Never Again- Divergent FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
*DELTAGER I DIVERGENT FANFICTION KONKURRENCEN* Det er et år siden Jeanine Matthews døde. Der er stadig krig, men Tris er overbevist om at hun, Tobias og Riley er i sikkerhed. I fælleskab med Marcus, har hun skjult Divergenter fra alle faktioner. Men hvad hvis Jeanine slet ikke døde?"

1Likes
0Kommentarer
400Visninger
AA

3. Hovedkvarteret

"Tris, er du nu helt sikker på, at jeg ikke skal tage med?" Tobias greb fat i hendes arm, da hun var på vej ud ad døren. Hun stønnede højt, og vendte sig om. "Selvfølgelig. Hvem skal ellers passe Riley?" Hun smilede og pegede på sin lille mørkhårede datter, der var ved at spise et stykke brød på køkkenbordet i deres lille afsides, næsten skjulte hus. Tobias sukkede og nikkede. "Jeg overgiver mig! Nu er det åbenbart sådan at kvinden arbejder, og manden passer børn, javel." Han lød oprigtig skuffet og gik aggressivt igang med at ordne sine velslebne  knive på rad og række. Tris rystede på hovedet og glattede sin uniform, som stort set alle bekæmpere havde i ført sig. "Jeanine er død. Faren er ovre. Nu mangler vi bare at overbevise Intelligentsia om, at Divergenter ikke er farlige." 

"Desuden," påpegede hun, "hvis jeg kommer i fare, vil Marcus fortælle dig det." Hun var oprigtig irriteret nu, og det blev ikke bedre af at Tobias i vrede kastede en af sine knive langt ind i væggen, da han hørte sin fars navn. 

"Hold så op!" Råbte hun og stillede sig ind foran ham og væggen, så han umuligt kunne give Riley flere gode idéer. Hun havde allerede taget hende i at kravle efter sin far ned i kælderen hvor alt det serum puritanerne havde fået fat i, lå gemt.

Tobias rystede opgivende på hovedet og kiggede hende dybt ind i øjnene. "Du skal altså passe på ham. Han ser måske ikke sådan ud, men han vil dig det ikke godt. Det kan du være sikker på." Han lavede sit bekymrede udtryk der fik ham til at minde Tris om den gamle Tobias, - Four, der havde hjulpet hende ud fra nettet, Four, hun havde klatret i pariserhjulet med, og så igen Tobias hun elskede og havde fået den dejligste datter med.

"Jeg skal nok selv holde styr på, hvem der er farlig. Det er jo gået godt indtil videre, ikke?" Hun smilede og kiggede op på klokken. "Jeg er sent på den. Vi ses." Hun kyssede ham kort på kinden, gav Riley et rugbrødskram og skyndte sig ud af døren. 

 

Tobias hoppede op på køkkenbordet ved siden af Riley og greb med et snuptag et æble fra pap-skålen. Riley betragtede ham meget nøje med sine store nøddebrune øjne, mens han bid for bid fortærede æblet, som ikke fyldte noget i hans store hænder. Så tog hun et æble, uden at slippe sin far af syne, og begyndte langsomt at efterligne ham med de store bidder og ingen smasken. Da han endelig lagde mærke til hendes usædvanlige og besværede spisen, begyndte han at grine, og det smittede af på den lille pige. Hun begyndte at fnise, og da Tobias begyndte at kilde hende, kunne hun slet ikke styre sig. Hendes  pigestemme skreg højt og skingert, og hun afbrød kun latteren med nogle små hik. Så begyndte hun at kilde ham, men hendes små fingre kunne slet ikke nå op til hans hals, så hun tog bare fat omkring om hans veltrimmede krop og prøvede at skubbe ham ned, uden held. 

Tobias grinede og tog hende op på skødet, hvor han vuggede hende frem og tilbage, mens hun kom til sig selv efter en hikke-grinetur.

Han havde altid levet på en hård og kold facade, og de eneste der nogensinde havde præsteret at bryde den og hans stolthed var hans to piger, der betød alt, og han mente det, alt for ham.

 

Tris slog med det samme armene omkring sig, da den bidende kulde trængte igennem det tynde stof. Hun bed sig i læben og tog et par skridt ned af skrænten og ud på gaden. Hun kiggede sig nervøst omkring (efter Tobias' formaninger),for at være sikker på at spioner fra Intelligentsia ikke luskede omkring. Men der var ikke et øje. Kulden havde åbenbart fået folk til at lukke sig inde i hovedkvarterene, hvor de var i sikkerhed. Tobias havde leet højt, da han så et par skræmte pacifister løbe mod deres smukke, overdådige have som stort set var det eneste, der var blevet reddet i krigen. Tris havde flere gange valfartet dertil, dels for at tale med Johanna Reyes, dels for at gå rundt i den fantastiske have og kigge på alle farverne. Det fik hende for en stund til at tænke på noget andet end krigen. Det var nu mest, da hun var gravid at hun havde haft brug for det, for nu var krigen ved at stilne af. Det var hun sikker på. Tris begyndte at gå ned ad gaden. Landet var langsomt ved at blive bygget op igen og det var godt. Der lå stadig støv og glas fra da krigen var på sit højeste, men luften var ved at blive renset og de Faktionsløse gjorde alt for at gøre alle veje og stier rene. I hvert fald dem, der ikke hjalp Oprørsbevægelsen, som folk kaldte den. 

