Never Again- Divergent FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
*DELTAGER I DIVERGENT FANFICTION KONKURRENCEN* Det er et år siden Jeanine Matthews døde. Der er stadig krig, men Tris er overbevist om at hun, Tobias og Riley er i sikkerhed. I fælleskab med Marcus, har hun skjult Divergenter fra alle faktioner. Men hvad hvis Jeanine slet ikke døde?"

1Likes
0Kommentarer
397Visninger
AA

5. Kampen

Det føltes godt for Tris igen at stå midt i det hele. Hun var født Puritaner men der havde altid ligget en kampånd i hende, der gjorde hende i stand til at styre sin egen frygt. Hun klemte hårdt om Tobias' hånd, og han klemte beroligende tilbage. Hun kiggede på ham. Han stod med blikket løftet op over hele sceneriet. Der lød skud, og der lå lig næsten overalt. Tris ville gerne tro, at de bare sov. Men hun vidste, at det gjorde de ikke. Hun vidste også, at hun blev overvåget ligenu. Men det kunne være lige meget. Hun var beskyttet. Hun kiggede bagud, og sikrede sig at Marcus, den kinesiske pige, Cracker og de andre stod der, og så begyndte hun målbevidst at gå. Det gibbede i hende hver gang hun kom til at trampe på en hånd eller en fod, og hun kæmpede for ikke at kigge på ligene. Var det nogen, hun kendte, ville hun blive sårbar. Og det skulle hun ikke blive nu. Hun kiggede på sit ur, og stoppede op. "Tori burde være her nu." Hun lød meget mindre nervøs, end hun virkelig var. Hvis Tori ikke dukkede op..

Marcus kom op på siden af dem og spejdede ud over torvet. "Hun har forrådt os, den lusede lille..," hvæsede han, men Tris stoppede ham. "Eller også, har hun bare ikke fået beskeden!" Hun holdt stædigt fast ved at Tori ikke var en forræder. Det ville hun have mærket fra allerførste gang, hun så hende. 

De gik i lang tid ude i siden. Tris var sikker på, at alle kunne genkende dem, men Marcus var fast besluttet på at det var smart at klæde sig ud som faktionsløse midt i krigen. Hun mærkede sveden på sin pande, efterhånden som skuddene kom tættere på. "Skal vi ikke sætte farten lidt op?" Spurgte hun, og kiggede igen bagud. De andre nikkede og satte i et raskt trav. De måtte snart være ved pacifisternes hovedkvarter. Der kunne de overskue det hele, inden de slog til. Og der var rigeligt med tid. Troede hun. I det samme væltede hundreder af intelligentsianere ind på gaden. Fra den anden side stormede Sanddru i massevis mod dem. Hun satte i løb og kunne høre de andres hastige skridt og besværede vejrtrækninger bag sig. "De er efter os!," skreg hun og satte tempoet op, men Marcus stønnede bag ved: "Nej de er ej! De er mod hinanden. Og de ved ikke, hvem vi er i det her kluns!" Han måtte råbe højt for at overdøve larmen fra t0rvet. Tris vendte sig om. "Jamen..," Marcus rystede på hovedet. "Ikke noget jamen!"

Hun kiggede op på Tobias, men han erklærede sig for første gang enig med sin far. "Nok skal vi være forsigtige, men vi kan sagtens nå over til hovedkvarteret uden at blive opdaget. Vi tager en omvej."

Tris sukkede og fulgte med de andre.

 

