Never Again- Divergent FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
*DELTAGER I DIVERGENT FANFICTION KONKURRENCEN* Det er et år siden Jeanine Matthews døde. Der er stadig krig, men Tris er overbevist om at hun, Tobias og Riley er i sikkerhed. I fælleskab med Marcus, har hun skjult Divergenter fra alle faktioner. Men hvad hvis Jeanine slet ikke døde?"

1Likes
0Kommentarer
396Visninger
AA

2. Løftet

 

TO ÅR SENERE

 

Jeanine Matthews klikkede endnu engang på skærmen, men den reagerede ikke. Viste kun et tomt rum. Hun skreg højt, og slog hånden hårdt ned i bordet. I døren til det lille rum hun havde sat sig ind i, kom der straks en skikkelse til syne. Han var ikke særlig høj, og var en smule buttet. Hans lyse hår var fedtet, og hang i tjavser ned over hans gå øjne. Det var Ronald Wayne, en ny Intelligentsianer, Jennies håndlanger, - og forsørger.

Han styrtede hen til sin leder, og knælede, så han også kunne se skærmen. Det tog ham ikke lang tid at regne ud, at hun stadig ledte efter Divergenten. Han havde aldrig havde haft noget imod Divergenter, men Jeanine havde fået ham til at forstå, at de var farlige.

"Hvad gør jeg?" Jeanine vendte sine blodskudte øjne mod ham, og pressede sine rystende hænder ned i armlænet på sin stol. "Jeg skal have fat i Prior-pigen. Og de andre udskud. Ellers mister jeg alt. Den lille..," Hun talte med hæs og sløret stemme, og Ronald mistænkte hende at have taget et af de nyeste serummer. De nye var ikke til  for at udrydde Divergenter. De var for at bekæmpe stress og sorg, og for at gøre Intelligentsianere klogere. Han vidste at det virkede, for de havde hjulpet ham da han blev revet væk fra Sanddru. 

Han nikkede forstående, og trykkede sig mod tindingen, som han altid gjorde, når han tænkte. "Men Jeanine....," Han sendte hende et bekymret blik, og fik den sædvanlige dybe fure lige i mellem de blågrå øjne. Hun kiggede irriteret på ham, og satte hænderne i siden. 

"Hvad?"

Ronald tog en dyb indånding, og gentog det han havde sagt så mange gange før.

"..Du er jo stadig svag. Folk tror stadig at du er død, så du kan umuligt vise sig, før hun er død!" Han smilede stolt over sin egen visdom.

Jeanine rejste sig, og stillede sig lige foran ham. Hun lagde hovedet på skrå, og smilede så. 

"Du har ret. Jeg er for svag. Og derfor skal du gøre det. Det kan du sagtens gøre for mig, ikke?" Hun kiggede på ham med store øjne, og samlede sine beige læber i en trutmund.

Hele Ronalds krop skreg nej, og han begyndte at ryste og få koldsved over det hele. Han kunne aldrig få sig selv til at dræbe nogen. Det ville han aldrig have samvittighed til. Men hvad ville der ske hvis han nægtede? Han turde ikke garantere for konsekvenserne. Hans liv var mere værd en hendes. Han ville udrette noget. Redde folk. Han var sikker på, at Prior ikke engang havde i sinde at få sig et job, udover alt det oprør hun skabte rundt omkring i de faktioner. Han ville allerhelst have fred. Han vidste, at Divergenterne også helst ville have fred. Men for at der skulle blive fred, skulle nogen dø.

Han nikkede langsomt. "Selvfølgelig," Han tvang sig selv til at trække et smil op i mundvigene.

Jeanine smilede tilfreds, og gav tegn til at han kunne gå. Ronald skyndte sig ud af døren, men Jeanine stoppede ham. Hun tog blidt fat i hans arm, og kiggede ham dybt og testende ind i øjnene.

"Ron.. Hvordan kan jeg vide at du stoler på mig?  Du ved, at faktionerne har brug for mig, ikke?" Hun fugtede læberne, og der løb en tåre ned af hendes markerede kind.

Han fik med det samme medfølelse med hende. Hun ville bare have retfærdighed. Han tørrede forsigtigt tåren væk, og lagde en hånd  på hendes skulder. 

"Selvfølgelig kan du stole på mig!," forsikrede han hende.

Jeanine snøftede og smilede så. "Godt."

Så lænede hun sig ind over ham og gav ham et langt, blødt kys. Som hun ikke mente.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...