Der var ikke langt til den kæmpemæssige kælder under den gamle våbenfabrik, og snart stod Tris og trippede udenfor porten. Hun pustede en smule luft ud mellem sine læber og strakte sig på tå for at se ind ad det lille snavsede vindue. Efter lidt tid kom en lav skikkelse til syne. Han smilede da han fik øje på hende og låste med én flydende bevægelse døren op. "Tris!" Han virkede oprigtigt begejstret for at se hende. Han havde rødt strittende hår, og fregner over hele hovedet. Han var tidligere en af de Sanddru, men han havde i hemmelighed altid drømt om at blive Divergent, og var derfor havnet her. Tris smilede. "Cracker! Jeg er glad for at være tilbage." 

De gik hen ad gangen, og ned ad nogle trapper. Selvom det var lang tid siden hun sidst havde været der, kendte hun stedet ud og ind fra de mange gange hun havde siddet med Marcus, Cracker og alle de andre og lagt strategier. 

De gik ned ad en lang og stejl trappe og fik øje på ti-tolv andre, der sad på gulvet og snakkede. Nogle så ud, som om de bogstavelig talt var blevet hevet ind fra gaden for nylig, andre som Marcus, så mere sofistikerede ud med  en skjorte og hans sædvanlige lange, sorte jakke. Da de fik øje på Tris begyndte de andre at vinke som gale, mens Marcus fortsat studerede et eller andet kort. 

"Godt du kom, Tris." Han kiggede kort op, mens de satte sig ned. En af de ældre kaldet Willy, sendte en dåse med noget klistret grød rundt. Tris havde egentlig ikke lyst til at spise det, men hun ville ikke virke ophøjet over de andre. Cracker startede en samtale. "Har du smagt det brød, som pacifisterne bager til alle de påvirkede?" Han slikkede sig dramatisk om munden og Tris og en anden pige brød ud i latter. "Ja," hikstede hun, og tog benene op under sig. "Riley er vild med det."

Marcus rømmede sig. "Lad os tale om noget vigtigere." Han sendte dem et strengt blik og knækkede med fingrene på en måde der sendte en kuldegysning igennem Tris' krop. "Som I ved, har vi ikke set Tori i lang tid. Vi har mistænkt hende for..," 

Tris fór op. 

"Nej! Det kunne hun ikke finde på, og det ved du!" Hun rystede af vrede og kiggede på de andre, der med et skræmt blik i øjnene så op på hende. 

Marcus sukkede, og hun satte sig ned igen. "Nej, men vi må jo altid gå ud fra det værste, når vi har så meget på spil." 

Tris vidste, at han havde ret. Alt var på spil, selvom krigen ikke var så voldsom mere. 

"Det andet," Marcus skimmede igen sit kort. "..er, at krigen er blevet vækket i den sydlige del af landet." Han skubbede kortet over nationen ud i midten, så alle kunne se det. "Her nede og helt op til South Park er kampen blusset op. Se!" Han rejste sig, og trykkede på en knap på et gammelt tv. Med det samme kom en hurtigt-snakkende dame med opsat hår til syne. Under hende stod der med store fede bogstaver:

 

UKENDT BAGMAND VÆKKER KRIGEN I SYDEN

 

Det så ikke godt ud. Der lød skud og skrig i baggrunden og folk løb rundt, skræmte og forvirrede. Marcus slukkede, og Tris mistænkte ham for at have læst en bog om at virke dramatisk og uhyggelig. Han satte sig ned igen. 

"Ingen aner hvem det er der har sat det igang. Men måske er det en anden oprørsbevægelse...," 

"Umuligt." En asiatisk pige talte for første gang. Hun var tidligere Intelligentsianer, hvis Tris huskede rigtigt. Pigen sad med bøjet hoved så man ikke kunne se andet end hendes mørke, lange hår. Marcus kiggede undrende på hende, da hun fortsatte. "Vi har jo tjekket, og vi er de eneste. Jeg tror, der er noget, eller nogen vi ikke har gennemskuet." Nu kiggede hun pludselig op og afslørede sine skræmmende, grønne øjne. 

De andre i kredsen nikkede langsomt og kiggede prøvende på Marcus, der sad og tænkte. "Michiya har ret," påpegede han, og Tris skrev sig navnet bag øret. "Men jeg ser imorgen som en oplagt mulighed for at vi kan finde ud af hvad det er der sker. Jeg glæder mig til at kæmpe mod de forpulede Intelligentsianere. " 

Han følte sig åbenbart ikke berørt af at der sad en tidligere i kredsen, men Michiya viste heller ingen tegn på fornærmethed.

"Tris!," råbte Marcus, da hun rejste sig op og børstede støvet af sin dragt. Hans skarpe øjne borede sig dybt ind i hendes, og hun følte sig et øjeblik nøgen. "Du kommer her imorgen klokken syv præcis."

Tris sukkede og vendte sig om. 

"Hvad med Riley? Tobias skal med." Hun forestillede sig Tobias' ansigt, når han fandt ud af, at hun skulle alene ind i krigen. Det ville ikke være et rart syn.

Marcus stønnede, og hun kunne nærmest læse hans tanker: -Hvorfor skulle de også lige få den baby? Den volder jo kun besvær.

"Den er i sikkerhed hos Amanda Parrat. Jeg skal nok snakke med hende."

Tris tvivlede, men nikkede så. Der var ingen anden udvej. Amanda var måske en smule sær, men hun gjorde ikke mere skade end Tobias og hans knive. Hun sagde farvel til de andre og rejste sig op igen, gik op ad trappen, igennem labyrinten og ud på gaden igen. Hvem havde vækket krigen til live igen? Godt nok havde hun også selv undret sig over Tori. Men at hun ligefrem havde sluttet sig til Intelligentsia igen, kunne hun ikke tro. Eller også ville hun ikke tro det. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...