Jeanine havde sin dragt på. Hun rystede nærmest af spænding og knugede kniven i bæltet endnu højere. Fra tårnet kunne hun se hele det dejlige scenarie hun havde sat igang. Hendes WalkieTalkie bibbede. "Vi har sporet hende." Det var en dyb, velkendt stemme, der ikke kunne tilhøre andre end Ronald. Hun smilede og tog mikrofonen op til munden uden at vige blikket fra torvet. "Fremragende, hvor?," spurgte hun og kneb øjnene sammen til to smalle sprækker. Svaret kom næsten med det samme. "Ligenu ved hovedkvarteret. Hun løber mod torvet." En kratzch-lyd afbrød forbindelsen, men Jeanine var ligeglad. Hun satte den lille mikrofon tilbage i bæltet og gik så et par skridt frem. Så snart hun så Tori, ville hun give tegn til de Intelligentsianere der ligenu lå på lur. Der var mange mennesker og støvet fløj op og slørede for hendes udsyn, men det gjorde ikke noget. Hun ville kunne genkende en, der løb den modsatte vej end resten af krigerne på et splitsekund. Så var hun der. Hun var i en sindssyg fart, og Jeanine kunne se på hende, hvad hun havde i sinde. At afsløre hende . Hun nærmest råbte ind i mikrofonen, da hun gav ordrer, mens hun hele tiden kiggede på Toris fantastiske hurtighed, der gjorde hende jaloux. Endnu en grund til, at hun skulle dø.

 

"Tris!," var der en, der råbte bag hende. Hun snurrede om på hælen og mødte til sin store overraskelse en velkendt kvinde. Høj, smuk, og i en fandens hurtig fart. Tori styrtede hen til gruppen og tog fat i Tris' skuldre. "Jeg..," hun var så forpustet, at hun næsten ikke kunne få ordene frem. 

"De.. Er efter, m-mig, undskyld.." Tris forstod ikke et klap. Marcus og de andre fløj hen til hende og forsøgte at få Tori til at falde til ro. "I-ikke meget tid, " fortsatte hun og kiggede Tris dybt ind i øjnene.

"Hvad er det der sker, Tori?," udbrød Tris forvirret og tog fat om hendes hånd.  Men før hun kunne nå at svare, fløj der en kugle igennem luften, der fór forbi Tris og borede sig langt ind i maven på Tori. Hun skreg, og de andre i gruppen gispede. Tris sank ned på knæ. "Tori! Nej!" Tårerne væltede ned ad hendes kinder og landede på den hårde cement. Tori trak vejret besværet, og hendes øjne gled i af udmattelse. Hun gispede igen og blodet fossede i en strøm ud over hendes dragt. Tris hulkede og ruskede i sin veninde. "Hvad sker der? Hvorfor!?" Hun tog fat i den slappe hånd og skubbede Marcus og Tobias væk. Tori spærrede øjnene op af smerte og greb med et fast tag fat i Tris' jakke og hev hende ned, så deres ansigter næsten rørte hinanden. 

"Tris," hviskede hun og trak vejret dybt.

Tris nikkede langsomt og prøvede at holde koncentrationen.

"A-alt dette..Unskyld." Hun rystede og gispede igen.  

Tris kæmpede for at forstå. "Der er jo ingenting at undskylde for...,"

Tori fik et bestemt udtryk i øjnene. 

"De... k-kommer om lidt for at tage dig. Og Four.. Og j-jeres lille barn.,"

Tris trak sig forskrækket væk og kiggede forfærdet op på de andre, der ikke så mere glade ud, end hun selv var. "Hvem, Tori, hvem?!" Skreg hun, højere end ventet. Tori stønnede af smerte og lukkede øjnene igen.

"Jeanine. Jeanine, Tris. Sk-skynd jer. V-væk.." Så lukkede hun øjnene. Tris trak sig væk og råbte på Tori. Det kunne ikke passe. Ikke det. "Neej!" Hun stak i et højt, smertefyldt skrig, sprællede med arme og ben da hun blev løftet op af to stærke arme, der holdt hende fast, mens hun blev ved med at hulke, ønskede at det hele bare var en drøm. Hun lod sit had til Jeanine vokse sig større og større. "Hun skal have en ambulance Tobias, en ambulance!" Skreg hun igen, men hun vidste godt at det var for sent. Tori havde lukket øjnene.

 Tobias satte hende blidt ned på jorden og tørrede tårene væk fra hendes ansigt. Hun snøftede og følte sig tom indeni. "Tris, vi skal væk nu," hviskede han kærligt, men hun vidste, at han gerne ville skynde sig. Hun nikkede og bed sig i læben. Tobias tog fat i hendes hånd og de begyndte begge to at løbe, men Tris stoppede efter lidt tid. "Stop!," råbte hun, og de andre vendte sig undrende om.

