at de gjorde. Efter jeg havde fået skyllet ud, og skyllet min mund satte jeg op af den kolde væg og lukkede øjnene. Jeg havde det virkelig dårligt lige nu- Både med mig selv, og med den måde jeg gik da vi spiste. 

Jeg havde siddet på gulvet i lidt tid, det føles som 2 minutter eller noget, men det var lang tid nok til at der var en der bankede på.

''Livanna er du okay??'' Det var Niall, det kunne jeg da i det mindste høre. Jeg svarede ikke men rejste mig bare op og låste døren op.

''Jeg har det fint'' Jeg stoppede kort op. 

''Jeg går i seng, jeg er træt..'' Han stod som et kæmpe spørgsmål, måske fordi det var tidligt at gå i seng da klokken kun var halv otte om aftnen eller noget i den dur.

''Øhh skal du ikke have mere at spise?'' Han kiggede overraskende på mig. 

''Nej tak Niall'' Tårene  var ved at danne sin i min øjn krog, det var jo ikke fordi jeg ikke havde lyst men jeg kunne bare ikke.

''Husk man skal spise for at kunne leve Liv'' Han lød Ok alvorlig. Jeg kunne ikke holde tårene tilbage. Jeg gik forbi ham og direkte ind på værelset. Bag mig kunne jeg høre ham.

''Hvad sagde jeg forkert??'' Det var Niall. Jeg lukkede døren og satte mig med et tæppe oppe i vindues karmen. Der var stadig mange mennesker i London's gader. Faktisk overraskende mange.

Jeg sad og stirrede ned på de små og travle mennesker. I min hel egen verden, og kom endelig til at tænke på noget- Hvorfor havde jeg enlig stadig Harry's tøj på?? Det kunne jo være ligemeget nu. in mobil gav en lyd for dig og skærmen lyste det blå lys op i hjørnet af værelset. Jeg rejste mig, gik hen og hentede den og satte mig igen i vindues karmen. Jeg trykkede på displayet og så at jeg havde en ny besked- Fra Harry. Hvorfor skulle den idiot skrive til mig?? Der var bare noget inde i mig der sagde at han var en idiot, selvom han havde været min bedste ven, mig bror som jeg ikke havde, mit et og alt!- Jeg ved at jeg har nævnt det før' Undskyld. Jeg slettede beskeden uden at læse den, og lagde hovedet mod vinduet. Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg slukkede min mobil og smed den hen i den anden ende af vindues karmen. Jeg havde lyst til at græde, men der var noget inden i mig, der sagde nej. Ja jeg græd lige før, men du kender vel den følse af at ham bare har en masse man vi ud med, men bare ikke rigtigt kan??- Ellers så er det bare mig.

Jeg havde siddet i vindue karmen da jeg valgte at lægge mig over i min seng. Bare fordi?? Ja, bare fordi. 

Jeg lå og kiggede op i det kedelig loft da der var en der bankede på.

''Liv må jeg komme ind??'' 

''Ja'' Var det eneste jeg kunne sige, hvad skulle jeg osse ellers sige? Jeg trak benene op under mig og satte mig op af vægen i min seng. Eller min og min?

Håntaget blev trukket ned og Louis med sit mørke hår kom ind- Ja det ville jeg bare lige påpege, uden nogen grund! Louis gik stille over til mig og satte sig i sengen ved mig.

''Liv hvad er der helt præsis sket siden du ville tage dit eget liv??'' Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige! Kunne man stole på ham?? Jeg trak en dyb indånding og gav mig til at fortælle!

''Jeg savnede Harry meget... Da jeg var tolv mødte jeg ham for første gang på stranden, og de næste par dage lejede vi sammen hver dag. Da jeg vist var 13 eller 14 år mistede jeg min mor, eller rettere hun skred. De næste uger efter hun skred var Harry altid sammen med mig. Hanfik mig ligesom på andre tanker..'' Jeg tørrede hurtigt nogle tåre væk.

''Da jeg var fyldt 14 år, eller jeg blev snart 15 dengang, sagde Harry at han ikke kunne se mig længere. Så jeg mistede mig Bedste Ven, jeg mistede den Bror jeg aldrig havde, jeg mistede den person som betød allermest for mig i verden. Han fortalte andrig hvor han tog hen, han fortalte aldrig hvorfor han ikke kunne se mig længere. Jeg sad hver dag hjemme på mit værelse og kiggede ud. Der gik timer, dage, uger og måneder hvor jeg ikke var i stand til at reagere på noget. Indtil min far sagde at vi skulle flytte her til London for at komme fri, fra de andre minder. Det hele udviklede sig stille. Det hele blev forvanlet til noget dårligt. Hver dag havde jeg skrevet til Harry for at få ham til at fortælle mig hvorfor han måtte forlade mig, men jeg fik intet svar tilbage. Han skrev ingengang at han ikke havde lyst til at høre for mig længere. INGENTING!'' Jeg var virkelig paranoid, jeg savnede det hele. Louis lagde sine arme om mig og trak mig ind til ham. På en eller anden måde var jeg bange, men alligevel tryk i hans arme.

''Du kan fortælle mig alt Livanna, jeg siger det ikke til nogen det lover jeg!'' Det var nogle trykke ord, men jeg var alligevel ikke helt sikker.

''Min far begyndte at mishandle mig.. Voldtage mig hver dag, da jeg kom hjem fra skole. Jeg følte mig så klam, så billig. Det hele udviklede sig til Anoreksi og Selvskade. Jeg gad ikke mere, så den letteste måde at komme af med det lorte liv var at begå selvmord. Jeg var kommet så langt ned.....'' Jeg holdte en pause.

''Jeg kan ikke mere Louis''

''Jeg ved det er hårdt Liv, men du må bare kæmpe, vi skal nok støtte dig igenmen det hele'' Jeg smilte kort.

''Du må ikke sige det til dem. Bestemt ikke Harry'' Jeg var bange for at han skulle sige det til ham. Han skulle ikke vide noget om det.

''Selvfølgelig ikke. Bare en ting, var det derfor du styrtede ud på badeværelset da vi spiste?''

''Ja'' Jeg smilte flovt.

''Okay jeg skulle bare lige vide det.'' Jeg lagde mig ned i sengen.

''Godnat Louis..''

''Godnat, og husk alle elsker dig selvom de ikke viser dig det'' Han rejste sig op og gik hen til døren.

''Tak Louis'' Han gik ud og lukkede døren. Jeg gabte og var hurtigt i drømmeland.

 

****************************************************************************************************************

Hej, hvad synes i om det her kapitel??

-Er bare nysgerrig!:) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...