"Tobias, du sørger for at Riley er i sikkerhed. Jeg finder Jeanine."

 De andre nikkede indforstået, men Tobias fór straks op. "Hvad tænker du dog på?! Aldrig! Det er for farligt, og det ved du godt. Alle de Intelligentsianere mod dig?" Hans øjne lyste af frygt, og Tris vidste, at det var fordi han vidste, at hun ville gøre det, uanset hvad. Hun tog igen hans hånd og kiggede bedende op på ham. "Hele mit liv har hun styret mig og alle de andre Divergenter. Jeg er i konstant fare og det stopper kun, hvis hun dør. For alvor. Måske er jeg ung, men jeg er Divergent og kan kontrollere min frygt. Mere end man kan sige om Jeanine. Svaghed. Dét er hendes frygt. Jeg er tilbage meget snart. Og så er alt anderledes. Så er det du, jeg, Riley og alle de andre der bliver frie!" Hun drejede bestemt om på hælen, men Tobias greb fat i hendes håndled. Hun kunne se tårer i hans øjenkroge.

"Tris, hvorfor kommer det her så.. pludseligt?" Han kiggede på hende med et ømt blik. 

"Fordi," hun sukkede. "Fordi hun dræbte Tori."

 

Jeanine var halvt tilfreds. Ronald var dukket op ved hendes side og sammen havde de stået og leet over krigens udfald. Tori var dræbt, og de havde Prior i deres hule hånd. De vidste præcis, hvor hun befandt sig og det var bare et spørgsmål om tid, før den lille, modige Divergent ville komme og forsøge at dræbe hende. Hun smilede bare ved tanken. Ronalds WalkieTalkie bibbede to gange, og han skyndte sig at tage den op. "Hun er på vej," var meddelelsen. Jeanine nikkede og slog endnu en høj latter op.

 

Tris kunne se hende. Hun var lige der. Så let at finde, så let at dræbe. Det var nærmest mistænkeligt. Hun var alene og kiggede ud over bakken, helt uvidende om, hvad der ventede hende. Tris glædede sig til at se den onde kællings lig, når hun havde dræbt hende. Hun glædede sig til at købe et hus i byen, hvor hun kunne bo med Riley og Tobias og måske have et bageri. Hun tog sig selv i at fantasere.  Hun kravlede længere op ad skrænten og kunne se mere og mere af Jeanine. Hun var klar. "Hey!," råbte hun, så Jeanine ikke kunne undgå at høre hende. Hun skyndte sig op på bakken, så hun stod mindre end fem meter fra hende. Jeanine lod som om hun var overrasket over at hun var kommet. "Tris!," smilede hun på sin falske, venskabelige måde. "Jeg havde ikke ventet at se dig her. Vil du noget?" Hun smilede sukkersødt, men hendes øjne var kolde og onde. Tris trak på skuldrene og lod flygtigt sine fingre glide over den skjulte pistol, hun havde medbragt. Den var der. "Lad os få gjort det her hurtigt. Folk som dig," Jeanine gjorde en nedladende bevægelse med hånden. "Burde ikke være her. De er ikke gode for verden. Alle skal leve inden for de fem faktioner!" Hun hævede stemmen en smule, men det rørte ikke Tris det mindste. "Folk som dig," bed hun igen, "burde heller ikke være her. Alle burde passe ind under kategorierne: Dem med et hjerte og de døde. Du er et naturfænomen, Jeanine. Du er levende, - men uden hjerte." Hun betragtede reaktionen i Jeanines øjne. "Din...," Jeanine forsøgte at tage sin pistol op af lommen, men den faldt til jorden. Tris var hurtig. Hun sigtede direkte mod Jeanines hoved og smilede så. "Et sidste farvel?," hviskede hun, og kiggede på sin modstander. Men hun nåede ikke at trykke på aftrækkeren, før hun mærkede en hård kugle skyde igennem sit hoved, og der blev sort. For altid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...